Klumme

Aborttilhængerne styrker modstandernes kerneargument

Det er både løgnagtigt og skrøbeligt, når forsvaret for den frie abort hviler på samme forestilling om livets ukrænkelighed, som angrebet gør
Debat
4. oktober 2013

Jeg har fået to aborter. Jeg har forhindret to menneskeliv i at folde sig ud. Og jeg har aldrig fortrudt det. For følelsesmæssigt kan jeg faktisk godt rumme kompleksiteten i, at jeg har taget de to liv og samtidig skabt ét, der netop har lært at råbe hurra og elske pastaskruer.

Det kan jeg på samme måde, som jeg kan argumentere for et angreb på Syrien, der utvivlsomt ville koste menneskeliv. Som jeg vil fastholde, at et undertrykt folk kan ty til vold mod en overmagt. Som jeg helhjertet går ind for aktiv dødshjælp. Som jeg aldrig vil tvivle på, at et menneske er i sin fulde ret til at drikke-junkeæde-arbejde sig ihjel. Og som jeg ikke ville tøve et eneste splitsekund med at slå et menneske ihjel, der ville skade min søn.

Jeg går også ind for, at vi skaber liv. Jeg har ingen fine fornemmelser i forhold til skaberværket, når det kommer til fertilitetsteknikker. Bliver der skabt en kunstig livmor, som kan opbevare et barn, skabt som klon af en klon af en grisebaseret, laboratoriedyrket øreflip, vil jeg stille en masse spørgsmål. Men ingen af dem vil handle om, hvorvidt det er liv eller ej.

For mig er livet nemlig ikke ukrænkeligt. Jeg er så uheldig, at jeg må gå gennem al tilværelsens ubærlighed uden en eneste guidende religiøs celle i min krop. Derfor bliver spørgsmålet om at give og tage liv moralsk, følelsesmæssigt, politisk og – først og fremmest – ad hoc.

Derfor frustrerer det mig kolossalt, at den seneste tids abortdebat igen er blevet udspillet på modstandernes banehalvdel. Når abortmodstanderne råber, at vi er mordere, mødes de med argumenter om, at nogle kloge i Etisk Råd vurderer, at der ikke er tale om et menneske, men om et embryon eller foster før uge ditten og datten. Problemet er, at det er løgn. Og at alle ved det. At forsøge at gøre det til et ikke-liv er newspeak.

I sidste uge læste jeg en aborttilhængervittighed: »Hvis abort er drab, er mandlig onani massemord.« Det var en utrolig dum vittighed. Men den er sigende for, hvor langt vi kommer til at gå i forsøget på at normalisere, relativere og – hvis I tillader mig lidt ordleg – aflive aborten.

Det klassiske argument er, at den enkelte kvinde ikke skal stigmatiseres eller selv konfronteres med, at hendes handling er andet end en klinisk manøvre. Men det er den jo. Abort er meget mere end en klinisk manøvre. For intet menneske, der har set en scanning i uge 20, kan sige, at det ikke er et menneske, der ligger derinde. Og det er ikke væsensforskelligt i uge 12 eller uge otte. Det er et ukendt menneske; det er et ikke-elsket menneske; det er et menneske uden erfaringer; det er et menneske, som man kan forsvare aldrig skal folde sit potentiale ud.

Når abortgrænsen i praksis skal sættes, må der indgå lægefaglige vurderinger. Men når vi snakker om abortens væsen, er det logisk set tågesnak at trække grænser for, hvornår det er et menneske. Der er ikke andre logiske slutninger, end at det er det ved undfangelsen.

Den frie abort er måske den allervigtigste enkeltsejr i kvindekampens historie. Og vi må aldrig glemme, at landvindinger kan trækkes i land igen. Men de danske abortmodstanderne må for min skyld snitte hvide kors til deres håndflader bløder. Jeg føler mig faktisk ikke særlig berørt af det, for de har en utrolig dårlig sag. På samme måde som Hizb ut-Tahrir ikke udfordrer den sekulære danske stat ved at samle 3.000 mennesker på Sankthans Torv, når de ikke kan komme op med noget bedre end kalifatet.

Så: Jeg hedder Anna. Jeg har udøvet min ret til at afkorte menneskeliv. Og hvis der overhovedet findes en politisk kamp, som jeg er villig til at risikere mit eget liv for, er en god kandidat netop kampen for, at alverdens kvinder får den ret.

Men jeg tror ikke på, at kampen skal vindes via newspeak. Hvis vi ikke tør forsvare retten til at afslutte liv med henvisning til kvindens tarv, til det uønskede barn, til den uvillige fader, til samfundet, risikerer vi at tabe. For når det kommer til spørgsmålet om liv, har abortmodstanderne langt de bedste argumenter.

Anna von Sperling er kulturredaktør ved Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sören Tolsgaard

Endnu et mirakel: Jesper er i live, men blev erklæret hjernedød
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/10/17/210253.htm

Hjernekirurg: Sjælen lever videre, når kroppen dør
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/495761:Liv---Sjael--Hjernekirur...

Døden - og den indre rejse
http://www.visdomsnettet.dk/a-70/

Hvis man kan bevise, at

"alt stof, der ikke er formgivet som et menneske er formgivet, efter den 12-te uge, befinder sig i en smertefri dvaletilstand - en slags narkose"

ville der slet ikke være noget problem.

Ikke alene i forhold til abort, men i forhold til tilværelsen i det hele taget.

Det ville være det største erkendelsesteoretiske gennembrud nogensinde, at måske mere end 90% af befolkningen med fordel kunne begå selvmord !

Måske alle og enhver ? (cølibat - Paulus - gnostikerne).

Den forestilling at alt, hvad der ikke er formgivet som et menneske-efter-12-uge, befinder sig i en slags dvaletilstand fortjener et navn:

Morfisk Humano Fetichisme.

Især når man tænker på, at mennesker dagligt bevæger sig rundt i et miljø, hvis strukturer er langt mere komplekse (Nørretranders Mærk Verden) end strukturerne i en menneskehjerne.

Her er varmebevægelsen et godt eksempel. De sindrige måder molekyler støder til andre molekyler på, når varme fordeles.

Hvad nu hvis sjælens kerne ikke er nervernes indre, men det det af Det Store Termiske System der umiddelbart omslutter nerven og bortleder varme ?

Der skulle ikke have stået:

"men det det af Det Store Termiske System der umiddelbart omslutter nerven og bortleder varme ?"

Men

"men den del af Det Store Termiske System der umiddelbart omslutter nerven og bortleder varme ?"

Damp (og energi i det hele taget) vil helst bare ekspandere - hurtigst muligt.

Set fra dampens synspunkt er dampmaskinen en slags helvedesmaskine, der modarbejder - trækker i langdrag - at dampen får opfyldt sit ønske.

Hjernen ligner en forbrændingsmotor (Hawkins's hovedargument i sammenkædningen mellem entropi og tidspilens retning).

Der er således hele 50% chance for, at livet er meningsløs lidelse (Paulus - cølibat) - og at man gør hvert eneste foster en tjeneste ved at vælge abort.

Lad dog de 50% chance komme de kvinder til gode, der allerede har gennemført aborten - og lad de andre 50% (livet kan være en gave - selv for et barn på børnehjem) være noget kvinden tænker over, før valget træffes.

Med vores nuværende mangel på viden, vil enhver beslutning være 50% forkert (Schrødingers foster ?).

Sten Christensen

Søren Rehhoff
Nej sådan kan man ikke sige, dødskriteriet siger noget om hvornår et menneske dør, om at mennesket bliver til lig. Når et foster bliver til menneske er det istedet et livskriterie der skal bruges og det siger når livet kan bestå i sig selv.
SC

Sören Tolsgaard

"Når et foster bliver til menneske er det istedet et livskriterie der skal bruges og det siger når livet kan bestå i sig selv."

Hvis det at kunne "bestå i sig selv" skal gælde som kriteriet for, hvornår et foster bliver til et menneske, kommer vi vist ud i en række absurditeter. Et nyfødt menneske kan - til forskel fra mange lavere dyrearter - overhovedet ikke "bestå i sig selv", men er fuldstændig afhængig af, at voksne artsfæller skaffer det føde, varme og beskyttelse, idet det endnu langtfra kan bevæge sig, sanse og reagere i tilstrækkeligt omfang til at "bestå i sig selv".

