Kronik

Vi har frigjort os fra hinanden og tabt os selv

Skilsmisser, kludetæppefamilier, singler og enlige mødre er resultaterne af autoriteternes opløsning og manglende respekt for traditioner. Vi er endt som selvoptagede, selvmedlidende og velbehagsdrevne individer, som selv skal skabe vores identitet – et projekt, som alt for mange farer vild i
Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet mistede mændene en del af forsørgeransvaret, børnene kom i institution, omsorgen for de ældre blev overladt til plejehjem, og familien blev splittet. Skal vi have en meningsfuld identitet tilbage, kræver det, at man tager ansvaret for sig selv og sine.

Kristine Kiilerich

21. oktober 2013

Det moderne frigørelsesprojekt tog for alvor fart med oplysningstidens videnskabelige fremskridt. De identificerede en lang række kulturelle, økonomiske og sociale fænomener som resultatet af menneskelige handlinger og gav indsigt i årsagssammenhængene mellem dem. At mennesker i fællesskab blev gjort ansvarlige for indretningen af deres sociale verden betød, at de traditioner, institutioner og strukturer, der formede den, blev udsat for en minutiøs og vedvarende kritik. Målet var at eliminere og erstatte de dele, der ikke stemte overens med tidens strømninger.

En tidlig kulmination for bevægelsen var revolutionen i 1789, hvor den franske befolkning under parolen »Frihed, lighed og broderskab« søgte at vriste sig fri af aristokrati og kirke. Revolutionen endte som bekendt i et rædselsregime med mord og opløsning.

Selv om det måske har været småt med mord, er vi i det postmoderne Danmark vidne til en generation af voksne, der kæmper med de omfattende opløsningstendenser, som kulminationen på den nyere tids frihedskamp har medført.

Krav om konstant velbehag

Ikke mindst med hensyn til familien og kønsrollerne er opløsningen udtalt. I løbet af 1950’erne og 1960’erne forlod kvinderne hjemmet for i stedet at begive sig ud på det hidtil mandsdominerede arbejdsmarked. At kvinderne tjente deres egne penge, gjorde dem fri af manden, der til gengæld blev fri for en del af forsørgeransvaret. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet frigjorde dem også for pasningen og opdragelsen af familiens børn; den opgave blev nu varetaget af andre institutioner, når kvinderne tog på arbejde. Familien splittedes i tre retninger alle hverdage fra syv til 16. Omsorgen for ældre familiemedlemmer blev ligeledes flyttet fra familien og overladt til hjemmehjælpere og plejehjem.

I dag ser vi så, hvordan mænd og kvinders øgede økonomiske frihed i takt med den svindende respekt for tradition og ægteskabets livsvarighed har ført til, at flere lader sig skille, foretrækker at leve alene eller blot i forhold af mere overfladisk og kortvarig karakter. Mange danske familier er forvandlet til et kludetæppe af stedfædre, papsøskende og enlige forsørgere. Et kludetæppe, der til stadighed sys om.

Og så er der alle singlerne, der søger at realisere sig selv fri for ansvaret for børn og partner. Eller som bare venter på den helt rigtige, der passer til tæppet på sofaen eller skønhedsidealet, og som har en spændende personlighed, men samtidig er tilstrækkeligt selvudslettende, så der ikke skal gives afkald på noget. Skulle jagten på den eneste ene mislykkes, kan singlekvinderne glæde sig over, at også moderskabet er blevet gjort uafhængigt af familien og tosomheden. De kan lade sig inseminere kunstigt og dermed alene realisere drømmen om at få børn. Accepten af, at livet også byder på skuffelser, besværlige forpligtelser og trøstesløse stunder, hvis håndtering er en del af selve det at finde lykken, har i vidt omfang måttet vige for en definition af det gode liv som et, der leves i en konstant følelse af velbehag. Forsvinder følelsen, er man fortabt.

Fordi jeg har valgt det

Det selvoptagede, selvmedlidende og velbehagsmotiverede individ har overtaget pladsen som den eneste væsentlige rollemodel i samtiden. Det har i mange tilfælde umuliggjort meningsfuld kritik og dialog. Hvis man sætter spørgsmålstegn ved et individs livsførelse eller drister sig til at bede in-dividet retfærdiggøre den, affejes man med et overfladisk ’fordi jeg har valgt at leve sådan’.

