International kommentar

EU’s trusler mod Serbien gør ondt værre

På trods af den serbiske regerings stærkt kritisable beslutning om atter at aflyse en gayprideparade i Beograd bør det ikke resultere i yderligere forhindringer for landets vej mod EU. Det sender bare serberne i armene på nationalisterne
3. oktober 2013

I lørdags skulle Beograd have lagt gader til den første bøsse-lesbisk-pride siden 2010. Paraden endte dengang i tumult, voldelige sammenstød og et hav af anholdelser. Siden har regeringen hvert år aflyst i sidste minut, altid med begrundelsen at de på grund af »sikkerhedsmæssige bekymringer« ikke kunne garantere for deltagernes sikkerhed.

I år blev samme begrundelse brugt fredag, dagen før paraden skulle være løbet af stablen. Paraden blev således ikke bare aflyst, men forbudt.

Fredag aften blev en mindre og spontan ’protestparade’ alligevel gennemført i Beograds centrum med omkring 200 deltagere. Den forløb uden den frygtede og forventede tumult på trods af regeringens udmelding om, at tusindvis af hooligans og ’røvere’ var ankommet til byen for at lave rav i den.

Talsmænd fra EU har udtalt, at beslutningen om at forbyde paraden direkte kan skade Serbiens muligheder for optagelse i EU, når regeringen ikke udviser større vilje til at beskytte minoriteters muligheder for at udtrykke sig i det offentlige rum.

Internt i Serbien er en stor del af kritikken af fredagens forbud centreret om, hvorvidt staten har kapituleret til volden. Er staten bukket under, når den siger, at den ikke kan beskytte sine egne borgeres forsamlingsfrihed?

Disse diskussioner forekommer en hel del mere væsentlige end EU’s trusler, for de omhandler sagens egentlige kerne: Kan Serbien finde ud af at være et demokrati? Det er tilmed en diskussion, der rejses i Serbien af serberne selv, og den kan vel på mange måder tolkes som bevis på, at Serbien netop er ved at være moden til at vise sig som et demokrati. Selv om de ledende politikere bakker op om forbuddet, og de ortodokse patriarker fra både Serbien og Montenegro hylder beslutningen, er serberne optaget af den mere generelle diskussion om, hvorvidt staten overhovedet er til for borgerne, hvis ikke den er i stand til at håndhæve deres ret til grundlæggende demokratiske handlinger såsom forsamlingsfrihed.

Hunger efter tillid

En af de helt afgørende problematikker i Serbien er den totale mangel på tillid til politikerne og systemet generelt. Som eksempel kan nævnes, at i den seneste World Happiness Report, der placerer Danmark på en førsteplads, rangerer Serbien som nummer 106, lige efter Irak. Selv i Kosovo går det åbenbart bedre med lykken: Landet, der tidligere var en del af Serbien, indtager en plads som nr. 83.

Efter årets rapport er blevet udgivet, er det igen og igen blevet gentaget, at en stor del af forklaringen på Danmarks førsteplads skal findes i det faktum, at vi nyder en meget høj grad af tillid. Tillid til hinanden, til vores politikere, til vores velfærdsstat – med andre ord, til samfundet. Tillid til at system og medborgere vil holde os oppe, hvis man oplever kriser i livet, eller det hele ligefrem ramler. Det er denne tillid, som er så godt som ikkeeksisterende i Serbien.

Befolkningen leder med lys og lygte efter faktorer, der kan indgyde dem denne tillid, men EU’s stadige trusler er en væsentligt medvirkende grund til, at de nationalistiske grupperinger i landet stadig har en vis støtte. Det er den samme forklaring, man kan høre alle vegne: Disse mennesker har intet: ingen penge, ingen job, ingen fornemmelse af en fremtid, de har ikke engang en klar historie. Så de vender sig mod dem, der på stående fod kan præsentere en fortælling, hvori det mægtige Serbien igen og igen løbes over ende af udefrakommende kræfter, der vil udnytte landet. Angriberne må naturligvis bekæmpes af et fællesskab, der er let forståeligt, og som ikke stiller andre krav, end at man skal være serber. Det er her, EU kan danne modpol. Ved at præsentere sig som et fællesskab, der byder velkommen og tilbyder i hvert fald nogle af de ting, som serberne higer efter.

Trætte af EU-trusler

Selv om det er klart, at EU må reagere – prompte og skarpt – på forbuddet mod priden, og selv om EU’s reaktioner også må ses i lyset af f.eks. Ungarns stadig mere tvivlsomme forhold til menneskerettigheder, er det vigtigt at holde sig for øje, at alene det at forbuddet i år har ledt til flere og bredere diskussioner i offentligheden, er tegn på, at der blæser nye vinde i Serbien.

Sådanne tendenser kan man fra EU’s side støtte op om f.eks. ved at komme med nødvendige skarpe fordømmelser, men uden de trusler, der for tiden følger med.

Lige nu er de to største EU-historier i serbiske medier de mulige konsekvenser af den aflyste pride og muligheden for, at EU genindfører visumkrav ved indrejse over for alle serbiske borgere.

Mange serbere mener allerede, at EU allerede har fået mere, end hvad man egentlig bad om, eftersom Serbien har udleveret både de eftersøgte krigsforbrydere og nu også mere eller mindre har opgivet ideen om at indlemme Kosovo. De er trætte af til stadighed at møde flere og nye krav. Det skaber en manglende tillid til EU fra de menige serbere, der oplever et EU, som med sine vedholdende trusler opfører sig på samme måde over for Serbien, som korrupte serbiske politikere har gjort det siden 1990’erne.

At straffe den serbiske befolkning for de (dårlige) beslutninger, politikerne tager, tjener kun et formål: at sende stadig flere serbere i armene på nationalisterne.

 

Tine Møller Sørensen er cand.mag. i moderne kultur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu