Læsetid 6 min.

De ambitiøse mangler ambitioner

Vil man klare sig godt, skal man være ambitiøs. Uambitiøse kan vinke farvel til en plads i det gode selskab. Men i vores stræben efter at fremstå som ambitiøse, glemmer vi at definere ambitionen
Man kan altid finde folk og fæ, der bilder sig ind, at de er født til noget stort, men man finder mange flere, der forsøger at arbejde sig ud af tanken om det modsatte: slet ikke at være noget særligt, skriver dagens kronikør.

Man kan altid finde folk og fæ, der bilder sig ind, at de er født til noget stort, men man finder mange flere, der forsøger at arbejde sig ud af tanken om det modsatte: slet ikke at være noget særligt, skriver dagens kronikør.

Michael Bothager
4. oktober 2013

Enhver vil give indtryk af at være ambitiøs, for det skal man. Så enkelt kan det stilles op i 2013. At kalde sig uambitiøs er omvendt socialt og professionelt selvmord. På det nærmeste et tabu.

Et sted på vejen mod senmoderniteten har de to ord ’ambitiøs’ og ’ambition’ mistet deres forbindelse. Hvor sidstnævnte peger på et objekt – at have ambitioner om noget særligt/bestemt – er førstnævnte en abstrakt størrelse uden mål eller retning.

At være ambitiøs synes at være nok i sig selv. Vi hylder de ambitiøse og ser dem som individer, der vil frem i verden. Dem, der vil opnå noget. Dette ’noget’ får imidlertid lov at forblive en ukendt størrelse frem for at være en egentlig ambition.

Jeg er ikke ude på at male fanden på væggen eller at tegne et sort/hvidt billede af verden som bestående af henholdsvis ambitiøse og uambitiøse individer og klynger. Det nytter heller ikke at pege fingre, for der er ikke nogen, som er i kamp eller i opposition. Dét at være ambitiøs burde jo være (og er ofte) noget positivt, såfremt det altså ikke afspejler en sociokulturel livsmodus, der delvist er på autopilot.

Jeg har heller ikke givet mig i kast med en melankolsk eller konservativ søgen mod tidligere tiders pragt, hvor forbindelsen mellem det ambitiøse og ambitionerne var mere reel. Jeg bilder mig ikke ind, at verden nødvendigvis var et bedre sted før min tid. Ingenlunde.

Men lad mig sætte tingene på spidsen med et par postulater, selv om jeg ved, det ikke er helt ufarligt: Mange – særligt unge – lader til at være fanget i denne modus og selvopfattelse. De er netop ambitiøse pr. autopilot.

Alle er unikke

Skulle man tegne et hurtigt historisk overblik, kan vi med fordel se på 1980’ernes unge yuppier, 1990’ernes højkonjunktur og 00’ernes sociale medier. Tilsammen en farlig cocktail. Hertil kommer Thomas Ziehes pointe om, at unge er blevet mere refleksive uden nødvendigvis at være blevet mere reflekterende. Hvad er vi herefter konfronteret med? Jeg frygter, at vi har en såkaldt ambitiøs generation uden ambitioner.

Det begynder med efterspørgslen: »Virksomhed X søger en ambitiøs og kreativ person til … « Herefter følger udbuddet: En hær af flittige LinkedIn-brugere står klar i første geled. Alle lige unikke og kreative. Avantgarden er altså én lang linje. Alle står på rad og række. Holder vi os til denne metafor, står det klart, at vi har at gøre med en aldeles skrøbelig og sårbar struktur. Der er tale om én stor løgn. Eller snarere selvbedrag.

Det handler ikke om den jantelov, som vi åbenbart stadig omtaler som noget typisk dansk. Denne branding af individet som ambitiøst er da heller ikke et dansk fænomen per se. Man kan altid finde folk og fæ, der bilder sig ind, at de er født til noget stort, men man finder mange flere, der forsøger at arbejde sig ud af tanken om det modsatte: slet ikke at være noget særligt. I vor tid tilbyder det ’ambitiøse’ at træde til som en bourdieusk kapital i sig selv. Dét at arbejde bliver en drift, der i sig selv skal have et sigte, men frem for at filosofere over dette sigte udskyder vi det og glemmer ambitionen til fordel for det ambitiøse.

Ballontilværelse

Netop frygten for ikke at være noget særligt er her ganske central. Vi befinder os i en konstant sammenligningsmodus. Og det bliver ikke lettere af, at vores verden i stigende grad domineres af branding og sociale medier. Vi ender i en ballontilværelse, hvor man puster sig op og sprænger, puster sig op og sprænger, puster sig op og sprænger.

Det har måske hele tiden ligget som en iboende advarsel i selve begrebet ’sociale medier’. Disse sociale medier afspejler og udstiller en hverdag af konstant networking, hvor livsstil og privatliv blandes sammen med karriere. På disse platforme synes dét ’at opnå noget’ nærmest at være målbart i form af likes, favourites og retweets. Ja, selv afslapning forekommer ambitiøst, fordi der opstår et behov for at bevise (på Instagram, Facebook, Twitter etc.), præcis hvor afslappet man egentlig er.

Her er det fristende at konkludere, at det handler om anerkendelse. Og det gør det jo også langt hen ad vejen for os alle. Neurovidenskaben beskæftiger sig mere og mere med, hvordan hjernen reagerer på likes, retweets mm., og man forestiller sig dermed også, at sådanne korte inputs kræver hyppigere og hyppigere succeshistorier. Vil man skabe en vis stabilitet i sin hjerne, kræver det, at man er succesfuld, og vil man være en succes, skal man fremstå som – ja, ambitiøs.

Selvoptimering

I august måned kunne man i Die Zeit læse en længere artikel om ’selvoptimering’. Det er i sig selv en art ambitiøs modus uden egentlig ambition. Den tyske filosof Peter Sloterdijk kalder denne permanente stræben for »Vertikalspannung«. Hans tese er i denne forbindelse, at alle ideologier har udspillet deres rolle, hvorefter det frie menneske står tilbage med en idé om at skulle gøre det bedste for sig selv. At optimere sig selv. Det må i sagens natur være i en opadgående retning; hvad der er det egentlige mål, er man derimod behændigt befriet for at overveje.

Man kan naturligvis forklare vores evige selvoptimering og ballontilværelse med finanskrisen. Måske er det den frygt og mangel på stabilitet og sikkerhed, som krisen medførte, der skaber større behov for at brande selvet. Måske er det det, man ser afspejlet i førnævnte LinkedIns genopblomstring. Vores fokus på kompetencer gør ydermere, at arbejds- og privatliv smelter mere og mere sammen, og her tilbyder det ambitiøse element os identitet og sammenhæng.

Problemet er, at man samtidig – med et populært udtryk – forlanger, at mennesket hviler i sig selv, hvilket netop forekommer umådelig svært med et udgangspunkt, der har det ambitiøse som et mål i sig selv. At være ambitiøs er stærkt på vej til at blive et tomt begreb. En slags pleonasme i beskrivelsen af den senmoderne, menneskelige natur.

Tilbage til gejsten

Vi må tilbage til det positive element, der indtil videre kun er blevet antydet. At være ambitiøs – i en professionel diskurs – henviser til vilje, gejst og muligvis kreativitet, der driver en person mod at opnå de mål, en given organisation måtte have. Man kan også være ambitiøs i ideologisk forstand, hvor man brænder for en særlig sag eller et særligt verdensbillede. Her er det ambitiøse ligeledes forbundet med ambitionen.

At være ambitiøs er pr. definition noget godt, og det er nemt og uforpligtende at kalde sig det. Men det kan omvendt koste os dyrt ikke at tænke over, hvad der ligger i begrebet. Det er ved at føre til en konceptuel inflation, der fører til tomhed. Og så er man jo lige vidt.

Det er ingenlunde nyt; mennesket har igennem flere årtier arbejdet sig ud af økonomiske og eksistentielle kriser. Man må imidlertid hæve sig over den tidsånd, der foreskriver, at man pr. definition må brande sig selv som ambitiøs. Også selv om det medfører en risiko for, at man til evig tid vil stræbe mod noget, man ikke tør eller kan definere af frygt for ikke at forblive netop ambitiøs.

Mennesket har brug for ambitioner, men vi kan være på vej til at miste dem gennem den paradoksale stræben efter at efterleve kravet om at være det ambitiøse menneske.

 

Martin Hjorth Frederiksen er cand. mag. i Æstetik og Kultur

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
  • Brugerbillede for Jens H. C. Andersen
    Jens H. C. Andersen
Martin Åberg og Jens H. C. Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

er meget uenig i denne artikel.
Når ordet 'ambitiøs' bruges fx. som krav i stillingsopslag, kan det opfattes som en floskel og som ambitiøs på virksomhedens vegne, hvorved alle kan kalde sig 'ambitiøs'. For ti år siden havde andre ord som 'fleksibel', 'dynamisk' og 'samarbejdsvillig' samme funktion, som 'ambitiøs' påstås at have nu.

