Kronik

Den dårlige og den gode socialrådgiver er en og samme person

Sager om svigtede og mishandlede børn giver anledning til voldsom kritik af socialrådgiverens rolle. Men sagerne er så komplekse og så mange, at alle socialrådgivere oplever at være en succes i den ene sag og en fiasko i den anden
Sager om svigtede og mishandlede børn giver anledning til voldsom kritik af socialrådgiverens rolle. Men sagerne er så komplekse og så mange, at alle socialrådgivere oplever at være en succes i den ene sag og en fiasko i den anden

Niels Ahlmann Olesen

12. oktober 2013

Når vi hører om systemsvigt over for børn, tænker mange: »Det var da en forfærdelig socialrådgiver, som havde ansvaret for den families sag i kommunen. Hun skal da fyres – måske endda straffes – og lad os så få en dygtig socialrådgiver ind på den ledige plads.« Det er en beroligende tanke, og den kommer også til mig, men jeg prøver at lukke ørerne for den. For ligesom tusindvis af andre socialrådgivere ved jeg af egen bitter erfaring, at jeg har været både den ’gode’ socialrådgiver og den ’dårlige’ socialrådgiver i en og samme person. Og det kommer jeg også til at være fremover.

Lad mig give et eksempel. To søskende – en storebror på fire år og en lillesøster på knap et år – boede hos deres enlige, meget unge mor. Deres far var en kendt kriminel i lokalområdet. Kort før jeg som næsten nyuddannet socialrådgiver mødte familien, var han død i en bilulykke i påvirket tilstand med våben på bagsædet.

Moderen havde angiveligt, men ikke beviseligt, et stort forbrug af i hvert fald hash, og hun mentes at være i tæt kontakt med det kriminelle miljø vedrørende stofhandlen i området.

Der kom flere underretninger fra to anonyme beboere i ejendommen, som var vidner til meget bekymrende episoder. Det kunne handle om, at børnenes mor i timevis råbte højt og nedgørende til drengen, som græd. Eller at gæster kørte vildt rundt med ham på scooter neden for bygningen uden hjelm. Eller at der blev festet til langt ud på natten, mens man hørte begge børn græde højt. Desværre fandt børnehaven intet alarmerende (ikke noget, de ville skrive om i hvert fald), og anmelderne ville ikke sige deres navne, ligesom de heller ikke ønskede at ringe til politiet under disse episoder af frygt for repressalier.

Den unge mor fastholdt et billede af sig selv som en enlig mor i sorg, uskyldigt forfulgt af løgnagtige, anonyme naboer og mistænkeliggjort af undertegnede sagsbehandler. Hun havde selv en fortid som omsorgssvigtet barn og en veludviklet mistro til systemet.

Mistede tålmodigheden

Jeg var meget bekymret for børnene, men jeg formåede ikke at etablere en tillidsfuld kontakt med deres mor.

Min bekymring kom til udtryk som utålmodighed, og jeg pressede hende for hårdt. Blandt andet ved ret hurtigt at insistere på et hjemmebesøg i håb om at finde beviser på mistrivsel hos børnene.

Jeg har ikke glemt den lille pige, som satte et ukritisk, helt statisk og påfaldende stort smil på under hele det besøg.

En dag blev jeg igen ringet op af en anonym beboer i ejendommen, som fortalte, at døren til familiens lejlighed var blevet sparket ind nogle dage før og stadig stod åben. Jeg tog straks derhen, men fandt ingen i lejligheden. Jeg kunne ikke få fat i moderen, men fandt ud af, at børnene stadig kom i daginstitutionen. Jeg tog sammen med en nyansat og ikke socialrådgiveruddannet afdelingsleder hen og sad på lur i personalestuen.

Mens vi sad der, fortalte personalet om, at de faktisk var ret bekymrede for drengen, som f.eks. havde haft nogle store hudafskrabninger, hvor der var en vis uklarhed om, hvordan han havde pådraget sig dem. Vi talte om, at de var nødt til at skrive om deres bekymring, selv om den virkede meget diffus, og at jeg ville notere det, de havde sagt, i journalen.

Så kom den unge mor lige inden lukketid. Afdelingslederen og jeg trådte frem, da hun stod inde i børnenes garderoberum.

Jeg husker med gru, hvordan hun reagerede som et vildt dyr, der følte sig fanget. Hun skreg nærmest, at vi skulle holde os på afstand af hende. At hun nu ville tage sine børn og gå, og at vi ikke måtte komme tæt på hende. At hun ville gå under jorden med dem. Hun strøg rundt i lokalet og pakkede sine børns ting sammen, mens afdelingslederen, som hun aldrig havde mødt før, insisterede på, at hun skulle blive og tale med os. Det var forfærdeligt at være en del af det bagholdsangreb, og personalet i institutionen var berørte og forargede over os bagefter.

Lukkede ørerne

Det lykkedes til sidst at lave en aftale med moderen om, at kun vi to skulle tale sammen næste dag. Dagen efter gik hun med til, at børnene skulle i aflastning hver anden weekend, så hun kunne få lidt luft (der var intet familienetværk) og komme sig over børnenes fars pludselige dødsfald. Altså kompenserende støtte til en ung mor i sorg. Jeg ville kalde det hvad som helst – bare de to børn kunne komme lidt væk hjemmefra, som det første skridt.

Familieplejekonsulenterne søgte ihærdigt efter en familie, som kunne have to børn i aflastning, men gennem flere måneder lykkedes det ikke.

Selv om det var en forfærdelig tanke at skille de to søskende ad, turde jeg til sidst ikke vente længere. Så børnene kom i hver sin aflastningsfamilie. Den lille pige hos en enlig mor med erfaring som aflastningsmor, og storebroren til et barnløst par uden erfaring med at have børn i aflastning. Jeg tvivlede meget på, at de ville kunne møde drengen og ikke mindst hans mor med den rette blanding af rummelighed og overbærenhed, men jeg havde brug for at gøre noget, så jeg lukkede af for min tvivl.

Bunker af sager

Familien her var bare en ud af 65, næsten alle lige så pressede, familier, jeg som nyuddannet havde ansvar for. Hvis noget kan være dræbende for en ambition om at handle velovervejet og gennemtænkt i alle sager, så er det at have ansvaret for så mange udsatte familier.

Mit vikariat ophørte kort efter, men da jeg flere år senere blev ansat i samme kommune, kom jeg under vejr med følgerne af min utålmodighed over for moderen og døvhed over for min tvivl angående drengens aflastningsfamilie.

Pigen endte med at blive anbragt på fuld tid i pleje hos aflastningsmoderen, som også kunne samarbejde med den unge moder, og pigen fungerede godt. Drengen var aldrig faldet til hos den anden familie, og det var gået helt galt i samarbejdet med den unge mor. Drengen boede stadig hos sin mor, og der var stadig stor bekymring for ham.

Mange, som kun hører om den lille pige, der kom væk, vil måske sige, at jeg var en god socialrådgiver. Mange, som kun hører om pigens storebror, og den frygtelige episode i daginstitutionen, vil sige, at jeg var en rigtig dårlig socialrådgiver.

Min pointe er, at jeg gjorde mit bedste med de forudsætninger, jeg nu engang havde. Dette var, hvad min viden og sparsomme erfaring, mit mod, tiden og den ledelsesmæssige vejledning på det tidspunkt gjorde muligt. Jeg ville have gjort det anderledes i dag, men ved ikke, om det havde givet et bedre resultat. Ingen kan vide det.

Jeg kunne fortælle mange historier. Det kan vi alle. I nogle har vi været den gode socialrådgiver, og i andre har vi været den dårlige socialrådgiver. Vi kan umuligt træde rigtigt hver gang.

Men vi kan gøre os afsindigt meget umage; lytte til den stemme, som siger: ’Har du nu prøvet nok?’; kræve opkvalificering, når vi opdager, at der er noget, vi ikke ved nok om, eller som kræver målrettet træning; kræve socialfagligt kompetent supervision; tale åbent om de mange dilemmaer, som ofte kræver modige beslutninger; indrømme fejltrin og lære af dem.

Vi socialrådgivere må i højere grad løfte sløret for, hvor svært og komplekst vores arbejde er. Vi er nødt til at forklare, hvorfor det ikke bare handler om at udvikle teknisk/administrativ og juridisk ekspertise. Den bedste måde at anskueliggøre det på, er ved at fortælle vores historier. Selv om det kan være skamfuldt.

Rikke Wezelenburg er socialrådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
  • Lars Dahl
  • Kalle Nielsen
  • Jens Falkesgaard
  • Jens Christoffersen
  • Søren Jessen
  • randi christiansen
  • Karsten Aaen
  • Dennis Berg
  • Line Kjærgaard Larsen
  • Steffen Gliese
  • Frida Henningsen
  • Niels P Sønderskov
Maiken Guttorm, Lars Dahl, Kalle Nielsen, Jens Falkesgaard, Jens Christoffersen, Søren Jessen, randi christiansen, Karsten Aaen, Dennis Berg, Line Kjærgaard Larsen, Steffen Gliese, Frida Henningsen og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels P Sønderskov

Når vi kritiserer især de ulykkelige børnesager, er det ikke den enkelte medarbejder vi tænker på. Vi begår alle fejl, men skal så have en kollega, en gruppe eller en leder i organisationen til hurtigt at sørge for at få rette fejlen. I mange tilfælde ser der også ud til at være tale om undladelser, og det vigtigste er, at der handles i alvorlige sager.

Det er den politiske ledelse i kommunen, der har ansvaret. De skal sørge for at administrationen fungerer og tager sit ansvar så den enkelte medarbejder kan yde sin del. Jeg kan ikke bedømme om Rikkes 65 sager som nyuddannet er for meget, men både ny og gammel har et vigtigt ansvar for at melde tilbage til ledelsen, hvis de ikke kan klare belastningen. Der er ikke andre til det.

Lars Dahl, Karsten Aaen og Frida Henningsen anbefalede denne kommentar

En ulideligt syg sandhed eller det pure opspind?

Når noget står skrevet i dagbladet Information, må det som udgangspunkt være sandt, men denne frygtelige historie er virkelig rablende sindssyg og jeg har virkelig svært ved at tro eet eneste ord af hvad der står skrevet. Hvilket ufatteligt overgreb af en komplet uduelig sagsbehandler mod en ung mor og hendes to små børn, hvis indlægget står til troende.

I stedet for støtte, rådgivning og evt. aflastning af moderen, kan jeg kun mene at der er sket et utroligt groft overgreb overfor den lille familie. Det skinner igennem hele denne absurde og sygelige sagsfremstilling, at sagsbehandleren på forhånd har besluttet sig for, at der skal ske en tvangsfjernelse af begge børn, uden på noget tidspunkt at at kunne finde og dokumentere en eneste saglig grund til en sådan ekstremt indgribende handling,

Som det første skal vi høre på, at "Faren var kendt kriminel i lokalområdet" I og at "han var han død i en bilulykke i påvirket tilstand med våben på bagsædet."

Hvad betyder kendt kriminel? Hvorfor er det relevant at fortælle at han var beruset da han døde. Han sad på bagsædet og havde intet med kørslen at gøre og hvilket våben? En almindelig foldekniv eller et oversavet jagtgevær?

Altså intet kritisabelt i forhold til andre almindelige unge mennesker, snarere tværtimod da faren ikke kørte bilen påvirket, men blot var passager, men alligevel efterlades der indtrykket af farens tragiske død som noget fordækt, også selvom vi heller ikke ved hvad trafikulykken skyldes - alt sammen noget der i intet har med den nu enlige mor og børnenes tarv at gøre.

"Moderen havde angiveligt, men ikke beviseligt, et stort forbrug af i hvert fald hash, og hun mentes at være i tæt kontakt med det kriminelle miljø vedrørende stofhandlen i området"

"Angiveligt" og "stort forbrug "i hvert fald hash" og "menes at havde kontakt med det kriminelle miljø"

Det er også alene 100 % udokumenterede udsagn, der har til formål at miskreditere den unge mor, således at det i teksten kommer til at fremstå som om, at hun har et stort forbrug af (hårde) stoffer, men med den lille eftertanke "i hvert fald hash", som vel at mærke er et almindeligt og relativt harmløs rusmiddel den halve befolkning benytter sig af. Altsammen rene gætterier uden skyggen af dokumentation, men frøet er sået.

Da legal hash endnu ikke findes i Danmark, er det sagens natur desværre nødvendigt at handle hash i et miljø, som pga af lovgivningen omkring hash i sagens natur derfor altid vil være kriminelt. Men når det formuleres som; "menes at være tæt kontakt til det kriminelle miljø" kan det kun tolkes som noget meget meget fordækt og alvorligt. Og igen har det ingen betydning for moderens rolle til at varetage barnets tarv.

"Der kom flere underretninger fra to anonyme beboere i ejendommen, som var vidner til meget bekymrende episoder"

Her nævnes, "at gæster kørte vildt rundt med den 4 årig på scooter neden for bygningen uden hjelm" Vild kørsel er et bredt begreb , særligt for ældre anonyme beboere der sidder og observere som agenter på sagsbehandlerens vegne. For dem er al kørsel vildt. At køre frem og tilbage uden for huset uden hjelm er ikke smart, men ikke værre end at køre på cykel uden hjelm. En sådan sjov knallerttur på tanken har vi vel alle prøvet som børn. Og igen ingen særlig betydning for moderens rolle til at varetage barnets tarv.

Endvidere hedder det anonymt fra kommunens villige agenter "at børnenes mor i timevis råbte højt og nedgørende til drengen, som græd". Der kan man blot sige at den unge mor til to små børn i så fald har en usædvanlig stor energi. I timevis står der sørme, så mon ikke kommunens lange øjne har smurt rigeligt tykt på!

Alle mødre kan råbe virkeligt højt når det gælder mand og børneopdragelse, og hvad der menes med "nedgørende" står hen i det uvisse. Hele teksten fremstår som om der er sket noget fordækt, ligesom den nævnte episode helt sikkert sker i alle almindelige hjem med små børn. Altså igen ingen særlig betydning for barnets tarv, nok snarere tværtimod, særlig hvis drengen har lavet noget som var farligt for ham selv, og hvor skældud er et vigtigt led opdragelsen, men det fortæller historien ikke noget om..

Fest ud på natten, tja, - unge mødre har også behov for social kontakt, her blot som een enkelt aften,- der står hverken hver aften eller eller endsige weekend

Hvad er fest? Havde hun eller barnet fødselsdag? Hvis det kan antages, at moderen fortrækker hash frem for alkohol som rusmiddel er det nok mest en ganske behersket fest, og var moderen i det hele taget påvirket til festen? Og det er da bestemt bedre, at det festligheden sker i hjemmet hos hende, frem for at hun gik i byen på diskotek o.l.

At et 4. årig barn græder om natten (fest eller ej) er bestemt ikke unormalt, og ellers ville børnene kunne sove, om så huset faldt ned omkring ørerne på dem. Altså igen en urimelig og grundløs kritik som ikke særlig betydning for moderens rolle til at varetage barnets tarv, snarer tværtimod, da hun ikke forlader børnene på noget tidspunkt.

"Desværre fandt børnehaven intet alarmerende (ikke noget, de ville skrive om i hvert fald)" Desværre for hvem, må man spørge! Børnehaven der har barnet hver dag har ingen bemærkninger overhovedet, men sætningen i parentes efterlader det indtryk at der skam var problemer, men at børnehavne bare ikke ville skrive om det. Igen ren manipulation!

"Den unge mor fastholdt et billede af sig selv som en enlig mor i sorg, uskyldigt forfulgt af løgnagtige, anonyme naboer og mistænkeliggjort af undertegnede sagsbehandler. Hun havde selv en fortid som omsorgssvigtet barn og en veludviklet mistro til systemet"

Hvor har den unge mor dog ret i sin præcise beskrivelse af hele situationen og jeg forstår helt klart grunden til, at denne inkompetente sagsbehandler "ikke formåede ikke at etablere en tillidsfuld kontakt med moren" Hun var sgu også blevet sparket ud af mig, fuldt at et hav af klager fra mig og min advokat.

"Min bekymring kom til udtryk som utålmodighed, og jeg pressede hende for hårdt. Blandt andet ved ret hurtigt at insistere på et hjemmebesøg i håb om at finde beviser på mistrivsel hos børnene"

Hvilken skarpsindet detektiv! Ikke skyggen af problemer, men søger med lys og lygte og med alle midler efter mistrivsel. Ikke et hjælpsomt hjemmebesøg for at afklare og aflaste den unge mor hvis hun havde behov for det, men alene forsøg på at snage og grave efter beviser, så børnene kunne fjernes fra moderen.
Jo tak, kære sagsbehandler du skal være så hjertelig velkommen i vores lille hjem, du vil jo os jo kun det bedste!

"Jeg har ikke glemt den lille pige, som satte et ukritisk, helt statisk og påfaldende stort smil på under hele det besøg"

Den et årig pige sad med et stort smil ( ukritisk, helt statisk og påfaldende!)
Ja - der kom så det endegyldige bevis på mistrivsel. En baby som var konstant glad og smilende under hele sagsbehandlerens ransagning, deri fremstillingen efterlader det indtryk at moderen omhyggeligt havde instrueret den lille pige til at være glad. Et et årige barn!

"En dag blev jeg igen ringet op af en anonym beboer i ejendommen, som fortalte, at døren til familiens lejlighed var blevet sparket ind nogle dage før og stadig stod åben. Jeg tog straks derhen, men fandt ingen i lejligheden. Jeg kunne ikke få fat i moderen, men fandt ud af, at børnene stadig kom i daginstitutionen. Jeg tog sammen med en nyansat og ikke socialrådgiver uddannet afdelingsleder hen og sad på lur i personalestuen"

Igen er de anonyme agenter på banen. Døren er blevet "sparket ind" og "stod stadig åben" Det kunne havde været et indbrud, det kunne også være at at nøglen var blevet væk. Som ung mor (eller bare som fattig) har man ikke råd til en låsesmed, så den nemmeste og billigste løsning for mange er at skubbe til døren så låsen slipper sit tag. (Mange døre er lavet af pap) Hvis man ikke har noget særligt af værdi, betyder det ikke ingenting at døren ikke kan låses. men igen efterlades det indtryk, at der har måtte været en være (voldelig) konfrontation af en eller anden art, og at moderen har mistet kontrollen fuldstændigt

Ikke desto mindre afleveres børnene troligt og omsorgfuldt til daginstitutionen som hidtil, men nu arrangeres der et kommando raid mere på den unge mor, denne gang i personalestuen i børnehaven hvor de sad "på lur!"

Åbenbart hårdt presset og grundet opbuddet af hele to dybt bekymret og alvorstunge sagsbehandlere, heraf en afdelingsleder fra kommunen, der oven i købet sad på lur, kan lederen af børnehaven, som ellers aldrig har haft noget at bemærke om moderen eller børn, nu fortælle, at de var ret bekymrede for drengen, som f.eks. havde haft nogle store hudafskrabninger, hvor der var en vis uklarhed om, hvordan han havde pådraget sig dem.

Jamen hvad sker der? Der gik det hele vist i selvsving! En 4 årig dreng med hudafskrabninger... Det har børn sgu da hele tiden, så hvad betyder det? Intet! Altså igen en episode som ikke særlig betydning for moderens rolle til at varetage barnets tarv, tværtimod da alt omkring børnene fra moderens side er foretaget ganske samvittighedsfuldt og endog rutinemæssigt.

"Så kom den unge mor lige inden lukketid. Afdelingslederen og jeg trådte frem, da hun stod inde i børnenes garderoberum. Jeg husker med gru, hvordan hun reagerede som et vildt dyr, der følte sig fanget. Hun skreg nærmest, at vi skulle holde os på afstand af hende. At hun nu ville tage sine børn og gå, og at vi ikke måtte komme tæt på hende. At hun ville gå under jorden med dem.

Hvordan ville du selv havde reageret , hvis du fik denne specielle modtagelse i dit barns daginstitution?

"Det lykkedes til sidst at lave en aftale med moderen om, at kun vi to skulle tale sammen næste dag. Dagen efter gik hun med til, at børnene skulle i aflastning hver anden weekend, så hun kunne få lidt luft (der var intet familienetværk) og komme sig over børnenes fars pludselige dødsfald. Altså kompenserende støtte til en ung mor i sorg. Jeg ville kalde det hvad som helst – bare de to børn kunne komme lidt væk hjemmefra, som det første skridt"

De første par sætninger lyder ganske fornuftige, og en aflastning hver anden weekend ville være gave for en hver ung mor, men så kommer den sidste sætning; Det var besluttet at børnene skulle lidt væk fra moren uanset hvad, men ikke for moderens skyld, selvom der kom til at stå et sagsakten, og det endelige skridt omkring tvangsfjernelse er altså åbenbart allerede taget på dette tidspunkt, uden skyggen af tegn på mistrivsels hos børnene ,- tværtimod.

Og således var det begyndelsen til enden for moderen og hendes børn, efter at kommunen havde vist sin kærlige omsorg for den lille familie

Dette kan bare ikke være en sand historie, men må være pure opspind fra ende til anden. Hvis ikke, må det ryste Danmark socialpolitik i sin grundvold og føre til alvor selvransagelse blandt alle der har med medmennesker at gøre.

Dorthe Jacobsen , Susanne Riis, Keld Sandkvist og Anna Gudmundsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Erik Jensen, jeg tror, at det var våbnene og ikke manden, der befandt sig på bagsædet.

Lars Dahl, Majbritt Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Historien negligerer det væsentligste:

"Den unge mor fastholdt et billede af sig selv som en enlig mor i sorg, uskyldigt forfulgt af løgnagtige, anonyme naboer og mistænkeliggjort af undertegnede sagsbehandler. Hun havde selv en fortid som omsorgssvigtet barn og en veludviklet mistro til systemet."

Det er kun ét afsnit - resten af artiklen går så på hvordan alle stædser rundt for at slukke branden. Det er da langt vigtigere at vide hvorfor denne mor overhovedet føler sig forfulgt og ikke har tillid til at systemet er der for at hjælpe hende?

Anne Eriksen, Minna Conradsen, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg kan ikke dømme socialrådgiveren.
Hun har et stort ansvar ift. andre menneskers liv og børns fremtid, og jeg håber (catme) at hun og alle socialrådgivere har mulighed for sparre med kolleger og mentorer,
for at blive klogere, dygtigere og udvikle sit overblik.

Alle kan begå fejl.
Alle kan træffe forkerte beslutninger.
Alle kan fejlbedømme mennesker og situationer.
Nogle af os er så heldige, at de fejl vi begår hovedsagelig går ud over os selv.
Andre har langt større risiko for at gøre skade - eller gavn.

Majbritt Nielsen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen og Niels P Sønderskov anbefalede denne kommentar

Jeg er enig med Erik Jensen, det meste af vejen.

At man sætter unge nyuddannede til at tage sig af hårdt belastede familier, som en tvangsfjernelse er, er så et ledelses problem. Det er helt uansvarligt, der skal man enten arbejde i et regi hvor folk ikke ryger på gulvet, og eller oplæres af en erfaren.

Jeg har svært ved at se situationen er endt lykkelig for pigen, hun har en dybt ulykkelig mor og bror. Jeg er selv fjernet fra hjemmet, og hvis man tror man glemmer familien sådan vupti, så har man jo tabt sutten.

Jeg leder også efter empati og situationsfornemmelse i den pågældende sagsbehandler, den virker fraværende på alle parametre. Det er lidt det jeg selv blev fjernet fra. Jeg tror desværre på historien, og jeg ved den kan være mere end rigtig. Situationen som helhed virker utroligt påvirket af fordomme, manglende erfaring og uddannelse uden kompetencer på det menneskelige plan.

Kan man redde tingene i hjemmet skal alt sættes ind, det vil forfølge de to unge resten af livet. Det er moren jo et storslået eksempel på, hvorved man måske drager de konklusioner at moren nærmest er en fjende af systemet.

Det er svært at tage stilling til, ud fra så lidt information i så komplekse sammenhæng, men det er det indtryk jeg sidder tilbage med. Hun har lige mistet sin mand, nu vil man så fjerne hendes børn på adskillige vådskud, det er vitterlig tragisk.

Jeg forstår godt hvor sagsbehandleren vil hen, med historien, og muligvis var eksemplet ikke det bedste. Men jeg er lidt chokeret over den manglende selvkritik.

Per Pendikel, Rasmus Kongshøj, Erik Jensen , Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen og Anna Gudmundsen anbefalede denne kommentar

"Jeg tvivlede meget på, at de ville kunne møde drengen og ikke mindst hans mor med den rette blanding af rummelighed og overbærenhed, men jeg havde brug for at gøre noget, så jeg lukkede af for min tvivl."

Er dette ikke en ret vigtig oplysning? og for mig betyder dette citat fra artiklen at man altid, også som socialrådgiver, skal lytte til sin indre stemme, herunder til sin tvivl.

Historien er aldeles ikke opspind; tænk på hvad Lisbeth Zornig har fortalt om hendes opvækst. Og tænk på, at den (dengang) unge socialrådgiver gjorde det bedste, hun kunne - ud fra den erfaring hun havde (dengang). Når man hører begge børn græde meget højt, er det altså fordi de ikke er trygge, og der sker noget som de ikke vil have eller er trygge ved. Og ja, det kan da godt være, at 4-årige drenge synes det er sjovt at køre ræs på scooter (uden hjelm) et par gange; men aldeles ikke 24 gange, vel. Og vild kørsel handler for mig også om at gæsterne overhovedet ikke har lyttet til den 4-årige, når han har sagt, at han ikke vil mere.

Og ja, fester til langt ud på natten. Ja, hvad er det dog dette? Fødselsdage eller ? Nej, det er ikke fødselsdage, det fester til kl. 04.00 om morgenen, hvor moderen har besøg af gæster, som ryger joints en masse, drikker en masse alkohol, øl, whiskey, snaps med mere. Og som gør at hun ikke har tid til at tage sig af sine børn. Og det er altså ikke kun i weekende, vel; det er hver dag eller næsten hver dag...

UnderDanmark, som salig Svend Auken definerede disse mennesker, har en dyb mistro til systemet. Og man forstår det sådan set godt, ikke sandt....fordi denne unge mor (som sikkert var på kontanthjælp) af systemet bliver jagtet og jagtet. Og det er jo ikke den enkelte socialrådgivers skyld, det er hvad man kunne kalde 'systemets fejl' eller 'systemets ansvar' at det er sådan. Og den unge mor har sikkert følt sig som et jagtet dyr, og såret dyr, både af sine anonyme naboer og af børnehaven (måske) mv.
Og jeg kan sådan set godt forstå det: unge mødre som er på kontanthjælp eller er i systemets søgelys bliver rask væk jagtet - og jaget - rundt i systemet. Igen, ikke den enkelte socialrådgiver, men det er kommunens ansvar dette her.

Pointen jeg langsomt nærmer mig er denne her:
Middelklassefamilier (eller endda også overklassefamilier) som gør det samme som den unge mor gjorde i den her historie går fri af at kommunen kommer og ser til dem, for ikke at sige blander sig i, hvordan de, middelklasseforældrene, opdrager sine børn.
I den øvre middelklasse i dette land bliver der drukket igennem, overklassen er berømt for ikke at kere sig om, hvordan det går deres børn. Eller tage sig af dem - det har de nmlig folk til! Men tror I mon at det er middelklassen eller overklassens børn, som bliver tvangsfjernet eller kommer I aflastningsfamilier...Næ, det er det nok ikke, vel...

Og netop derfor forstår jeg godt at det man måske kan kalde underklassen (i mangel af bedre) har en dyb og indgroet mistillid til systemet...

Lone Engels, Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen, Niels P Sønderskov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den indgroede mistillid til systemet handler selvfølgelig også om - jeg beklager - at det vil lave om på den måde, den unge mor lever! Det vil forsøge at afkræve hende modenhed og ansvar, der hænger sammen med at være aleneforælder, hun har trods alt selv valgt at få børnene med sin nu afdøde ægtefælle, og det har nogle konsekvenser, som skal opfyldes, hvis det ikke skal have andre konsekvenser.
Man burde selvfølgelig arbejde meget mere for, at den unge mor får nogle vilkår at leve på, som gør det muligt at leve op til sit ansvar.

"Jeg kunne fortælle mange historier. Det kan vi alle. I nogle har vi været den gode socialrådgiver, og i andre har vi været den dårlige socialrådgiver. Vi kan umuligt træde rigtigt hver gang."

Socialrådgivere må ikke lave fejl!

Det er næsten umuligt at undgå at lave fejl, når man har 65 sager liggende på sit skrivebord (nogle socialrådgivere har mellem 100-150 sager! mener jeg). Vi er mennesker, derfor laver vi fejl. Og ja, nogle må ikke lave så mange fejl, som f.eks. socialrådgivere eller lærere, men det kommer vil til. Og når vi har været socialrådgiver eller lærer i 10 år, ja så laver vi knap så mange fejl som dengang vi startede. Det er der der hedder erfaring.......

Mht. til den der med underklassen, middelklassen og overklassen, siger jeg det bl.a. på baggrund at af min egen far var alkoholiker (han er død for mange år siden) i et pænt middelklasse/lavere overklassehjem. Og der var altså ingen socialrådgivere hjemme hos os som der var hos de mennesker der boede i den bydel der hed Øst i den by hvor vi boede.

Lone Engels, Niels P Sønderskov, Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Philip B. Johnsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Nogle børns situation er som kastanjer i ilden: De skal bare rages ud omgående, og det skal ske som en usentimental politiforretning. Men ellers er børnepolitik er en dybt totalitær størrelse, og den totalitære tankegang fremgår tydeligt af denne kronik. Sagsbehandleren bekymrer sig om en mors børn. Undskyld, men har børnene ikke en mor til at bekymre sig? Og fremgår det ikke tydeligt nok af sagsbehandlerens egen beretning, at hun også gør det?

Børn er forældres suveræne ansvar, men tiltagende børnepolitik spiser sig stadig mere ind på forældrenes domæne. Systemet accepterer i stadig mindre grad, at der foregår noget som helst uden for systemets overvågende åsyn, systemet accepter i stadig mindre grad, at forældre er herrer over børnenes skæbner, og systemet har selv en indbygget opfattelse af, at børn er i permanent sikkerhed hos kommunen, mens de hos forældrene er overladt til forældrenes usikre luner. Systemet vil ikke risikere, at der kommer en ny Tønder- eller Brønderslevsag, men prisen er, at adskillige andre familier bliver krænket på deres privatliv.

Sandheden om kommunens opfostring af børn er, at næsten ingen kan gøre det dårligere. Set på makroplan klarer tidligere anbragte sig ubegribeligt dårligt, og det er meget svært at afgrænse nogen anden gruppe af normaltbegavede børn, som har en dårligere prognose for tilværelsen.

Philip B. Johnsen

Jeg så gerne at psykologer, advokater, økonomer og socialrådgiver mf. blev tilknyttet "en" fælles frivillig ordning, der kunne tilknyttes førstegangs fødende, unge der første gang kommer i kontakt med politiet og helt unge misbrugere osv. så vi fik fanget fler problemer før de vokser sig for store.

Jeg mener, vi skal passe mere på hinanden og unden, at det altid er det offentlige og nogle gange lidt stiver system, der sættes i sving, det vil klæde det rige Danmark.

Niels P Sønderskov og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Først et stort, stort hjertelig tak til den socialrådgiver der vovede at skrive denne artikel. Jeg ser artiklen som et råb om hjælp.

Den er vigtig da den giver os et indblik i hvorledes mange ting burde laves om indenfor de sociale myndigheder for at styrke socialrådgivernes mulighed for at samarbejde med familier og hvordan familiers retssikkerhed skal forbedres.

Jeg syntes denne sag viser hvorfor ansatte blandt de sociale myndigheder skal på kursus i at forstå hvilken konventioner nationen Danmark har tilsluttet sig.

I denne sag der der
brud på FN's børnekonvention
brud på FN' menneskerettighedskonvention
brud på EU's menneskerettighedskonvention

Det står ej til diskussion.

Der foregik åbenlyst en krænkelse af retten til familieliv, privatliv og et overgreb på børnenes ret til at leve med sin familie. Alt dette i lyset af at familien havde brug for hjælp da den var i dyb sorg. Den hjælp udeblev helt.

Der var på ingen tidspunkt fremlagt beviser men kun socialrådgiverens egen antagelser og nogle bekymrede naboers indretninger. Det er ikke holdbart i et retssamfund der har tilsluttede sig ovenstående konventioner.

Danmarks forældre skal jo ikke være bange for at deres børn får feber, taber deres yndlings bamser osv. hvilket betyder barnegråd dag og nat i kortere perioder vel?

Ja hvad nu hvis naboen klager? Det er jo nok med antagelser er det ikke? Jeg går ud fra at man kan se problematikken her. Der skal være konkrete beviser, for ellers vil der, kan der og helt sikkert opstå sager hvor de sociale myndigheder rent faktisk udøver overgreb på familiers frihed og retssikkerhed, altså justitsmord.

Denne sag burde tages op med de lokale partier og i folketinget. Den er et fint eksempel på hvordan socialrådgiverne mangler baggrundsviden i at forstå hvilken sæt rettigheder de mennesker de møder i deres hverdag har.

Den slags sager skaber heller ikke tillid mellem system og medborgere. Tid til nytænkning og anderledes arbejdsmetoder. Ellers lever vi ikke op til at være en retsstat med menneskerettigheder. Så er vi blot en bananrepublik og intet andet...

Tilbage er der kun at skrive, jeg håber de børn må se deres mor meget snart.

Susanne Riis, Lars Dahl, Niels P Sønderskov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niki Dan Berthelsen

Det eneste jeg kan tænke på i det her skænderi er, at det må være sådan at symbolpolitik bliver til.

Inger R-Donnelly, Lars Jorgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Systemet har i årtier skubbet børnene foran sig som alibi for indblanding i private menneskers private forhold - mens det, der burde komme alle ved. det offentlige liv, forsømmes.
Børn er deres forældres ansvar, og alle børn oplever en vis grad af svigt, det er en del af det at vokse op og modnes og frigøres og at lære at skelne godt fra skidt.
Nogle børn - meget få - ender i så urimelige kår, at det ikke nytter at lade dem bo hos deres forældre; men selv her vil man i de fleste tilfælde kunne rette op på meget ved at sætte ind overfor forældrenes muligheder i samfundet med job og uddannelse og de forbindelser til "det store samfund", der opstår i relation til det.

Rasmus Kongshøj

Jeg ser flere problemer i det beskrevne forløb, problemer, der forhindrer socialpolitikken i at fungere.

For det første, så er det i sig selv et problem at en ung, uerfaren socialrådgiver får tunge sager som denne. Den slags ansvar bør først overlades, når socialrådgiveren har opbygget tilstrækkelig erfaring gennem samarbejde med ældre kolleger.

For det andet, så er det dybt problematisk at socialrådgiverne sidder med så mange sager. Det gør det i praksis umuligt at give alle den bedst mulige og mest individuelle behandling.

Disse to problemer lader sig sagtens løse - man skal simpelt hen ansætte flere socialrådgivere. Det er naturligvis dyrt, og kommunerne er ikke vilde efter at bruge flere penge på "taberne" og deres børn. En finansiering af de helt nødvendige ekstra socialrådgivere kunne dog sagtens findes, hvis man skar ned på de kolde hænder i jobcentre og aktiveringsfiduser, og i stedet brugte ressourcerne på en fornuftig indsats for de udsatte børn.

Derudover beskriver artiklen et væsentligt problem for hele det sociale system. Borgerne har ganske enkelt ikke tillid til systemet, hvilket hæmmer muligheden for samarbejde. Særligt borgere der før har oplevet systemet folde sig ud, er dybt mistænksomme.

Og det sker med god grund. Ikke alene sidder socialrådgiveren med hele det kommunale apparat i ryggen, hun sidder også med betydelige magtbeføjelser overfor familien. Hvis man som forældre er bange for at ens børn bliver taget fra én, hvis man er ærlig omkring sine problemer, så vil man jo aldrig indrømme sine fejl, hvilket ellers er det første skridt mod forbedring.

Fra officielt hold har man desuden også arbejdet ganske målrettet fra at ændre relationen mellem borger og system fra en baseret på solidaritet til en baseret på frygt. Politikerbanden kan dårligt åbne munden, uden de skal foreslå nye overgreb på den ringest stillede del af befolkningen. Skal borgerne igen til at have tillid ti systemet, kræver det at debatten ændres, så det offentlige ikke længere fremstår som en maoistisk arbejdslejr, men derimod som et åbent, venligt og demokratisk system med plads til forskellighed.

Dette hjælper dog kun noget af vejen. Det offentlige er jo stadigvæk nødt til at kunne bruge magt mod de familier, hvor intet andet virker, og børnene er i fare. Fuldstændig tillid mellem borger og system bliver således aldrig en mulighed.

I stedet for som nu at trække på skuldrene, og lade som om tillid til systemet var godt, burde vi i stedet anerkende modsætningsforholdet mellem borger og system. Borgerne burde derfor have ret til en uafhængig advokat eller sagsbehandler, når det handler om alvorlige sager. Mange borgere mangler ressourcerne til selv at tale deres sag på den bedste måde, og det vil være en stor hjælp og lettelse, hvis man havde en professionel på sin side.

Det er også vigtigt at systemet beholder fokus på familien, og gør en oprigtig indsats for at etablere et samarbejde. Man skal i den forbindelse lytte til borgernes egne ønsker, og tage dem alvorligt. Trods alt ved folk bedst selv hvad de har godt af, og ingen kender børn så godt som deres forældre. Måske er der brug for en aflastningsfamilie, måske er der brug for børnepasning mens moderen er til afvænning, måske er der brug for hjælp til at flytte fra et uheldigt milø, osv., osv., osv. Hvad der er den bedste løsning varierer fra tilfælde til tilfælde.

Respekten for borgerne som mennesker med egen iboende værdighed skal ganske enkelt tilbage i systemet.

Lone Engels, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Nina Øhlenschlæger

Jeg ser simpelthen så mange problemstillinger i det her indlæg.
Dog vil jeg ikke gå ind på de nærmere sagsdetaljer, da jeg ikke (ganske som alle andre) kender alle detaljer om sagen. Derfor, vil jeg forsøge at hæve den en smule op over microniveau.

Til hverdag, så er der mange et sagspres der er helt uhyggeligt. Alt efter, hvilken forvaltning du sidder i, så har du mellem 10 og 200 sager.
Det er i sig selv utrolig angstprovokerende, netop fordi man sidder med så mange menneskeliv mellem hænderne.
Når jeg bliver tildelt en sag, så bliver jeg også tildelt et ansvar for det menneske, som sagen beskriver. Det er mit ansvar, at borgeren får den vejledning som er lovmæssigt påkrævet. Det er mit ansvar, at borgeren ikke "falder på gulvet". Det er mit ansvar, at sagen bliver behandlet helhedsorienteret.

Samtidig, så skal jeg stå til ansvar overfor min chef og min arbejdsgiver (kommunen), som måske fortæller mig at pengekassen er tom. Det betyder, at jeg ikke kan gøre det jeg (og borgeren) mener er det absolut mest optimale for den her borger, i lige præcis den her situation. Så må jeg gøre det næstbedste eller måske ende med "plan Å".

Min pointe med den her, dog noget forenklede, opstilling af problemstillinger, viser ret tydeligt, hvad det er for nogle dobbeltroller, en socialrådgiver har.
Vi har et ansvar for borgeren(s liv) og vi har et ansvar, som er os pålagt fra politisk og/eller ledelsesmæssig side (lovgivning og rammer for praksis). Her opstår så endnu et problem.
Inden vi overhovedet når ned af rangstigen og finder socialrådgiveren, så når vi dem som bl.a. opstiller rammer for praksis. Deres job er, sådan helt forenklet, at finde ud af, hvordan vi nemmest (og billigst) lever op til de krav, som Christiansborg har pålagt forvaltningerne via lovgivningen, samt hvor og hvordan vi kan springe over, hvor gærdet er lavest. Igen, helt enkelt, hvor lidt kan vi nøjes med at gøre.

Den næste problemstilling er, hvordan vi får rustet nyuddannede socialrådgivere til den opgave, som ligger og venter på dem?
Vores uddannelse løber over 3 1/2 år. I løbet af den tid, har vi et enkelt praktikforløb, hvor vi sidder i en socialrådgiverstilling i fem måneder. Resten af tiden, hedder det skolebænk og hovedet i bøgerne og så en eksamen hver 10. uge.
Inden vi kommer i praktik, har vi seks gange eksamen og hver eksamen berører forskellige områder af socialfagligt arbejde. Efter vores praktik, kan vi vælge at specialisere os i et eller to områder (kunne være beskæftigelse, børn og unge mv.) og så er det tid til bachelor.
Vi lærer utrolig meget om idealer og knapt så meget om, hvordan virkeligheden i en forvaltning ser ud. Derfor har vi også et relativt stort frafald under vores praktik. Mange studerende, bliver simpelthen ramt af "praksischok", som det så fint hedder.

Nu er der godt nok lige kommet en ny reform på uddannelsen, men kan man mon gøre det bedre?

Og så en helt anden ting:
Jeg tror man skal passe på med, at hænge en socialrådgiver i en offentlig gabestok. Min (relativt spinkle) erfaring har lært mig, at ingen forældre har fået børn for at være onde ved dem. De gør det præcist så godt, som de har lært og som de formår. Erfaring her, i forbindelse med forældreskab, er noget man har behov for at lære at mestre. Selv jeg, som har haft sådan en "guldske i røven"-barndom, anede da heller ikke en fløjtende fis om at være mor, da mit barn kom til verden. Vi gør, helt automatisk, det absolut bedste vi formår at gøre for vores børn. Nogen har brug for flere redskaber til at klare opgaven end naboen, andre finder selv ud af at mestre opgaven. Sådan er det, netop fordi vi allesammen har forskellige forudsætninger og forskellig formåen.

Det er lidt det samme med en socialrådgiver.
Når vi får en sag i hånden, så har vi ingen intentioner eller tanker der går i retningen af, hvordan vi nu kan smadre den her borgers liv mest muligt. Nogle socialrådgivere, har enormt meget erfaring, andre knapt så meget og der er fordele og ulemper ved begge dele. Men vi gør ikke noget for at ødelægge nogens liv. Vi gør det bedste vi overhovedet kan, ud fra de forudsætninger og præmisser vi har - og her taler jeg absolut ikke kun om personlige forudsætninger og præmisser.

Lone Engels, Camilla Hansen, Maiken Guttorm, Anne Eriksen, Rasmus Kongshøj og B. Petersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Jeg har ofte takket og jeg gør det nu igen, det kan ikke gøres for ofte, de modige sagsbehandlere, der på trods af risiko for fyring, i meget økonomisk tunge sager varskoede kommuner, der modtog nomadefamilier, hvilket sikkert har redet liv.

Tak.

Nina Øhlenschlæger skriver 14. oktober, 2013 - 14:37

"Samtidig, så skal jeg stå til ansvar overfor min chef og min arbejdsgiver (kommunen), som måske fortæller mig at pengekassen er tom. Det betyder, at jeg ikke kan gøre det jeg (og borgeren) mener er det absolut mest optimale for den her borger, i lige præcis den her situation. Så må jeg gøre det næstbedste eller måske ende med "plan Å"."

Du ville gøre det rigtige, det er jeg sikker på Nina Øhlenschlæger ikke sandt? ; )

Rasmus Kongshøj og Niels P Sønderskov anbefalede denne kommentar
Inger R-Donnelly

Hvad er en fejl @Per Pendikel m.fl.? En klokkeklar fejl forudsætter vel, at en anden handling ville have været rigtig? Findes der en entydig rigtig eller fejlagtig handling i komplekse forhold mellem mennesker? Hvad ville have været det "rigtige" i denne sag? At have gjort noget for lang tid siden, hjulpet kvinden, da hun sørgede, siger nogen af jer. Det er da helt rigtigt - hun ville måske så have mødt systemet med tillid og taget imod hjælp. Men det var jo netop ikke sket, og nu er der altså bekymring for børnene. Skulle bekymringen fra de anonyme naboer have været ignoreret? Jeg er i øvrigt helt enig i, at denne sag kunne have haft mange andre og også bedre udfald. Men er det ikke også det, der er skribentens pointe?

@Jonas Nielsen bekymrer sig for internationale konventioner og fortsætter: "Der foregik åbenlyst en krænkelse af retten til familieliv, privatliv og et overgreb på børnenes ret til at leve med sin familie. Alt dette i lyset af at familien havde brug for hjælp da den var i dyb sorg. Den hjælp udeblev helt." Bad familien om hjælp, da den var i dyb sorg? Eller skulle systemet have tilbudt hjælpen helt af sig selv? Er det så ikke krænkelse af privatlivets fred?
Offentligt ansatte må gerne opsøge borgere på baggrund af bekymringshenvendelser fra civilsamfundet. Vi må faktisk ikke sidde henvendelser om børn overhørig. Der er offentligt ansatte, hvis job det er at opsøge mennesker, der ikke selv formår at skabe kontakt til eller vedligeholde kontakten til det etablerede system - for at hjælpe og drage omsorg. Fordi de skal i følge Serviceloven. Læs for eksempel vejledningen til Servicelovens §99. Hvis du mener, at gældende dansk lovgivning strider mod internationale konventioner, er det nok ikke socialrådgiverne, der skal klandres.

Denne her debat er den omvendte Verden. Normalt bliver socialrådgivere på børneområdet anklaget for det modsatte - ikke at tage henvendelser fra bekymrede borgere alvorligt. Det viser i det mindste med al tydelighed, at socialrådgiveren ville have begået "fejl" lige meget, hvad hun havde gjort.

En sidste ting: kommuner er altså ikke helt vilde med at blande sig i en masse familiers liv og fjerne deres børn. Det koster for mange penge. Kommuner er mere interesserede i at blande sig, når der er mistanke om socialt bedrageri, for der kan være penge at hente. Så pyt da med, det ikke er lige så alvorligt.

@Inger Riis Laursen
At belyse denne sags vilkår og løsning er for omfattende til det kan gøres på dette sted. Rikke Wezelenburg gør selv rede for fejl i håndteringen.
Det helt centrale er, at socialrådgiveren i dette eksempel er stillet som dommer i en retssag uden forsvarer og anklager.
I denne situation må der ikke ske fejl.
Det er socialrådgiverens vilkår og her gælder ingen "best practise",
At eksemplet viser en grotesk forvaltning af en sag, er en anden historie.
Ingen, hvad enten det er nyuddannede eller erfarne socialrådgivere med utallige kurser og efteruddannelsesforløb, kan forvalte sager som denne så lemfældigt og så isoleret ensomme, som det kan fremstå som denne sag er blevet hvis fejl skal undgås.
Og fejl må ikke være til stede i behandlingen af andre menneskers liv, ære og velfærd.

Nina Øhlenschlæger viser problemet i en nøddeskal, når hun slutter sit indlæg med at erklære, at systemet skam intet gør "for at ødelægge nogens liv." Nej, for systemets intentioner er skam altid gode, og med sådan en intentionsetik som rettesnor, kan man jo slet ikke begå fejltagelser.

Systemet interesserer sig dog aldrig for, om der rent faktisk er sammenhæng mellem de gode intentioner og de faktiske effekter af deres systemets ageren. For eksempel er det positive ved anbringelser jo fuldstændigt befriet for evidens.

Når en familie bliver overfaldet af systemets vilkårlige overvågning, så kan det jo kun være godt, for det er jo for barnets skyld. Blæse være med, om forældrene ligger søvnløse om natten, fordi en fortravlet, ung sagsbehandler har modtaget en løs formodning i en underretning og reagerer på underretningen ved at endevende alle private forhold omkring barnet og familien og måske endda griber til små spidsfindigheder for at holde sagen kørende.

Og spidsfindigheder er der rigelig af. Systemet har opfundet nogle ejendommelige ekstrakriterier for, hvornår et barn kan være truet. Hvis familien for eksempel insisterer på sine rettigheder og på sit privatliv, så kan forældrene blive stemplet som usamarbejdsvillige, i forsvarsposition eller som mennesker uden tillid til myndighederne, og det er noget at det værste, man kan være i systemets optik.

Man har slet ikke fantasi til at forestille sig, at man kan ødelægge en familie ved at trække den igennem den ene ydmygende undersøgelse efter den anden. Man har ikke fantasi til at forestille sig, at man dermed beslaglægger en families ressourcer, som familien kunne bruge på at passe på sig selv som familie.

For nej da. Systemets foranstaltninger er jo altid godartede. De er jo iværksat for barnets skyld.

Systemet bygger på en blind tro på egen godhed. Men når godhed bliver sat i politisk og økonomisk system, så ser vi gentagne i historien, at godheden muterer til en anderledes ondartet og totalitær størrelse, og det er nøjagtigt derfor, at vi ser adskillige tilfælde af skruppelløse krænkelser af folks privatliv og brutale og traumatiserende tvangsfjernelser: http://www.udeoghjemme.dk/Underholdning/De-unge-moedre/2013/08/34-Natasc...

Det er jo ikke noget, de gør for at ødelægge nogens liv. Nej, de er fuldkommen ligeglade med, om de ødelægger nogens liv. Alting er for børnenes skyld, og kommunen ved altid bedst, hvad der er børnenes bedste.

Selv guderne må opgive at kæmpe mod godheden.

Susanne Riis, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Anders Feder anbefalede denne kommentar

Som socialrådgiver-studerende og med en smule kendskab til masser af forskellige sager som socialforvaltningen sidder med, så kan jeg ihvertfald stå inde for at sige at indlægget er skrevet af en ægte socialrådgiver, samt at hendes historier generelt reflekterer sådan som virkeligheden er for rigtig mange socialrådgivere som sidder ude i socialforvaltningen. Det er absolut presset at skulle sidde med 65 sager, og virkeligheden er at der ofte ikke findes en måde at komme igennem sager på som er mere eller mindre rigtig, og hvad der kan virke fint i en sag kan være en katastrofe i en helt anden sag. Der er selvfølgelig mange fejl som bliver begået, da der er meget pres på sagsbehandlerne. Som myndighedsperson skal man balancere mellem at varetage børnenes tarv og derved tage utroligt svære beslutninger som man på forhånd ikke kan forudse konsekvenserne af.

Det er bare utrolig letkøbt at sidde som læser og dømme sagsbehandlere ude fra, når der altså er tale om sager som er ganske vanskelige at navigere i. Husk på at sagsbehandlerne ofte også er bundet på hænder og fødder i at lovgivningen kun giver et vist spillerum til at lave foranstaltninger i, samt at samarbejde mellem familier og sagsbehandlere virkelig er en svær størrelse. I undervisningen på studiet er der nok så meget om gode intentioner med at inddrage familierne til selvbestemmelse over egen sag, men når man endelig kommer ud i kommunen, bliver de etiske dilemmaer også meget større, og det er desværre ofte svært at vide om man er godt eller dårligt rustet til at varetage sagerne så man gør et godt stykke arbejde som kommer borgeren til gode.

Selv om der er masser af teorier og masser af erfaring at trække på fra tonsvis af andre sager, så består "systemet" jo af individer som måske bare er "dømt" til enten at lykkes eller fejle i de enkelte sager, desværre.

Som studerende synes jeg det er vigtigt at lære af de gode og dårlige historier fra de erfarne socialrådgivere, så jeg forhåbentlig selv vil kunne gøre et stykke arbejde hvor en familie ikke vil stå i en situation hvor de føler sig kørt over af systemet. Men kompleksiteten i sagerne gør bare at man næsten på forhånd kan forudsige at man kommer til at lave fejl en skønne dag.

Nedskæringer på det sociale område fra diverse regeringer og skiftende lovgivning på socialområdet hjælper heller ikke ligefrem til at få ro til at fokusere på familiernes velbefindende.

Lone Engels, Camilla Hansen og Maiken Guttorm anbefalede denne kommentar
Lau Dam Mortensen

@Erik Jensen. Jeg tror du lægger for meget i det. Hvordan kan du dømme en person handlinger i en sag når du ikke selv kender de personer eller den sag som overfladisk bliver beskrevet for at markere en pointe. Jeg synes det er modigt og godt skrevet og det er godt at der er nogle der fortæller om de systemiske problemer der er for socialrådgivere, og hvilke komplekse problemer de står over for.

Camilla Hansen, Maiken Guttorm, Lars Dahl og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@Inger Riis Laursen
"Eller skulle systemet have tilbudt hjælpen helt af sig selv? Er det så ikke krænkelse af privatlivets fred?"

Nej det er det ikke. At tilbyde folk at komme på afvænning eller bare hjælp er ikke at krænke folks privatliv. Det er blot venlig omsorg overfor familien og de børn, der er i familien. Det er noget man også burde tilbyde sin nabo, venner eller familie.

"Offentligt ansatte må gerne opsøge borgere på baggrund af bekymringshenvendelser fra civilsamfundet. Vi må faktisk ikke sidde henvendelser om børn overhørig."

Det er korrekt og det påpeger FN's børnekonvention også på sin egen måde ;o)

"Hvis du mener, at gældende dansk lovgivning strider mod internationale konventioner, er det nok ikke socialrådgiverne, der skal klandres."

Selvfølgelig skal ingen mennesker blindt udfører en lov, hvis den strider imod en konvention der har til formål at beskytte folk imod overgreb. Hvis en socialrådgiver kan se at familien kan hjælpes til at fungere og at afvænning kan komme på tale OG så derefter får besked af en overorden om at hun skal opgive sagen så bryder man en del konventioner. Ingen EU borgere kan gennem sig bag en national lov hvis de krænker EU's konventioner(EU menneskerettighederne er ukrænkelige). Socialrådgivere er jo ikke robotter men derimod gode mennesker der ønsker at hjælpe folk i nød.

Hvis man ingen beviser har og kun vage antagelser og ud fra disse så udøver så grumt et overgreb på familien, ja så har man faktisk brudt de internationale konventioner hvis det viser sig at man tog fejl. Man har altså i teorien handlet ulovligt i henhold til internationale konventioner og man har også opført sig dybt umoralsk(ved ikke at være 100 procent sikre i sin sag). Det er altså ikke nok at sige "det står i en national lov" og derfor gjorde jeg det. Man står altid til ansvar for sine egen handlinger også dem man udøver gennem en organisations autoritet.

Og det er desværre sket før, læs her:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/06/164002.htm

http://www.dr.dk/P4/Aarhus/Nyheder/Syddjurs/2012/02/16/141851.htm

Det er den slags fejl der bare IKKE må ske.

Man tager et valg og er ansvarlig for det(omend desværre kun på sin samvittighed). Desværre kan de medarbejdere der begår disse fejl ikke straffes som enkeltpersoner I Danmark. Og familien sidder så tilbage med en stor mistillid til det system der jo skulle hjælpe dem...

Når det er sagt har jeg den dybest respekt for det gode arbejde mange(ikke alle desværre) socialrådgivere gør. De skal blot huske på at HVIS de laver en fejl skader de små børn for resten af livet. Der er intet mere traumatiserende for et barn og dets familie end at blive adskilt mod deres vilje.

I har altså bare at være 100 procent sikker i jeres sag så uskyldige familier ikke bliver traumatiseret. Ja faktisk burde I alle tænke lidt over dette, når I kører ud og laver opsøgende arbejde osv.

Og jeg mener stadigvæk ud fra artiklen ovenfor at der blev gjort for lidt og for sent. Jeg mener også at løsningen er helt forkert taget i betragtning at børnene allerede har mistet deres far og nu skal de så miste deres mor. Jeg ser det som et mentalt overgreb på nogle små børn.

Her er hvad jeg ville havde gjort:

Tilbyde moren at komme til en anden by(væk fra det kriminelle miljø), lad hende bo på et kvindecenter for kvinder med børn(hvis I ikke har dem så lav dem dog!). Der ville hun være i stand til at møde støtte i nogle år. Børnene havde så deres mor og deres mor havde så støtte fra noget venlig personale. Herfra kunne man så udsluse moren og hendes børn efter nogle år. Ja faktisk ville jeg ALDRIG nævne noget om familiepleje/aflastningsfamilier, når nu jeg fra artiklen ved hun fra lille har været mistroisk overfor systemet. Det gælder jo om at vise at man ønsker at hjælpe dem alle i den familie, ikke sandt? Skabe tillid ikke sandt? Det gør man ikke ved at foreslå adskillelse af familien :o)

Før dette skulle hun selvfølgelig tilbydes afvænning(jeg antager, måske fejlagtig, at hun har et alkohol/hash problem).

Dette er en meget bedre og mere human løsning. Men den er måske for dyr?

Erik Jensen
"[...] "i hvert fald hash", som vel at mærke er et almindeligt og relativt harmløs rusmiddel den halve befolkning benytter sig af."

Det var da godt nok en meget speciel virkelighedsopfattelse og fakta-tilgang du har.

Lad os prøve at nuancere det lidt:

Om virkning af hash:
"Jævnlig brug af hash gør en person mere sløv, langsom, ligeglad, ukoncentreret. Længere tids brug nedsætter korttidshukommelsen og dermed indlæringsevnen."

Om danskernes benyttelse af hash:
"Hash er det mest udbredte blandt de euforiserende stoffer. Blandt de 16-20-årige har 33 pct. prøvet hash eller marihuana. Og 6 procent har brugt det inden for den seneste måned."
Kilde: http://stofinfo.sst.dk/Forsiden/Fakta_om_stoffer/Hash.aspx

Inger R-Donnelly

@Per Pendikel
Socialrådgiverens ansvar er kæmpestort - helt enig. I rent juridisk betydning agerer hun dog ikke dommer i denne sag, da der så vidt jeg kan læse ud af teksten ikke er tale om tvangsanbringelser. At hun så kan opfattes som en "moralsk" dommer med stor magt er en anden sag. En socialrådgiver har ikke kompetence til at træffe afgørelse om tvangsanbringelse.

@Jonas Nielsen
Lige for at få det på plads: jeg er ikke socialrådgiver og har intet med børnesager at gøre. Arbejder dog i systemet.
Det er nogle sympatiske forslag til hjælp til kvinden, du har, og selvfølgelig findes der kvindekrisecentre for kvinder med børn. Men hvorfor skal hun bo sådan et sted, når hun har en lejlighed og ikke er truet af en eksmand? Er det ikke lige lovlig formynderisk? Hvorfor skulle hun ønske at sige ja til sådan et tilbud, når hun lever et selvstændigt liv? En anden by? Hvad nu hvis mormor bor lige om hjørnet og hjælper med børnene? Hvad med de gode barndomsveninder? Afvænning? Det er kun hearsay, at hun overhovedet har et problem, som du selv påpeger. Der findes ambulante afvænningstilbud, som hun selvfølgelig ville kunne indskrives i, hvis hun ønskede det. Døgnbehandling er noget, som kommunerne ikke er vilde med at betale for - det har du ret i. Måske heller ikke den rigtige løsning, når hun har to små børn at tage sig af.
Der er mange ting, man kunne gøre. Det kræver meget mere viden, end vi har og den tillidsfulde relation til kvinden, som det ikke lykkedes socialrådgiveren at opnå (tid ville måske have hjulpet?), så de kunne finde den bedste løsning i samarbejde. (Og penge, måske)

Jeg forsøger blot at formidle kompleksiteten. Derudover er jeg helt enig i, at man selvfølgelig ikke blindt skal følge regler, når de strider mod konventioner, etik eller samvittighed.
Jeg er ikke ude i et forsvar for kommunerne - tværtimod er jeg en stor kritiker. Jeg prøver bare at fortælle, at kommunerne er styret af budgetoverholdelse og altså ikke render og blander sig for at blande sig. Derudover er de markedsstyrede med en jungle af New Public Management - absurditeter, der i hvert fald ikke giver magt til de fagligt uddannede medarbejdere eller til fagligheden overhovedet. Nogle i denne debat tillægger socialrådgivernes indflydelse for stor betydning. De har for lidt, ikke for meget at skulle have sagt.

Lars Peter Simonsen

Det er så let at skyde på den enkelte behandler, i dette tilfælde oven i købet en en som står frem med navn og indrømmer sine begrænsninger. Hvem har ansvaret for den overordnede politik og for de skattelettelser, der fremtvinger disse elendige arbejdsbetingelser? Hvem stemmer på de partier, der har disse ting på programmet? Og sidst, men ikke mindst: Hvem er det lige, der rent faktisk har født disse børn? S'gu da ikke den enkelte behandler...

Lone Engels, Lars Jorgensen og Niels P Sønderskov anbefalede denne kommentar
Inger R-Donnelly

@Jonas Nielsen

Glemte at sige: SELVFØLGELIG tænker vi over, hvad det er, vi gør, når vi laver opsøgende arbejde - når "systemet" banker på. Det siger da sig selv, at det er en del af vores faglighed ALTID at drøfte etikken i det, vi gør med kollegerne og at være bevidste om vores egen "magt" (selvom vi ikke alle er myndighedsudøvere, der træffer afgørelser, er vi skam bevidste om, at der alligevel er tale om magtrelationer). Vores arbejde er i høj grad at kunne være i nogle meget svære dilemmaer, for eksempel mellem omsorg og autonomi.

Hvordan kan du tro andet?

Inger Riis Laursen: Hvis der ikke er tale om tvang om den ene eller anden art, hvordan forklarer du så optrinnet i børnehaven? Sagsbehandlere har en særpræget evne til at undslippe ansvarlighed ved at kalde spader for alt muligt andet end en spade. Men hvorfor skulle moderen reagere som et jaget dyr hvis de to Dupont og Duponter der troppede op i barnets børnehave overhovedet ingen trussel udgjorde mod hende?

Inger R-Donnelly

Anders Feder: Optrinnet i børnehaven er da vildt grænseoverskridende, ingen tvivl om det. Moren reagerer måske, som hun gør, fordi hun frygter, at hendes børn skal blive tvangsfjernet og oplever måske også den frivillige ordning som tvang - et tilbud hun ikke kan afslå. Og det er et problem. Når jeg skriver, at der ikke er tale om tvang, mener jeg det kun i juridisk betydning - det lyder ikke på mig som om, der er truffet en afgørelse om at fjerne børnene imod morens vilje. Det er en interessant diskussion, hvor det stiller morens retssikkerhed.
Artiklen er ikke en grundig sagsfremstilling, det er der ikke plads til. Hvis nu vi forudsætter, at bekymringshenvendelserne var så alvorlige, at socialrådgiveren havde grund til at antage, at børnene var udsat for alvorligt omsorgssvigt. Skulle hun så ikke have været troppet op i børnehaven af hensyn til morens retssikkerhed?

Det kan også være, hun overreagerede, og det var forkert og for grænseoverskridende at gøre. Du ved det ikke, og jeg ved det ikke.

Henriette Bøhne

Efter min bedste overbevisning er det ikke den enkelte socialrådgiver, som alene fejler, men hele systemets opbygning som er kritisabelt.

Min tyske samlever har en datter i Tyskland med en kvinde som var psykisk syg, manio-depressiv & skizofreni, hvilket ikke var så stort et problem som det alkoholmisbrug, hun udviklede sideløbende. Ved deres samlivs ophør forhindrede moderen i mange og lange perioder kontakten mellem far og barn, da han udtrykte bekymring om sin datters livs- og opvæksvilkår. Moderen var som barn selv blevet omsorgssvigtet og seksuelt misbrugt og havde derfor nok megen lille tillid til systemet.

I 8 år har jeg nu været vidne til en nærmest forbilledlig social indsats fra det tyske "Jugendamt". Jugendamt er en central styrelse, man kan ikke bare flytte fra sine sociale problemer, sagen følger med, uanset om man flytter til en anden delstat. Min papdatter fik meget tidligt efter sine forældres samlivs ophør og i takt med at henvendelser fra naboer og skole blev bekymrende tildelt sin egen socialrådgiver. Her er det altså BARNET og ikke moderen/familien, som får tildelt en offentlig omsorgsperson og forældrene kan ikke undslå sig, at denne har kontakt med barnet, for så skrider systemet ind og tvangsfjerner med det samme. Min papdatter har således igennem det meste af sin skoletid haft ugentlig kontakt med sin egen socialrådgiver, som har foranstaltet at hun bl.a med det samme fik jeg-støttende terapi.

I takt med at moderens forældreevne var for nedadgående bliv min pap-datter flyttet til en plejefamilie, først kun på skoledage, men senere permanent. Hun havde gennem hele denne proces stadig kontakt til sin syge mor, men flyttede altså gradvist fra hende.

Min pap-datters mor drak sig desværre ihjel for næsten to år siden. Hun ønskede ikke selv nogen kontakt eller hjælp til systemet og kunne derfor dårligt hjælpes. Men jeg er glad for at se, at hendes personlige valg og frihed ikke omfattede retten til at rive sin datter med på den deroute. I forbindelse med hendes død genetablede Jugendamt og plejefamilie straks kontakten til barnets far og hun kommer nu hos os i Danmark i weekender og ferier. Hun har lige afsluttet sin grundskole med meget, meget pæne karakterer og er nu påbegyndt en erhvervsuddannelse og er godt i vej, sin opvækst i dåelige sociale kår til trods.

Jeg synes, der er meget vi kan gøre anderledes i Danmark. Naturligvis skal et menneskes retsstilling og personlige frihed respekteres, men efter min mening skal den frihed ikke omfatte retten til at omsorgssvigte sit barn, uanset at det skyldes tragiske omstændigheder som sygdom. Her må systemet træde til og tage ansvar og som det er nu, oplever jeg at det er alt for meget på forældrenes betingelser og præmisser.

Anne Berry, Niels P Sønderskov, Maiken Guttorm, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Anders Hansen, Lars Jorgensen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Henriette Bøhne har for mig, sat fingeren på et meget vigtigt område, for børnene er umyndige, hvilket betyder de, får kun hjælp hvis nogen tror på, hvad de siger.

Jeg kunne forestille mig, at mange af de mange sager kunne opdages før, i nogle tilfælde undgåes, hvis en ikke offentlig, men frivillig forening kunne tilknyttes førstegangs fødende, unge der første gang kommer i kontakt med politiet, helt unge misbrugere og unge førstegangs løsladte fra fængsel mf.

"EN" ikke offentlig, men frivillig forening, der får disse oplysninger udleveret og uopfordret tage kontakt og tilbyder en service, uden offentlig indblanding, selvfølglig med almindelig borgerpligt til, at melde lovovertrædelser, men uden tilknytning til det offentlige, for at sikre fuld fortrolighed med medborgeren, der vederlagsfrit tilbød rådgivning af økonomer til banksager, revisorer til skattesager, jurister til juridisk rådgivning, men hvorfor ikke også tandlægen og psykologen.

En sådan forening skal først etableres, hvilket ikke er helt enkelt, jeg er selvfølgelig klar over der er mange løse ender, men det kan lade sig gøre, jeg mener det bør gøres, så det danske samfund fik løst mindre problemer, før de vokser sig så store, at familier bliver helt ødelagt.

Lars Jorgensen

Stort set ingen borger i dagens Danmark har tilstrækkelig næstekærlighed til at ville betale for at indhente hele vort samfunds ophobede negative sociale arv...

Det vil koste meget store summer. Så store at de fleste vil svare på min melding her, at det slet ikke handler om penge... Første skridt i benægtelse...

Disse familier har minus på stort set alle ressourcer - og de skal derfor kompenseres på stort set alle ressourcer.

Vi har et lille brandslukningskorps af socialrådgivere, pædagoger mv., der får slukket de mest opsigtsvækkende brande. Nogle gange når det er for sent... Men generelt har de slet, slet ikke ressourcerne til at sørge for, at de mest udsatte familier... og deres børn får et nogenlunde fornuftigt liv. Så 18 år senere ser vi børnene som ny forældre mere eller mindre ude af stand til at få et ordentligt liv selv (de slås med manglende selvværd, konsekvenser af at have været udsat for omsorgssvigt, herunder seksuelt misbrug og vold; ligesom de selvsagt sjældent har formået at få en uddannelse, et fornuftigt socialt netværk osv.). Hvorfor de så også er ude af stand til at skabe et ordentligt liv for deres børn. osv. osv.

At bebrejde socialrådgivere for at lige netop DE ikke gør - eller vil gøre! - nok; er stort set det mest overfladiske og patetiske man kan tænke sig til.

Henriette Bøhne, Anne Eriksen, Inger R-Donnelly, Rasmus Kongshøj og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Minna Conradsen

Kære Rikke Wezelenburg
Det der glimrer ved sit fravær i dine beskrivelser er, samarbejde med relations kompetente faggrupper. Hvor er familiekonsulenten, der kan skabe den vigtige kontakt med moderen? Og hvor er i det hele taget, andre involverede faglige parter? Der er stor fare for alt for subjektive beslutninger, når du står som ene ansvarlig i en sag. Så måske kan et problem for socialrådgiveren være, at der ikke gives ligeværdig plads til de faggrupper, der har nogle af de kompetencer socialrådgiveren mangler

Vi overser ofte, - og kommunernes ledelser overser ofte, at social sagsbehandling sker på niveauet 1. retsinstans. Det er nemlig skræmmende rigtigt, at socialrådgivere de facto fungerer som udredere, forsvarere, anklagere og dommere ofte i en og samme sag.
Det er - igen skræmmende - vanskeligt. Og vi kan kun takke for at nogen, som her en socialrådgiver lukker lidt op for virkeligheden bag - og hen over - socialforvaltningens skranker.
Masser af de fordringer, vi har til socialrådgiverne, er umulige. Masser af de forestillinger, vi har om hvordan den verden ser ud er totalt romantiske. Masser af den kritik vi vælter ud over socialrådgiverne, deres ledere og kommunalpolitikerne rammer kun disse mennesker som personer.
Årsagerne til de systemiske fejl skal vi søge i den struktur, der har sendt en række selvoptagede, uerfarne, uvidende mennesker ind i den lovgivende forsamling, hvor de er mere optaget af at svine hinanden til, og skaffe sig 'gode ben' og billige rejser, end af hvordan landet skal forvaltes.
Og vi må gribe i egen barm, for disse forhold er et resultat af vores egen flugt fra det demokratiske ansvar, hvor vi nøjes med at dingle hen hvert fjerde år og krydse med en blyant, og ikke deltager glødende i lokalpolitiske møder og opstillinger af kandidater i partier. Vi er endt i vilkårlighedens diktatur, og her lider dommer, anklager og anklaget sammen med forsvarerne, fordi de rammer, der skulle være, ikke er.

B. Petersen, Niels P Sønderskov, David Adam og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det er så tydeligt, at man ikke kan være socialrådgiver/ sagsbehandler og samtidig tage sig af psykologiske og pædagogiske problemer. Penge og familiestøtte. Dertil vil den teori, der i uddannelsen følger med området, være yderst overfladisk. Så smidt ud i praksis, vil det naturligvis tage en del år at blve "den erfarne dygtige" sagsbehandler.
Hvis ikke, de går ned på det inden!
I den spareiver, som kommunerne lægger for dagen er det heller ikke muligt at navigere i denne jungle uden at arbejdet mærkes af det. Børnefamilien frygter med rette kontakten med kommunen og vejledningen er spildt på forhånd.
Lad uddannede folk med ekspertice indefor området om at arbejde med den pædagogiske/ psykologiske del og lad sagsbehandlerne bruge deres uddannelse med regler og paragraffer til det lovmæssige.
Eksemplerne er realistiske nok, desværre...Så lav om på arbejdsgangen!

Karsten Aaen, Niels P Sønderskov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Rikke Wezelenburg
Jeg syntes, det er et flot indlæg du har lavet.
Desværre er der et par af de der kommentere ovenstående, der ikke helt har forstået, hvad der står f.eks. Erik Jensen. Erik Jensen, ser desværre artiklen som beskrivelse af en sag med alle fakta. @Erik, hvordan kommer du for øvrigt på at sagsbehandler ønsker en tvangsanbringelse.

Nogle af de dilemmaer, som Rikke beskriver, er f.eks.
- Nyuddannede der overtager tunge sags stammer
- Socialt arbejde, der drukner i administration og kontrol
- Hvad reagere man på?
- underretninger, der peger på at moderen ikke magter at drage omsorg for børnene (Moderens manglende reaktion på barnets gråd, skælde ud, fest m.m.)
- underretninger, der peger mod et misbrug (hash)
- underretninger, der skaber bekymringer for børnenes sikkerhed (dør sparket ind)
- Manglende ressourcer, både økonomisk og handlemuligheder
- opbygningen af en relation, samtidig med at Socialrådgiveren har en kontrol/ tilsyns opgave
- Sikringen af kontakt med borgeren. I nogle tilfælde bruger sagsbehandler megen tid på at have kontakt med borgeren f.eks. fordi vedkommende ikke møder op til aftaler.

Det er bare nogle af de dilemmaer, som Rikke beskriver, som er meget svær at stå i uanset hvem man, uanset hvad kan byde ind med m.m.

@Erik Jensen - din forforståelse er negativ, så uanset hvad Rikke havde skrevet, så ville du have fundet punkter at slå ned på.

Som de sidste par kommentar vil jeg nævne, at selv om Rikke ikke nævner det, så ligger der nogle krav forud, for at man kan lave en anbringelse. herunder at anden støtte skal være afklaret - hermed ment, at man skal have udredt at f.eks. et Familiehus eller en af de mange andre foranstaltninger, kan afhjælpe familiens vanskeligheder - før skrider man ikke til anbringelse.

Udgangspunktet for en børn og unge sagsbehandler er og bliver barnet - hermed ment, at det er barnets tarv der er afgørende for behovet og indsatsen.

Sidst - @Erik - en tvangsanbringelse, kan kun komme på tale når der foreligger konkrete beviser. Det betyder at moderens manglende evne til at drage omsorg skal dokumenteres, hendes misbrug skal bevises, sandsynligheden for overgreb - både fysisk og psykisk skal bevises, før der kan være tale om en tvangsanbringelse.
Ingen af de tre punkter vil kunne stå alene i forhold til en tvangsanbringelse, da de ville kunne afhjælpes med støtte - i en eller anden form ....

Der er meget mere ..... men der er så mange der har skrevet, så nu vil jeg have min nattesøvn

@Rikke .... thumbs up, bare der var flere som dig, der kunne trænge igennem med deres historie, dilemmaer og kvaler der er forbundet med vores arbejde (jep - jeg er B&U sagsbehandler)

Anne Berry, Karsten Aaen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

@B. Petersen

"en tvangsanbringelse, kan kun komme på tale når der foreligger konkrete beviser."

Jeg lader lige det du skrev stå lidt i tomrummet... Og så henviser jeg til to links som dokumentation for at det er direkte forkert det du skriver:

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/06/164002.htm

http://www.dr.dk/P4/Aarhus/Nyheder/Syddjurs/2012/02/16/141851.htm

Hvorledes hænger din sætning sammen med de to links?

Sætningen er arrogant og dybt forulempende overfor de mange uskyldige familier der bliver udsat for denne ulykke af det offentlige der egentlig skulle have hjulpet men endte op med at skade dem i stedet.

Susanne Riis, Anna Gudmundsen og Anders Feder anbefalede denne kommentar

@Jonas -
Jeg er nødt til at holde fast i, at en tvangsanbringelse kun kan komme på tale, når der forligger konkrete beviser. Vi har i Danmark er ganske godt ankesystem. Det betyder, at når der er tale om en tvangsanbringelse, kan familien efter forløbet i Børn og ungeudvalget, anke sagen. Herefter har den et forløb i retssystemet, hvor hver en lille detalje bliver vendt, bliver sat op i mod forskellige konventioner, grundloven og ander love.

Men i samme åndedræt, vil jeg også sige, at der bliver begået fejl. Hvis de sager du beskriver, alene er afgjort på baggrund af en forældreevne undersøgelse, så foreligger der helt klart fejl - der er utilgivelig..... Men jeg kender ikke disse sager, og vil derfor unlade at kommentere dem yderligere.

@Jonas - du skiver hvad du ville have gjort. Vi kan begge kun gisne om, hvad der i øvrigt har været forsøgt i forhold til historien beskrevet af Rikke. Men med min baggrund, kan nogle af dillemaerne være
- Moderen søger at undgår kontakt med forvaltningen
- Moderen ønsker ikke at flytte væk fra sit netværk, til en anden by!
- En familieinstitution koster kr. 3500 i døgnet (1,3 mil. om året og det er billigt) - måske 20 familier ud af den sagsstamme kunne have behovet!!!

Hvordan vil du konkret sikre børnene, med baggrund i ovenstående

Behøver en aflasting at være af det onde?

@Inger Riis Laursen.
Det er prisværdigt, at du bidrager og at jeg bestemt ikke er enig med dig, gør ikke læsningen mindre interessant.
Du skriver:
" ... At hun så kan opfattes som en "moralsk" dommer med stor magt er en anden sag ... "
Netop dette er sagen og samme sag, som at stille sig til dommer uden anklager eller forsvarer. Hvad er en "moralsk" dom, som udspringer af personen der afsiger den, har magten?

Socialrådgivere er ikke ene om denne problematik. I daginstitutioner straffes børn og i skoler bliver børn straffet.
Der er eksempler på elever, som er smidt ud af skolen p.gr.a. adfærd (privatskoler) for sikre skolens renommé. F.eks. når det er kommet skolelederen for øre, at et barn har stjålet hos købmanden i et frikvarter eller lign. Eksemplerne på skoleområdet er mange og viser bl.a. hér at retssamfundet har det meget vanskeligt.
Der er masser af steder, hvor der afsiges "moralske" domme af den stærke part.

"Den der har magten har retten".

... det er dét som er problemet i eksemplet og som i Lisbeth Zornigs film om sin barndom er det i den aktuelle fremstilling også kun den ene parts udlægning.

Den mor der her beskrives har, måske og måske ikke, haft en opvækst og skolegang fyldt med svigt. 15- 20 års svigt løses ikke med en sporadisk indsats nogle gange om måneden. Folk kommer på fode og falder om og kommer på fode og falder igen i en uendelighed. Resten af tilværelsen måske.
Moderen er i virkeligheden måske frataget muligheden i barndommen - færdighederne - der skal til, for klare en almindelig tilværelse. Og mennesker er nu engang indrettet sådan, at man ikke kan skrue tiden tilbage og tilegne sig færdighederne og starte forfra med udviklingen med disse færdigheder i rygsækken.

