Kommentar

Nu truer vi sublimt naturen

Før var det omvendt, som Arktis på Louisiana så mægtigt udstiller – Vi truer altså os selv, som sanselige naturvæsener, men gør det noget? Vi kunne jo bare sublimere totalt!
Debat
1. oktober 2013

På Louisianas nyåbnede Arktis-udstilling, som Kristoffer Weiss så malende og manende beskrev her i bladet i fredags, læses dette citat af den engelske kunstner Frances Reynolds (1729–1807):

»Det virkeligt subtile er en tinde af salighed grænsende til gru, deformitet og vanvid! Et højdepunkt, hvorfra det sind, der drister sig til at spejde langt ud og ser alt sammen, fortaber sig!«

Med kommentaren: »Vi står jo her og ser på landskabet, nøjagtigt eller ej, som billede. Vi kan altså hæve os over det forefindende. Vi kan få hold på det ved at fremstille det som billede, ved at forvandle det til kunst – eller bare sprog. Man så derfor den subtile kunst som opbyggelig, fordi den gjorde borgeren i stand til at forvalte det grænseløse og det truende.«

Her kunne man nok spejde langt tilbage og fortabe sig – i funderinger over, hvordan den romantiske, følelsesladede kunst, som ellers så ofte fremstilles i uforsonligt modsætningsforhold til den frembrydende industrialisme, kapitalisme og borgerlighed, alligevel synes i god overensstemmelse med det moderne fremskridt. Dets forventning om, at vi, menneskeheden, i kraft af rationalitet, naturvidenskabens abstrakte lovmæssigheder og formler, dampmaskinerne og kul-energien (senere dynamoen og olien, senere igen gensplejsningerne, computeren, internettet og digitaliseringens abstraktioner) plus subtil pengeøkonomi – var og er på vej til at erobre ubegrænset magt over og forbrug af naturen i form af evig, uophørlig økonomisk vækst.

I en ny tidsalder

Men lad Kristoffer Weiss få ordet: »I år 2000 introducerede nobelprismodtageren Paul Crutzen derfor begrebet om en ny geologisk tidsalder kaldet Antropocen. Den periode strækker sig fra den spæde industrielle revolutionen sent i 1700-tallet og frem til i dag. Påstanden er, at menneskets aktiviteter op gennem industrialisering og udviklingen af den fossile økonomi de seneste 200 år, har påvirket Jordens klima gennem global opvarmning i så høj grad, at Jordens økosystemer er ændret radikalt. Videnskaben har givet os den skræmmende indsigt, at vi er en væsentlig del af årsagen ... Mennesket er nu selv en naturkraft. Fra betragter af naturen til skabende natur … De billeder, der cirkulerer af smeltende gletsjere og isbjørne hjælpeløst fanget på drivende isflager, giver et ubehagelig deja-vu til 1980’ernes endeløse billeder af syreregn og hvaldød, der trak et dybt spor i de fleste menneskers bevidsthed. Klimaforandringerne og den hastige afsmeltning af iskappen har mere end nogensinde gjort Arktis til scenen for et geopolitisk magtspil med sikkerhedspolitiske under- og overtoner. En ting var det forfængelige kapløb om at være de første på Nordpolen. Noget andet opdagelsen af givtige handelsruter og kortlægningen af nyt land.«

Det kristne problem

Amen! Og dog: Ved et forunderligt tilfælde, der ligner en tanke (men lad for Guds skyld ingen formaste sig til at opkaste sig som repræsentant for denne tanke), skulle Weiss og min kollega Karen Syberg netop dagen før, med henvisning til religionshistorikeren Jens-André Herbener bestemme antropocen-forestillingerne til at være noget ældre end 200 år.

Karen Syberg udpegede det kristne natursyn som en central del af problemet. Han mente, at de monoteistiske religioners og især kristendommens dyrkelse af mennesket på bekostning af naturen i høj grad havde været medvirkende til at muliggøre den moderne udnyttelse og ødelæggelse af den. Og det har han temmelig sikkert ret i.

Inden kristendommen fik fodfæste, var naturen hellig. Men netop dette var det Kirken magtpåliggende at gøre op med. For med Evas syndige æbleskud var også naturen faldet i synd. Naturen kan som bekendt være både grusom og katastrofal, hvorimod skaberen, Gud, var det højeste gode. Når han alligevel kunne lade naturen opføre sig ødelæggende, skyldtes det altså synden, ræsonnerede man. Tilmed var mange af naturguddommene, ligesom Eva, mistænkeligt kvindelige.

I middelalderkirkens teologi bliver Afrodite til »den hedenske Eva«, Augustin taler om »Den store Moders skændige kult«, og hvor munkene drog frem på deres missionskurs mod nord, fældede de med flid alle helliglunde og hellige træer. Mennesket skulle som Adam pløje jorden i sit ansigts sved, arbejde og korn blev den nye normal. Derefter fulgte protestantisk etik og kapitalismens ånd, hvor fliden fik et ekstra tryk-seksten – resten er historie. Den, som Jordens Forenede Nationer (FN) lige har mindet os om: »Verdens CO2-budget er snart brugt op, og tabet af is fra Grønland er nu seksdoblet,« lød historien i avisen i lørdags.

Men gør det noget? Nok var vi før truet af en til tider overmægtig og grusom natur, mens det i dag er omvendt, sådan som Arktis på Louisiana mægtigt udstiller: Vi truer os selv, som sanselige naturvæsener, men gør det noget? Pengene ophæver sublimt-abstrakt alle de forskelle, der sanseligt og moralsk gør en forskel, for at både genstande og tjenesteydelser som varer på markedet frit kan byttes med hinanden. Sådan kunne vi jo også gøre: Sublimere os selv totalt!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er en mere eller mindre velbegrundet angst for naturgrundlagets opretholdelse ikke bare en ny form for sublimeret kapitalismekritik - ellers læs noget Herbert Marcuse ...

Michael Kongstad Nielsen

Jo, vi har billeder af naturen, men vi har den ikke inde under huden eller oppe under neglene. Vi ser på den på Louisiana, samtidig med at vi ser på hinanden og kantinedamen og føler os finkulturelle i lækker arkitektur, mens naturen beses gennem et filter, et objektiv, en fotografisk overflade, vi defilerer forbi på vej mod turens endemål, cafeteriaet og derfra tilbage til de endeløse vidder af parkerede biler, for der er langt til Humlebæk Station og kun én bus i timen.

Nej, Michael - turens fra starten fastlagte endemål var - kort efter at den pyramisdalske adgangsformue var erlagt af den normalt på den tid altid solvente svigersøn - udgangen til Honda Civic'en med automatgear på P-pladsen - mens fruen og svigermekanikken snobbede videre og til sidst fór vild i de hellige haller uden den sædvanlige alvidende guide ...

Husker ikke, hvordan de overhovedet fandt hinanden igen - måske var det lugten af cigarrøg ...

Michael Kongstad Nielsen

Den 17. september havde DR P1 er debatprogram, hvor ovennævnte religionshistoriker Jens-André Herbener påstod, at verdens religiøse ledere burde tage et medansvar for klimakrisen, og kæmpe for et bedre klima, og det var moddebattøren, biskop over Ribe stift, Elisabeth Dons Christensen, ikke helt uenig i, selvom hun ikke mente, præsterne ville komme nogen vegne med hævede pegefingre i kirken og prædiken for afvikling af privatforbruget. Men hun slog til lyd for, at næstekærligheden burde udbredes til at omfatte naturen også, alt det skabte, da vi er en del af dette hele, så hvis vi giver naturen en hjælpende hånd, vil vi gøre som den barmhjertige samaritaner.
http://www.dr.dk/radio/player/ondemand/legacybyrid/1509278#!/

Eller vi må så småt til at tænke på at indføre mindst én ugentlig veganerdag - drop alt det dér med kød og animalske produkter - det prædikes der i øjeblikket med stor succes i Tyskland takket være taberpartiet Die Grüne - men snapsidéen breder sig som en ny form for panikhandling for miljøets skyld - og af næstekærlighed til køerne, hønsene og svinene m.fl. påstås det - uden at man så meget som overfaldes af latter ...

Michael Kongstad Nielsen

Snapsidéen? Hvad er det.
Men veganerdag er ikke min kop the, man kan sagtens spise kød og fisk i passende mængder, uden at true naturen. Det samme gør de andre dyr i naturen, de af dem, der æder animalsk. Men må jeg ikke lige bemærke til Ejvind Larsen, at naturguddommene i antikken da ikke alle, ligesom Eva, var mistænkeligt kvindelige. Tænk på grækernes Pan.

