Kronik

Vi har frigjort os fra hinanden og tabt os selv

Skilsmisser, kludetæppefamilier, singler og enlige mødre er resultaterne af autoriteternes opløsning og manglende respekt for traditioner. Vi er endt som selvoptagede, selvmedlidende og velbehagsdrevne individer, som selv skal skabe vores identitet – et projekt, som alt for mange farer vild i
Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet mistede mændene en del af forsørgeransvaret, børnene kom i institution, omsorgen for de ældre blev overladt til plejehjem, og familien blev splittet. Skal vi have en meningsfuld identitet tilbage, kræver det, at man tager ansvaret for sig selv og sine.

Kristine Kiilerich

21. oktober 2013

Det moderne frigørelsesprojekt tog for alvor fart med oplysningstidens videnskabelige fremskridt. De identificerede en lang række kulturelle, økonomiske og sociale fænomener som resultatet af menneskelige handlinger og gav indsigt i årsagssammenhængene mellem dem. At mennesker i fællesskab blev gjort ansvarlige for indretningen af deres sociale verden betød, at de traditioner, institutioner og strukturer, der formede den, blev udsat for en minutiøs og vedvarende kritik. Målet var at eliminere og erstatte de dele, der ikke stemte overens med tidens strømninger.

En tidlig kulmination for bevægelsen var revolutionen i 1789, hvor den franske befolkning under parolen »Frihed, lighed og broderskab« søgte at vriste sig fri af aristokrati og kirke. Revolutionen endte som bekendt i et rædselsregime med mord og opløsning.

Selv om det måske har været småt med mord, er vi i det postmoderne Danmark vidne til en generation af voksne, der kæmper med de omfattende opløsningstendenser, som kulminationen på den nyere tids frihedskamp har medført.

Krav om konstant velbehag

Ikke mindst med hensyn til familien og kønsrollerne er opløsningen udtalt. I løbet af 1950’erne og 1960’erne forlod kvinderne hjemmet for i stedet at begive sig ud på det hidtil mandsdominerede arbejdsmarked. At kvinderne tjente deres egne penge, gjorde dem fri af manden, der til gengæld blev fri for en del af forsørgeransvaret. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet frigjorde dem også for pasningen og opdragelsen af familiens børn; den opgave blev nu varetaget af andre institutioner, når kvinderne tog på arbejde. Familien splittedes i tre retninger alle hverdage fra syv til 16. Omsorgen for ældre familiemedlemmer blev ligeledes flyttet fra familien og overladt til hjemmehjælpere og plejehjem.

I dag ser vi så, hvordan mænd og kvinders øgede økonomiske frihed i takt med den svindende respekt for tradition og ægteskabets livsvarighed har ført til, at flere lader sig skille, foretrækker at leve alene eller blot i forhold af mere overfladisk og kortvarig karakter. Mange danske familier er forvandlet til et kludetæppe af stedfædre, papsøskende og enlige forsørgere. Et kludetæppe, der til stadighed sys om.

Og så er der alle singlerne, der søger at realisere sig selv fri for ansvaret for børn og partner. Eller som bare venter på den helt rigtige, der passer til tæppet på sofaen eller skønhedsidealet, og som har en spændende personlighed, men samtidig er tilstrækkeligt selvudslettende, så der ikke skal gives afkald på noget. Skulle jagten på den eneste ene mislykkes, kan singlekvinderne glæde sig over, at også moderskabet er blevet gjort uafhængigt af familien og tosomheden. De kan lade sig inseminere kunstigt og dermed alene realisere drømmen om at få børn. Accepten af, at livet også byder på skuffelser, besværlige forpligtelser og trøstesløse stunder, hvis håndtering er en del af selve det at finde lykken, har i vidt omfang måttet vige for en definition af det gode liv som et, der leves i en konstant følelse af velbehag. Forsvinder følelsen, er man fortabt.

Fordi jeg har valgt det

Det selvoptagede, selvmedlidende og velbehagsmotiverede individ har overtaget pladsen som den eneste væsentlige rollemodel i samtiden. Det har i mange tilfælde umuliggjort meningsfuld kritik og dialog. Hvis man sætter spørgsmålstegn ved et individs livsførelse eller drister sig til at bede in-dividet retfærdiggøre den, affejes man med et overfladisk ’fordi jeg har valgt at leve sådan’.

Skulle nogen tillade sig at udtale autoritativ kritik af et sådant valg, forsvares det øjeblikkeligt med, at »ingen skal fortælle mig, hvad der er bedst, eller hvordan jeg skal leve, for det ved jeg bedst selv«. Det postmoderne individ vælger nemlig selv, hvad der er smukt, klogt, sandt, rigtigt og vigtigt. Ja, det vælger sågar, hvilket køn det er, eller hvilket køn dets børn skal blive. Hvis det modsiges, er det bare »din mening«, og den er (næsten) lige så god som min. Denne udvikling resulterer hver dag i en negativ indflydelse på vores evne til sobert at vurdere verden. Når vi ikke vil acceptere kvalitet som et hierarkisk begreb, hvor noget er bedre, smukkere og klogere end andet, ikke bare ud fra en subjektiv ’efter min mening’-vurdering, men rationelt ud fra troen på eksistensen af en objektiv virkelighed, så forringes denne evne. Det er svært at finde mening i noget som helst, når eksempelvis udsagnet om, at den vestlige civilisation er den mellemøstlige totalt overlegen, hvad angår alt fra fødevaresikkerhed, retssikkerhed og videnskab til sundhedsvæsen og velstand, problematiseres som et udtryk for racisme eller reduceres til en socialt konstrueret sandhed, der ikke stemmer overens med en objektiv verden; når udsagnet gøres til et synspunkt med lige så stor sandhedsværdi som dets benægtelse.

Subjektsfetichismen er frigørelsens pris. For når individet har afskrevet tradition, rationalitet og natur som meningsgivende, er det overladt til selv at skabe sin identitet og verden. Det er et hårdt og uendeligt slid at sidde alene med sig selv som forhandlingspartner og alt i spil med præmissen om, at det er op til en selv at ændre ethvert udkomme af forhandlingerne. Ro er intet sted at finde. Det er en tung byrde for mange kvinder, der konstant må forsøge at genopfinde sig selv som sexsymboler, husmødre, karrierekvinder, økologiske forbrugere og spirituelle yogadyrkere, der for Guds skyld ikke vil være kristne. Det samme gør sig gældende for mange mænd, der bare ser fodbold eller sjældent læser andet end ugeblade og kaster sig rundt mellem stenalderkost, ambitioner om at blive topledere, strygning af sengetøj, Ikea-ture og deltagelse i Distortion, crossfit og bøsseparader i forsøget på at definere en identitet.

Mange børn, der har brug for tryghed og faste rammer, har det også svært, for de er nødt til at bruge store mængder af energi på at finde deres plads i familiens og folkeskolens strukturløse autoritetsvakuum i stedet for at koncentrere sig om leg og læring. Det samme gælder mange unge, der har problemer med at definere sig i en verden af uansvarlige voksne, historieløshed og flygtig overfladiskhed. For nogle lykkes det at finde sig til rette, men mange opgiver og bliver revet med strømmen af komplet frihed.

I den sammenhæng er det ærgerligt, at velfærdsstaten, der ellers sigter mod at gøre tilværelsen mere overkommelig, på mange måder nedbryder menneskets selvforståelse og selvrespekt. Velfærdsstaten gør individet fri af behovet for at arbejde, fri for at finde en ægtefælle, fri for at passe sine børn, fri for at kere sig om sine forældre, fri for at tænke selv og fri for at lære noget. Dens incitamentsstrukturer bærer i høj grad skylden for, at det personlige ansvar og stoltheden over at vedkende sig det er svundet.

Skal vi undgå den totale opløsning af normer, som er det uundgåelige resultat af det moderne projekts fuldendelse, er vi derfor nødt til i højere grad at give borgerne ansvaret for sig og sine tilbage. Vi skal ikke forsøge at genindføre autoritet og tradition via staten, men skabe rammerne for, at mennesker igen kan påtage sig meningsfulde identiteter.

 

David Munk Bogballe er filosof og direktør for Munk Bogballe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Hede
  • Leo Nygaard
  • Christian Harder
  • Anne Eriksen
  • Heinrich R. Jørgensen
Anders Hede, Leo Nygaard, Christian Harder, Anne Eriksen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, Inger, det tror jeg ikke på. Vil du benægte, at de findes.
Dem der dominerer alt fra børn, hus, økonomi til mand, og gør alle til femininum.
Ser slet ikke, at de gør sig selv en bjørnetjeneste.
Og så er de organiserede at arten tilmed på finansloven med et million tilskud.

Inger Sundsvald

Jeg skal ikke forsværge, at hvis en kvinde et vist antal gange er stødt på en mand med albuer, som er et dumt svin, at hun så ikke sætter hårdt mod hårdt før eller senere. De fleste kvinder har, hvis de har levet længe nok, mødt rigeligt af dumme svin på arbejdspladser, og nogle er så uheldige, også at blive gift med en af slagsen - som man heldigvis ikke længere er nødsaget til at leve med til den bitre ende.

Måske skulle I mænd holde op med at se reality-show. Det er jo tilsyneladende lige til at blive impotent af, at se unge kvinder te sig grænseløst og forlange det samme, som mænd altid har haft patent på. Det har bare ikke noget med virkeligheden at gøre, som det er beskrevet i denne artikel:
http://www.information.dk/comment/775751

Der er dumme svin af alle køn. Ikke noget med sagen at gøre.
Dine argumenter er så tynde, at de slet ikke er argumenter.
Hvad har Bogballes artikel med underlødig underholdning på TV at gøre ?

"jeg er dog af den klare opfattelse, at det er en god ide, at give ansvaret for en række opgaver og områder tilbage til familien..." Og hvad mener du så præcist med det?

Vil du have det som i Italien hvor mamma går hjemme med børnene? eller hvor kirken sørger for børnepasningen, og hvor mammaerne går hen i kirken med børnene, mens børnene er små. Og hvor de italienske piger/kvinder ikke bliver gift og får børn, eller måske ender vi som Japan, hvor stort set ingen unge piger bliver gift og ej heller får nogen børn. Netop fordi Japan er et mandsdomineret samfund, hvor kvinder bliver fyret fra deres arbejde, når de får børn. Sådan går det nemlig, når man ikke (historisk) har haft en stærk kvindebevægelse, som kæmpede - og kæmper - for kvinders rettigheder.

Mht. til den der med at opløse familien, savner jeg altså en ordentlig argumentation for hvorfor det er sådan, David Munk Bogballe; ikke nok er det påstå at det er sådan det er. Hvor er dine begrundelser og hvad er dine begrundelser for at, det er sådan? (ifølge dig). Jeg må tilstå, at jeg kan ikke se familien i opløsningen her helt ovre fra Jylland, hvor jeg sidder. Her lever familien i bedste velgående........og det som far og kan tage ansvar for, ja det bliver der altså taget ansvar for....

Og hvad er de områder du vil have tilbage til familien? Børnepasningen indtil børnene skal i skole? Plejen for de ældre, syge og gamle i familien? som i det gamle landbrugssamfund hvor de gamle blev sendt på uværdig aftægt. Eller mener du at familien skal have ældre demente boende hjemme - eller mener du måske i virkeligheden dette her: Familien skal betale for en dyr privat plejehjemsplads til demente......eller for private børnehaver....eller....

Og dette lugter altså langt væk af Ayn Rand og Noscick's argumenter om at familien selv skal have frugten af dens arbejde, (penge altså) som den så kan bruge til at betale for plejehjemspladser til den gamle mor, den psykisk syge datter, og til førskolebarnets børnehave.

Lad os kigge på hvilke kvinder der kom ud på arbejdsmarkedet i 1960erne? Kvinderne fra arbejderklassen har altså altid arbejdet; middelklassens (mellem-lagenes) og overklassens kvinder var det som kom ud på arbejdsmarkedet i 1960erne. Hvordan disse har været medvirkende til familiens opløsning aner jeg altså ikke? Medmindre David M.B. mener de mange skilsmisser....? eller hyr? Måske mener David M.B. ligefrem at det er forbudt/syndigt at blive skilt?

Og nej. Mihail Larsen - jeg ved udmærket godt hvad den konservative tankegang bag - mere ansvar til familien - er. Den er nemlig den jeg her har beskrevet - at gøre adgangen og tilgangen til den rigtige pleje af f.eks. ens gamle lungesyge mor eller ens gamle kræftramte far afhængig af ens pengepung. Det er udelukkende det som det handler om, Mihail L. Og det er nemlig det som ligger bag ordene: "give ansvaret for en række områder tilbage til familien."

Staten/kommunen skal ikke længere stå for børnehaverne, det skal hjemmene eller familierne. Staten/kommunen/regionerne skal ikke længere stå for pasningen af de syge, de gamle og de demente. Det skal familien eller hjemmene gøre....

Og hvordan giver man i konservativ tilgang til dette familierne tilskyndelse til at gøre dette? Jo, man reducerer skattetrykket præcist så meget så middelklassefamilier kan tilkøbe ydelser fra f.eks. plejehjemmet; har råd til at sende deres gamle demente mor på et godt (privat) plejehjem mv. Og har råd til at give deres børn en ordentlig madpakke med i skolen. Men måske mener David M.B. at vi skal ende som i England her i dette land, hvor mange børn af fattige mv. ikke har råd til at give deres børn
(ordentlig) mad med i skolen.

randi christiansen, Inger Sundsvald og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

En forfatter - Kongsted tror jeg - i middagsdebatten i dag på P1 :
Skildre i en bog en forudsigelse om parforholdets opløsning. Fornuftsægteskaber, ude erotik, hvor parterne boller ude omkring. Økonomiske enheder i al venskabelighed.
En forudseelig opløsningstendens, Karsten.
Jeg kan sagtens gi` dig flere. Det har jeg vist allerede gjort. Kig tilbage !

Fobi

Når enhver tale om nære, menneskelige relationer, vigtigheden af kærlighed, omsorg og solidaritet, personlig ansvarlighed og moralske grundholdninger – i opposition til en generel værdirelativisme og individualisme – routinemæssigt fejes af bordet som 'konservatisme' og mistænkeliggøres som kynisk minimalstats-tænkning, så er det svært at få en meningfuld dialog etableret.

Ja, det er rigtigt, at der også findes politiske interessenter, der tænker på den måde. Men behøver vi selv at smide en masse, menneskelige værdier ud, fordi nogen misbruger dem i et andet ærinde?

For at vende det hele på hovedet: Liberalismen har også en forestilling om 'frihed'. I sin økonomiske version er den kynisk, instrumentel, amoralsk. Betyder det nu, at vi andre slet ikke kan tale om 'frihed' som en fundamental værdi, vi vil kæmpe for?

Hvorfor er det tabu at pege på, at vi har indrettet vores samfund på en sådan måde, at vi så vidt muligt betragter alle problemer som 'økonomiske' - og derfor leder efter økonomiske løsninger på dem, også de mest menneskelige. Arbejdslivets kapitalistiske rationalitet er blevet normsættende for vores sociale, kulturelle og personlige identitet. Når vi drømmer om 'frihed' og 'frigørelse', tænker mange af os i forbrugsmuligheder, selvrealisering og uafhængighed af andre.

Lad mig minde om Rousseaus kulturkritik (der i øvrigt er blevet reformuleret i utallige nye varianter sidenhen, bl.a. i Adorno og Horkheimer berømte værk om "Oplysningens dialektik"). Hvis 'frigørelsen' sker på et liberalistisk-kapitalistisk grundlag, så sker den også på dets betingelser.

Det var en lære, nogle af os lærte af ungdoms- og studenteroprøret. Vi troede, at vi skulle reformere verden, men vi opdagede, at verden (kapitalismen) brugte os som idébank for udvikling af nye produkter (mode, musik, underholdning), rettet specielt i første omgang mod ungdommen.

Vi troede også, at vores seksuelle frigørelse var begyndelsen til en mere erotisk kultur, men opdagede hurtigt, at industrien var i stand til at bruge den til sine egne formål: Masseproduceret pornografi. Marcuse skabte et klartseende begreb, når han karakteriserede denne 'frigørelse' som 'repressiv desublimering'. Frigørelsen blev flad, afsublimeret, libidinøs – individualiseret konsum-orienteret.

Der er et dilemma i den sociale frigørelse, fordi den hvirvler en masse normative spørgsmål op: Hvis ikke den nuværende orden er OK, hvad skal vi så satse på i en alternativ?

Som jeg ser det, er mange af diskussionens deltagere ramt af en fobi. De vil simpelthen ikke indse 'oplysningens dialektik'. Og i deres angst for de dilemmaer, der ligger gemt i denne dialektik, griber de til 'standardrepertoiret' af fordomme.

Vi må tænke problemerne igennem uden at være låst fast.

Simon Trøjgaard Jepsen, randi christiansen, Steffen Gliese, Sören Tolsgaard, Jakob Silberbrandt og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Bogballe har jo ret så langt, at vi på mange måder har skabt et familiefjerndsk samfund.

Der har været politisk konsensus omkring, at alle - nu også aldrende og østarbejdere - skulle ud på arbejdsmarkedet. Højrefløjen af hensyn til erhvbervslivet, venstrefløjen af hensyn til kvindernes frigørelse. Derfor kan man i dag få tilskud til børnepasning - i institution eller dagpleje - men ikke til pasning af egne småbørn.

Der findes forældre, som gerne vil passe deres egne småbørn, og forskere, som fremhæver, at småbørn på mange måder trives bedst i kraft af hjemmets nære og kontinuerlige omsorg. Muligt, at institutioner fremmer konkurrenceevnen og frigør forældrenes ressourcer, men der findes andre vigtige faktorer. Vi har på ensrettende vis banet vej for familiens opløsning og nægtet at tage hensyn til de forældre, som gerne vil passe deres småbørn selv.

Tilsvarende har vi på mange måder taget så store hensyn til enlige forsørgere, at det er sket på især fattige familiers bekostning, så mange samlevende med børn har følt sig nødsaget til at gå fra hinanden, ikke for at snyde systemet, men for at sikre deres børn en økonomisk holdbar opvækst.

Det er især de ringere stillede, som er afhængige af tilskud til børnepasning og børnepenge, der oplever denne problemstilling på nært hold. Som enlig opnår man straks store fordele, og så har de bedre stillede og politikerne anledning til at forarges over, at der spekuleres i disse opløsningstendenser. Politikerne har selv fremmet dem ved at forfordele de forældre, som holder sammen, så bag de høje skilsmissetal gemmer der sig faktisk en politisk begrundet modstand, som kun vanskeligt kan komme til udtryk officielt.

Særlig fattige familier med mange børn (bl.a. indvandrere) bliver fanget i denne problematik, som kun kan mildnes, hvis forældre, der selv ønsker at passe deres egne småbørn, får ret til i det mindste et nogenliunde anstændigt tilskud, som svarer til, hvad de kan få for at lade børnene passe i institution.

Desuden bør man ikke straffe fattige samlevende, som det alt for længe har været tilfældet for at skarbe penge ind. Denne politik har medvirket til at opløse i forvejen ringe stillede familier.

Mihail:

Jeg finder det pudsigt, at det alleroftest er mænd der hylder fortidens "nære, menneskelige relationer, vigtigheden af kærlighed, omsorg og solidaritet, personlig ansvarlighed og moralske grundholdninger". Det er nemlig, i historisk perspektiv, ikke mændene der har stået for at udmønte de fornemme begreber i praksis.

Kombinerer man så den viden med den, du også deler, at der er politiske interessenter der skamrider samme begrebssæt til at rulle velfærdsstaten tilbage og indføre den våde drøm om minimalstaten, er det mere end almindelig svært at tage diskussionen uden at pudse de feministiske briller grundigt først.

Så spørger du (en anelse retorisk!):

"Hvorfor er det tabu at pege på, at vi har indrettet vores samfund på en sådan måde, at vi så vidt muligt betragter alle problemer som 'økonomiske' - og derfor leder efter økonomiske løsninger på dem, også de mest menneskelige."

Alle samfund, som er mere komplekse end agrariske smågrupperinger, handler om økonomi. Læs noget historie. Så snart du ikke er selvforsynende med basisfornødenhederne, handler det om økonomi. Solidaritet er noget man udviser på tværs af familier for at få samme økonomi til at række længst, og menneskelige relationer og regler derfor er noget man udvikler som samfund for ikke at løse alle konflikter ved hjælp af næver eller våben.

Jeg så gerne nogle bud på omsorg for børn og gamle, der specifikt *ikke* handler om at relegere kvinder til præcis den karrieremæssige og økonomiske skraldespand igen. Dem har jeg ikke set i samfundsdebatten endnu ....

Karsten Aaen, randi christiansen, Inger Sundsvald, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

I stedet for at have bragt kvinderne ud på arbejdsmarkedet, burde frigørelsen i langt højere grad have været at bringe mændene hjem i familier - der så kunne være meget større, måske ikke slægtsbaserede, men under alle omstændigheder med den vidensopbygning, der bygger på dialog og diskussion i forgrunden.
Arbejdet for kapitalens interesser er det modsatte af frihed, og problemet er den noget-for-noget mekanisme, den bygger på, der har udviklet sig ad absurdum, så alting i dag kun kan lade sig gøre ved at nogen yder noget til gengæld. Sådan korrumperer man samfundslivet, og det er altså en ny opfindelse i det, der indtil Nyrup var en udmærket blandingsøkonomisk struktur, hvor målet med aktivitet var at løse opgaverne af nødvendighed (eller lyst). Det mest revolutionære anslag mod kapitalismen vil til hver en tid være at nægte at gøre ting for penge, men til gengæld kræve sine behov opfyldt af fællesskabet. På den måde er der tale om en modydelse, men ikke en specifik, men organisk, dynamisk én af slagsen, baseret på rationalitet og reelle behov.

Basisindkomsten er individuel. Incitament til samliv.
Modsat nu, hvor systemet inspirerer til enlighed, hvoraf følger fristelse til bedrageri. Kontrol, retsforfølgelse og angiveri følger lige efter.
Familiefjendsk. Staten overtager også her. Medvirker til at nedbryde sammenhængningskraften, både mellem personer og i nære sammenhænge.
Splid, spektakel, misundelse, utryghed, isolation.
Bare èn af mange vinkler på emnet.

