Kronik

Vi har frigjort os fra hinanden og tabt os selv

Skilsmisser, kludetæppefamilier, singler og enlige mødre er resultaterne af autoriteternes opløsning og manglende respekt for traditioner. Vi er endt som selvoptagede, selvmedlidende og velbehagsdrevne individer, som selv skal skabe vores identitet – et projekt, som alt for mange farer vild i
Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet mistede mændene en del af forsørgeransvaret, børnene kom i institution, omsorgen for de ældre blev overladt til plejehjem, og familien blev splittet. Skal vi have en meningsfuld identitet tilbage, kræver det, at man tager ansvaret for sig selv og sine.

Kristine Kiilerich

21. oktober 2013

Det moderne frigørelsesprojekt tog for alvor fart med oplysningstidens videnskabelige fremskridt. De identificerede en lang række kulturelle, økonomiske og sociale fænomener som resultatet af menneskelige handlinger og gav indsigt i årsagssammenhængene mellem dem. At mennesker i fællesskab blev gjort ansvarlige for indretningen af deres sociale verden betød, at de traditioner, institutioner og strukturer, der formede den, blev udsat for en minutiøs og vedvarende kritik. Målet var at eliminere og erstatte de dele, der ikke stemte overens med tidens strømninger.

En tidlig kulmination for bevægelsen var revolutionen i 1789, hvor den franske befolkning under parolen »Frihed, lighed og broderskab« søgte at vriste sig fri af aristokrati og kirke. Revolutionen endte som bekendt i et rædselsregime med mord og opløsning.

Selv om det måske har været småt med mord, er vi i det postmoderne Danmark vidne til en generation af voksne, der kæmper med de omfattende opløsningstendenser, som kulminationen på den nyere tids frihedskamp har medført.

Krav om konstant velbehag

Ikke mindst med hensyn til familien og kønsrollerne er opløsningen udtalt. I løbet af 1950’erne og 1960’erne forlod kvinderne hjemmet for i stedet at begive sig ud på det hidtil mandsdominerede arbejdsmarked. At kvinderne tjente deres egne penge, gjorde dem fri af manden, der til gengæld blev fri for en del af forsørgeransvaret. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet frigjorde dem også for pasningen og opdragelsen af familiens børn; den opgave blev nu varetaget af andre institutioner, når kvinderne tog på arbejde. Familien splittedes i tre retninger alle hverdage fra syv til 16. Omsorgen for ældre familiemedlemmer blev ligeledes flyttet fra familien og overladt til hjemmehjælpere og plejehjem.

I dag ser vi så, hvordan mænd og kvinders øgede økonomiske frihed i takt med den svindende respekt for tradition og ægteskabets livsvarighed har ført til, at flere lader sig skille, foretrækker at leve alene eller blot i forhold af mere overfladisk og kortvarig karakter. Mange danske familier er forvandlet til et kludetæppe af stedfædre, papsøskende og enlige forsørgere. Et kludetæppe, der til stadighed sys om.

Og så er der alle singlerne, der søger at realisere sig selv fri for ansvaret for børn og partner. Eller som bare venter på den helt rigtige, der passer til tæppet på sofaen eller skønhedsidealet, og som har en spændende personlighed, men samtidig er tilstrækkeligt selvudslettende, så der ikke skal gives afkald på noget. Skulle jagten på den eneste ene mislykkes, kan singlekvinderne glæde sig over, at også moderskabet er blevet gjort uafhængigt af familien og tosomheden. De kan lade sig inseminere kunstigt og dermed alene realisere drømmen om at få børn. Accepten af, at livet også byder på skuffelser, besværlige forpligtelser og trøstesløse stunder, hvis håndtering er en del af selve det at finde lykken, har i vidt omfang måttet vige for en definition af det gode liv som et, der leves i en konstant følelse af velbehag. Forsvinder følelsen, er man fortabt.

Fordi jeg har valgt det

Det selvoptagede, selvmedlidende og velbehagsmotiverede individ har overtaget pladsen som den eneste væsentlige rollemodel i samtiden. Det har i mange tilfælde umuliggjort meningsfuld kritik og dialog. Hvis man sætter spørgsmålstegn ved et individs livsførelse eller drister sig til at bede in-dividet retfærdiggøre den, affejes man med et overfladisk ’fordi jeg har valgt at leve sådan’.

Skulle nogen tillade sig at udtale autoritativ kritik af et sådant valg, forsvares det øjeblikkeligt med, at »ingen skal fortælle mig, hvad der er bedst, eller hvordan jeg skal leve, for det ved jeg bedst selv«. Det postmoderne individ vælger nemlig selv, hvad der er smukt, klogt, sandt, rigtigt og vigtigt. Ja, det vælger sågar, hvilket køn det er, eller hvilket køn dets børn skal blive. Hvis det modsiges, er det bare »din mening«, og den er (næsten) lige så god som min. Denne udvikling resulterer hver dag i en negativ indflydelse på vores evne til sobert at vurdere verden. Når vi ikke vil acceptere kvalitet som et hierarkisk begreb, hvor noget er bedre, smukkere og klogere end andet, ikke bare ud fra en subjektiv ’efter min mening’-vurdering, men rationelt ud fra troen på eksistensen af en objektiv virkelighed, så forringes denne evne. Det er svært at finde mening i noget som helst, når eksempelvis udsagnet om, at den vestlige civilisation er den mellemøstlige totalt overlegen, hvad angår alt fra fødevaresikkerhed, retssikkerhed og videnskab til sundhedsvæsen og velstand, problematiseres som et udtryk for racisme eller reduceres til en socialt konstrueret sandhed, der ikke stemmer overens med en objektiv verden; når udsagnet gøres til et synspunkt med lige så stor sandhedsværdi som dets benægtelse.

Subjektsfetichismen er frigørelsens pris. For når individet har afskrevet tradition, rationalitet og natur som meningsgivende, er det overladt til selv at skabe sin identitet og verden. Det er et hårdt og uendeligt slid at sidde alene med sig selv som forhandlingspartner og alt i spil med præmissen om, at det er op til en selv at ændre ethvert udkomme af forhandlingerne. Ro er intet sted at finde. Det er en tung byrde for mange kvinder, der konstant må forsøge at genopfinde sig selv som sexsymboler, husmødre, karrierekvinder, økologiske forbrugere og spirituelle yogadyrkere, der for Guds skyld ikke vil være kristne. Det samme gør sig gældende for mange mænd, der bare ser fodbold eller sjældent læser andet end ugeblade og kaster sig rundt mellem stenalderkost, ambitioner om at blive topledere, strygning af sengetøj, Ikea-ture og deltagelse i Distortion, crossfit og bøsseparader i forsøget på at definere en identitet.

Mange børn, der har brug for tryghed og faste rammer, har det også svært, for de er nødt til at bruge store mængder af energi på at finde deres plads i familiens og folkeskolens strukturløse autoritetsvakuum i stedet for at koncentrere sig om leg og læring. Det samme gælder mange unge, der har problemer med at definere sig i en verden af uansvarlige voksne, historieløshed og flygtig overfladiskhed. For nogle lykkes det at finde sig til rette, men mange opgiver og bliver revet med strømmen af komplet frihed.

I den sammenhæng er det ærgerligt, at velfærdsstaten, der ellers sigter mod at gøre tilværelsen mere overkommelig, på mange måder nedbryder menneskets selvforståelse og selvrespekt. Velfærdsstaten gør individet fri af behovet for at arbejde, fri for at finde en ægtefælle, fri for at passe sine børn, fri for at kere sig om sine forældre, fri for at tænke selv og fri for at lære noget. Dens incitamentsstrukturer bærer i høj grad skylden for, at det personlige ansvar og stoltheden over at vedkende sig det er svundet.

Skal vi undgå den totale opløsning af normer, som er det uundgåelige resultat af det moderne projekts fuldendelse, er vi derfor nødt til i højere grad at give borgerne ansvaret for sig og sine tilbage. Vi skal ikke forsøge at genindføre autoritet og tradition via staten, men skabe rammerne for, at mennesker igen kan påtage sig meningsfulde identiteter.

 

David Munk Bogballe er filosof og direktør for Munk Bogballe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Hede
  • Leo Nygaard
  • Christian Harder
  • Anne Eriksen
  • Heinrich R. Jørgensen
Anders Hede, Leo Nygaard, Christian Harder, Anne Eriksen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og disse samtidsdiagnoser er skrevet et ud fra hvilken objektiv, sikker klippegrund der således skiller dem fra at være et blik, som hverken har mere eller mindre gyldighed end andre. Gemmer der sig andet subjektiv mening her?

Andreas Trägårdh, Tue Romanow, David Munk Bogballe, Jens Kofoed, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Endnu en omgang utidigt vi-sseri.
Kunne forfatteren bare bekvemme sig til at bruge jeg-formen, hvis han synes livet hænger i laser,
eller hvis det absolut skal være, så kritisere alle de andre for at leve på en forkert måde.

"Vi" lever sgutte ens.
Og nej, mange af os vil fortsat meget gerne være fri for hustyranner og skaffedyr.
Og nej, verden er ikke perfekt, som den er nu, og livet kunne leves på andre og bedre måder.
Men så lad os snakke om alle de andre måder, man kan leve på, istedet.

At "vi" allesammen ikke lever op til forventningerne hos andre og "vi" burde tage os sammen og gøre noget andet,
det er en lige så gammel og velafprøvet konstatering, som at "vi" har trang til at revse verden for dens dårskab.

Lykke Johansen, uffe hellum, Carsten Søndergaard, Vibeke Rasmussen, Sven Elming, randi christiansen, Per Pendikel, lars abildgaard, Anders Kristensen, Karsten Aaen, Tue Romanow, Inger Sundsvald, Heidi Pedersen, Troels Ken Pedersen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

God artikel, selvom det er gentagelser. Jeg kunne genkende mig selv i artiklen desværre. Derfor er det også opløftende, at gå ind i en kirke indimellem, og mærke, at jeg er ingenting og med oceaner af plads.
Når jeg så står på gaden igen, er der kun plads til mig, så en af konklusionerne er, at marketingsfolk kan deres kram, og det er helt ned til mindste detalje.

Inger Sundsvald

Dengang slaveriet blev ophævet i Amerika og andre steder, var der også dommedagsprofeter der talte om opløsning af alle værdier. Her i landet var stavnsbåndets ophævelse også hændervridende for de besiddende af magten.

Kvindernes selvstændiggørelse har også medført skrækkelige tilstande rundt omkring. F.eks. synes yngre mænd ikke at det er nødvendigt at binde sig før højst nødvendigt. P-pillen er jo opfundet, og kvinder nyder også den nye seksuelle frihed, så der er intet der haster.

Når mændene endelig oppe i 40-års-alderen begynder at overveje at stifte familie, er kvinderne for længst rykket videre, har uddannet sig og måske indstillet sig på at skabe egen familie med egne børn, eller har ganske enkelt afvist betingelserne i et parforhold.

Hvor utroligt det end lyder, er der faktisk også par som godt kan finde ud af at dele det hele og indrette sig efter ligeværdige forhold, præcis som nationer glimrende kunne undvære slaveriet.

Lykke Johansen, Carsten Søndergaard, Karsten Aaen, Else Damsgaard, Tue Romanow, Thomas Thomsen, Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Anne Rasmussen, Heidi Pedersen, Troels Ken Pedersen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Forfatterens klippefaste ønsken sig de klassiske kønsroller tilbage bygger på en MEGET kort tidshorisont.

Danske kvinder har altid arbejdet uden for hjemmet. De eneste der kan siges at have længere horisont på det hjemmegående er den højere middelklasses hustruer - som så til gengæld havde underklassens hustruer til at skure, skrubbe og lave mad ...

Det nye (og i min optik positive) er, at vi i dag har institutioner til børnene i stedet for at de opholder sig i flok på gaden mens mor er på arbejde.

Lykke Johansen, uffe hellum, Carsten Søndergaard, Torben Kjeldsen, Niels Mosbak, Niels Engelsted, Kim Houmøller, Vivi Rindom, lars abildgaard, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Inger Sundsvald, Anne Rasmussen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Sørgelig historieløshed fra en filosof. Som Dana Hansen korrekt påpeger, er det ganske enkelt forkert at kvinderne forlod hjemmet for at arbejde i 1950'erne og 60'erne. Det er et snævert middelklasseperspektiv.

Her er en strøtanke: Mængden af mænd, der blev myrdet af deres hustruer, raslede ned da det blev muligt og praktisk at skilles. Det er bagsiden af al den binding, Bogballe taler for. Ikke blot mord, men desperation der gør mord relevant. Og som i så utrolig mange andre tilfælde end mordene "blot" har ført til dyb ulykke.

Lykke Johansen, Carsten Søndergaard, Karsten Aaen, Andreas Trägårdh, Inger Sundsvald, Anne Rasmussen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Heidi Pedersen

"Skilsmisser, kludetæppefamilier, singler og enlige mødre er resultaterne af autoriteternes opløsning og manglende respekt for traditioner. Vi er endt som selvoptagede, selvmedlidende og velbehagsdrevne individer..."

Ja, for det er jo et rent overflødighedshorn af velbehag, med masser af tid til selvmedlidenhed og egoisme, at få hverdagen til at hænge sammen som enlig forældre eller som sammenbragt familie med dine, mine og vores børn! (SUK)

Lykke Johansen, Christina Balslev, Karsten Aaen, Inger Sundsvald og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Og bjerget barslede og nedkom med en mus:

Madammerne hjem til ungerne og de tomme gryder, så vi kan få knækket arbejdsløshedskurven og sat gang i hjulene under gullaschkanonerne igen.

Hvad er det forresten lige den filosofiske unge iværksætter Munk Bogballe selv har valgt at leve af at designe og markedsføre fra sit domicil Berlin - til 'sammenhængskraftens' fremme i DK anno 2013?

En dumhed sat på form, det er en tanke
når musen ryster stolt sin løvemanke ;=)

Thomas Borghus, Karsten Aaen og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

En slem gang misk-mask, der blander ting fra den væsentligste distinktion i samfundet: offentligt og privat liv.
Der er bestemt opløsningstendenser, men disse har langt mere at gøre med manglende ansvar i de kredse, hvor ansvar burde kunne gøres gældende: blandt politikere og erhvervsledere.
Derimod knækker teksten dér, hvor kritikken forsøges hævet til en skelnen mellem forskellige kulturer - og det som sædvanlig er mellemøstlige kulturer, der fremstilles som dårligere end vore egne. Ikke destomindre er det vores, der står for fald, mens det udefra set jo er en kamp for at fastholde det ståsted i verden, kronikøren priser, der lykkes for de andre kulturer.
Når der er opbrud i vores kultur for tiden - og især i Danmark - skyldes det rigtig nok, at ingen kæmper for de grundlæggende værdier i det danske samfund, som er mådehold, solidaritet og samfundsmæssigt institutionaliseret tryghed. Det gør denne kronikør næppe heller. Jeg tror, at synspunkter som disse er selve årsagen til, at det konservative folkeparti nærmer sig bundgrænsen.

Carsten Søndergaard, Sven Elming, Brian Pietersen, Karsten Aaen, Andreas Trägårdh, David Munk Bogballe og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Anne Rasmussen

David Munk Bogballe: .."Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet mistede mændene en del af forsørgeransvaret, børnene kom i institution, omsorgen for de ældre blev overladt til plejehjem, og familien blev splittet. Skal vi have en meningsfuld identitet tilbage, kræver det, at man tager ansvaret for sig selv og sine."

Hvad er det egentlig du vil sige med det her? At vi kvinder skal droppe vores selvbestemmelse og stavnsbindes til en livslangt tilværelse som ulønnet husslave med pasning af hus, dine gamle forældre, dine unger og dig selv?

Og hvorfor antager du, at kvinder synes det er vanvittigt meningsfuldt, at passe dine gamle forældre - hvis du synes det er så meningsfuldt så gør det selv!

Jakob Silberbrandt, Carsten Søndergaard, Sven Elming, Vibeke Rasmussen, Karsten Aaen, Else Damsgaard, Andreas Trägårdh, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Inger Sundsvald, Dana Hansen, David Munk Bogballe og Heidi Pedersen anbefalede denne kommentar
David Munk Bogballe

@Thomas Ryberg: Hvis ikke der er en tro på, at den objektive virkelighed eksisterer og på, at man i større eller mindre grad kan nærme sig den med beskrivende udsagn, så er det komplet ligegyldigt, hvad man siger. Hvis udsagnet 'Anne Rasmussen vil ikke passe sine forældre, fordi hun hellere vil dyrke yoga' er subjektivt og derfor ikke mere rigtigt eller forkert i forhold til, hvordan verden er, end et alternativt udsagn som eksempelvis 'Anne Rasmussen vil hellere passe sine forældre end at dyrke yoga' eller 'Anne Rasmussen har ingen præferencer i forhold til at passe sine forældre eller dyrke yoga', så er det ikke lige til at se, hvordan man skal kommunikere Anne Rasmussens syn på sagen. Eller hvordan hun skal have et.

Man kunne jo spørge hende, og lade hende kommunikere sit syn selv.

Men det er måske også et tegn på tidernes og sædernes forfald, at kvinder er i stand til at kommunikere selvstændigt?

Carsten Søndergaard, Vibeke Rasmussen, Anne Rasmussen, David Munk Bogballe og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
David Munk Bogballe

@Peter Hansen: "Ikke destomindre er det vores, der står for fald, mens det udefra set jo er en kamp for at fastholde det ståsted i verden, kronikøren priser, der lykkes for de andre kulturer." Jeg kan ikke se, hvordan det udelukker det faktum, at Vesten er Mellemøsten overlegen i forhold til de punkter, jeg nævnte. Jeg er i øvrigt usikker på, om du er villig til at ofre overlegenheden på disse punkter til fordel for mindre opløsning og en stat og samfund som i Yemen eller Saudi Arabien.

"Når der er opbrud i vores kultur for tiden - og især i Danmark - skyldes det rigtig nok, at ingen kæmper for de grundlæggende værdier i det danske samfund, som er mådehold, solidaritet og samfundsmæssigt institutionaliseret tryghed. Det gør denne kronikør næppe heller. Jeg tror, at synspunkter som disse er selve årsagen til, at det konservative folkeparti nærmer sig bundgrænsen." Hvis det er tilfældet, at der ikke er nogen, der kæmper for mådehold, solidaritet og samfundsmæssigt institutionaliseret tryghed, så kan det vel ikke være forklaringen på, at Det Konservative Folkeparti klarer sig dårligere end andre partier, der jo ifølge dit udsagn også undlader at kæmpe for disse værdier. (Det skal retfærdigvis siges, at det er uklart, om det er, hvad du mener med "synspunkter som disse". Hvis du refererer til hele kronikkens indhold, så er jeg ikke sikker på, den beskriver den politik, som Det Konservative Parti har ført i de seneste mange år. Men så er vi jo tilbage ved forholdet mellem subjektiviteten og den objektive virkelighed, hvor jeg kan forstå, du ikke tror på sidstnævntes eksistens).

David Munk Bogballe

@Dana Hansen: Anne Rasmussens bidrag ville være kærkomment. Spørgsmålet er vel stadig, i forhold til dit synspunkt, om det bringer os videre. Hvis det blot er hendes subjektive udsagn, der derfor ikke er tættere på virkeligheden end dit og mit, hvad skal vi så med det?

Inger Sundsvald

Hvad "vi" skal med det, er formentlig lidt forskelligt fra person til person.
En del af "os" er for længst kommet videre, og gider ærlig talt ikke hænge fast i fortiden eller forholde os til dem der er kronisk bagefter.

Carsten Søndergaard, Dana Hansen, Heidi Pedersen og Anne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Anne Rasmussen

Mit synspunkt er ganske enkelt og meget jordnært: Hvis du vil have passet dine gamle forældre så gør det selv, uden at blande kvinders selvbestemmelse og frihed (økonomisk såvel som retten til at bestemme over egen fritid) ind i det her.

I øvrigt så kunne jeg da tænke mig at vide, sådan rent lavpraktisk, om den der pasning af de gamle forældre både skulle gælde hans forældre og hendes forældre, hvis de lever allesammen, oveni pasning af børn, hus og mand og om Munk Bogballe overhovedet har nogen som helst ide om, hvor tidskrævende og belastende det er, at passe en eventuel sengeliggende ældre m/k, der skal have hjælp til alt?

Jeg tvivler.

Og så kunne man da få den tanke, at det mere handler om at slippe billigere i skat, fordi der hverken skal betales til plejehjem eller institutioner, og en god portion dovenskab kombineret med økonomisk kontrol end det handler om hensynet til den lille kernefamilies ve og vel. Et er i hvert fald sikkert - det handler ikke om kvinders frihed og ve og vel for det bliver dem, der hænger på hele pasningen.

Jakob Silberbrandt, Carsten Søndergaard, Steffen Gliese, Rasmus Knus, Karsten Aaen, Andreas Trägårdh, Dana Hansen, Heidi Pedersen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig bringer det os videre.

Det burde blandt andet bringe os ud over din trang til absolutter ...

Som konklusion:

Denne idehistoriske stiløvelse er du ikke sluppet særlig heldigt fra.

Det var et absolut udsagn, og dem lærte jeg (på første semester), at man skal underbygge. Bortset fra det idiotiske i at ville rulle tiden tilbage, er der jo den specielt grelle logiske kortslutning, at du påstår, at al dårligdommen skyldes:

"autoriteternes opløsning og manglende respekt for traditioner"

Godt så. Det er et af de uunderbyggede absolutter, som resten af artiklen gerne skulle udbygge. Gid den havde gjort det, men det eneste du når frem til er

"Velfærdsstaten gør individet fri af behovet for at arbejde, fri for at finde en ægtefælle, fri for at passe sine børn, fri for at kere sig om sine forældre, fri for at tænke selv og fri for at lære noget."

Hvordan? Det har du end ikke forsøgt at underbygge?

uffe hellum, Morten Pedersen, Carsten Søndergaard, Christina Balslev, Søren Roepstorff, Anne Rasmussen, Lise Lotte Rahbek og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Individualisering, eller individualiserings prossesen som CG Jung har beskrevet den, ser ud til at have overskredet en kritisk grænse.
Den må forventes at slå over i sin modsætning eller udløse krig, som den har gjort før, hvis den slår over i sin modsætning, vil den lande i det vi kender fra asiatiske kulture, hvor fællesskabet betyder alt og individet meget lidt.
Meget taler for at der er bevægelser i begge retninger, mange ser ud til at tiltrækkes af de asiatiske trosretninger og mange ser ud til at udvikle en radikal fjendtlighed
Er hvad jeg ser.

Andreas Trägårdh

David Munk Bogballe

Du skriver: "Revolutionen (1789) endte som bekendt i et rædselsregime med mord og opløsning."

Revolutionen var kulminationen på den måde tingene blev løst på i øvrigt. I 1789 ramte det bare den bemidlede overklasse, dem der i århundreder havde plyndret og myrdet sagesløse bønder og fritænkere.

Vi har ikke lært at revolutioner kun kan lede til en ting, nemlig tilbage til det man agtede at gøre op med. Man bliver til det man bekæmper.

Christian Harder, Inger Sundsvald og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Jeg ser frem til at hele dette individualiserings-cirkus stopper, og at vi kan få nogle reelle og sunde værdier tilbage. Styrkes skal også ideen om sunde kernefamilier, hvor der er balance mellem karriere og familieliv.

Den største fejl nogensinde, er opfindelsen af P-pillen. Siden da er alt gået galt.
Aldrig har jeg set så uintelligente, ego-centriske, møgforkælede og overfladiske mennesker som idag I de vestlige forbrugersamfund.
Rollemodellerne er Miley Cirus, Sex and the city, klovnene fra Paradise Hotel osv.
Normen er uhæmmet sex og uhæmmet forbrug, for alt er jo bare objekter til forbrug, og gerne træde på andre imens for man er jo en “bitch” og dette skal hele verden selvfølgelig blive ved med at huske, og selvfølgelig under ingen omstændigheder respektere andres meninger, for kun JEG har ret!
Man vil gerne opføre sig billigt, som en heks, dum som en dør, men man må ikke blive dømt eller kaldt navne, for det er MIT valg!
Fjenden er mænd, kernefamilier og enhver der måtte stille spørgsmålstegn ved dette vanvid.
Denne forbrugsbesættelse er hamrende irrationel og desværre ført an af kvinder, homoseksuelle mænd, popstjerner, medierne og modebranchen.
Men glæden er stor når man ser at mænd og samfund er begyndt at røre på sig, for dette vanvid skal stoppes nu! koste hvad det vil.

Jeg lægger ud: DU er en bitch, en luder, en iskold heks, en egocentrisk ko, en samfundsfordærver, en snotdum forbruger og en wannabe mand.

Værsgo at dømme mig, ordet er jeres.

Jakob Silberbrandt, Christian Harder, Leo Nygaard, Henrik Nielsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

David Munk Bogballe

Så skriver du videre:
"Selv om det måske har været småt med mord, er vi i det postmoderne Danmark vidne til en generation af voksne, der kæmper med de omfattende opløsningstendenser, som kulminationen på den nyere tids frihedskamp har medført."

