Rangvid-rapporten har givet os en forklaring på den danske finanskrise, der omfatter en liste på 43 konklusioner om årsagerne. Men 43 årsager er ikke nogen forklaring. Det er en indrømmelse: »Der skete alle de her ting, men om der ligger noget bag, der binder dem sammen, aner vi ikke.«
Det hjælper ikke at placere ansvaret hos bankernes daglige ledelse og bestyrelser, bankrådgiverne, privatkunderne, 17 særligt grove låntagere, revisorerne, Finanstilsynet, Nationalbanken, regeringen og flere. At uddele en lille del af ansvaret til mange aktører er på det nærmeste at erkende, at der ligger mekanismer bag, som ikke har noget med enkeltaktører at gøre.
Der er netop ét ganske væsentligt forhold ved det danske pengesystem, der ikke drøftes i Rangvid-rapporten. Det forhold er centralt, når vi skal forstå finansfesten i 00’erne, der endte så galt.
Lad os sammenligne krisen med en fest, hvor der bliver inviteret et par hundrede unge til fri bar. Der drikkes igennem hele natten, og det ender i slagsmål, hærværk og stimer af døddrukne teenagere til udpumpning.
Bagefter udpeger et ekspertudvalg de ansvarlige. Det er festarrangørerne, der ikke slukkede for musikken i tide, ejeren af baren, de imødekommende bartendere, dørmændene, naboerne, der ikke ringede, politiet, der kom for sent, Natteravnene, alle gæsterne, 17 fyre, der drak 21 milliarder shots osv. Men ingen nævner den fri bar. Med sådan en festmodel må det næsten gå galt. Årsagen ligger i selve konceptet og systemet, snarere end hos enkelte aktører, der ikke opførte sig ordentligt.
Også i banksektoren er der fri bar, i betydningen: Det er i vid udstrækning bankerne, der skaber samfundets penge.
Penge er ikke kun papir
Vi har et pengesystem, hvor de betalingsmidler, vi alle sammen er nødt til at bruge, ejes af bankerne. Vi må finde os i at låne dem af bankerne eller deres venner i realkreditten, når vi har brug for flere.
Det lyder umiddelbart mærkeligt. Men husk, at vores penge i overvejende grad er cifre på vores bankkonti, som vi bruger via Dankort, netbank, Betalingsservice osv.
Disse kontopenge udgør sammen med mønter og sedler Danmarks samlede pengemængde. Mønter og sedler er der i runde tal 50 milliarder kroner af for tiden, og dem har Nationalbanken lavet. På danskernes bankkonti står der p.t. ca. 800 milliarder kroner. De er opstået ved, at en bank har ydet nogen et lån.
Låntager bruger pengene og sender dem ud i økonomien, hvor de cirkulerer, indtil hun trækker et tilsvarende beløb ud, for at indfri sit lån. Så står det beløb ikke længere på hendes konto og tælles derfor ikke med i samfundets pengemængde. Pengene er ophørt med at eksistere. Bankerne skaber penge gennem långivning, og pengene tilintetgøres ved indfrielse af lånet.
Det forhold er svært at forstå, og vi hører næsten intet om det fra økonomer i dag. Men professor i økonomi Axel Nielsen beskrev det utvetydigt i sin lærebog Bankpolitik i 1930: »Det karakteristiske ved Nutidens Banker er saaledes Skabelsen af Omsætningsmidler [dvs. penge, red.]«. Med samfundets gradvise overgang til elektroniske penge i disse årtier er de private bankers pengeskabelse kun accelereret (se f.eks. Ole Bjergs bog Gode penge).
Op til finanskrisen var bankernes ansvar for oppustning af bobler gennem pengeskabelse (långivning) større end nogensinde. Rangvid-rapporten gør desværre meget lidt for at kaste lys over bankernes overvældende misbrug af dette privilegium op gennem 00’erne.
Styr på pengeskabelsen
Vi har en pengeskabelse, der er ca. 95 procent privatiseret. Bankerne laver deres egen punch og drikker den, når der er fest. Selvfølgelig går det galt. »Nationalbanken har ikke mulighed for effektivt at styre pengeinstitutternes udlån,« som Rangvid præcist fastslår.
Nej, ikke som tingene ser ud i dag. Men måske burde vi sammen med vore politikere prøve at skabe et andet pengesystem, hvor vi ikke overlader dispositionsretten over samfundets betalingsmidler til ca. 90 private virksomheder – bankerne – der kun har egne interesser for øje, og som hellere udlåner pengene til aktie- og ejendomsspekulation end til investeringsformål i den produktive økonomi.
Internationalt foregår der en intens debat om de private bankers pengeskabelse. Forskellige alternativer er blevet fremlagt.
Den engelske tænketank Positive Money har foreslået, at banker ikke skal kunne spekulere på baggrund af indskydernes penge. Der skal derfor være to slags konti: en transaktionskonto, svarende til vores almindelige lønkonto, som skal stå i Nationalbanken og blot administreres af vores lokale bank. Disse penge må ikke gøres til genstand for udlån, men opbevares bare, evt. til en lille negativ rente, så indskyderne tilskyndes til at placere pengene på den anden type konto: En investeringskonto, hvis indestående bankerne må låne ud, nogenlunde som investeringsforeninger gør i dag.
Hvis Hansen f.eks. har en million kroner på sin investeringskonto, kan banken låne den ud til en iværksætter, og så er pengene ikke til rådighed for Hansen, før lånet tilbagebetales. I dag kan banken låne 8-9 tiendedele af Hansens million ud i årevis, og han kan alligevel hæve den i morgen. Afskåret fra denne mulighed kan bankerne efter Positive Moneys forslag ikke skabe nye penge og derfor heller ikke bidrage til at blæse bobler op.
Til at vurdere behovet for flere eller færre investeringspenge i samfundet, nedsættes en stående komite af respekterede medborgere og eksperter. Den sammensættes, så den nyder samme tillid som f.eks. Nationalbankens repræsentantskab eller bestyrelse. Politikerne kontrollerer således ikke seddelpressen. Ingen regering kan fristes til at skabe ekstra penge og uddele dem kort før et valg.
Samfundsbank
Den danske gruppe Syntesetanken.dk har udarbejdet et detaljeret forslag med samfundsreguleret pengeskabelse. Her tænkes realkreditten gradvist overtaget af en ny samfundsbank, der ikke skal tjene penge på almindelige menneskers behov for en bolig og derfor kan nøjes med en langt lavere (fast) rente på boliglån, under 1 procent.
Den amerikanske interesseorganisation Public Banking Institute anbefaler, at enhver suveræn stat bør udstede sine egne penge, frem for at man – som i Danmark – stiltiende lader dette privilegium glide over til private banker. Hvis de folkevalgtes kyndige repræsentanter i f.eks. centralbanken står for pengeskabelsen, betyder det, at en stat ikke kan mangle penge til samfundsgavnlige projekter, fremfører den amerikanske bankkritiker Ellen Brown i bogen The Public Bank Solution.
Hvis der er arbejdskraft, ressourcer og efterspørgsel nok, kan alle projekter sættes i gang, for staten fremskaffer blot de nødvendige betalingsmidler (’trykker penge’) og trækker dem ud igen, når det skønnes, at der ikke er behov for dem.
Pengeskabelse er ikke inflationær, hvis pengene bruges til at producere og forbruge en tilsvarende stigende mængde varer og ydelser.
Skabes der omvendt penge, uden at forbrugsmulighederne udvides, opstår der inflation – som i 00’ernes huspriser, hvor der ikke var nye boliger nok til at absorbere de mange flere penge, bankerne satte i omløb gennem udlåning.
Alternativer som disse ligger langt fra Rangvid-udvalgets forsigtige forslag om at dreje lidt på syv reguleringsknapper. De er givetvis ikke simple at indføre; de kræver grundig drøftelse og ikke mindst en viden om det nuværende pengesystems funktionsmåde, der går et spadestik dybere end Rangvid-rapporten.
Ib Ravn er ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet
For pokker. Her har man haft en kommission af 'de klogeste økonomiske hoveder i hele verden' siddende i enormt lang tid for at afdække nogle centrale systemiske problemer ved finanskrisen, og så har de alligevel kun kradset lidt i overfladen. Spild af tid og penge - ligesom hele det privatiserede pengeskabelsessystem.
For pokker. Her har man haft en kommission af 'de klogeste økonomiske hoveder i hele verden' siddende i enormt lang tid for at afdække nogle centrale systemiske problemer ved finanskrisen, og så har de alligevel kun kradset lidt i overfladen. Spild af tid og penge - ligesom hele det privatiserede pengeskabelsessystem.
