Afmagt gør syg

Lad mig fortælle en historie fra det virkelige liv: Mina er 46 år. Hun kom til Danmark fra Iran i 1992, medtaget af fysiske og psykiske følger af overfald og tortur. Hun har lige siden levet af kontanthjælp, det vil sige i over 20 år.

Hvad er den tid gået med? De første mange år var hun i behandling på Oasis, et center for behandling af traumatiserede flygtninge. Siden forsøgte hun at komme i gang på forskellig vis. Alt mislykkedes.

Både en kirurgisk speciallæge og hendes egen læge fandt, at de fysiske følger efter overfald og de psykiske følger af tortur, stillede sig i vejen, hvorfor hun igen blev henvist til traumebehandling først til Gentofte Hospitals Psykiatriske Traumeklinik for Flygtninge, siden til det tværfaglige Rehabiliteringscentret for Torturofre.

Hvordan opstod traumerne? Mina blev som 18-årig overfaldet under en demonstration mod præstestyret og stukket med en bajonet i lysken. Den skar nerver og blodkar over til venstre ben, hvilket førte til varig invaliditet.

I fængslet blev hun blandt andet hængt op i loftet med bagbundne hænder, og da hun blev skåret ned, kunne hun ikke tage fra i faldet med det sårede ben, men afværgede hele faldet med venstre skulder og bryst. Det ødelagde dele af lymfesystemet, så venstre bryst og arm nu har skader, der kan sammenlignes med dem, man får af strålebehandling.

Vævet under fødderne er stærkt medtaget af slag – en torturform, der er kendt som falanga.

Hun har psykiske følger af fængsling, efterfølgende husarrest og flugt der er typiske for lidelsen posttraumatisk stress syndrom (PTSD), hvilket blandt andet giver sig udslag i elendig nattesøvn og total sårbarhed over for stress og pres.

Ikke en uddannelse værd

Hvordan fremstår denne invaliderede kvinde? Hun er nydelig. Hver morgen står hun op, sender børnene i skole, klæder sig pænt på og skjuler følgerne af den elendige nattesøvn med omhyggelig make-up. Hun bruger mange kræfter på ikke at halte, og går i helt specielle, ofte elegante sko, der støtter de medtagne fødder.

Hun er stolt og velbegavet, og nægter at fremtræde som et ynkeligt, underdanigt individ over for de hundredvis af forskellige sagsbehandlere, som hun har haft kontakt med. En indstilling, der ikke har fremmet forståelsen for hendes sag.

Mina har ønsket hjælp til uddannelse. Hun har studentereksamen fra hjemlandet, og vil gerne i gang igen. Derfor fik hun bevilget revalidering, men da den skulle iværksættes, fandt man – efter en arbejdsprøvning i 2003 og et aktiveringsforløb i 2004 – frem til, at man ikke ville investere i en uddannelse. Arbejdsevnen blev vurderet som så nedsat, at der ikke kunne blive tale om andet end skånejob.

Skal man have sådan et, skal man være berettiget til førtidspension. Når den kom i hus, hed det sig, at kommunen skulle være behjælpelig med at finde et relevant skånejob.

I Minas sag skete der imidlertid ingenting. En kommunesammenlægning kom i vejen, så sagen blev simpelthen væk.

Tag din medicin, Mina

I 2007 begyndte man forfra. Der blev forfattet en såkaldt ressourceprofil, og i 2009 blev der igen gennemført et tre måneder langt arbejdsprøveforløb, der viste en stærkt reduceret arbejdsevne.

Det blev vurderet, at Mina højst kunne arbejde et par timer dagligt. Men at tildele hende førtidspension blev afvist med den begrundelse, at Mina skulle tage antidepressiv medicin for sin PTSD-lidelse. Hvis hun gjorde det, så skulle hun nok blive rask!

Det drejede sig om en medicin, hun havde prøvet flere gange. Hver gang havde det vist sig, at hun ikke kunne tåle den. På den behandlende institution Rehabiliteringscenter for Torturofre fandt man, at der end ikke var tegn på, at behandlingen ville virke.

Men de sociale nævn insisterede på, at hun endnu en gang skulle vurderes – nu af en af dem indkøbt psykiater – så man kunne tage stilling til den medicinske behandling.

Psykiateren, der i modsætning til Forskningscentret for Torturofre ikke havde erfaring med behandling af PTSD-patienter, konkluderede, at Mina kun havde en mild grad af PTSD. Argumentet var, at hun ikke ville tage medicinen. At hun ikke kunne tåle den, så han bort fra.

Psykiaterens konklusion blev grebet af Beskæftigelsesankenævnet, der for anden gang afviste førtidspension, efter endnu en arbejdsprøvning i 2011, der viste en endnu mere begrænset arbejdsevne, nu en cirka halvanden time dagligt under hensyntagende forhold.

Et af argumenterne i afvisningen lød: »Vi har herved lagt vægt på, at din PTSD kun er af mild grad.« Det ville svare til, at jeg som læge, afviste at anerkende en halsbetændelse hos en penicillinallergiker med ordene: »Den halsbetændelse kan vist ikke være så slem, når du ikke vil have penicillin.«

Ansøgningen om førtidspension blev desuden afvist, fordi man skønnede, at arbejdsevnen ikke var nedsat i en sådan grad, at det kunne udelukkes, at Mina kunne blive »selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde«. Her må det lige gentages, at arbejdsevnen er vurderet til at være omkring halvanden time dagligt under hensyntagende forhold. Hvordan det nogensinde ville kunne resultere i selvforsørgelse, er mig en gåde.

Fundet for let

I december 2012 fik Mina bevilget fleksjob, og nu er hun i gang med at søge job. Det er en farce og en fornærmelse af arbejdsgivere, og kun de få høflige svarer på de fremsendte ansøgninger. Ansøgningerne er formuleret med en delikat balance, der skal afspejle en reel lyst til at komme ud og være med og en realistisk erkendelse af de stærkt begrænsede muligheder.

Dette store make believe tærer kraftigt på sind og tanke. Selvfølgelig ville Mina ligesom mange andre gerne være med i hverdagens selvfølgelige orden, men inderst inde ved hun jo godt, at det ikke kan lade sig gøre.

Jobcentrene er fanget i samme elendighed. De formidler flere jobtilbud, som er helt urealistiske i forhold til Minas muligheder. Men der var dog ét enkelt job, som hun håbede at kunne klare. Det var et job med lettere opgaver inden for kontor, men det afviste Jobcentret. De mente ikke, Mina ville kunne klare det. Forespurgt hvorfor sagde de, at de jo havde en vis forpligtigelse over for de firmaer, der søger arbejdskraft, og de syntes ikke, at de kunne sende Mina ud til dem.

Kværnen fortsætter

Hvad skal man gøre? Jo, man skal vente, til der er gået et år, mens man fortsætter med at fremsende ansøgninger. Når året er gået, kan man få bevilget endnu et ’ressourceforløb’ til udvikling af arbejdsevnen. Et forløb, der varer ét til fem år.

Det er svært ikke at undre sig over, hvad det er, der går for sig. Er 10 års tilbagevendende aktiveringer, vurderinger og arbejdsprøvninger ikke nok? Skal der nu lægges ét til fem år oveni?

En ting er sikkert, hele dette forløb, med konstant pres og stress fra ulogiske og urealistiske krav, har forværret Minas helbredstilstand.

Det mest sygdomsfremkaldende middel, der findes, er afmagt. Hvis man virkelig vil gøre folk syge, øger man deres afmagt, og kræver, at de skal udføre et arbejde, som de ikke kan klare, på et arbejdsmarked, der ikke vil have dem.

Det er præcis det, der er sket med indførelsen af den nye fleksjobordning, hvor alle, der bare har det mindste, der kunne ligne en arbejdsevne, ’visiteres til fleksjob’.

Der sidder de så i bundter ude hos en ’privat aktør’, der for gode ord og betaling skal forestille at få de halte til at gå, og de stumme til at tale, og arbejdsgivere til at sluse dem ind på det hellige, almindelige arbejdsmarked.

Ellen Ryg er læge