Steffen Gliese

Den frihed ikke at skulle gå på arbejde er, hvad alle samfund indtil vores har efterspurgt i tusinder af år. Det er ikke det samme som ikke at realisere sig selv i samfundet, tværtimod, friheden fra pligten på arbejdet (i mere end nødvendigt omfang) er det, der f.eks. vil kunne give unge mænd og kvinder med småbørn mulighed for i fællesskab at udøve ganske megen aktivitet i samfundet fra køkkenbordet. Aldrig har man været mere fri i sin påvirkningsgrad - jeg kunne i princippet sidde hvor som helst i verden og skrive dette - men realiseringen af denne frihed kræver godt nok, at nogle tænker sig langt mere om, end de gør i dag.
Da jeg voksede op med en absolut trang til autonomi, var dette aldrig udenfor samfundets rammer, institutionerne som samfundets grund var min horisont og det mulighedsrum, jeg orienterede mig i og valgte virkefelt ud fra. Det kan jeg ikke forestille mig, at jeg var eller er alene om.

ulrik mortensen

"Det er nemlig, i historisk perspektiv, ikke mændene der har stået for at udmønte de fornemme begreber i praksis"

Så blev alle mænd lige sat i bås ... kedeligt

Mikkel Nohr Jensen

Du har helt ret, men dit indlæg omhandler en samfundsform der allerede er på retur. Se dig omkring: Der er ikke flere penge! Løbet er kørt for den danske velfærdsstat. Måske for moderniteten som sådan.

Grethe Preisler

Ja, kvinder er træske, det har de alle tider våren. Og sans for livets højere værdier har de som bekendt heller aldrig haft.

Ikke så snart fik de egne selvtjente penge mellem hænderne, før de hellere ville betale kloakmesteren for at komme og tømme septiktanken end præsten (som dog har gået meget længere i skole) for at komme og bede en bøn over den, inden stanken bredte sig til studerekammeret.

Og Herren hjælpe os om de ikke også smækkede en plakat med teksten: "Din mor er ikke ansat her, der står lud og koldt vand i køleskabet" før de smak med døren til samtalekøkkenet i hippiekollektivet, tog deres gode børn og gik til damefrokost.

O tempora o mores!

Karsten Aaen, randi christiansen, Inger Sundsvald og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det grundlæggende problem er, at kvinder opfattede arbejdsmarkedsadgang som "frihed". Uddannelsesadgang kan man ikke stille spørgsmålstegn ved, men frihed er frihed, og den bygger grundlæggende på, at man selv disponerer over sin tid.

Inger Sundsvald

Apropos livets højere værdier og det historiske perspektiv, så har ære været en af de ting mænd har gået stærkt op i, foruden at få middagen serveret og ungerne passet. Æren ved alle de moderne opfindelser og fremskridt, også dem som konen i virkeligheden stod for, tager de også gerne. Alene det at være en mand, lader til at give andel i alle historiens ærefulde fremskridt og frembringelser, også selvom man ikke selv har ydet det mindste.

Men jeg fryder mig til stadighed over, at det ikke er alle mænd der er lige forstenede. Personligt var jeg nok gift med en af de første moderne mænd, der tog ”vigtigheden af kærlighed, omsorg og solidaritet, personlig ansvarlighed og moralske grundholdninger" alvorligt. Han ville i år være blevet 72 år, men var på mange måder forud for sin tid, ligesom senere kærlige forbindelser har været berømmelsesværdige.

Inger Sundsvald

Det virker dybt stødende på mig, når man nedvurderer de mennesker, som med stolthed og glæde passer et lønnet arbejde og forsørger sig selv og evt. børn. Nogle har job, som betragtes som ydmyge, og alligevel er de glade for dem, ligesom mennesker med gode uddannelser er glade for at kunne bruge den, i et arbejde de synes om.

At tale om arbejde som det rene slaveri, er uforskammet, og jeg kan godt forstå harmen hos folk der sætter en ære i at have et arbejde, når de betragtes som rene idioter, især når det gøres af folk på overførselsindkomst. Faktisk er det ikke så mærkeligt, at der opstår holdninger om at folk skal gøre nytte, for de penge de modtager af samfundet.

I det meste af mit arbejdsliv har jeg været selvstændig erhvervsdrivende, men den højt besungne ’frihed’ var ærlig talt ikke hverken værre eller bedre end i et ansættelsesforhold.

randi christiansen

Den hjerteløse industrialisering og teknologisering har efterladt os i et normativt kulturskred, hvor vi stadig som fællesskab er i frit fald efter et fast holdepunkt. Forstå feminismen som - hovedsagelig kvinders - krav om andre og mere omsorgsfulde menneskelige relationer end de, som er kendetegnet ved privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om fællesskabets naturgrundlag - en historisk set typisk maskulin adfærd > jæger og kriger - som i moderne tid har været kendetegnet ved en patriarkalsk dagsorden.

Mænd og kvinder har en overordnet fælles interesse i at modstå
livsfjendske, misbrugende og undertrykkende konkurrencesystemer som det nuværende.

En af den spæde feminismes fejltagelser var i ikke højere grad at invitere mændene ind i kampen. Det er nemt at være bagklog, så lad os i stedet forenes i modstanden mod livsundertrykkende kræfter og i indsatsen for alternativet gennem den store omstilling til det gode samfund.

Kristine Skøtt-Jensen, Simon Trøjgaard Jepsen, Steffen Gliese og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Inger Sundsvald, det er ikke det, der er tale om, der er tale om at hive det pavlovske belønningssystem ud af samfundslivet, så alle i en eller anden forstand deltager - og det kan kun lade sig gøre, når vi ophører med at se en forskel på det, som et marked vil betale for, og det, som er absolut nødvendigt for individerne og institutionerne i samfundet.

Inger Sundsvald

Peter Hansen
Det kan godt være det ikke er det du taler om, men det er det jeg hører fra adskillige andre. Hvordan et eller andet drømmesamfund kunne se ud, er der mange forslag til. Men det er et drømmesamfund, som ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Grethe Preisler

Peter Hansen,

Intet kommer af intet, bortset fra tankespind og lommeuld.

Hvor meget frihed (eller rettere fritid) tror du, Søren Kierkegaard ville have haft til at flanere i guldalderens København og tænke og nedskrive sine udødelige tanker, hvis ikke hans tungsindige, religiøst anfægtede jyske hosekræmmer- og boligspekulant-far havde efterladt sine sørgende børn med så mange penge på kistebunden, at den geniale søn kunne leve af dem til sin død uden at behøve at bekymre sig for, hvor han skulle få føden og klæderne fra, mens han flanerede, tænkte og skrev som en besat?

Mit gæt er, at det ville være gået ham nogenlunde, som det gik Steen Blichers ligeledes udødelige landsbydegn Morten Vinge - eller for den sags skyld som det gik med 'Fru Jensens søn fra Tolne' (s.d. på Youtube).

Elementær kapitallogik

Ja, Grethe Preisler.

Og siden vi nu ikke alle sammen er født med en formue i ryggen, der tillader vores geni at udvikle sig, så må vi nok hellere tage et arbejde. På de vilkår, der nu engang eksisterer.

Det gælder naturligvis også kvinder. På med vanten. Lønarbejde er vejen til identitet.

Sådan har mænd også altid tænkt, for vi lever i en 'Not- und Verstandesstaat', som Hegel udtrykte det. Vi er nødt til at arbejde, og vi er nødt til at indrette vores tilværelse efter arbejdets økonomiske rationalitet. Så når vi planlægger vores liv, er det hele tiden den økonomiske rationalitet, der er overdommer. (Med mindre vi ikke forstår logikken og synker til bunds socialt.)

Trods flere af de deltagende kvinders forsøg på at påføre mit køn en patriarkalsk 'arvesynd', så vil jeg fortsat godt plædere for, at der findes en anden vej til frigørelse end at lade kvinderne blive lige som mænd. Det er nemlig det, man gør, når man ikke indser, at det er den økonomiske rationalitet (kapitallogikken), der er noget galt med – ikke mændene som kønspersoner.

Mændene har også brug for frigørelse. Nogle forsøger det ganske jordnært ved (ofte under stor modstand fra deres ægtefæller) at kræve samværsret med deres børn efter en skilsmisse (og nej, jeg er ikke blevet skilt, men har levet og lever i et godt ægteskab med to børn i 45 år, tilmed i bofællesskab). Nogle forsøger det ved at blive 'bløde' mænd, vist nok for det meste med det resultat, at nogle kvinder foragter dem. Mange mænd har forlængst forstået, at ligestilling er en berigelse af parforholdet - når den ikke tager form af ensretning.

Men det er op ad bakke, når nogle kvinder mener, at de har patent på de kvalitative værdier, og at mænd af historiske grunde nok ikke mener, hvad de siger, når de appellerer til, at vi - alle sammen - tager disse værdier alvorligt. Og det er også op ad bakke, når nogle kvinder tror, at deres frigørelse består i at blive lige så markedsstyrede som deres mænd.

Kristine Skøtt-Jensen, Steffen Gliese, ulrik mortensen, randi christiansen og Simon Trøjgaard Jepsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Godt brølt Mihail - det er den slags ordentlig snak, ihvertfald nogen af os kvindfolk - og jeg tror, det gælder de fleste klassiske feminister - gerne hører. Ingen kvindekamp uden klassekamp ! Sådan !

Nok ikke uden grund at dit forhold har fungeret så længe

Work and labour

Sommetider er engelsk mere differentieret end dansk; sommetider er det omvendt. Når jeg bruger begrebet 'arbejde' plejer jeg at skelne (på dansk stiltiende) mellem to betydninger, der er ganske klar på engelsk.

Fra Hegel overtog Marx arbejdsbegrebet, men delte det netop imellem det arbejde, der er menneskeligt selvrealiserende, og det, der er økonomisk værdiskabende.

Det er denne distinktion, der ofte går tabt i diskussionen. Ligesom distinktionen mellem brugsværdi og bytteværdi, og mellem velfærd og velstand.

Lad mig ydmygst henvise til:

Larsen & Thyssen: "Den frie tanke" (1981) og "A Social History of Philosophy" (2005). Vil man gerne dybere ind i problematikken så læs Larsen: "De fire dimensioner" (2012).

Klarificering

"Fra Hegel overtog Marx arbejdsbegrebet, men delte det netop imellem det arbejde, der er menneskeligt selvrealiserende (work), og det, der er økonomisk værdiskabende (labour)."

Derfor er det en skam, at den engelske arbejderbevægelse har antaget navnet 'labour'. Det er en kamp på modstanderens præmisser. Det er den samme fejl, nogle feminister nu gentager.

Michael Kongstad Nielsen

Randi henviser til "ingen kvindekamp uden klassekamp". Nu er der desværre det ved sagen, at klassekampen er død. Så kvindekampen må flagre lidt i luften. Måske har kvindekampen to muligheder: 1) at fortsætte som om intet var hændt, eller 2) at nedlægge våbnene og alliere sig med mændene i forsøget på at genrejse klassekampen.

randi christiansen

Sålænge der er uretfærdighed, lever klassekampen - måske lidt underdrejet men aldrig død

Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

#Mihail Larsen, når du skriver : 'Det var en lære, nogle af os lærte af ungdoms- og studenteroprøret. Vi troede, at vi skulle reformere verden, men vi opdagede, at verden (kapitalismen) brugte os som idébank for udvikling af nye produkter (mode, musik, underholdning), rettet specielt i første omgang mod ungdommen'.
Så er det vel også i ligeså høj grad tale om at 'vi' brugte kapitalismen til at udtrykke os igennem og til at skabe nye produkter osv. Ungdomsoprøret stod ikke ( bortset fra i sin egen selvforståelse ) udenfor kapitalismen men er en central del i dens videreudvikling.

Og jeg kan overhovedet slet ikke anerkende den indirekte forfaldsteori som Munk Bogballe fører frem. Jeg forstår slet ikke hvad han mener med opløsning af normer, der har aldrig været noget før der var bedre og hvor normerne var faste. Det er en idehistorisk konstruktion i Bogballes hoved (og desværre i mange andres), der ud fra et historisk perspektiv ikke har sin gang på jord. Kun ud fra et romantisk naivt synspunkt var livet - som eks. i de stærkt social kontrollerede landsby- eller tætbebyggede bysamfund mere stabilt eller roligt og bedre end de udfordringerne vi som mennesker skal håndtere idag. Tværtimod blev samfundene holdt sammen af en udbredt brug af fysisk vold og tvang, der sikrede en tilsyneladende sammenhængskraft. Kun for et overfladisk øje er der flere udenfor samfundet idag end dengang. De europæiske samfund i perioden 1860-1910 nød jo godt af at man kunne sende millioner af mennesker til USA bl.a.. De flygtede jo fra samfund, der ikke gav dem og mange af de tilbageblevende andre muligheder for at skabe noget og for at udtrykke sig. Først kapitalismens gennembrud nedbrød de sidste snærende traditionalistiske bånd. - Og det er jo ikke tilfældig at de kom fra USA, der jo startede forfra med det bedste fra oplysningstiden, men uden den europæiske arvs sociale og fysiske traditioner.

Grethe Preisler

Mihail Larsen,

Elementær kapitallogik eller ej, ballonen er revnet for gud hvilken gang, thi sådan er kapitalismen.

Det økonomiske boom, som dannede grundlag for den 'antikapitalistiske' studenterrevolte, der gjorde det muligt for medlemmerne af nutidens 'intellektuelle elite' at frigøre sig fra professorvældet, blev ikke tilvejebragt af studenteroprørerne fra 1969,

Selvom de gerne tager æren for det, nu hvor det er dem selv, der sidder på professoraterne og ynker deres yngre mandlige kolleger over, at en voksende skare af kvindelige 'intellektuelle' af samme slags gør krav på at få en større andel af de alt for få professorater, der er til rådighed for de i forvejen alt for mange aspiranter, nu hvor vi på femte år befinder os i en økonomisk recession.

Naturam furca pellas ex. Hun kommer dog igen den hex.

Hvor kommer alt dette indestængte had fra?

68'erne skal ikke bilde sig ind, at det var dem, der selv tilvejebragte det økonomiske boom, "som dannede grundlag for den 'antikapitalistiske' studenterrevolte, der gjorde det muligt for medlemmerne af nutidens 'intellektuelle elite' at frigøre sig fra professorvældet". Nej, hvem har også sagt det – og hvad kommer det sagen ved?

68'erne sidder nu på flæsket (professoraterne), men under ikke "at en voksende skare af kvindelige 'intellektuelle' af samme slags gør krav på at få en større andel af de alt for få professorater, der er til rådighed for de i forvejen alt for mange aspiranter, nu hvor vi på femte år befinder os i en økonomisk recession." Hvem i alverden har hævdet det? Hvad 'æren' angår, har jeg selv udtrykkeligt fralagt mig den (24. okt., 23:13).

(Jeg ser her bort fra den mærkværdige sammenblanding af generel kønspolitik og økonomisk krise. 68'erne er vel lige så lidt skyld i 'krisen', som i 'det økonomiske boom'?)

Jeg kan ikke se det som andet end en indædt offertænkning, der i mangel af rigtig gode og indlysende grunde forsøger at presse eller plage sig til nogle fordele ved at infamere og mistænkeliggøre en anden gruppe (her mændene). En psykisk pression, når argumenterne ikke slår til, som spiller på en kollektivt overført 'skyld'.

(Pressionen virker, som man kan se af de forskellige tiltag til særpuljer, der særskilt skal fremme kvindelige forskeres karrierer, alene fordi de er kvinder.)

MEN: Hvorfor er vi nu - igen - havnet i en kønspolitisk diskussion, når debattens udgangspunkt var kulturpolitik? Hvorfor er det ikke muligt nøgternt at diskutere de kulturelle følger af moderniteten uden at det alene kommer til at handle om kvinder som ofre? Om mænds kollektive arvesynd?

Vejen frem er ikke, at kvinder og mænd bekæmper hinanden i jagten på stillinger, men at de kæmper sammen om at ændre indholdet i disse stillinger. Er det uforståeligt? Arbejdsgiverne er ligeglade med, om det er en kvinde eller en mand, der 'gør' jobbet, og hvis mænd og kvinder slås om jobbet, så er det bare fint.

Nogle af os mistænkeliggjorte mandspersoner har appelleret til, at vi prøver at gentænke modernitetens projekt med blik på de kulturelle tab, det indebærer, med et ønske om at redde og udvikle det bedste, som vores forhistorie har frembragt. Tiden kalder på kapitallogik og postmoderne omgangsformer, Forholder vi os passive til det, så ender vi med at blive lykkelige konsumenter på markedets betingelser.

Var det dét, vi ville med frigørelsen? Er det i vores børns interesse? Hvor bliver kærligheden af i dette spil? Er livets mening ikke anden end - mig selv?

Jeg savner i feminismen en forestilling om et fællesskab, der ikke kun omfatter kvinder, der særskilt vil realisere sig selv (det har mænd altid gjort), men ogå omfatter mænd og børn – og i videre forstand en social omgangskreds af venner af alle køn. Jeg savner en værdig afløser af mændenes verdenshistorie. Den får vi altså ikke fra en lille, forbitret og hadefuld kvindebevægelse, der satser på revanche.

Steffen Gliese, Jan Weis og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Travesti

Preislers latinske citat stammer fra vores udmærkede digter, Jens Baggesen (1764-1826), der broderede på en tekst af Horats. I sin originale form lød det: naturam expellas furca, tamen usque recurrent, som på dansk betyder: selv om du driver naturen ud med en høtyv, vil den dog altid komme igen. Det med høtyven går tabt, og det med heksen er en fri tilføjelse. Ærligt talt, hvad skal vi med sådan et citat?

@ Grethe Preisler

"Elementær kapitallogik eller ej, ballonen er revnet for gud hvilken gang, thi sådan er kapitalismen."

Hvad mener du?

Smid de historiske betragtningen væk og kom ind i nutiden.
Man skal være blind på øjne og ører, hvis man ikke aner hvor udviklingen bringer os hen ad. Det er ikke til det bedre - samfund.
Det betyder ikke, at man skal se bort fra fortiden nå man vil forbedre fremtiden. Tværtimod ! En slem idiot, der smider bort erfaringerne.
Derfor er Bogballes debat indlæg væsentligt og ikke et antifeministisk kampråb.
Og dem, der opfatter det sådan, må finde sig i knubbede ord.
Som èn siger ovenfor (Randi?) aktion møder reaktion.

Advarsler : Enlig gørelse, skilsmisser, psykiske diagnoser, fjernelser af børn, stress-sammenbrud, passiv forsørgelse, fedme, allergi, generel folkeusundhed, osv
Og ved at inddrage andre samfundsforhold kunne negativlisten forlænges..................!

Men - danskernes er verdens mest tilfredse nation ! Så hvorfor dette sortsyn.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

"Anger and jalousy's all that he sells us, he's content when you're under his thumb. Madmen oppose him, your kindness throws him. To survive it you play deaf and dumb."
Bob Dylan. - No time to think.

Den eneste, der vil stille forholdet mellem mand og kvinde op som en krig, er djævelen selv.

Grethe Preisler

Ja, ÆV Michal Larsen, - Frigørelse ad libitum eller Peace, Love and Understanding?

Det bedste, der kom ud af studenterrevolten og den 'seksuelle frigørelse' anno 1968, var ikke, at kvinderne fik adgang til gymnasierne og de højere læreanstalter, så de kunne komme ud på arbejdsmarkedet og gøre gavn for føden på lige fod med Minervas sønner.

De rettigheder havde de allerede formelt opnået, da min oprørske farmor som nybagt studine i 1912 blev indskrevet som medicinstuderende på KU og vakte forargelse i borgerlige kredse ved at promenere sit fra England hjembragte suffragetteskørt på Købmagergade i København.

Stemmeretten måtte hun vente med at få til efter1915, og forældremyndigheden over de børn, hun fik med en af Minervas muntre sønner, måtte hun efter sin skilsmisse fra deres far vente med at kunne gøre gældende på lige vilkår med ham til efter revisionen af forældremyndighedsloven i 1929.

Men det er en anden og mindre munter historie end den om studenter- og kvindeoprøret anno 1968, der vendte op og ned på kønsrollerne,så det nu er mændene og ikke kvinderne, der er i kommet defensiven i slagsmålet om husholdningspengene, opvasken og ophavsretten til dine, mine og vores fælles børnebørn.

Det bedste, der kom ud af det danske studenteroprør anno 1968 var, at det ikke lykkedes for svampeprofessor Morten Lange og hans 'røde lejesvende' på tinge at overbevise deres oprørske disciple om, at midlet mod den økonomiske nedtur oven på olieprisernes himmelflugt i 1973, bestod i etablering af atomkraftværker på dansk jord.

Den ære skal de have. Uden deres mobilisering af alt, hvad der kunne krybe og gå på to skæve ben i demonstrationstog for 'Fristaden Christiania', 'sol og vind' og 'Peace, Love and Understanding', havde vi nok siddet i den samme suppedas som russerne efter Tjernobyl og japanerne efter Fukuhima.

Men bortset fra det, hvordan synes du så selv det går med ligestillingen mellem kvinder og mænd på det danske arbejdsmarked uden for universiteternes skærmende mure? Der ude hvor de blå Bjarner bevæbnet med skruenøgler og murerskeer og sosu-assistenterne bevæbnet med kost og spand stadigvæk slås om de smuler, der falder fra de riges bord, når den nye 'intellektuelle elite' har fået, hvad den skal have for at holde den gamle 'underklasse' beskæftiget med 'meningsløst lønarbejde'.

I den postindustrielle tidsalder, hvor industrirobotterne, jf. Peter Hansen, kan gøre det hele meget billigere og bedre end mennesker af kød og blod.

Inger Sundsvald

Jeg undrer mig igen og igen over, hvordan i alverden man kan opfatte det skrevne som "indestængt had" og alle de andre paranoide forestillinger om "ensretning", "mandehad", etc.

Grethe Preisler

Tak for linket til Hansen-Hansens blog om direktørfeminismen, Ulrik Mortensen.

Jeg skal lige love for, at der er gang i sprogfornyelsen for tiden. Det begreb opfandt tidehvervspræsten Søren Krarup allerede i 1970'erne - vistnok i forbindelse i med debatten om afskaffelse af forældrenes ret til at tæve deres egne unger. Han kaldte det bare 'damesagen', men meningen var lige god for det.

Der er intet nyt under solen. Nu kæmper Marie Krarup videre for de anskuelser, hun har arvet efter sin far, fra det sæde i folketinget, hun også arvede efter ham i 2011.

Oprop til det danske Folk:

Reaktionære og revolutionære frihedskæmpere mod 'sædernes forfald og familielivets opløsning' forener eder i kampen mod roden til alt ondt.

Der går et spøgelse gennem Europa. Big Mother is watching you, og hun er værre end Big Brother og Sugardaddy tilsammen nogensinde har været :o)

Sider