Kommentar

Efter det digitale syndefald

Der er ikke noget, der hedder sikkert internet. For nettet er konstrueret ud fra reglen om, at alle frit skal kunne dele informationer. Vi har behov for at redesigne vores digitale verden fra bunden
3. oktober 2013

Den seneste tids afsløringer af den globale overvågnings utrolige omfang, samt hackerangreb på CPR og NEM-id og lækket til Wikileaks af fortrolig diplomatpost, gør det åbenlyst, at internettet ikke er sikkert.

Årsagen til sikkerhedsbristet er, at man i sin tid konstruerede internettet til at dele information mellem venner, og den eneste sikkerhed man byggede ind var, at alle skulle kunne læse alt.

Problemet er, at vi nu forsøger at bruge nettet til noget, det teknisk ikke er egnet til såsom udveksling af hemmeligheder. De eneste ’løsninger’, vi har, er lappeløsninger. Lap på lap. Patch efter patch. Update efter update. Men med hver opdatering er systemet blot blevet endnu mere usikkert og ukontrollerbart.

Ingen har en konkret forestilling om, hvordan man praktisk skulle kunne konstruere et sikkert internet. Måske kan nogen finde på noget, når vi om 10-20 år har fået kvantecomputere, men det kan ligeså vel være, at den tekniske udvikling slet ikke hjælper på overvågningsproblematikken overhovedet. Så længe vi overlader den til private industrier og efterretningsvæsener, er det så godt som dømt til at fejle.

I teorien er det ikke svært for eksperter at lave stort set ubrydelige koder, som det tager evigheder at knække. Men i praksis er det overordentligt svært at sætte et system op uden svagheder.

Alt registreres og sorteres

De nye afsløringer fortæller, at krypteringen af mange metadata er knækket. Dermed har regeringer og efterretningsvæsener så godt som fuldstændigt overblik over al kommunikation. Endvidere har man adgang til de utroligt detaljerede personlige data hos Facebook, Google, Apple, Amazon etc. – enten direkte eller indirekte, officielt eller uofficielt. Besøger du websider, eller bruger du e-bøger, ved man, hvad du læser, hvor længe du er om at læse hver side, og hvornår du gør det.

Bruger du ’like-’ eller ’send’-knappen ved man, hvad du kan lide, og hvem dine bekendte er.

Man hører ofte argumenter som »jamen, hvorfor skulle nogen dog interessere sig for mig? Og selv hvis de gør, har jeg jo ikke noget at skjule.«

Ingen af disse argumenter er gyldige. Maskinerne er i dag så ufatteligt effektive, at det overhovedet ikke er noget problem at håndtere big data – bare tænk på Google eller Facebook. Man forsvinder altså ikke bare i mængden.

Desuden har vi principielt alle noget at skjule – der er rigeligt af eksempler på folk, der er kommet i klemme på grund af misforståelser, fejl, ond vilje eller ændrede politiske forhold.

Manipulerbare og retsløse

Den detaljerede viden, som (reklame)firmaer og stater har om vores præferencer, vaner og ønsker er et demokratisk problem, fordi det gør os manipulerbare:

Lad mig illustrere manipulerbarheden ved en lignelse:

Else kender sin partner Tom rigtigt godt. Derfor ved hun, at han er søvnig om morgenen, og tager det tøj på, som ligger øverst på stolen. Hun bruger den viden til at påvirke hans valg af påklædning: Hun lægger de ting, hun kan lide og ønsker at se ham i, øverst i bunken. Hun bruger sin viden til at påvirke Tom – i detaljer han ikke nødvendigvis bemærker hver gang.

Heldigvis for Tom er Else er en ligeværdig partner i øjenhøjde, som han kan forhandle med. Det sidste gælder ikke for overvågningssamfundet.

Oven i manipulerbarheden kommer, at vi også er blevet retsløse. Det kan de mange danskere, der har oplevet identitetstyveri, berette om.

I mange henseender har vi fået ’omvendt bevisbyrde’, fordi vi som samfund lader, som om systemerne er sikre.

Men hvordan skal man bevise sin uskyld, når man ikke har kontrol over, hvad der måtte være på ens telefon, harddisk eller indboks?

Personligt har jeg oplevet, at der ikke stod det samme i en meddelelse i min indboks som i en tilsendt papirmeddelelse – en slåfejl i en dato i papirudgaven var efterfølgende blevet rettet i dokumentet i indboksen. Det gav en del forvirring og misstemning, før den sag blev opklaret.

I lyset af disse fundamentale problemer er det særligt forrykt, at vores regering satser så hårdt på ’tvangsdigitaliseringen’. Det rationelle i den nuværende situation er naturligvis et moratorium – at stoppe tvangsdigitaliseringen indtil videre. Ikke flere lappeløsninger! Det er den eneste helt sikre måde at forhindre, at situationen forværres.

Og så er det ellers med at komme i gang med forskning og udvikling – open source og offentligt finansieret.

 

Lars Andersen er programmør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Darlie
  • Per Pendikel
  • Benno Hansen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Henrik Darlie, Per Pendikel, Benno Hansen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu