Kronik

Fattig-Carina har også brug for en smartphone

Hvorfor bruger fattige mennesker penge, de ikke har, på ting, de ikke har brug for? Fordi forbrug er kærlighed, opdragelse og en måde at skabe nærvær, hvor der er fravær
foto
23. oktober 2013

Fattigdom er blevet et moralsk anliggende. Fattig-Carina, Dovne Robert, SU-Sofie og Kontanthjælps-Tania er blevet gennemgående figurer i den offentlige debat, og danskerne har ivrigt diskuteret deres budgetter og materielle forbrug. Ikke mindst fattiges forbrug af ’luksusgoder’ har givet anledning til forargelse. For man kan jo ikke være fattig, hvis man har en smartphone, en bil, et fjernsyn, en hund, eller hvis man ryger 20 smøger om dagen. Eller kan man?

Efter at jeg har analyseret fattige menneskers forbrug i forbindelse med mit speciale, står det klart, at svaret er ja.

Tag f.eks. Rita. Hun er på kontanthjælp på 10. år. Hun har fem børn og en gæld på en halv million kroner. Alligevel investerede hun i en hund til 10.000 kroner. Hun er udmærket klar over, at den kostede hende tre måneders madbudget, men der er meget mere på spil end det rent økonomiske.

Pengene til hunden var en gave fra børnenes farmor, som blev givet tre uger inden, hun døde af kræft. Købet handler om det bånd, farmoren havde til Ritas børn. Den følelsesmæssige relation er videreført gennem hunden, som bærer mindet og de varme følelser videre. Hunden bliver et fysisk, levende symbol på fraværets nærvær. Og fravær er der masser af i den lille familie. Kontakten til børnenes fædre er stort set ikkeeksisterende. Ritas far er død, og børnenes farfar er kræftsyg. Fraværet kan også mærkes på det materielle plan: Børnene får ikke julegaver, nyt tøj, lørdagspizza eller biografture og har ikke eget værelse.

Det ville være absurd at skulle bedømme, hvorvidt Rita er fattig eller ej, ud fra at hun har en dyr hund, selv om købet umiddelbart kan virke som en unødvendig luksus. Hunden skal netop ses som et symbol på familiens mangeltilstand frem for dens overskud.

For lavindkomstfamilier er gaver en sjældenhed, hvorfor det bliver vigtigt at købe den rigtige gave. Sociolog Allison J. Plugh har kaldt det »symbolsk luksus«, hvilket skal forstås som et forsøg på at udligne økonomiske skel gennem materielle symboler. Hos lavindkomstfamilier er der ikke råd til bare at købe noget nyt, hvis gaven ikke er den helt rigtige, og det ophøjer gaven til et vigtigt symbol frem for en ligegyldig del af en ’brug og smid væk’-kultur eller en ligefrem luksuriøs ting.

Forbrug er kærlighed

Det er en ideologisk misforståelse at antage, at folk forbruger for at forkæle sig selv. Det gør de selvfølgelig også, men det er ofte en undtagelse i forbrugsmønstre, især hos lavindkomstfamilier. Her køber man af kærlighed til andre og undertrykker sine egne egoistiske forbrugsønsker. Forbrug er nemlig også kærlighed til ens nære. Sociolog Daniel Miller kalder poetisk fænomenet ’making love in supermarkets’. Tag f.eks. Gitte. Hun er enlig mor til fire og på sygedagpenge på grund af en svær depression, som hun fik efter sin kamp mod livmoderhalskræft, der kolliderede med hendes mands pludselige og alt for tidlige død. Gittes budget er så stramt, at når hun handler af kærlighed til børnene, må hun undvære selv. I bogstaveligste forstand overlever Gitte månedens sidste uge på en pakke toastbrød, så børnene kan få ordentlig aftensmad. Fraværet af penge bliver fysisk nærværende på Gittes krop i form af overvægt. Et faktum, hun er bevidst om, men som hun ikke har mulighed for at påvirke.

