Bettina Post
Befolkningen mangler viden om det arbejde, socialrådgiverne udfører. Det mener Bettina Post, tidligere formand for Socialrådgiverforeningen og direktør for rådgivningscentret Headspace. Ifølge hende betyder tavshedspligten, at det er svært for socialrådgiverne at fortælle om de nuancer og svære beslutninger, der følger med jobbet.
»Det er klart, at vi socialrådgivere kommer til at leve med, at der bliver kastet sten efter os, fordi folkedybet synes at vide bedre og føler sig frie til at kritisere fagfolkene sønder og sammen. Og det er nok et vilkår, så længe vi har en presse, som kan lide at rulle sig i de her sager om svært dysfunktionelle familiers måder at være på, ikke mindst over for deres børn.«
– Hvad kan man gøre ved det?
»Vi må holde fast i, at alt, hvad vi ved, er fortroligt. Og så må vi i øvrigt bruge vores fagforening til at gå ud og sige, at der er nogle vilkår, der er nogle regler, og der er nogle rammer. Der er altså nogle gode forklaringer på, at vi ikke gør det, som folkedybet umiddelbart mener, er det rigtige. Der er altid en faglig forklaring på det. Så kan man være mere eller mindre enig i den, men den er der.«
Bettina Post forklarer, at socialrådgiverne er dybt afhængige af, at andre i familiernes netværk er opmærksomme på bekymrende signaler og villige til at kontakte kommunen.
»Det er sindssygt vigtigt. Både at vi har et samarbejde med de institutioner, børnene eventuelt går i, eller skolen, hvis det er skolebørn, og også med forældrene, som jo meget gerne skal have en følelse af, at vi er der for at hjælpe dem. Der er nok ikke nogen forældre, der synes, det er fedt, at de ikke kan styre deres temperament over for børnene.«
Hun medgiver, at arbejdet med forældrene kan volde problemer.
»Det er skidesvært. For de ser jo én som en trussel mod familiens eksistens. For det næste, vi kan finde på at gøre, er at sige, ’det går altså ikke det der, nu må jeg anbringe børnene’.«
Ifølge Bettina Post bliver der brugt for lidt tid på det faglige arbejde med den enkelte familie og for meget tid på administration og bureaukrati. Og det går ud over socialrådgivernes evne til at opbygge et tillidsforhold til familien, for eksempel over en kop kaffe eller på en køretur i bilen.
»Det er banaliteter i virkeligheden, men det kan være lige præcis dér, vi får brudt isen, og de kan se, at socialrådgiverne også er en slags mennesker og ikke bare nogen, der kommer med en løftet pegefinger og siger, at man ikke gør det godt nok. Vi kommer faktisk for at tilbyde en vifte af redskaber, der kan hjælpe forældrene til at gøre det bedre, så deres børn får det bedre. Og det vil de fleste forældre jo gerne have.«