Denne afhængighed af omsorg - i reglen fra en eller begge forældre - er udbredt blandt de højere udviklede dyrearter, og det er vel den gængse opfattelse, at også meget tidligt fødte mennesker, som måtte have yderligere vanskeligheder med åndedrættet og andre kropsfunktioner, så vidt muligt bør have denne omsorg, ligesom lægerne ifølge lægeløftet varetager vitale livsfunktioner for andre nødstedte, som ikke kan "bestå i sig selv".

I og med, at lægevidenskaben bliver dygtigere til at befordre fosterets liv udenfor livmoderen, vil det naturligvis blive aktuelt at lægerne medvirker til stadig yngre fostres overlevelse. Der synes principielt ikke noget til hinder for, at selv meget spæde fostre vil kunne overleve i et passende miljø udenfor livmoderen. Tænk på, hvorledes det spæde foster hos pungdyrene selv magter at kravle og finde fra livmoderen frem til moderens pung, hvor det selv tager næring til sig.

Det er uden hold i virkeligheden at opfatte et tidligt foster som værende uden højere livsfunktioner eller bevidsthed. Det kan føle behag og ubehag og er via sit arvemateriale i besiddelse instinktive bevidsthedsfunktioner, som er karakteristiske for den pågældende art.

Hvis livet er en gave, bør aborten foretages så sent som muligt.
Så det lille barn så længe som muligt får lov at putte sig inde i den trygge livmoder.

Hvis livet derimod er en straf, kan moderen med fordel tage sit eget liv - så ryger barnet automatisk med i købet.

Så længe det grundlæggende elektrokemiske problem er uløst:

"Hvad er lidelse, og hvordan kan lidelse bringes til ophør ?"

vil enhver beslutning i forbindelse med aktiv dødshjælp med 50% sandsynlighed være forkert.

Abort-problemet har meget til fælles med terminalpatientens problem: "Hvor stor skal lidelsen være før døden er at foretrække ?"

Oldkirken tumlede med dette problem i de tidligste tider. Vil der være "graad og tænders gnidsel" eller kan man håbe på - trods alle odds (kamelen og nåleøjet) - til sidst at finde frem til en form for fred ? (det evige liv).

Søren Rehhoff

@ Sten Christensen

"Søren Rehhoff
Nej sådan kan man ikke sige, dødskriteriet siger noget om hvornår et menneske dør, om at mennesket bliver til lig. Når et foster bliver til menneske er det istedet et livskriterie der skal bruges og det siger når livet kan bestå i sig selv."

Nu har Sören Tolsgaard jo svaret på det her men jeg undrer mig også lidt over hvornår kan livet bestå i sig selv, er det når man bliver 18 og flytter hjemmefra og tjener sine egne penge? Grundlæggende er folk jo i en vis grad gensidigt afhængige af hinanden og det økosystem de bebor og som Beach Boys synger "You Need A Mess of Help To Stand Alone":

http://www.youtube.com/watch?v=-t8xU1_Hqhc

Sten Christensen

Søren Rehhoff
Så får du den på teknisk: når individet selv kan forbrænde.
SC

Sten Christensen

Søren Tolsgaard
Det mest absurde her er da vist de der bare vil kløve ord,måske fordi de har glemt deres børnelærdom om hvad der er grundlaget for et menneskeliv og hvordan dette eksistere.

Sören Tolsgaard

"Når et foster bliver til menneske er det istedet et livskriterie der skal bruges og det siger når livet kan bestå i sig selv."

Sten Christensen - i din verden er man tilsyneladende en ordkløver og kan tilbagevises med en oneliner, hvis man ikke abonnerer på den samme børnelærdom, som du?

Jeg fandt egentlig, at du fik sagt noget fornuftigt omkring Informations tilbøjelighed til at slette seriøse debatindlæg, fx når de går tæt på en forfatter, som har gjort sig selv til skydeskive ved at lade sine skriverier kredse omkring egen personlige historie.

Også respekt for din beskrivelse af artiklens argumentation, som et tvivlsomt forsøg på at legitimere den frie abort, som et led i et perfektionistisk livsstilsprojekt, hvilket rammer lige i plet. Anna von Sperling er dog ærlig nok til at bekende, at der - i hendes verden - rent faktisk er tale om, at hun "har forhindret to menneskeliv i at folde sig ud", hvilket efterfølgende - noget upassende synes jeg - sammenlignes med det berettigede i, når et undertrykt folk tyr til vold mod en overmagt, eller at være rede til at slå et menneske ihjel, som ville skade éns barn. I disse tilfælde er der jo tale om selvforsvar, mens der i tilfælde af en "bekvemmelighedsabort" er tale om et angreb på et fuldstændig forsvarsløst væsen.