De har det uhyggeligt barskt, disse mennesker.

@B. Petersen
"Jeg er nødt til at holde fast i, at en tvangsanbringelse kun kan komme på tale, når der forligger konkrete beviser."

Og jeg er nød til at påpege at det er ukorrekt jævnfør den dokumentation jeg har ved i mit forrige indlæg.

"Men i samme åndedræt, vil jeg også sige, at der bliver begået fejl. Hvis de sager du beskriver, alene er afgjort på baggrund af en forældreevne undersøgelse, så foreligger der helt klart fejl - der er utilgivelig"

Ja det er utilgiveligt og må bare ikke ske. Altså modsiger du dig selv og indrømmer hermed også at systemet ikke er perfekt. Noget som er svært for mange der er en del af det system. Det er trods alt svært at skulle indrømme man som fagperson har taget fejl og skadet et barn for resten af livet med en forkert beslutning om tvangsfjernelse.

"Men jeg kender ikke disse sager, og vil derfor unlade at kommentere dem yderligere. "

Men du ved at systemet begår fejl og burde derfor være mere konstruktivt kritisk overfor det system de arbejder i for at undgå fejl sker, da det har katastrofale følger.

Ydmyghed er den største gave mennesket besidder, når det har magt til at ændre andres liv.

"- Moderen søger at undgår kontakt med forvaltningen"
At kræve et samarbejde og kommunikation er fair HVIS en mor har et misbrugsproblem.
"- Moderen ønsker ikke at flytte væk fra sit netværk, til en anden by!"
Man kan kun tilbyde hjælp, ikke påtvinge den.
"- En familieinstitution koster kr. 3500 i døgnet (1,3 mil. om året og det er billigt) -"
Ja men måske skulle man så bruge de penge da de er godt givet ud. Hvad koster det ikke staten at have 20 familier med børn der aldrig vokser op og får et godt liv? Prøv at regne det ud?
"måske 20 familier ud af den sagsstamme kunne have behovet!!!"
Ja og det har de krav på at få hjælp. Hvis økonomi kommer før de mange internationale konventioner så har man et meget barsk og utilgiveligt system. Hvis man hjælper familier i familieinstitutioner så er jeg faktisk ret glad for at betale min skat, mens hvis man tvangsfjerner for at spare penge vil jeg mene mine skattepenge er spildte, da det blot bliver dyrere i det lang løb. Eller sagt mere tydeligt, jeg ønsker at mine skattekroner hjælper flest børn muligt ;o)
"Hvordan vil du konkret sikre børnene, med baggrund i ovenstående"
Som jeg skrev, tilbyd venligt personale på en familieinstitution der ikke taler om at børn skal fjernes. Opbyg tillid kombineret med døgnovervågning med venlige og observerende medarbejdere. De kan tilmed også træne unge forældre i at bryde dårlige mønstre hvis de kommer fra en hård barndom. Det er godt for børnene og også for samfundet på lang sigt.

Hvis det her så ikke virker kan I sige med oprejst pande, vi gjorde det vi kunne og må sande at intet hjalp. Mennesker før penge, mennesker før systemet.

Hvad har I at tabe? Børnene kommer under observation og er i sikker forvaring hele døgnet, børnene(i denne sag) skal ikke føle sig traumatiseret over at miste endnu en forældre. Mange familier vil komme på ret køl igen. Desuden klarer mange anbragte børn sig jo ikke videre godt alligevel så før eller siden skal I til at ændre metoder og erkende at her skal der bruges flere penge.

Jeg takker dog for dit indspark i debatten :o)

Inger R-Donnelly

@Per Pendikel
Jeg føler mig sgu lidt misforstået, hvis du tror, jeg ikke synes, den "moralske" dom er alvorlig. Det synes jeg! Og er meget bevidst om den symbolske vold et system kan udsætte mennesker for. Meget! At mennesker har det barsk, og det er pisseuretfærdigt, som de bliver behandlet, ved jeg om nogen!

@Jonas Nielsen
Vi har selvkritik - det må nærmest siges at være en del af det at udføre socialt eller pædagogisk arbejde med særligt udsatte mennesker. Ellers ville vi ikke kunne!

@ Flere debattører
Jeg opfatter på ingen måde alle os, der arbejder i systemet, som ukritiske over det system, vi repræsenterer - selv er jeg ikke i nogen som helst forsvarsposition. Til gengæld fornemmer jeg en del automatreaktioner her. Så lad mig afslutningsvis (håber jeg) sige (det kan være, nogen skriver noget, jeg føler mig kaldet til at kommentere):

- offentligt ansatte er ikke nødvendigvis enige i regler, procedurer eller pengeforbrug.
- vi arbejder i politisk styrede organisationer. Det er politikere, der tilsyneladende foretrækker brandslukning frem for forebyggelse. Ikke os.
- det er en sand hær af DJØF'ere, der eksekverer de politiske beslutninger med markedsgørelse, bureaukrati og nulfejlskultur. Ikke os.

Alligevel er vi ikke ofre og har en dyb forpligtelse med den særlige viden, vi har, til at råbe op om forholdene. Nogle af os prøver rent faktisk alene eller gennem vores faglige organisationer, andre resignerer eller tør ikke.

Og ja, der findes blændende dygtige, og der findes dårlige medarbejdere i vores erhverv. Gør der ikke det i jeres?

Niels P Sønderskov

Som jeg allerede har skrevet, mener jeg ikke det er den enkelte socialarbejders skyld, når der sker fejl eller noget fungerer dårligt.

Men, på den anden side kan den enkelte aldrig frasige sig medansvar. Derfor skal man efter bedste evne - også på gulvet - arbejde for højere kvalitet og at arbejdet indrettes så fejl undgås. Det er nemlig heller ikke ledernes eller de kære djøf'eres skyld. Det primære ansvar ligger samlet hos flertallet af medarbejdere, der så vidt jeg ved, stadig er uddannede socialarbejdere eller sagsbehandlere.

Det er alvorligt arbejde man beskæftiger sig med, og hvis man ikke kan komme igennem med en fornuftig organisering af det, bør man i yderste konsekvens forlade sit job!

@Inger Riis Laursen
Jeg tror næppe jeg misforstår dig og sætter pris på den ihærdighed og åbenhed du har bidraget med i dine indlæg.
Men jeg fastholder restsikkerheden skrider, når der i mange sammenhænge er dommere som dømmer uden anklager og forsvarer. Eksemplet hér med moderen. Eksempler fra skoleverdenen, daginstitutionsområdet og mange andre steder viser, at mennesker dømmes lemfældigt og ofte mennesker, som ikke har en chance for forsvarer sig i den "moralske" rettergang.
Ind imellem er der socialrådgivere der råber op. Der er skolelærere og pædagoger. Men det er undtagelser og kan for den enkelte få væsentlige omkostninger.

@Jonas - selv tak.

Jeg tænker, at du misforstår en del af mit budskab. Jeg skriver, at der er mange facetter af denne virkelighed, som hverken du eller jeg kender. Jeg opstiller nogle muligheder, som er et alternativ til den du tager udgangspunkt i. Jeg syntes det er godt, du tager udgangspunkt i en positiv indgangsvinkel :-)

Med min forforståelse af et sådan et forløb, er en anbringelse det sidste man griber til. Inden da er der prøvet rigtigt meget andet f.eks. støtte i familien og meget andet eller der forligger en direkte trussel mod barnet . Sådan er lovgivningen – hvis der ikke leves op til det – kan jeg kun anbefale at man henvender sig til Ankestyrelsen.

Jonas - Ja - jeg siger systemet ikke er perfekt, og når der begås fejl, så skal det rettes op med det samme. Det ville være dejligt, hvis det var perfekt - så ville jeg lave noget helt andet, for det ville betyde at alle familier også ville være perfekte. Nu skriver du "hvad har I at tabe?" Der er rigtigt mange ting, som jeg gerne vil lave om i systemet, herunder muligheden for at støtte familien i højre grad, så lad venligst være med at dømme mig på et par linjer .... tak.

Jeg er grundlæggende enig med dig i, at samarbejde og kommunikation er vejen frem i enhver familie, og ja, jeg ville gerne kunne tilbyde enhver familie det ypperste som der kan tilbydes – men sådan ser min hverdag desværre ikke ud. Jeg arbejder hver dag på at nærme mig det punkt, ligesom jeg læser Rikke søger at gøre.
”Hvis det her så ikke virker kan I sige med oprejst pande, vi gjorde det vi kunne og må sande at intet hjalp. ” – beklager det kan jeg ikke. Hverken som professionel eller jf. lovgivningen

Læs også Inge Riis Lauersen, der skriver en ganske glimrende indlæg

Inger R-Donnelly

@Per Pendikel
Så kunne jeg alligevel ikke lade være, for jeg er meget optaget af det med retssikkerheden:) Jeg tror faktisk ikke, vi er så uenige. Min ihærdighed i denne debat skyldes, at jeg får en opfattelse af, at en del debattører antager, at vi i det sociale arbejde ikke gør os nogen overvejelser om noget som helst eller kender til helhedssyn. Sådan tænker jeg ikke om andre mennesker og deres erhverv. Selv har jeg erfaring med at stikke næsen frem og kæfte op, og det har da også omkostninger, men jeg er her dog stadig.....

Som jeg ser det, findes der (groft sagt) to slags retssikkerhed: den materielle og den immaterielle. Den materielle er den, man er mest optaget af i "systemet". At mennesker kan ansøge om ydelser - økonomiske og andre - og få en afgørelse og en klagevejledning. Den immaterielle er sværere - har mennesker reelt adgang til deres rettigheder? Og det er her, det kniber. Selv om retssikkerhedsloven siger, at sagsbehandlingen skal foregå på en måde, så borgeren bedst muligt kan medvirke (§4) er det det modsatte, der sker. Systemet er blevet helt fragmenteret, visitationsprocedurerne alt for indviklede, og det er håbløst at finde rundt i. Man kan sige, at systemet er til for "overklassen af underklassen" - for de allersvagest stillede har ikke en chance. Det antager Kafka'ske dimensioner.

Jeg har i mange år arbejdet som opsøgende støtte- og kontaktperson for en målgruppe, der er defineret som "de mest socialt isolerede og udsatte sindslidende, hjemløse og misbrugere". Det er mennesker, som ikke ikke selv kan kontakte og vedligeholde kontakt til de tilbud, der kunne hjælpe dem. Min opgave bestod i høj grad af brobygning til det etablerede system. Og det var svært. Dokumentationskravene og krav om medvirken og motivation gør det meget vanskeligt at få økonomiske ydelser, socialpædagogisk støtte, misbrugsbehandling, eller hvad man nu har brug for. Med den kommende digitaliseringstvang bliver det helt håbløst - jeg gruer for næste år.

Det du skriver om, er vist det, Bourdieu kalder "symbolsk vold" - magtudøvelse der camoufleres som hjælp og støtte, og som derfor er meget sværere at identificere og kæmpe imod. Det er grimt og noget, nogen af os i hvert fald er meget opmærksomme på.

Per Pendikel, Philip B. Johnsen, Lise Lotte Rahbek, Anders Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@Inger Riis Laursen

Ethvert samfund har brug for flere af din slags. Må din sunde kritiske tilgang til systemet og ildsjæl sprede sig ud til flere i mange år og generationer frem :o)

Sider