Skulle nogen tillade sig at udtale autoritativ kritik af et sådant valg, forsvares det øjeblikkeligt med, at »ingen skal fortælle mig, hvad der er bedst, eller hvordan jeg skal leve, for det ved jeg bedst selv«. Det postmoderne individ vælger nemlig selv, hvad der er smukt, klogt, sandt, rigtigt og vigtigt. Ja, det vælger sågar, hvilket køn det er, eller hvilket køn dets børn skal blive. Hvis det modsiges, er det bare »din mening«, og den er (næsten) lige så god som min. Denne udvikling resulterer hver dag i en negativ indflydelse på vores evne til sobert at vurdere verden. Når vi ikke vil acceptere kvalitet som et hierarkisk begreb, hvor noget er bedre, smukkere og klogere end andet, ikke bare ud fra en subjektiv ’efter min mening’-vurdering, men rationelt ud fra troen på eksistensen af en objektiv virkelighed, så forringes denne evne. Det er svært at finde mening i noget som helst, når eksempelvis udsagnet om, at den vestlige civilisation er den mellemøstlige totalt overlegen, hvad angår alt fra fødevaresikkerhed, retssikkerhed og videnskab til sundhedsvæsen og velstand, problematiseres som et udtryk for racisme eller reduceres til en socialt konstrueret sandhed, der ikke stemmer overens med en objektiv verden; når udsagnet gøres til et synspunkt med lige så stor sandhedsværdi som dets benægtelse.

Subjektsfetichismen er frigørelsens pris. For når individet har afskrevet tradition, rationalitet og natur som meningsgivende, er det overladt til selv at skabe sin identitet og verden. Det er et hårdt og uendeligt slid at sidde alene med sig selv som forhandlingspartner og alt i spil med præmissen om, at det er op til en selv at ændre ethvert udkomme af forhandlingerne. Ro er intet sted at finde. Det er en tung byrde for mange kvinder, der konstant må forsøge at genopfinde sig selv som sexsymboler, husmødre, karrierekvinder, økologiske forbrugere og spirituelle yogadyrkere, der for Guds skyld ikke vil være kristne. Det samme gør sig gældende for mange mænd, der bare ser fodbold eller sjældent læser andet end ugeblade og kaster sig rundt mellem stenalderkost, ambitioner om at blive topledere, strygning af sengetøj, Ikea-ture og deltagelse i Distortion, crossfit og bøsseparader i forsøget på at definere en identitet.

Mange børn, der har brug for tryghed og faste rammer, har det også svært, for de er nødt til at bruge store mængder af energi på at finde deres plads i familiens og folkeskolens strukturløse autoritetsvakuum i stedet for at koncentrere sig om leg og læring. Det samme gælder mange unge, der har problemer med at definere sig i en verden af uansvarlige voksne, historieløshed og flygtig overfladiskhed. For nogle lykkes det at finde sig til rette, men mange opgiver og bliver revet med strømmen af komplet frihed.

I den sammenhæng er det ærgerligt, at velfærdsstaten, der ellers sigter mod at gøre tilværelsen mere overkommelig, på mange måder nedbryder menneskets selvforståelse og selvrespekt. Velfærdsstaten gør individet fri af behovet for at arbejde, fri for at finde en ægtefælle, fri for at passe sine børn, fri for at kere sig om sine forældre, fri for at tænke selv og fri for at lære noget. Dens incitamentsstrukturer bærer i høj grad skylden for, at det personlige ansvar og stoltheden over at vedkende sig det er svundet.

Skal vi undgå den totale opløsning af normer, som er det uundgåelige resultat af det moderne projekts fuldendelse, er vi derfor nødt til i højere grad at give borgerne ansvaret for sig og sine tilbage. Vi skal ikke forsøge at genindføre autoritet og tradition via staten, men skabe rammerne for, at mennesker igen kan påtage sig meningsfulde identiteter.

 

David Munk Bogballe er filosof og direktør for Munk Bogballe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Hede
  • Leo Nygaard
  • Christian Harder
  • Anne Eriksen
  • Heinrich R. Jørgensen
Anders Hede, Leo Nygaard, Christian Harder, Anne Eriksen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Kære Inger Sundsvald,

Når krybben er tom, bides hestene. Og når manden føler sig truet på sin status som familiens skaffedyr, skal madammeerne værs'go gå hjem til 'kødgryderne' og holde kæft og være smukke.

Det er formentlig derfor, så mange mænd for tiden får nervøse trækninger og akutte anfald af misogyni ved tanken om, hvad feminismen - "den mest skadelige isme siden nazismen" - har udsat Den danske Pater Familias for af ydmygelser og statustab, lige siden Mathilde Fibiger satte fluer i hovedet på deres koner og døtre med kampskriftet 'Clara Raphaels Breve' i 1850.

Det er så gennemskueligt, at det kun var til at grine af, hvis det ikke samtidigt var så sørgeligt.

Alan Strandbygaard, Carsten Søndergaard, Henriette Bøhne, Lise Lotte Rahbek, Dana Hansen, Inger Sundsvald, Steffen Gliese og Anne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

Det monetære system det opløser forbindelserne mellem folk. Det monetære system ser vi i disse år udslette samfundets oprindelige eller traditionelle opbygning og funktion. Det monetære system er ved at blive til samfund: Det monetære samfund (kredit og gælds fængsel) Det er derfor traditionerne går i opløsning, håndværk forsvinder, og naturen bliver fremmed og afkoblet.

Andreas Trägårdh

,... det er derfor USA er blevet et uland i stedet for et iland. Der har aldrig for alvor eksisteret en amerikansk forsamling og tradition, foruden gennem fjendebillederne de er så afhængige af der ovre. De banker der opstod i den post revolutionære, industrielle tid monopoliserede og overtog hurtigt ledelsen i USA. Det er disse bankerne der i dag er ved at overtage Danmark og resten af EU.

Carsten Søndergaard og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Emnet kan anskues på en anden måde.
Alt er flyttet helt eller delvis ud af familien og det nære samfund - over i butikker, reparationsklinikker, fabrikker og offentlige kontorer/institutioner :
Køkkenhavens grønsager, dyrehold, gensidig forsørgelsespligt, fremstilling og vedligeholdelse af ting vi omgiver os med, forplantning, yngelpleje, almindelig dannelse og moral, medmenneskelig støtte - altså alt det der kommer ind under det personlig ansvar og familien, som vel stadig er samfundets grundpille.
Eller er alt det fortid. Jeg tror det ikke. Der er masser af mennesker, der stadig holder fast i gamle dyder og ser med mistro på udviklingen.

Jeg har læst Aaens link til Berlingske.
Her præsenterer filosoffen et firkløver, som kræver mindre stat og mere frihed til befolkningen. Han lægger afstand til dette firkløver ???
Han kalder dem liberale.
Interessant for mig, da jeg har været inde på det samme i forskellige sammenhænge.
Firkløveret er EL, SF, R og LA.
Læs selv.

randi christiansen

Anders T - det ik så meget moneterne > værdisymboler, som forvaltningen af dem > privatkapitalisering og indbyrdes konkurrence om fællesskabets værdier - der er problemet. 'Nogen' har simpelthen kuppet sig til kontrollen med fællesskabets værdier - selvf bl.a. fordi fællesskabets styring er svag.

Grethe Preisler - Når du taler til mig gennem dit citat, vil jeg gerne, modsat dig adressere direkte.
I yderste konsekvens :
Kvinden lever enligt, evt sammen med andre ligesindede, de bliver, mod betaling, incimineret med avlsmateriale fra avlstyren, som på den lokale arvehygiejneklinik, omhyggeligt udvalgt med hensyn til egenskaber og ønskede personlige kvaliteter.
Det var der andre ord for engang.

Grethe Preisler

Leo Nygaard,

Det syn's jeg du skulle tage en snak om med bestyrelsen, shareholderne og sidst, men ikke mindst med dem, der leverer varen, i sædbanken 'Cryos International - Denmark'.

Før du forventer, at de danske feminister en bloc med KVINFO som talerør også skal tage ansvaret for 'udflytningen fra familien og det nære samfund' af dèt problem på sin kappe.

Andreas Trägårdh

I det monetære kredit-/gælds samfund er befolkningen reducerede til mekaniske forbrugere - slaver, der ligesom kvæg og høns og dens slags tjener et eneste formål, nemlig at sikre ejerene deres suveræne autoritet.

Grethe Preisler
- Banken lever og leverer ikke uden kunder. Også den typer jeg beskriver.
- Det forventer jeg naturligvis ikke. Du blander min generelle beskrivelse af samfundsudviklingen 14.14. sammen med den moderne, aggressive feminisme.

Andreas Trägårdh

USA spionere på hele verden og sælger informationerne til private højt bydende organisationer, f.eks, til JP Morgan eller Kinas energi selvskaber, før de går på opkøb ud i verden!!!

Ved DONG det?

Carsten Hansen

Det største problem ved denne kronik er at den er så fordomsfuld og dømmer en hel befolkning. Mennesker er forskellige. Meget forskellige. Vi lever forskelligt og har forskellige værdier.

Andreas Trägårdh, Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Fordi pressen ikke har normer og værdier så er det ikke ensbetydende med at vi mennesker herude har er på samme måde.

Mens vi lever vores liv, undres vi over disse aliens som kaldes journalister.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Peter Hansen -

Abort, pornografi, skilsmisse, autistisk sexualitet, antisexuel sexualitet - frihed til disse ting gør blot mennesket ulykkeligt. Kun sandheden, retfærdigheden, kærligheden den trofaste, selvopofrelsen gør lykkelig.

Skulle nogen tillade sig at udtale autoritativ kritik af et sådant valg, forsvares det øjeblikkeligt med, at »ingen skal fortælle mig, hvad der er bedst, eller hvordan jeg skal leve, for det ved jeg bedst selv«.

Hmm, jeg vil da med 100 % mene at det kun er én selv, der ved bedst. I langt de fleste tilfælde skal man ikke lytte til andres formaninger. Men man kan lade sig rådgive eller lade sig inspirere.

Desuden, at da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, var jo det netop det rigtige skridt på vej mod demokrati i DK. Det kan jeg ikke se noget forkert i. Og ja, "vi har selv valgt det". Det er jo hele essensen med demokrati, fri religion, fri presse, frigørelse mm. og at ingen skal komme og fortælle os, hvordan vi skal leve.
At forfatteren fastslår, samfundet var bedre for 100 år siden end idag, har jeg svært ved at følge.

Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
David Munk Bogballe

i er nogle røvere (og røvinder @dana hansen, anne rasmussen, inger sundsvald, randi christiansen). min konstatering af at kvinders indtog på arbejdsmarkedet, i øvrigt i parløb med den fri markedsøkonomi, har medvirket til at opløse familien, indeholder ikke en betragtning om, at kvinderne nødvendigvis skal hjem i køkkenet eller om, at fri markedsøkonomi og kapitalisme skal skiftes ud med socialisme. jeg er dog af den klare opfattelse, at det er en god ide, at give ansvaret for en række opgaver og områder tilbage til familien. ikke i en forstand hvor opgaverne nødvendigvis skal løses af familiemedlemmer, men i en hvor det er familiemedlemmer der er ansvarlige for, at de løses. i øvrigt synes jeg, det er lidt ærgerligt, at jeres debat udelukkende handler om kønsroller. der er en del interessant at diskuterei forbindelse med relativeringen af sandhedsbegrebet. men måske det må vente til en anden gang. mange tak fordi i gider give jeres holdninger til kende. det er interessant at læse med.

@David Munk Bogballe.

I forhold til ''relativeringen af sandhedsbegrebet'' som du kalder det, hvordan foreslog du så, at vi som samfund skulle vælge hvad der objektivt skulle være mere rigtigt/sandt/godt end andet?
Problemet er jo, efter min mening, at det jo netop er et subjektivt spørgsmål fra person til person.

Jeg kan godt genkende nogle af de problemstillinger du belyser, - DET er, fandme svært at danne sig sin egen identitet og sandhed, i sådan et vælgfrit-samfund som vi lever i!
Men ikke desto mindre, er det jo netop også det, der gør os (med tiden) selvbevidste og erfarende nok til, at se det rationelle og det kærlige i at være der for vores medmennesker.

Jeg tror simpelthen ikke på, at der var mere solidaritet og medmenneskelighed etc. -for hvad enten, det var for 50 år eller 200 år siden hvor det var præsten der dikterede sandheden, og ingen middelklasseborgere rigtig mente noget selv.

Alan Strandbygaard, Carsten Søndergaard, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

David M.B.- der er meget at forbedre i vores måde at omgås os selv, hinanden og naturgrundlaget. Feminisme handler om omsorg for livet - jeg medgiver, at det ikke fremgår umiddelbart af ordet, men sådan er det.

Du fremfører en række helt subjektive og udokumenterede påstande om fx et upræcist defineret begreb 'velfærdstaten' - det kan vi ikke bruge til så meget andet end at ryste på hovedet, mens vi priser os lykkelige over trods alt at kende mennesker, der arbejder fornuftigt og visionært. Indrømmet - det kan være vanskeligt at bevare sit gode humør midt i al verdens kaos og elende.

Læs fx Jørgen Steen Nielsens bog 'Den store omstilling' hvis du vil
inspireres til perspektiver for hvorledes, vi kan indrette os bedre og mere hensigtsmæssigt. Ondets rod? That is the question.

Inger Sundsvald

I øvrigt er familien ikke opløst. Men patriarkatet er under angreb og på vej til opløsning.

Karsten Aaen, Dana Hansen, Alan Strandbygaard, Carsten Søndergaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Frihed og 'frihed'

"Bourgeoisiet har spillet en højst revolutionær rolle i historien.

Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse "kontante betaling". Det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand. Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedsløse handelsfrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsløres af religiøse og politiske illusioner, sat den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning.

Bourgeoisiet har taget helgenglorien fra alle de hverv, som man tidligere betragtede med hellig ærefrygt. Det har forvandlet lægen, juristen, præsten, digteren og videnskabsmanden til sine betalte lønarbejdere.

Bourgeoisiet har revet det rørende sentimentale slør af familieforholdet og reduceret det til et rent pengeforhold."

(Marx/Engels: Det kommunistiske manifest)

Carsten Søndergaard, Jan Weis og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Går de fleste kritiske bemærkning her ikke især på formen? Og hvad siger Thomas Rybergs første kommentar om noget som helst?

Venstrefløj og liberalisme

Det er på tide - igen - at venstrefløjen ikke identificerer frigørelsens projekt med den kapitallogisk tilvejebragte. Alt for mange af DMB's kritikere forstår ikke, at han kæmper for at bevare nogle værdier, som kapitallogikken er i fuld gang med at eliminere: Solidaritet, kærlighed, sympati, empati og troværdighed.

DMB's sprogbrug (og hvad ved jeg: hans business?) skader for nogle sagen, fordi de ser ham som en konservativ stivstikker. Men han har fat i en lang ende: I vores samfund er 'frigørelse' vidtgående blevet identificeret med en liberalistisk variant af samme, hvor enhver er sit eget projekt. Er det det, vi ønsker? Er det venstrefløjens nye projekt?

Jakob Silberbrandt, ulrik mortensen, Alan Strandbygaard, Jan Weis, Heinrich R. Jørgensen, Henriette Bøhne og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Familien –

1. er ukrænkelig, siger den borgerlige kirke.

2. er den væsentligste socialiseringsagent, siger den borgerlige sociologi.

3. er tryghed og lykke, siger de borgerlige ugeblade.

4. er kærlighedens og intimitetens sfære, siger borgerskabets litteratur.

5. opdrager individet til psykisk afhængighed og autoritetstro, siger den borgerlige psykologi.

6. må bevare og beskyttes, siger borgerskabet og kommunisterne.

7. er en skueplads, hvor de følelsesmæssige strømninger mødes, siger den borgerlige psykoterapi.

8. er en konsumenhed, siger marxistiske sociologer.

9. er i opløsning, siger de maoistiske venstregrupper.

10. er et terrorfællesskab, siger de marxistiske socialpsykologer.

Fra: Lena Dalgaard: ”Familiens udvikling og funktion under kapitalismen”. 1974.

Om den borgerlige familie siger Habermas – ”Dette er stedet for en psykologisk emancipation, som svarer til den politisk-økonomiske. Familien spiller sin godt skjulte rolle i kapitalens udnyttelsesproces. Familien, som i stadig stigende grad skilles fra samfundets umiddelbare reproduktionssammenhæng, har følgelig bare skinnet af et indre rum med intensiveret privathed tilbage.” – Habermas: ”Borgerlig offentlighed”.

Et af alderens privilegier er at opnå den erkendelse, at mere og mere snak i nutiden er hørt før, at ikke ret meget nyt dukker op – sjældent stiger en ny stjerne op på aftenhimlen og hudfletter borgerligheden og kapitalismen i vor tid – de største syndere af os alle …

Michael Kongstad Nielsen

Patriarkatet er under angreb og på vej til opløsning. For at fylde det opståede magttomrum, indførtes matriarkatet.

Alan Strandbygaard

Selvfølgelig skal vi tage ansvar for hinanden. Et familiemæssigt ansvar som i 'gamle dage' var det der gav livet mening og indhold. Vi kan jo ikke sige, at selve det at have et job kan erstatte meningen med livet. Dér er vi på gal kurs.

Men rent bortset fra det, så skal staten stadigvæk være forpligtet til opfylde den enkeltes ret til at blive sikret et økonomisk livsgrundlag, såfremt vedkommende ikke selv kan.
Hvad skal vi med en stat hvis ikke det er for at sikre borgerne? Skal den bare være politi og gartner?

Jakob Silberbrandt og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Mihail, venstrefløjens projekt er og har altid været at identificere 'det gode, sande, skønne og retfærdige', og her må vi omsider være ved at være der, hvor vi kan enes om, at før vi kan tilvejebringe grobund for menneskets indre og ydre frihed, må den rette fordelingsnøgle til fællesskabets overkevelsesressourcer identificeres og bringes i anvendelse. Det er her, den store permakulturelle omstilling kommer ind i billedet.

David Munk Bogballe

@randi: du skriver "Mihail, venstrefløjens projekt er og har altid været at identificere 'det gode, sande, skønne og retfærdige'". hvordan skal det defineres kollektivt, hvis ingen konklusioner kan hæves over det subjektive? jeg hævder ikke at kende den objektive virkelighed, men jeg tror på, den eksisterer, og at man kan nærme sig den i større eller mindre grad.

randi christiansen

David - Hvis vi skal rode os ud i kollektive sandheder, må vi belært af historiens bitre erfaringer være yderst påpasselige. For mig at se handler det om noget så enkelt som en fordelingsnøgle til fællesskabets overlevelsesressourcer - uden mad og drikke, duer helten ikke. Dette betyder også et endeligt opgør med visse liberalisters forestilling om ´først til mølle´ princippet og følgelig en radikal omlægning af lokal og global ressourceadministration.

Præmissen for menneskets fysiske overlevelse ligger fast - altså et klart defineret parameter at tage udgangspunkt i. Når de ydre nødvendigheder er på plads, vil det eksisterende indre frirum være tilgængeligt. I stedet synes det, som om filosoffer og andet godtfolk roder rundt i metafysikken - det forkerte sted at lede efter faste holdepunkter, det er vores filosofiske tidsfordriv, når ´huset´ er ordnet - og her feministerne kommer på banen. Kvinder vil også være med til at sætte dagsordenen - og ikke kun i form af det meget vigtige arbejde med at passe hus og hjem - som desværre er blevet så sørgeligt forsømt, efter at kvinderne kom ud på det hellige og almindelige arbejdsmarked > tidens nye guddom, børnene overinstitutionaliserede og nogen (mænd og andre) efterladt forvirrede over det feministiske oprørs krav om en ny dagsorden.

Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp.

Inger Sundsvald, Jakob Silberbrandt og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Kollektivdefinitionen?

"Man skal ikke plage andre eller sætte livet til -
og forøvrigt må man gøre som man vil."
(Thorbjørn Egner, 1955)

Så forestår arbejdet med at definere "plage andre".

Mihail : " I vores samfund er 'frigørelse' vidtgående blevet identificeret med en liberalistisk variant af samme, hvor enhver er sit eget projekt. Er det det, vi ønsker? Er det venstrefløjens nye projekt?"
Den moderne danske venstrefløj har et problem med at ville være liberale.

Michael : "Patriarkatet er under angreb og på vej til opløsning. For at fylde det opståede magttomrum, indførtes matriarkatet."
Rækkefølgen er omvendt - Matriarkerne har længe ført sig frem og presset patriarkerne tilbage. Derfor ikke et tomrum, men en kampplads.
Den bør afløses af familiernes kamp mod staten, som nedbryder " Solidaritet, kærlighed, sympati, empati og troværdighed." (Mihail) og meget mere.

David : Må jeg hjælpe - Pardannelse, forplantning, yngelpleje = objektiv virkelighed for racen, som for dyrene. Men, som du fremfører - under afvikling. Hvis jeg har forstået ret.

Randi : "Kvinder vil også være med til at sætte dagsordenen"
Det har I da gjort længe. Jeg gider ikke beskrive udviklingen, men går direkte til virkningen.
Overforbrug, statusræs, køb og smid væk, institutionsbørn, giftige og usunde færdigretter, tidspres for børnefamilier, osv. Altså direkte over i det, du altid kæmper for...........................
Der står en kvinde bag alt ! Og det er ikke engang løgn, som vi jyder siger.

"Kvinder vil også være med til at sætte dagsordenen" Det skal jeg love for at I gør !
Hvis jeg må ha` lov til at være subjektiv.

randi christiansen

Leo - som sagt - feminismen er ikke blevet forstået, kommunikeret eller promoveret godt. Kvindefrigørelsens første fase fra patriarkalsk undertrykkelse var som et vildt dyrs vrede. Men klassekampen blev glemt i slagets hede - meget blev glemt, og forbrugerismen og overfladiske værdier fik overtaget i det moderne samfund.

Men det er simpelthen for billigt, Leo, at du vil give kvindeoprøret hele skylden for den misére - mistede mænden virkelig enhver potens? Så er det f.... på tide, at I genfinder jer selv som hele mennesker og tager del i den feministiske, humanistiske kamp for det gode, sande, skønne og retfærdige. Aktion gir reaktion - og alt står på skuldrene af sin fortid.

randi christiansen

Og jeg vil gerne anføre min egen far som eksempel. Han var uddannet i meget maskuline fag, og tog i forbilledligt samarbejde med min mor ligeligt ansvar for familiens trivsel, men var som alle andre underlagt et undertrykkende system, som det tager tid at ændre.

Grethe Preisler

Dana: "Så forestår arbejdet med at definere "plage andre"."

At du kan nænne det!

(Men indrømmet - det er da ganske underholdende at se d'herrer 'filosoffer' fise rundt som kamæleoner på et blomstret slumretæppe, mens de prøver at opfinde den dybe tallerken nok en gang.)

Inger Sundsvald, Dana Hansen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Martin Stanjiok

@ Dana

Eller også skyldes det simpelthen, at det ofte er de mest rabiate af feministerne, der får lov til at præge debatten og mediebilledet. Nogle feminister, gør en stor dyd ud af, at understrege at de ikke hader mænd og at de kæmper for ligestilling for begge køn. Det er der givetvis også rigtig mange feminister der gør, men der også mange hvis dagsorden tilsyneladende går us på, at lade nutidens mænd bøde for datidens uretfærdigheder. Kønskvoter er et glimrende eksempel.

Nu har vi det meste af sommeren og efteråret skulle bombarederes med historier om mænds grusomme sexistiske adfærd, blot fordi en 18 dreng lidt klodset udtalte at han skulle på "røvtogt" på Roskilde Festival. Vi har snakket om at amme offentligt. Øremærket barsel osv osv.

At feminisme skulle være gavnligt for begge køn, er mere end urimeligt svært at få øje på. Måske man skulle rydde op i egne rækker inden man går i offensiven og beskylder mænd for ikke at tage sig sammen.

Leo Nygaard, ulrik mortensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Nej, Randi selvfølgelig ikke hele skylden - kun en væsentlig andel lige nu og her.
Da vi var unge "gav" jeg min kone (og børn) deres eget ansvar for anvendelse af familiens økonomiske midler. Den omvendte kvindefrigørelse, også kaldet ansvar.

randi christiansen

Leo - "kun en væsentlig andel ..." - Du vil meget gerne placere en størrelsesdefineret > væsentlig - skyld på ´kvinderne´. Tag dog ejerskab mand til din del af omstillingen - så skal det nok gå alt sammen - både den personlige udvikling og det kollektive samarbejde.

randi christiansen

Martin Stanjiok - "At feminisme skulle være gavnligt for begge køn, er mere end urimeligt svært at få øje på. Måske man skulle rydde op i egne rækker inden man går i offensiven og beskylder mænd for ikke at tage sig sammen."

Du skal vist også lige læse lidt op på teksten om feminisme som begreb.

Martin Stanjiok

@ Randi Christiansen

Det er da en selvdød påstand.

Det nytter da ikke stort meget, at jeg sætter mig ind i reglerne til curling hvis ikke det er de regler der benyttes i praksis.

Den skæve vinkel

Der er formentlig ingen fornuftige mennesker, der i dag vil begræde patriarkatets afvikling eller modarbejde en ligestilling af kønnene. Men det betyder jo ikke, at man skal se væk fra de omkostninger, denne udvikling OGSÅ har. Ligestilling indebærer ikke nødvendigvis et mere menneskeligt arbejds- og familieliv, men i mange tilfælde, at kvinder tilegner sig den patriarkalske kultur med dertil hørende albuer og dumme svin. I stedet for én voksen egoist får familien nu to! I stedet for et 'vi', får vi et 'jeg-mig-mit'. I stedet for ømhed, kærlighed og omsorg, får vi 'selvrealisering'.

Der ville være mere perspektiv i, at kvinder og mænd sammen arbejder for gensidig respekt og solidariske og ligeværdige samlivsformer.

Nogle vil nok afvise, at denne diagnose er almen – og at i al fald de selv ikke er ramt af den. Men jeg synes, man skal være temmelig døv og blind for ikke at se, at den sociale 'frigørelse' mange steder har taget form af fragmentering, individualisering, opløsning, splittelse, konkurrence, selvdyrkelse og kynisme. Men det er blevet tabu at tale om det. I stedet skal vi alle synge med på postmodernismens muntre viser. Og vé den stakkel, der alligevel kommer til at nævne disse afledte konsekvenser af en frigørelse, der økonomisk, kulturelt og socialt fungerer som brændstof i en (neo)liberal samfundsudvikling.

I øvrigt går fint med kvindekampen, Randi,

- hvis man skal tro Politiken i dag, der kan meddele, at regeringen og forskningsrådene er blevet enige om at afsætte 120 mio. til at få (mere) gang i kvindelige forskeres karriereforløb. I forvejen eksisterer ordninger (bl.a. på KU), hvor det enkelte institut bliver direkte belønnet ved ansættelse af kvindelige professorer.

Da lønrammen ikke er blevet forøget, kan det kun forstås således, at der skal ansættes færre mænd. Uanset kvalifikationer. Det skal nok fremme forståelsen.

randi christiansen, Heinrich R. Jørgensen, Jakob Silberbrandt og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Dan Johannesson

Fremragende og spot on analyse af vores aktuelle samtid. At der hændervaskes i 90% af indlæggene underbygger blot artiklens konklusioner. Sundt spejl at få holdt op for flæskesværs dansken.

Inger Sundsvald

"Der ville være mere perspektiv i, at kvinder og mænd sammen arbejder for gensidig respekt og solidariske og ligeværdige samlivsformer."

Tsk, tsk. Problemet er, at uanset hvad feminister siger, så tror en del mænd ikke på, at det er lige præcis det, feminisme går ud på. Feminister er pr. definition onde eksistenser, der vil tilrane sig magten og kastrere mændene.

Hertil byder debatevidensen vist bare at tilføje – naturligvis allerunderdanigst - ”Nulla fere causa est, in qua non femina litem moverit. ” – kæreste fru Inger Sundsvald … :-)

Sider