Ud fra din argumentation er det oplagt at konkludere, som du efterfølgende gør, at du "er for fri abort til alle kvinder undtagen bekvemmelighedsaborter."

Dette har dog langt mere omfattende konsekvenser, end man måske lige gør sig klart, for hvornår er der tale om en bekvemmelighedsabort? Hvem kan afgøre det? Temmelig mange aborter, som faktisk udføres, vil utvivlsomt ud fra en blot nogenlunde hæderlig vurdering falde ind under denne kategori, og hvis bekvemmelighedsaborter reelt blev kriminaliserede, ville aborten langtfra længere være være ligeså "fri", som den er i øjeblikket.

Det, som tilhængerne af den "frie" abort lægger vægt på, er netop kvindens eget valg til selv at afgøre fuldstændig "frit", hvorvidt hun ønsker en abort. Ingen skal have myndighed til at afvise hendes stillingtagen. At der faktisk ofte befinder sig en kreds af mennesker omkring især den helt unge kvinde, som i høj grad påvirker og manipulerer med hendes valg, ofte i retning mod at tilvælge abort, er en anden sag, og det er vel dette område af påvirkning og propaganda, som alle unge mennesker burde tænke grundigt over, FØR de pludselig står i situationen og venter et barn, mens argumenterne fyger frem og tilbage, og en alt for hurtig stillingtagen er overhængende.

Din stædig fastholden af, at fødslen og lungefunktionen (som i øvrigt ikke altid er i orden da, specialt blandt tidligt fødte), skulle være det unikke og alt-transformerende moment, som gør et endnu ikke-menneskeligt væsen til et menneske, som nu kan "klare sig selv", er muligvis indlysende børnelærdom for dig, men her slipper du lovlig nemt og ikke særlig heldigt fra din argumentation, forekommer det mig.

Der kan argumenteres for adskillige andre transformerende processer i fosterets og barnets udvikling, som muligvis har mindst ligeså skelsættende betydning, bl.a. selve befrugtningen, dannelsen af hjertet, hjernen, sanserne, tæneevnen, evnen til at optage føde, mv. I kulturer, hvor abort endnu var et ukendt eller risikabelt foretagende, anvendte man i trange tider drab på spædbørn i samme hensigt, idet det naturligvis var oplagt, at spædbarnet endnu ikke var et fuldgyldigt medlem af menneskestammen. I hvert fald mistede stammen mindre, end ved at dræbe et mere erfarent medlem, som i højere grad kunne "klare sig selv". Af lignende grunde foregik der i øvrigt til tider aflivning af ældre og svagelige.

Omend kulturelle ritualer givetvis ofte har omgærdet og mildet sådanne tiltag, har udøverne formentlig i høj grad været klar over, at der var "ad hoc" elementer i sådanne processer, som simpelthen handlede om overlevelse. Man eksekverede dem af nød. I vore dage griber vi ikke mindst i kraft af metodiske og kliniske aborter og dødshjælp i stadig højere grad ind i livet af bekvemmelighedsgrunde.

Det er vanskeligt at dømme i sådanne sager, og derfor bliver de i stadig højere grad et valg, som den enkelte må træffe ud fra egne forudsætninger. Den enes børnelærdom er muligvis helt anderledes end den andens, og derfor kan nogle træffe beslutninger "ad hoc", mens andre har livserfaringer, som taler stærkt imod sådanne indgreb.

Sören Tolsgaard

"Transformationen er at når navlestrengen brydes så starter den selvstændige iltoptagelse, lige netop ilt er den vigtigste forudsætning for liv, en forudsætning moderen klare for fosteret og mennekset klare selv."

Der er adskillige andre og mindst lige så vigtige forudsætninger for liv, som moderen eller andre besørger i begyndelsen, og som på forskellige tidspunkter overtages af fosteret eller menneskevæsenet selv. Et menneskeligt væsen, som længe før fødslen er i besiddelse af en lang række organiske egenskaber, der kendetegner det som en højere primat eller et spædt individ af arten Homo sapiens.

http://www.youtube.com/watch?v=u7K72X4eo_s

Sider