Niels-Simon Larsen

Tak til Ejvind for at gå ud i alle hjørner og kroge.

Vi kan ikke lade være med at gøre os billeder af verden. Enhver beskrivelse af verden er dog samtidig en fortolkning. Ingen kan se tingen i sig selv (Kant). Nu ser vi som i et spejl (Paulus).
Vi er nødt til at fortolke og nødt til at bruge verden, ellers kan vi ikke leve, men samtidig er al brug misbrug. Nu står vi der, hvor misbruget er blevet for stort, og så ’tipper det hele’. Vi må gøre os nye billeder af verden og bruge den på en anden måde. Man kan sige misbruge den på en bedre måde.

En af overskrifterne hedder 'En ny tidsalder'. Vi har ikke bare sovet i timen, vi har sovet altid, indtil nu. Vi skal ind i det globalt ansvarlige menneskes tidsalder. Vi har vundet en pyrrhussejr over naturen. At vokse i materiel fremgang er fra nu af den visse død.

Moderreligionerne tabte til faderreligionerne. Man kan sige, at børnene drev forældrene til skilsmisse og skilte natur og etik. Naturens hellighed krævede sine menneskeofringer, mens faderreligionen ofrede hele naturen. Den religiøse i dag må prøve at skabe det rette forhold mellem natur og etik, ikke udelukke det ene for det andet. Her kan teister og ateister mødes.

Synd (begær) er et interessant begreb, for vil vi afskaffe begæret, er der nok ingen anden vej end Buddhas nirvana.

Munkenes fremfærd – med ondt skal ondt fordrives - lå langt fra ’elsk dine fjender’. Protestanternes puritanisme er en kold og kynisk paradistro.

Hvis man skal sublimere sig selv, skal man skynde sig. Tiden er knap.

Jeg tror ikke, naturvidenskabens rationalitet i sig selv er årsagen til vore vanskeligheder. Problemet opstår i mine øjne snarere som følge af, at frugterne af denne disciplin sættes til at arbejde for det irrationelle - begæret, angsten, frygten, liderligheden, etc. - i mennesket. Indsigt i naturens matematiske lovmæssigheder er i mine øjne ikke et problem, men ønsket om via disse at opnå magt over naturen eller hinanden, eller for at virke seksuel attraktiv (hvor dysfunktionelt planløst det end måtte være i et større perspektiv), for herved at dulme/udleve det irrationelle i os, er problemet.

Enig - John Fredsted - kapitalens misbrug af naturvidenskabens værdineutrale landvindinger bør til stadighed udsættes for kritik - dette misbrug - tænk bare på, hvad f.eks. alle disse billige penge og de lave renter i øjeblikket udbytter folks økonomi og udhuler folks opsparinger, som ligner pushernes ageren for at skabe vedvarende infame afhængigheder - medfører at folk bliver helt katolsk i hovedet - så de ikke engang mere kan leve i kammeratlig fordragelighed i parforholdene uden at skændes om hvad som helst - se bare al den forvirrede fabuleren i en anden synkron spalte i dette forum - de ældgamle menneskelige relationer i familierne er eroderet væk med kapitalismen og borgerskabets énsidige syn på tilværelsen ...

Hvornår kommer der en opdateret kapitalismekritik, som ser på alle disse postmoderne elendigheder under èt - og sætter fingeren på alle de mange dysfunktionelle mekanismers egentlige årsag - elendigheder der stadig tjenes penge på - lige indtil udbytterne drager videre og efterlader alt goldt ...

Larsens overskrift er til en afveksling misvisende - dette evindelige "vi" bør erstattes af "de" - bliver defineret senere ...

randi christiansen

Niels-Simon - 'synd' betyder at ramme ved siden af - og nu vil vi ikke have flere forbi'ere

Kapitalisme er irrationel. I sin hensigt. Tankegangen dukker op i den kristne verden efter korstogene i form af tempelriddere. Om end man stadig brugte facitlister i det videnskabelige på det tidspunkt (re Thomas Aquinas), så er 'kristendommen' ikke irrationel i sin hensigt..
Artiklen er det særeste angreb på det demokratisk-humanistiske credo jeg har set. jeg tror ikke det er ment som sådan, men jeg er betænkelig ved indholdet af en Ejvind larsen-klumme for meget en sjælden gangs skyld.