I forhold til at være noget særligt mener jeg, vi alle er noget særligt i betydningen forskellige. Det mest ubehagelige ved ikke at måtte være 'noget særligt' er nok en følelse af at være overflødig med deraf følgende tab af eksistensberettigelse. Jeg foretrækker individer fremfor mennesker, der gemmer sig i flokke med holdninger, de ikke vil stå ved endsige supplere med egne valg, når det er påkrævet. Det er ikke sjovt at omgås mennesker, der dybest set ikke vil andet end enten passivitet el. bevidstløs tilslutning til et fællesskab.
Ambitiøse individer passer dårligt til store fællesskaber og det moderne begreb "sammenhængskraft".

Brugerbillede for Karsten Aaen

Har man ambitioner om at blive til noget, skal man løbe rundt......ordet kommer nemlig af det latinske ambire som netop betyder at løbe....og det gjorde de unge embedsmænd i datidens Rom, hvis de ville blive til noget....altså stige i graderne....

Og for kunne gøre karriere (som vist betyder noget med en stige eller stige op?), ja så skulle disse unge mennesker løbe rundt....og vise de at kunne tilfredsstille deres overordnedes forventninger til dem....så kunne de have ambitioner....og løbe rundt...

At være ambitiøs og at have ambitioner på egne - og på standens vegne - betyder vel dette: at være klar til at stige op på samfundets allerhøjeste top uden at skele til hvem man støder ned fra tronen eller gør ondt på sin vej derop...

Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

"At være ambitiøs er pr. definition noget godt"

Hmm Hitler var ambitiøs, Himler ligeså! Så mange som muligt gennem Auswitchs porte! Så jeg ved ikke helt om jeg er enig i at være ambitiøs pr. definition er godt.
Heller ikke en doven skid, der opfandt A bomben eller Napalm vel?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det handler ikke om at søge denne verdens erkendelse, men om at gøre det bedste, man kan, i en given situation, til egen og omgivelsernes tilfredsstillelse.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Det hedder vel at hige, stræbe, morakke, have rundsave på albuerne, springe køen over, tvinge sig vej frem, og lade dem, man fældede undervejs, ligge, i sandhed moderne karaktertræk, der bringer én i front.

Brugerbillede for Jens H. C. Andersen
Jens H. C. Andersen

Jeg har alligevel valgt at anbefale artiklen, jeg synes det er vigtigt at få frem, fordi det går helt ind i de rekrutteringsfolk, som selv er ambitøse (læs middelmådige og rutinepræget),og som længe før finanskrise har haft krav om at medarbejderen skal "brænde for det" og have passion og lignende uprofessionelt pladder, fordi man tror at det skulle give bedre resultater. Ofte får man en stab der kæmper om de sjove opgaver og er for fin til de kedelige eller hårde opgaver.

Det er et problem at det er blevet et tabu, at man ikke må sige at man bare gerne vil have et overskueligt job fra 8-16, og så iøvrigt har vigtigere ting som sin famillie at tænke på. Måske er disse medarbejdere langt mere stabile og performer mindst ligeså godt - og måske endda bedre!

Martin Åberg, Rasmus Kongshøj og Sven Elming anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sten Victor

En god artikel, der grundlæggende beskriver bagsiden af, at være ambitiøs: Falskheden, kampen mod andre, selviscenesættelsen, det overfladiske ”mig, mig, mig” identiteten, hvor alt og alle konstant skal bekræftes og have anerkendelse hele tiden. Hvor ”jeg´ et” er blevet et produkt, der skal markedsføres. Hvor jeg´er, kommer før alt andet. Men alle der er ambitiøse lever i et selvbedrag. Og ALLE der er ambitiøse vil uundgåeligt ramme hovedet mod muren. Ofte er de ambitiøse flintrende ligeglade med andre mennesker, og vil ”næsten” gøre hvad som helst til at nå deres mål.

Men glemmer bare alle de ”almindelige” mennesker, som er lige så vigtige som de ambitiøse. For de ambitiøse vil ikke kunne eksistere – hvis ikke der var for de almindelige mennesker.

Brugerbillede for Martin Åberg

Stor tak til Martin Hjorth Frederiksen for at sætte ord på den følelse jeg som universitetsstuderende har gået rundt med i en længere periode, men ikke har kunne italesætte.