Hvorfor kom en 2 gange?
Det er jo ikke nyt, at Nationalbanken ikke har monopol på pengedannelsen. Danmark har haft samhandel med udlandet i hvert fald de seneste to årtusinder.
"Lad os sammenligne krisen med en fest, hvor der bliver inviteret et par hundrede unge til fri bar. Der drikkes igennem hele natten, og det ender i slagsmål, hærværk og stimer af døddrukne teenagere til udpumpning."
Den sammenligning holder jo kun delvist. Det, der kaldes krise, betyder blot, at to af de fem barer til festen lukkede, øllene er drukket, så der kun er vin og spiritus tilbage, og der ikke smugles så meget sprut ind mere. Den danske økonomi er nogenlunde på niveau med 2004, og er bedre end under højkonjunkturer før 2000. Det kaldes krise, fordi aktivitetsniveauet er lavere, end da festen var på sit højeste.
Statsgælden var 487 mia. kr. i 2012 mod 535 mia. kr. i 2000, renteudgifter var 17 mia. kr. i 2012 mod 36,8 mia. kr. i 2000, og den registrerede nettoledighed var 4,5% (118.800 personer) i 2012 mod 4,9% (138.600 personer) i 2000. Statsgælden svarede til 27% af BNP i 2012 og over 40% af BNP i 2000.
Værre endte festen ikke.
Hvem har besluttet, at festens højdepunkt er det nye ideal? Selvom det er logisk nok at mene, at et niveau, der er nået en gang, kan nås igen, modsiges det af de mange krititiske debatter om forbrugsfesten i perioden 2006 - 2008. Der tages ikke engang stilling til, hvordan samfundet havde udviklet sig uden den adfærd, bankerne nu kritiseres for. Hvis den økonomiske udvikling frem til 2004 fremskrives til i dag, svarer den vist nogenlunde til den aktuelle økonomiske situation. Hvis det er korrekt, medførte toppene i 2007-2008 en ændring af normerne svarende til, lærebøger blev skrevet om, som Anders Fogh Rasmussen foreslog. De mest logiske grunde til, befolkningen ikke oplyses om det, er formentlig, at økonomer enten ikke er bevidste om det, eller ikke vil stå ved det. Deres modeller er jo nok baseret på fremskrivning af snarere end eliminering af toppene.
For flere artikler/videoer om pengeskabelse: http://uhdanmark.dk/?s=pengeskabelse
Man kan nu ikke uden videre overlade så store dispositioner til bankerne. Det har krisen vist. Men tankerne om transaktionskonto og investeringskonto tror jeg desværre, at toneangivende politikere vil synes er at gå bankerne for nær. Det ser ud til dog at være en god løsning. Banksektoren og landbrugssektoren er urørlige. Det er to dyre foretagender for vort land.
Magt er ikke noget man får,....det er noget man tager!
Jeg er lettere skuffet over at jeg ikke blev inviteret med til festen, alligevel er det mig der skal have tømmermændene.
Hvem tjener på den fri bar!
"Jeg er lettere skuffet over at jeg ikke blev inviteret med til festen, alligevel er det mig der skal have tømmermændene."
Måske har du bare glemt, du var med til festen, fx. ved at være i beskæftigelse i årene 2006-2008. Meget af den informationsteknologi, som var ny i den periode, er nu meget udbredt, så meget af det, der nu tages for givet, stammer vist fra den fest.
"Hvem tjener på den fri bar!"
De, der sparer prisen på drikkevarerne. Det er ikke kun finanssektoren og de, der handlede med værdipapirer, der tjente godt i årene 2006-2008. Der var også mange, der blev selvstændigt erhvervsdrivende håndværkere, IT-specialister el. rådgivere uden egentlig at være kvalificerede til det, mens andre svindlede ved at kræve betaling for arbejde el. varer, som ikke blev leveret. Netbutikker og applikationer til mobiltelefoner var noget af det nye inden for IT, og såvel telefoni som radio og tv blev liberaliseret. Mange af de selskaber, der blev grundlagt i de år, er nu enten solgt el. lukket, og en del mennesker tjente godt på salg af virksomheder.
Bare husk at formålet, og effekten af artikler som denne, primært er at lette damptrykket/utilfredsheden blandt dem/os der ikke var med til festen.
De fleste borgere og politikere vil nikke i ivrig enighed, for derefter at gøre hvad de kan for at glemme det hele igen.
Der vil ikke blive gjort det mindste for at gøre op med dette syge system. Vi kan nok forvente en række harmløse, tandløse forsøg på at pakke det en smule pænere ind end hidtil, men INTET med reel effekt vil blive gjort - og dette 100% garanti.
Årsagen er at de mennesker der reelt bestemmer i vores lille nuttede land, er de samme mennesker der har mest at vinde ved at systemet består.
Der vil blive givet en luns hist og en bejmand pist, men INTET der reelt laver om på noget.
Det eneste der kan true denne magtstruktur er et civilt oprør - altså et faktisk oprør. Hvor vi stormer hovedsæderne for alle store finansielle og industrielle virksomheder, lyncher hele ledelseslaget og opløser folketinget der primært fungere som organ hvor igennem magteliten udøver deres manipulationer.
Så længe kun få er villige til at tage dette skridt, fortsætter status quo og vi vil alle langsomt men sikkert blive lænset samtidig med at vores rettigheder og velfærdstat bliver afmonteret.
"Ib Ravn er ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet"
- I hvad?
Børge Rahbech Jensen skriver:
"Værre endte festen ikke."
Opgøret efter festen er ikke færdigt endnu. Der mangler stadig regningen for bankredningerne. I Finansiel Stabilitet ligger en bombe klar under økonomien, og den skal afskrives på et tidspunkt.
I boligmarkedet ligger en anden bombe, for hvis renten stiger, så går en stor del af boligejerne fallit.
I landbruget ligger en tredje bombe, af samme type som på boligmarkedet.
Fint nok, at Ravn prøver at markedsføre sit pengeskabelse mantra, men ikke at anerkende, at finsnkrisen årsager og omfang er mangefacetterede er et fejlskud. Der er ikke en simpel forklaring og en skurk, selvom det ville gøre livet og alle konspirationerne meget nemmere.
"Opgøret efter festen er ikke færdigt endnu. Der mangler stadig regningen for bankredningerne."
Nogle af pengene har bankerne tilbagebetalt, og det meste i Finansiel Stabilitet er formentlig afskrevet. Det har ikke så meget med arbejdsløsheden el. statsgælden at gøre.
Renterne på boliglån er stadig lav historisk set.
Et mere interessant spørgsmål er: Hvorfor vil du og andre så gerne have placeret hele ansvaret hos den financielle sektor?
"Bare husk at formålet, og effekten af artikler som denne, primært er at lette damptrykket/utilfredsheden blandt dem/os der ikke var med til festen."
Eller mere sandsynligt har glemt sin egen deltagelse i festen. Det er for nemt at påstå, man ikke har været med til festen, selvom meget tyder på det modsatte. Artikler som denne gør nok mest reflektion over eget liv unødvendig, fordi fokus koncentreres hos en bestemt sektor, som er nem at hade.
Det er ikke Statsgælden der er interessant i forbindelse med Danmarks finanskrak i 2008 der var ved at ende i statsbankerot.
Det er finanssektorens udnyttelse af, pengeskabelse skabt i privatforbruget der var luften bobbelen, finanssektoren burde forventeligt, være de professionelle, men viste sig, at værre en fejlen i demokratiets pengepolitik.
Belåningsgraden er udtryk for, hvor meget husene i hver kommune i gennemsnit er belånt, hvis en kommune for eksempel har en gennemsnitlig belåningsgrad på 80 procent, ejer banken 8 ud af 10 mursten i husene i kommunen, mens husejerne ejer 2 mursten.
Reelt er situationen langt mere alvorlig for, som det har været fremme de sidste dage er danskernes huse vurderet alt for højt mange steder, samtidig med at tilflytningen til de større byer, fra udkants Danmark, resultere i faldende vurderinger på husene i udkants Danmark, samt på sigt, forøgelse af udbudet i byerne ved nybyggeri, der på sigt vil sænke priserne, men nu i 2013 skaber en ny bolig bobbel, med urealistiske høje priser i København.
Belåningsgraden i din kommune.
Link: http://politiken.dk/oekonomi/bolig/ECE2097077/faa-det-totale-overblik-se...
"Det er finanssektorens udnyttelse af, pengeskabelse skabt i privatforbruget der var luften bobbelen, finanssektoren burde forventeligt, være de professionelle, men viste sig, at værre en fejlen i demokratiets pengepolitik."
Det er jeg ikke ubetinget enig i. Det var ikke så meget ejendommes som værdipapirers belåningsgrad, der skabte en boble, der bristede. På mere jævnt dansk lånte nogle mennesker penge til køb af værdipapirer med værdipapirerne som sikkerhed. Da aktiekurserne faldt, var der ikke længere sikkerhed for lånene, som pengeinstitutterne så krævede indfriet. Derudover tabte pengeinstitutter mange penge på lån til projekter, som ikke gav den forventede indtjening.
Uden for de større byer blev faldende vurderinger hverken det eneste el. det største problem for boligejere. En anden, større udfordring for de boligejere, der ønskede at sælge, blev kreditforeningers og pengeinstitutters voksende modvilje mod lån til billige ejendomme med lange liggetider. For de boligejere, som ikke ønsker at sælge, medfører lavere vurderinger ikke alene mindre friværdi men også lavere ejendomsskatter. Hvis vurderingen falder mindre end restgælden, burde det ikke give alvorlige problemer.
I forhold til København og Århus undrer det mig, hvordan køberne har råd til de dyre ejerlejligheder og parcelhuse. I Københavns Kommune svarer boligpriserne ikke til indkomsterne, så vidt jeg husker fra kommunens statistikker for indkomster og ejendomsmægleres boligpriser i kommunen. På mere jævnt dansk: Hvordan har studerende råd til at bo i ejerlejligheder, hvor kontantprisen er over 1 mio. kr.? Hvis de ikke selv var med til forbrugsfest, må deres forældre el. andre velgørere have været det.
Problemet er i flere lag, men det åbenlyse problem er, at finanssektoren ikke er sat i verden for, at føre ansvarlig penge politik, men for hurtig afkast til aktionærerne, hvilket gør finanssektoren til uansvarlig partner, for staten i pengeudstedelse, hvilket er en regulær fare for demokratiet, det gør finanssektoren til en stat i staten, uden ansvar for samfundet.
Jeg har aldrig forstået hvordan det er lykkedes bankerne at få lov til at skabe Kroner ud af ingenting og låne dem ud mod en rentebetaling... det er sgu en god forretningsmodel... Jeg vil også være bank !!
Den glade Rangvid italesætter festen.
Smukt!
Toke Andersen 07. oktober, 2013 - 11:59 skriver:
"De fleste borgere og politikere vil nikke i ivrig enighed, for derefter at gøre hvad de kan for at glemme det hele igen.
Der vil ikke blive gjort det mindste for at gøre op med dette syge system. Vi kan nok forvente en række harmløse, tandløse forsøg på at pakke det en smule pænere ind end hidtil, men INTET med reel effekt vil blive gjort - og dette 100% garanti.
Årsagen er at de mennesker der reelt bestemmer i vores lille nuttede land, er de samme mennesker der har mest at vinde ved at systemet består.
Der vil blive givet en luns hist og en bejmand pist, men INTET der reelt laver om på noget."
"Årsagen" til, vi i 2013 ser en ny bobbel under opsejling, med hus og lejligheds priser på himmelflugt i København, med finans kollapset i 2008 i frisk erindring, hvilket politikkerne helt tydelig, intet har lært af.
Det er et rigtigt godt spørgsmål, det er for mig lidt uklart, det kan skyldes generelt manglende evner, til forståelsen af problemet, det er muligt du har ret i Toke, det er for personlig vindings skyld, for det opleves som om politikkerne mener, finanssektoren er en størrelse, politikkerne har styr på at håndtere, hvilket sandt at sige, er en påstand det er vanskeligt, at få øje på holder vand, selv for de mest optimistiske økonomer, som Rangvid og Co. i 2013, snart seks år efter finanskrakket i 2008.
Der mangler en vinkel i artiklen.
Penge er en måde at "oversætte" værdier på - i stedt for at regne ud hvor mange kyllinger det skal til at købe et fjernsyn, så har man værdierne udtrykt i penge ( i Danmark kroner og ører) , og når man aflønnes med penge, så kan man købe varer - alternativet er tuskhandel.
Danmarks samlede værdier ( huse, industrier, transportmidler, motorveje, boliger , kunstværker, cykler o s v o s v ) overstiger pengemængden mange gange, men værdien af f eks et landbrug, en industri, et hus eller et kunstværk kan udmærket sikre lånefinansiering af en nyinvestering , så pengemængden er mindre betydningsfuld end mængden af værdier , som jo i sidste ende bestemmer bundlinjens farve.
Godt, at den matematiske virkelighed bag et kreditbaseret pengesystem er ved at bundfælde sig - selvom den vækker anstød. Pengeskabelse lyder så grimt ;)
Børge Rahbech Jensen
Pas stadig på med at bruge bruttobegrebet statsgæld i økonomiske "analyser". Det er niveauet for - og udviklingen i - den private gæld i forhold til BNP, der er afgørende for fremtidsudsigterne for den samlede økonomi. Det, der kan forbruges i en given periode, er produktionen + ændringen i den samlede gæld.
Med Foghs boligskattestop og de afdragsfrie lån eksploderede kreditgivningen ("pengemængden") og dermed huspriserne. Danskerne snuppede verdensrekorden i boliggæld pr. husstand. De få heldige kunne belåne/forbruge/opspare den pludselige friværdi, hvilket gav et par økonomiske rekordår - inden det historiske sammenbrud i 2008-9. De nye købere blev håbløst forgældede på livstid.
Modstykket til verdens mest forgældede "private" boligmarked er naturligvis verdens mest forgældede finansielle sektor i forhold til BNP/befolkning/whatever - med Danske Bank/Nykredit som individuelle rekordholdere på verdensplan efter Cyperns undergang.
Nu er kreditten/pengeforsyningen så bundfrossen trods kapitalindskud, billiongarantier og kvantitativ lettelse. Gældseksplosionen medførte stigende rentebetalinger til finanssektoren, hvilket samtidig malker penge/kredit ud af det reale økonomiske kredsløb: omsætning af varer og tjenesteydelser.
Og det med en sygelig lav rente - hvad hvis renten stiger ? Politikerne må bare spinne og se magtesløse til - alternativet er at erkende egne fejl, gå imod finanssektoren og samtidig berøve 50% af landets husstande friværdidrømmen. Nej, vel ?
Men det er fornem spinkunst, at der kun diskuteres statsgæld og offentlige besparelser, når den danske offentlige sektor nu faktisk som en af de få i verden er stort set gældfri (NETTO) og tilmed overholdbar. Hvis man da skal tro Vismændene, OECD, EU, IMF, Verdensbanken ..
Janus Leth 07. oktober, 2013 - 17:57 du skriver:
"Og det med en sygelig lav rente - hvad hvis renten stiger ? Politikerne må bare spinne og se magtesløse til - alternativet er at erkende egne fejl, gå imod finanssektoren og samtidig berøve 50% af landets husstande friværdidrømmen. Nej, vel ?"
Det forstår jeg ikke rigtigt, men renten er ikke noget folketinget bestemmer, renten må op, hvis nogen form for tiltro til bankerne skal etableres, boligprisernes himmelflugt i 2013 må bremses, hvis ikke vi skal have en ny akut gældskrise, man kan ikke i folketinget og Nationalbanken, stikke hoved i sandet og problemet er væk.
Danske Bank, der udgør 55,6 % af sektoren, et udtryk for den samlede bankforretning, er en finansbobbel i sig selv, vi lever med andre ord på lånt tid.
Danske Bank - et faktaportræt
Link: http://www.information.dk/databloggen/472817
Børge Rahbech:
Ja, boligrenterne er historisk lave, og det kan ikke fortsætte sådan. Det vil skabe en ny boligboble, og så kommer vi aldrig tilbage til et sundt boligmarked. men de kan heller ikke hæve dem, for så går folk (og derpå bankerne) fallit.
Dertil virker de lave boligrenter som subsidier til boligejerne, hvilket heller ikke er optimalt i noget man vil prøve at have til at ligne et frit marked.
Jeg ønsker at få placeret skylden der, hvor den retteligt skal placeres. I min optik er det i den finansielle sektor og i det politiske system - faktisk ser jeg det politiske system som værende i høj grad i lommen på førstnævnte.