Er det ikke mere sandsynligt at en række ideer ganske enkelt er udtjent. Og at det grimme du ser i dag, ikke skyldes reaktionerne på det udtjente men simpelt hen det at de er reaktioner på det udtjente, altså en bisar omend trofast måde at vedholde det forgangne på? kvindesagen blev jo f.eks. båret frem af et samsurium af krigsindustri og kapitalisternes uudslukkelige drift efter skatte indtægter. Og hvis baronens sønner gik hen og døde kunne hans datter nu arve fabrikkerne og hele herligheden. Kvindesagen er en happy-hour!

Lars Kristensen

Når mennesker mister tilliden til de religiøse og familiære beslutningstagere, er et af de første steder hvor frigørelsen sker, ved bindingen mellem manden og kvinden (ægteskabet).

Når tilliden til beslutningstagerne er væk, er grunden den at befolkningen er blevet mere bevidst og oplyst, hvorved at mennesker kan se bedraget og erkende, at beslutningstageren ikke gør sine handlinger for et fælles bedste.

Det problem er også ved at ske på det politiske plan i Danmark, hvor vi - befolkningen - efterhånden bliver vidner til, at de politiske beslutningstagere mere handler ud fra egne og venners/kammeraters bedste end ud fra et fælles bedste for os alle.

Carsten Søndergaard, Heidi Pedersen, Steffen Gliese, Inger Sundsvald, Jørn Petersen, Andreas Trägårdh og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Jeg tilslutter mig David Munk Bogballes betragtninger, omend med to indvendinger.

1) "En tidlig kulmination for bevægelsen var revolutionen i 1789, hvor den franske befolkning under parolen »Frihed, lighed og broderskab« søgte at vriste sig fri af aristokrati og kirke."

Det var vist 'adel og klassesamfund' omstyrtningen blev rettet mod, snarere end 'aristokrati'.

2) "Skal vi undgå den totale opløsning af normer, som er det uundgåelige resultat af det moderne projekts fuldendelse, er vi derfor nødt til i højere grad at give borgerne ansvaret for sig og sine tilbage. Vi skal ikke forsøge at genindføre autoritet og tradition via staten, men skabe rammerne for, at mennesker igen kan påtage sig meningsfulde identiteter."

Ikke kun 'sig og sine', men primært 'hinanden' i form af meningsfulde og forpligtende fællesskaber. Så længe alle anskuer sig som individer, vil der komme ske væsentlige (positive) forandringer.

Omfattende (positive) forandringer lader sig dog ikke gøre, med mindre der tages et politisk opgør med nationalstaten som forvalter, formynder, fordeler, fader og moder. Befolkningens medlemmer er mestendels afmægtige nyttedyr, der er blevet tillært kognitive mønstre der forhindrer at det ændrer sig.

Jakob Silberbrandt, Christian Harder og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Her en en anden kommentar skrevet af samme forfatter:
http://www.b.dk/kommentarer/et-samlet-danmark

Og vi tager lige brødteksten:
https://www.facebook.com/ks.critique/posts/188198284645867

En anbefaling af ovenstående fra Critique, et tidskrift:
https://www.facebook.com/ks.critique/posts/188198284645867

"En læseværdig kommentar af den konservative direktør-filosof David Munk Bogballe i Berlingske."

Manden er altså konservativ, og jeg vil mene, at han ligesom Rune Selsing tilhører den liberalkonservative fløj. Lavt skattetryk, danske værdier (hvad det mon er? for en størrelse) og traditioner, herunder at kvinderne igen! skal hjem til kødgryderne og lave mad og passe børnene, de syge og de gamle i familien. Kun på den måde kan skattetrykket nemlig sænkes væsentligt.

Og hvorfor?

Her er hvorfor?

"Er det retfærdigt, når en stat omfordeler goderne i et samfund? Nej, sagde den amerikanske filosof Robert Nozick, hvis hovedværk "Anarchy, State, and Utopia" er et berømt forsvar for minimalstaten - i Replique kan man læse en kritisk gennemgang af værkets centrale argumenter:

"Men man kan godt være enig med Nozick i, at mennesker i udgangspunktet er berettiget til frugten af deres eget arbejde, og samtidig mene at denne berettigelse kan være i konflikt med andre moralske hensyn. Nozick forstår berettigelse som en – når den findes – ukrænkelig ret. Er man først berettiget til goder, kan ingen andre hensyn overskrive den berettigelse." kilde:
https://www.facebook.com/ks.critique

Et yderligere link:
http://critique.ksaa.dk/2013/10/stat-eller-utopi/

Den måde som det her indlæg er skrevet tyder på at endemålet for David M. Bogballe er Nozicks minimalstat, hvor familien (bredt betragtet) tager sig af de syge, de gamle og børnene. Eller med andre ord: kvinderne! Og hvor mændene som i USA og England, Japan, og til dels Tyskland arbejder mindst 80-100 timer om ugen.

Og hvad er frugten af ens eget arbejde? Har en landmand måske selv bygget de veje som går hen til hans hus? har en bager selv bygget fortovene hans kunder går på? Har en frisør selv bygget huset han har forretning? Bygger en tømrer ikke et hus i samarbejde med en murer? Bygger en en blikkenslager ikke et hus i samarbejde med en elektriker?

Is not a man entitlet to the sweat of his brow? lyder det i Ken Levine's Bioshock - et opgør med netop denne objektivistiske tilgang til samfundet, som Nozick og Ayn Rand repræsenterer. Og samfundety i Bioschok forfalder (er forfaldent) fordi INGEN hjælper andre, f.eks. når de bliver syge, alle rager kun til sig selv, efter devisen: en mand har ret til frugten af sit arbejde.........ingen ville dele noget som helst med nogen som helst.

Men det er altså sådan vi har overlevet som art igennem årtusinder; jægere der kom hjem med et stort dyr delte med stammen, at kvinderne delte de bær de fandt med stammen. Eller at to stammer delte mad sammen, evt. handlede sammen.

Thomas Borghus, Carsten Søndergaard, Torben Kjeldsen, Søren Roepstorff, Christian Harder, Steffen Gliese, Rasmus Knus, Heidi Pedersen, Troels Ken Pedersen, Andreas Trägårdh, Inger Sundsvald, Dana Hansen, Lise Lotte Rahbek og Anne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Nogle mænd har jeg stor respekt for. Karsten Aaen af en af dem.

Carsten Søndergaard, Niels Mosbak, Steffen Gliese, Heinrich R. Jørgensen, Troels Ken Pedersen, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Anne Rasmussen

Karsten Aaen: Helt enig. Som sagt, så tror jeg også, at det mere handler om kr. og ører og kontrol over kvinder, end de små familiers ve og vel.

Steffen Gliese, Troels Ken Pedersen, Karsten Aaen, Inger Sundsvald og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Michael Kamp:

Kvinderne blev trætte af at tørre op efter dit "ansvar." Og af folk som dig, naturligvis.

Hvis mænd ikke kan være ansvarlige uden at have kvinder som tjenere, er sandheden selvfølgelig at de slet ikke kan. Og selvfølgelig kan mænd være ansvarlige, forstås, det er bare ikke kvindelig underkastelse og afmagt der er nøglen.

Carsten Søndergaard, Christina Balslev, Steffen Gliese, Gry W. Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Heidi Pedersen, Dana Hansen, Karsten Aaen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

David Bogmølle: hvis du vil respekt for autoriteter, traditioner og klassiske kønsroller med kvinder i køkkenet og mænd på arbejde udenfor hjemmet hele dagen, så kan du finde den slags i mange muslimske lande, der endnu ikke er så sekulariserede. Det er bare at tage afsted - God tur!

Carsten Søndergaard, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Som tilskuer/ læser 'only' til denne debat, venter jeg, stadig, spændt på, hvornår 'Anne', som det er overgået fx 'Thomas' og 'Peter', bliver tiltalt direkte og ikke kun omtalt … i tredje person.

Dana Hansen, Anne Rasmussen, Steffen Gliese, Inger Sundsvald og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Inden I kommer for godt i gang med at løbe åbne døre ind, kære medabonnenter og -debattører, så klik lige ind på morgendagens udgave af Information og læs, hvad Pia Fris Laneth skriver om samme emne.

Siden I nu ikke gad gøre jer den ulejlighed selv at slå Munk Bogballes firma
op på nettet for at finde ud af, hvad 'filosoffen' lever af at designe og sælge :)

Man fristes til at forbigå indlæg som dette i absolut stilhed for argumentets styrke stiger - som bekendt - ligefrem proportionalt med nuancen, der desværre ikke eksisterer i nævneværdig grad i ovenstående.

Helt basalt: Den anden side af frigørelsen fra autoriteterne skal også med ellers risikerer forfatteren (unødigt?), at provokere dannede mennesker eller selv fremstå som ignorant. Og dermed fortabes budskabet med en eller anden eller vi - uden hvordan - skal skabe nogle rammer eller værdier. Den fes vist lidt ud til sidst?

I forlængelse af Karsten Aaens glimrende indlæg. Nozick var dog på ingen måde konservativ, men snarere ekstremt individualistisk og senere inspiration for bla. AFR og CEPOS. Men - Jeg vil da, at læse anbefale John Rawls "A theory of justice" og derefter Nozicks tekst som er et svar herpå. Begge filosofiske klassikere - på hver deres måde - i stedet for denne tynde kop the.

Et kreativt angreb på velfærdsstaten.

I hele omsorgs sektoren vil man finde et overvæld af kvinder, så de kommer nok ud, men ikke omkring det - at passe de syge m.fl.

At man ikke har formået at redefinere de gamle værdier, til solidaritet og respekt for hinanden, skyldes nok i højere grad kampen er intensiveret i konkurrencestaten - i kraft af at kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Så at forarme folk yderligere ville kun gøre tingene værre. Tværtimod, er lighed en mulighed for, at overflødiggøre status, som som tager udgangspunkt i faunaen.

Lige børn leger bedst.

Kære Troels,

Det er sjovt at du ud fra et enkelt indlæg lige pludselig kender ”folk som mig” ;)
Det er endnu sjovere at du mener at jeg vil have kvinder som tjenere, underkastelse og afmagt.
Hvis du nu trækker vejret og læser mit indlæg igen, så vil du se at jeg kritiserer, den overdrevne egoisme, overfladiskhed, forbrugsvanvid, ekstreme individualisering og jagten på den falske lykke som er ved at ødelægge vores samfund og kernefamilien. Altså alt det irrationelle og ikke kvinden.
Andet du vil bidrage med?

Niels Gjern

Du er godt klar over at dette familiemønster er det mest udbredte i hele verden, ikke blot den muslimske verden?
Spørgsmålet er så, hvem har ret, hvis nogen da har det?

Hvis man vil bedømme kronikkens budskab og beskrivelse af samfundet, kan man opstille alle de negative symptomer på samfundstilstanden efter flere årtiers udvikling.
Listen bliver lang og meget ubehagelig læsning.
Jeg har i en tidligere sammenhæng sat en provokerende påstand på spidsen. Dengang gav den ingen kommentarer, så jeg prøver igen.
Feminismen er som bevægelse den mest skadelige isme siden nazismen.
Bare en del af årsagen, men meget væsentlig.

Inger Sundsvald

Folk som dig, Michael Kamp, behøver bare at skrive et enkelt indlæg som dit, for at andre kan se at det drejer sig om en uhæmmet had og tilsvining af kvinden og syge beskyldninger om alverdens nedrighed vendt mod "kvinder, homoseksuelle mænd, popstjerner, medierne og modebranchen" (bevar mig vel!). Og de, som anbefaler dit had, må så være af samme mening og kaliber.

Men du skal ikke glæde dig for tidligt. Din paranoia deles heldigvis ikke af flertallet af fornuftige mænd, og slet ikke af de mænd, som godt ved, at det man ser i tv og i modeblade, ikke er sandheden om helt almindelige menneskers liv, moral og opførsel.

Carsten Søndergaard, Anne Rasmussen, Troels Ken Pedersen og Heidi Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er altid bagstræbere, der ikke kan acceptere, at deres privilegier står for fald. Det gælder mange heteromænd, der desværre synes forstenede i deres liv og uden tanke for at gøre sig fortjent til den kærlighed, de efterspørger.
Landets største problem er, at frigørelsen ikke går langt nok - således at man ikke på noget tidspunkt, bortset fra måske tre-fire år i begyndelsen af firserne, har opretholdt kvaliteterne i undervisningssystemet, så de mange, der i dag får adgang, også får den ypperlige adgang til viden på højeste niveau, som de få fik i fortiden; men hvis man ikke holder fast i den frihed, som gjaldt i fortiden, er det en i sidste ende nivellerende og kontraproduktiv politik, der er blevet ført. Emancipationen kan ikke gå på kompromis med kvaliteten, så bliver den en løgn.

Andreas Trägårdh

David Munk Bogballe

Det der separerer folk fra hinanden og opløser samfundet er ikke velfærdsamfundet men penge og pengesystemerne.

Klaus Bondegaard, Martin Karlsson Pedersen, Heinrich R. Jørgensen og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Leo, du har ikke forstået feminisme > frigørelse fra alt, hvad der undertrykker omsorg for livet. Et stort projekt med mange faldgrupper ...

Andreas Trägårdh

David Munk Bogballe

Før bankerne overtog ledelsen i verden, investerede man i familien, i slægtninge, naboer, venner eller kort sagt frem for alt i samfundet fordi det er der vores behov er. Værdier er kollektive, vi er fælles om at skabe. Samfundet er den egentlige bank! Ideen med velfærdssamfundet er at sikre alle adgang til resurserne som samfundet og dets værdier bygger på, så man har en stærk bank!!!
Hvis du agter at samle folket om værdierne skal du nedbryde de private bankers monopol og forbyde dem, og så skal du begynde at investere i folket i stedet. Så vil du styrke fællesskabet og traditionerne.

Klaus Bondegaard, Filo Butcher, Jakob Silberbrandt, Martin Karlsson Pedersen, Carsten Søndergaard, Heinrich R. Jørgensen, Søren Roepstorff og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Da kvinderne fik stemmeret, begyndte civilisationen at gå i opløsning. Intet under, det var dem, slangen henvendte sig til i paradiset.

Andreas Trägårdh

Det monetære system det opløser forbindelserne mellem folk. Det monetære system ser vi i disse år udslette samfundets oprindelige eller traditionelle opbygning og funktion. Det monetære system er ved at blive til samfund: Det monetære samfund (kredit og gælds fængsel) Det er derfor traditionerne går i opløsning, håndværk forsvinder, og naturen bliver fremmed og afkoblet.

Filo Butcher, Heinrich R. Jørgensen, Martin Karlsson Pedersen, Carsten Søndergaard, Steffen Gliese og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Randi - Ja, og det er faldgruberne og de hard core jeg sigter til.
Vi har alle (i min alder) oplevet udløberen i form af privat ligestilling i parforholdet, hvor hver har skullet forholde sig til udviklingen.

Sider