Klumme

Venstrefløjens 11. september

Kuppet mod Chiles præsident Allende blev venstrefløjens 11. september-traume. Og som USA’s ditto skabte det vild paranoia, opbakning til høgene og sendte mange ind i en ideologisk blindgyde
Debat
13. september 2013

For de fleste er 11. september terrorangrebet i New York. Men det er også årsdagen for kuppet i Chile, der for 40 år siden startede et blodbad, der kostede den folkevalgte præsident Allende og tusindvis af andre livet. Venstreorienterede blev jaget som fredløse. Lynchet i gaderne eller gennet sammen på Santiagos fodboldstadion, hvor de blev udsat for bestialsk tortur og henrettet i bundter med maskingeværer.

I årene, der fulgte, var undertrykkelsen massiv. Kritik af regimet medførte fangelejr, tortur eller ’forsvinden’, hvor fanger blev smidt levende ud fra fly. Ekspert i folkemord og politisk vold Rudolph Rummel vurderer, at 10.000 mennesker blev dræbt under Pinochets regime – muligvis helt op mod 30.000 mennesker.

Alt dette skete med accept og støtte fra USA. Derfor kan det ikke undre, at mange venstreorienterede bruger netop den dag på, med en vis følelse af trods, at mindes kuppet i Chile. Men hvor det i dag kun er en marginal sekt af ultraliberalister, der vil forsvare Pinochet, er Allende blevet en af venstrefløjens helte, hvis taler citeres, og hvis ikoniske kontrafej årligt deles på de sociale medier.

Mordet på Allende fik en generation af danske venstreorienterede til at opgive troen på demokratiet og den fredelige vej til socialisme. Et samlet folk kunne muligvis nedkæmpes, men et væbnet folk var en anden sag. Traumet fra Chile er hovedårsagen til, at Enhedslisten i dag har så svært ved at forsage revolutionen og give sin tilslutning til det pluralistiske demokrati.

Problemet er, at Allende faktisk er et rædsomt forbillede for venstreorienterede. Hans politik var en katastrofe for den menige chilener. Hans demokratiske mandat var papirtyndt, og han regerede på en måde, man ville kalde autokratisk, hvis det da ikke var, fordi hans efterfølger viste sig at være en rigtig autokrat.

Allende vandt præsidentvalget i 1970 med 36 procent af de angivne stemmer mod højrefløjens kandidats 35 procent. De sidste 28 procent gik til centrumpartiet De Kristne Demokraters kandidat.

Ifølge den chilenske forfatning udpegede parlamentet præsidenten, hvis ingen af kandidaterne fik flertal. Fremgangsmåden var at udpege den kandidat, der modtog flest stemmer, og på den måde blev Allende præsident, selv om et flertal af befolkningen ikke havde stemt på ham, og selv om han havde et flertal imod sig i parlamentet.

Alligevel indledte Allende en massiv omkalfatring af det chilenske samfund. Der blev gjort en stor indsats for at udrydde analfabetisme og forbedre befolkningens sundhedstilstand, men samtidig blev værksteder, fabrikker og landbrug nationaliseret. Man ønskede et opgør med det gamle styres undertrykkere og opgaven tilfaldt bander af unge mænd, der bevæbnede drog rundt i Chile og uden rettergang praktiserede deres helt egen variant af retfærdighed over for den gamle elite – samt de mange almindelige chilenere, der stod i vejen for Allendes autoritær-socialistiske utopi. Allendes projekt skulle gennemføres ved en ’borgerkrig uden våben’. Altså som en politisk krig mod bestemte grupper af befolkningen snarere end som et forsøg på med folkelig opbakning at udvikle Chile i en solidarisk retning. Men ’borgerkrig uden våben’ har det med at blive til ’borgerkrig med våben’.

Allende skabte et politisk polariseret Chile på randen af anarki. Hans præsidentembede stod på forfatningens grund, men han regerede uden om parlamentet, ignorerede domstolene, angreb kritiske medier og respekterede ikke magtens tredeling. Han havde ingen respekt for sine politiske modstandere og mente, han kunne tillade sig at revolutionere Chile mod befolkningsflertallets ønsker. Chavez i Venezuela gennemførte senere en lignende katastrofal politik, hvilket fik størstedelen af venstrefløjen til at vende sig imod ham, og han havde endda et langt stærkere mandat end Allende.

Kuppet i Chile radikaliserede venstrefløjen og skabte en paranoia. Man begyndte at bekæmpe spøgelser med midler, der underminerede det oprindelige budskab. Høgene vandt, og duerne tabte.

Ironisk nok er der en åbenlys parallel til USA efter 11. september 2001, hvor høgene fik luft under vingerne og krænkede grundprincipperne i det åbne demokrati med overvågning, tortur og militarisering. Begge veje viste sig at være blindgyder.

Det er vigtigt at mindes ofrene for Pinochets forbrydelser og USA’s meddelagtighed i myrderierne. Men Allende og de andre røde caudilloer er der ingen grund til at samle på.

 

Niels Jespersen er cand.mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Chavez og Allende var oppe imod stærke kapitalister og en imperialistisk supermagt. Den forklaring, der forklarer alt, mangler Jespersen.