Kommentar

Tomme kalorier fra konservatismens kagemand

Det er en banal erkendelse, at dyre og smukke ting er rare. Den politiske opgave er at sikre, at flest muligt har mulighed for at nyde en smule luksus i ny og næ. Her har Mads Holger intet at bringe til kagefadet
23. september 2013

Mads Holgers seneste forsvar for sin ’romantiske konservatisme’ er som vanligt velskrevet og sjovt med sine appetitvækkende historier om mad. Mads Holgers soufflé er pæn, men den falder sammen af sig selv.

Denne gang er det ikke tykke kvindelige liberalister med smagløse tatoveringer eller livet på Bulgariens solkyst, der skal illustrere forskellen på konservatisme og liberalisme. Derimod trakteres vi med eventyret om den konservative konditors flødeskumskager kontra liberalisternes levebrød. Det sidste mætter muligvis, men den liberalistiske bager har ifølge Mads Holger ikke sans for æstetikken ved glasur, flødeskum og store hierarkiske konstruktioner.

Det er selvsagt meget sjovere at spise konditorkager frem for kedeligt rugbrød, og modsat Mads Holgers andre eksempler er historien om flødeskumskagerne nem at forstå. Flødeskumskagen repræsenterer alle de rare og smukke ting i livet. Dem, vi går på arbejde for at få råd og tid til at nyde.

Det er en vigtig pointe, at vi skal huske at værdsætte alt det gode i tilværelsen. Når vi diskuterer konkurrencestat og skal sammenligne os med kinesiske skoler, så er det jo netop, fordi der også i fremtiden skal være råd til flødeskumskager i ny og næ.

Men det er kun børn, der tror, man kan få lov til at spise flødeskumskager til aftensmad. Vi ved godt, man først skal stille sin sult i rugbrød. Det interessante er, hvordan vi politisk skaber et samfund, hvor flest mulig har rugbrød og samtidig mulighed for en gang i mellem at nyde flødeskumskagerne. Det andet er jo bare en banal konstatering af, at dyre ting er rarere end billigere ting.

Det store fremskridt i Danmark skete historisk, da de almindelige mennesker – knoldesparkerne, karlene og bisserne – slog sig sammen i først andelsbevægelsen og siden arbejderbevægelsen. De ville også have en bid af flødeskumskagen. Siden kom også fruentimmerne til, og i dag er Danmark vel det sted i verden, hvor flest har adgang til konditorier – selv om de selvsagt ikke er så eksklusive eller fine, som de steder Mads Holger ellers kommer.

Middelklasse under pres

Kort sagt: Det krævede en hård indsats, før det flertallet af danskere fik adgang til de rare ting, som Mads Holger taler så varmt for. Og for hvert eneste skridt skulle der kæmpes indædt imod konservative kræfter, der ønskede at lærdom, kultur og rigdom skulle være privilegier for de få.

I dag afgøres fremtiden for dansk kultur af, hvorvidt flertallet af danskere fortsat har adgang til de goder. Den afgøres af, hvorvidt arbejderklassen kan fortsætte med at være en del af middelklassen, og det er her, de konservative svigter. For middelklassen skrumper, når overklassen hellere vil have lagt deres indkørsel af illegal arbejdskraft. Den svinder, når politikere allierer sig med anarkister som Restaurant Vejlegården og underminerer overenskomsterne. Den presses, når topcheferne udflager arbejdspladser, mens de giver hinanden skamløse gyldne håndtryk. Det er middelklassen, der betaler, når finansgribbene spekulerer vildt, og skatteyderne må samle regningen op for deres svirreture. Det er her arbejdsløsheden rammer og presser folk ned i underklassen.

Skammer småfolket ud

Når Mads Holger skriver, at konservatismen i vid udtrækning er en irrationel tanke, så har han ret på samme måde som de postmoderne socialkonstruktivister på humaniorastudiet, når de omtaler nationalt og klassemæssigt sammenhold som ’forstilte fællesskaber’. Man tænker: »ja – og hvad så?« Målt med den alen er de konservatives irrationalitet ikke anderledes end liberalisternes menneskerettigheder eller socialisternes klassefællesskab.

Hvis konservatismen skal spille en rolle i fremtidens Danmark, må den genfinde sin rationelt-pragmatiske ånd. Mads Holgers kulturaristokratiske projekt er så radikalt anderledes fra Danmark, som vi kender det, at han nærmest bliver en form for revolutionær. Den konservative romantiker idylliserer det dejlige uden at spørge, hvor goderne skal komme fra. I modernismen går det op for os, hvad konsekvensen er: Småfolket skal skamme sig over at være småfolk, for at de store ånder kan se deres selvforståelse spejlet i samfundets politiske orden. Bag al kagesnakken hører vi et ekko fra en anden kendis-konservativ æstetiker – Marie Antoinette (og lad os ikke her gå i detaljer med, hvad hun rent faktisk sagde om bagværk). Hun gad heller ikke alt det kedelige med at sørge for, at folket havde brød. Hun værdsatte derimod de smukke ting i tilværelsen. Det er ca. 200 år siden, nogen tillagde hendes politiske overvejelser nogen værdi.

Niels Jespersen er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Taitto
Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer