Klumme

Den falske konkurrence

I anledning af TV 2’s 25 års mere af det samme
Debat
5. oktober 2013

Det borgerlige krav om en konkurrent til DR byggede i sin tid på et bedrag. Ikke at monopolet var en umistelig lykke. Absolut ikke. Bedraget bestod i begrundelsen, at DR var venstrefløjens tumleplads, og at konkurrence på monopolets vilkår var umulig. Dét passede ikke. For det første må den selvdøde myte om røde lejesvende efterhånden være manet i jorden. DR afspejlede såmænd samfundet med overvægt af borgerlige. Institutionen beskæftigede adskilligt flere aktive venstrefolk end de forsvindende få venstreorienterede.

For det andet – hidtil overset i mediehistorien – kunne DR sagtens konkurrere internt, hvilket skete. I et par rebelske afdelinger opstod modradio og -tv, som grænseløst irriterede de konforme. Radioens Orientering var ét eksempel og blev en lang overgang lagt på is. Det måtte ikke hedde sig, at man for små midler og med en forsvindende lille stab kunne lave indenhus alternativ nyhedsformidling.

Virksomheden kunne dengang være blevet divisioneret, man kunne have sparet landet for bunker af penge med flere mediehuse i ét, indbyrdes i kamp om midler og opmærksomhed. Monopolbruddet var først og fremmest et ideologisk krav, ferniseret med forestillinger om alternativt tv. Radio tænkte man ikke så meget på at monopolbryde, ej heller på et konkurrerende symfoniorkester. Der var måde med ambitionerne. Det drejede sig udelukkende om mere, meget gerne privatiseret tv, hvilket som bekendt var en dødssejler.

Skulle være annonceplatform

Projektet understregede i virkeligheden de borgerliges underliggende hede ønske om at skænke erhvervslivet en landsdækkende længe krævet elektronisk annonceplatform.

Til gengæld var klare kulturpolitiske ideer om programformidlingen i TV 2 få og beskedne.

Monopolbruddet kom, og DR gik i panik, al den stund TV 2 leverede det samme som DR i en slags DR-light. Ikke så sært, langt de fleste medarbejdere inklusive øverste chef og chefer kom fra DR og var ikke just revolutionære i deres syn på medier. Ned-på-gulvet-, ud-i-landet-, ind-i-stalden-funktions-tv var visionen, som blev formidlingsmæssigt indfriet i et før aflagt sært konstrueret mundtligt mediesprog – retorisk i slægt med annoncejargonen, hvor udsendelserne fik karakter af pauser mellem reklamerne. Gedigent tv blev også præsteret; ikke meget, men noget. Også enkelte nyskabelser, mest i underholdningsgenren, produceret af Nordisk Film.

Trods snæversynet og temmelig amatøragtig nyhedsformidling på TV 2 samt nævnte ovenikøbet indstuderede nyhedstalesprog med sjove overbetoninger a la stewardessedansk fra 1950’erne – siden udbredt som fnat i danske medier – lagdes kimen til TV 2’s sagligt set eneste og største faglige bedrift: TV 2 NEWS, der næsten fra dag et har givet den stadig mere useriøse TVA-journalistik baghjul.

Skil TV 2 NEWS fra

Men netop NEWS har markeret sig på et niveau, der paradoksalt nok sætter det øvrige TV 2 i grelt kvalitativt relief. Med DR’s åbenbart bevidste rejehop ned under den lavere fællesnævner samt DR’s enorme økonomiske og politiske styrke i kampen om det kvantitative er den jubilerende konkurrencekanals inderlige overflødighed hermed fastslået. TV 2 leverer ikke noget, som DR ikke allerede har efterlignet og udfører gennemsnitligt, påfaldende på linje med kommercielt tv.

TV 2 er således gerådet i eksistenskrise uden et talent- eller ledelsespotentiale til at vende nedturen i det smertelige opgør om fremtiden. Hvor er lige de store mediepersoner, der kan byde på andet end mere og mere af det skod-tv, der udløser den finale store zapning?

TV 2 NEWS kan med rimelighed og i tide skilles ud fra TV 2 og udvikles som et selvstændigt network og i egen ret med nyheder og kommentarer etc.

Her er der mening i at tage licensmidler fra DR og finansiere TV 2 NEWS, så stationen frigøres af annoncepenge. Med den kvalitet News lægger for dagen, er det vigtigt at sikre uafhængigheden. Hermed ville man for resten ad en bizar bagvej, men i realiteten opnå den nævnte divisionering af DR, som man lige så godt kunne have iværksat fra starten.

Hvis NEWS fik licenspenge af puljen fra DR – midler, som TV 2 jo i forvejen har været afhængig af – kunne man under en fælles hat uden videre opretholde vandtætte skotter mellem stationerne med fælles kasse.

Giv bestyrelsesformand Michael Christiansen lønforhøjelse. Han er mand for at styre den slags spidsfindigheder uden at blande sig, så det ligefrem kan mærkes. Ret meget.

Ideen kan lyde vanvittig og er det også. Men lagde man nyhedsformidlingerne ind under samme finansieringsform og opgav det tomme konkurrenceparameter i TV 2-konceptet, tvang man én af redaktionerne til at fastholde den seriøsitet, der i det store og hele kendetegner TV 2 NEWS.

Velsignelsesrigt om blot én af tv-nyhedsudbyderne rationerede populismen og droppede den ugebladsagtige altdominerende ’Landet Rundt’-konsekvensjournalistik, hvor reporterne flintrer ud og stikker mikrofonen i sylten på almindelige mennesker for at få en udtalelse om det rimelige i universets uendelighed, om livet på plejehjem med eller uden robotstøvsuger, og hvad man synes om fartgrænserne i Klovborgkrydset.

Velsignet være en nyhedsformidling, hvor man slipper for at få at vide, hvad man selv kan finde ud af ved at gå lidt mere på bodega. Den form for stærkt forældet nyhedsdækning kan TVA – indsovset i genren – levere så meget, den orker. Alternativet kunne, når TV 2 en dag evaporerer, altså være et udelukkende licensfinansieret NEWS, den nye nationale public service-hovedkanal for dem, der vil vide mere og oplyses af dygtige folk med indblik og/eller kvalificerede meninger.

Hvis dét lyder elitært og højrøvet, gør det ikke noget.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lige på NEWS kornet Metz - og så som sidegevinst er de sidste to afsnit ubetaleligt morsomme, og sidste sætning heldigvis tilsvarende 'højrøvet'!

Frida Henningsen

Det skal ikke undervurderes i vurderingen af indlægget, at den gode Metz selv optræder på News med jævne mellemrum, mens de fleste af hans forsimplinger og perfditeter er blevet gennemskuet på DR.
News er ok, men den generelle nyhedsdækninger klasser over på DR i langt de fleste tilfælde.

Børge Rahbech Jensen

TV2 News har også svagheder. Den vigtigste svagheder er mængden af genudsendelser, som flyder sammen med aktuelle nyheder på en måde, hvor tidsfornemmelsen forsvinder. Med tidsfornemmelsen mener jeg især en fornemmelse af rækkefølgen af dagens begivenheder, når indslag, der er vist tidligere, blandes med nye indslag. Der sker nok for lidt i vort lille land til nyheder døgnet rundt, især når nyhedsformidlingen i høj grad er koncentreret om København.

Jeg ved ikke, om større geografisk spredning vil gøre nogen mærkbar forskel, men tænker bare, at når et givent indslag genudsendes flere gange inden for en time, er der åbenbart for lidt nyheder at fylde sendefladen med.