En anden måde, Gitte køber af kærlighed på, er, når hun finder gamle mærkevaresymboler på tøj fra genbrugsbutikker og syer dem på billigt tøj fra Bilka i et forsøg på at imødekomme sin datters ønske om at være ligesom de andre og ikke skille sig ud på det materielle plan. Fraværet af penge til at købe af kærlighed bliver altså et konstant fysisk og emotionelt nærvær.

Omsorg gennem forbrug kan også have et opdragende formål. At købe til andre kan være en subtil måde at forlænge sin autoritet på gennem ting. Det giver mulighed for at påvirke modtagerens værdier, vaner, offentlige fremtoning, interesser og måske endda fremtid. Den fysiske gave kan fungere symbolsk anvisende og opdragende på en langt mere subtil måde, end hvis afsenderens budskab var verbalt. Den er en potent mulighed for indflydelse, idet den insinuerer bestemte symbolske formål, som antropologen Grant McCracken udtykker det. Men har man ikke mulighed for at købe ting til sine børn, bliver den symbolske videreførelse af værdier besværlig. Julens betydning rækker dermed ud over det materialistiske og forkælede, som f.eks. velhavende familier kan opponere imod ved bevidst at fravælge at give gaver. Ting er ikke kun neutrale instrumenter, men kan også være symbolet på forhold som f.eks. fraværets nærvær, kærlighed og opdragelse.

Drop moralprædikenen

Ting har altså betydning både symbolsk og praktisk. Alligevel bliver de taget som gidsel i et moralsk korstog mod folk, der mangler penge. For er det nødvendigt at bo i København, ryge og have hund ligesom Fattig-Carina? Er det nødvendigt at deltage i det sociale liv på uddannelsen, som Sofie gerne ville? Og skal det overhovedet være muligt at tage på ferie til Tyrkiet som Tania, når man er på kontanthjælp? Forbrug bliver dermed mere end en økonomisk transaktion; det er også et moralsk anliggende. For man kunne jo flytte til provinsen, sælge hunden, kvitte smøgerne og blive hjemme. Hovedpersonerne selv føler sig dog fattige og oplever ikke deres forbrug som luksuriøse valg, men nærmere som nødvendigheder, der ikke kan spares væk – også selv om de ikke nødvendigvis har råd til dem eller brug for dem for at overleve. Der eksisterer altså uenighed om forståelsen af begreberne fattigdom og nødvendighed i debatten mellem institutioner, politikere og den offentlige diskurs på den ene side og de involveredes følelser og handlinger på den anden side. I denne uenighed om og uklare brug af begreberne bruges moral som rettesnor.

Men i stedet for at kaste os ud i kollektiv forargelse over folks økonomiske irrationalitet, foreslår jeg, at vi prøver at forstå, hvorfor folk bruger penge, de ikke har, på ting, de ikke har brug for.

De ting, man udefra synes at kunne bedømme som luksus, kan set indefra være tunge af betydning. Det betyder ikke, at lavindkomstfamilier har krav på at købe dyre, luksuriøse ting, men det betyder, at man i fattigdomsdebatten også skal have forståelse for, at de fattige ikke bare kan skære alt forbrug væk, sælge deres ting og flytte til udkantsdanmark. De har rødder ligesom dig, og deres forbrug er ikke ligegyldigt eller overflødigt.

Vi trænger til en dansk fattigdomsdebat, som er mindre farvet af forestillinger om nødvendighed og luksus og mere faktuel og løsningsorienteret, så den moralske fordømmelse ikke længere kan bruges opportunistisk af politikere og andre til at fremme fremstillingen af de dovne fattige og deres luksusforbrug.

 

Bettina Bach er cand. mag i tværkulturelle studier.

Eksemplerne i kronikken er taget fra Bettina Bachs speciale ’Forestillinger om fattigdom og nødvendighed. Hvorfor folk bruger penge, de ikke har, på ting, de ikke har brug for’ fra Københavns Universitet, ToRS-instituttet. Specialet baserer sig på analyser af TV3’s forbrugerprogram ’Luksusfælden’ og artikler om Julehjælpen i perioden 2008-2012

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bodil Kirstine Jensen
  • Ulla Blok Kristensen
  • Viggo Helth
Bodil Kirstine Jensen, Ulla Blok Kristensen og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu