Læserbrev

Gentænk kampen mod dødsstraf

11. oktober 2013

Den 10. oktober var det både ’verdensdag’ og ’europæisk dag’ mod dødsstraf. Det bør give anledning til, at EU overvejer en ny ambitiøs og oplyst strategi i forhold USA – det sidste vestlige land, der stadig anvender dødsstraffen.

Problemet er i første omgang, at EU simpelthen ikke vil forstå amerikanerne på det her område. Med jævne mellemrum gør EU, både gennem diplomatiske henvendelser i enkeltsager og gennem generelle erklæringer, amerikanerne opmærksomme på, at dødsstraffen er ’grusom’, ’inhuman’ og ’uforenelig med demokrati’. Amerikanerne kunne ikke være mere ligeglade, og derfor har EU ingen som helst reel indflydelse på dette område.

Hver gang EU sender budskabet om dødsstraffens ’grusomhed og inhumane karakter’, vil flertallet af amerikanere smække den ene uhyrlige mordsag efter den anden på bordet, og spørge os, hvad ’grusomt’ og ’inhumant’ egentlig er. Når vi fortæller, at dødsstraffen er uforenelig med demokrati, vil amerikanerne svare, at det er europæerne, der lider af demokratisk underskud, fordi europæiske politikere er elitære og ikke vil diskutere dødsstraffen med befolkningen. Et flertal af amerikanere har med andre ord ingen principielle eller moralske problemer med dødsstraffen.

EU’s udenrigsminister Catherine Ashton har slået fast, at kampen mod dødsstraf er en ’personlig prioritet’. Hendes udgangspunkt for en realistisk strategi må derfor koncentrere sig om de områder, hvor der effektivt kan arbejdes sammen med amerikanske politikere og organisationer.

Forlad symbolpolitikken

Først og fremmest bør man støtte solide reformer af det amerikanske retssystem samt hjælpe de politikere, der er tæt på at kunne at skaffe tilslutning til afskaffelse af dødsstraffen i deres respektive stater.

Videre er det nødvendigt at støtte nye organisationer såsom Conservatives Concerned About The Death Penalty – altså konservative vælgere, som ikke længere støtter dødsstraffen. Og endelig bør man satse på massiv oplysning om dødsstraf-systemet til studerende på USA’s forskellige universiteter, der potentielt har en fremtid indenfor politik eller ved domstolene.

Dette er ikke på ingen måde udtømmende, men Ashton og EU bør fremover vælge en mere intelligent og oplyst strategi, frem for en ren symbolsk. Det behøver ikke at kompromittere EU’s idealer.

Martin Martensen-Larsen, Frederiksberg

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Jeg er bestemt enig med dig, Martin.
Men alligevel.....EUs indflydelse på delstatspolitik i USA er meget let at overvurdere.
EU og Catherine Ashton silder tiden totalt ved at blande sig amerikansk indenrigspolitik.

Jep, USA anvender stadig dødsstraf - og så burde Obamas lige så målrettede dronedrab også være nævnt. EU burde få ryddet færdigt op i Europa, hvor der fortsat er et par slyngelstater tilbage. Og før "vi" blir for kæphøje, så husk at vores eget barbari ikke er langt borte - Danmark afskaffede dødsstraffen i 1994.

Fra min egen ungdom kan jeg huske, da Francos bødler garotterede en flok unge i 1975 - hvilket udløste meget få protester, da de var anarkister. Frankrig halshuggede sidste gang i 1977. Og så var der henrettelser i Grækenland og Ungarn. England og Cypern henrettede til op i 60erne. I nyere tid østpå henrettede Ukraine i 1997, Kazakhstan i 2003 og Hviderusland i 2012. Rusland har fortsat dødsstraf i loven, men den anvendes ikke.

Dette er så de officielle henrettelser. Ligesom med USAs dronedrab er der en solid gråzone, ikke mindst østpå hvor diskret statssanktionerede drab fjerner besværlige politikere, aktivister og forretningsfolk. Oven i dette er der drab udført af politi og sikkerhedsstyrker på udvalgte "terrorister", hvor der i høj grad skydes først, uden pause til forhandlinger.

Poul Eriksen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

"USA – det sidste vestlige land, der stadig anvender dødsstraffen."

Sludder. USA er en føderation af stater, og er således hverken et land eller en stat. USA har hverken befolkning eller folk -- det har de enkelte stater der indgår i føderationen derimod.

USA kan ikke myrde løs blandt egen befolkning, af den simple årsag, at USA ingen befolkning har. USA har ikke behov for staffelovgivning med tilhørende straffe, der kan anvendes til at korrigere befolkningens adfærd, af samme årsag.

Så hvorfor føre en diplomatisk samtale med det føderale USA, om et anliggende der ikke hører under USA's jurisdiktion? Hvis nogen henvendelse skal ske, må den være rettet mod de enkelte stater.

Desuden bør sådanne diplomatiske henvendelser (i fald de overhovedet giver nogen mening) ske mellem to stater. Det er en absurd konstruktion, at lade krypto-føderationen 'EU' bedrive diplomatisk virksomhed pva. af dets medlemmer. Medlemmerne -- hvert enkelt -- land må sige, hvad de mener der bør siges.

At mange amerikanere ikke ser principielle, etiske eller moralske problemer med dødsstraffen, er ikke et problem. At mange europæere anskuer samme emne, og når til stik modsatte opfattelse, er heller ikke et problem. Der er alene tale om kulturelle forskelle. Eller for at være mere præcis: der er verdensanskuelser til forskel, som gør at den ene part ser ét, og den anden et andet.

Borgerne i USA's stater burde rette deres opmærksomhed på omfanget af tilbageholdelser og fængslinger, der sker i staten, og reflektere over humane, samfundsmæssige og legalistiske årsager til det uføre. Noget er gået galt. Desuden burde de reflektere kraftigt over, at deres føderale forvaltning, har tiltaget sig privilegier, der betyder at de frit og kvit kan aflive personer de ikke bryder sig om. Vel at mærke, personer som hverken er USA-borgere eller befinder sig på et eget territorie.

Lars R. Hansen

Det kan godt være du mener - USA ikke har 'behov for staffelovgivning med tilhørende straffe' - men det er nu et faktisk forhold, at USA både har straffelove og anvender dødsstraf for en lang række forbrydelser (federal offenses) - fx. spionage, forræderi og sabotage - det giver derfor udmærket mening at rette henvendelse til USA, dersom man ønsker at klage over USA's anvendelse af dødsstraf.

https://www.google.dk/webhp?source=search_app&gws_rd=cr#q=federal+offens...

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

de enkelte stater har hver deres egen 'penal code', således at staterne kan straffe / afstaffe / revse dets borgere. District of Columbia er ikke en stat, men et selvstyreområde. Der bor mange personer i District of Columbia, og DC har dermed en befolkning, men disse er ikke borgere (citizens) i DC, i samme forstand som staterne har borgere. DC har ikke en 'penal code', da man ikke kan revse nogen man ikke har myndighed og autoritet over.

Der findes selvfølgelig standarder der er fælles for alle stater og territorier. Udtrykket 'United States' anvendes ofte i en geografisk betydning der favner alle stater og territorier, og man må skelne mellem hvad der er føderalt i betydningen 'fælles', og føderalt i betydningen 'dikteret fra DC'.

DC har en egen vedtægt ('District of Columbia Official Code'), som også foreskriver hvad der er strafbart ('criminal') i lokalområdet, og hvilke konsekvenser krænkelser kan få. Institutionerne der tager sig af disse sager, afviger også fra de strukturer der er i staterne. I DC er det f.eks. Congress der er øverste myndighed i mange anliggender, herunder er Congress øverste domsmyndighed (i DC).

Jeg er bekendt med, at spionage, forræderi og sabotage er blevet gjort til 'federal offenses'. Det skete gennem Espionage Act i 1917, men denne bestemmelse burde være skrottet før den blev opfundet. Der er ingen hjemmel i United States Constitution's 3rd Ammendment for dette. Det der kan straffes i føderalt regi, er krigshandlinger og støtte til fjendtlige nationer.

Det er selvfølgelig også derfor, hysteriske agitatorer i det føderale parnas, meget ofte har travlt med at berette, at personer der har afdækket korrumpering i det føderale parnas, ikke er 'whistleblowers' men 'aiding foreign enemies'.

Amerikanerne har diskuteret disse emner i mere end 200 år, og lagt arm om samme utallige gange. Det er ikke vanskeligt at fatte hvilke motiver navnlig Jefferson og Madison, hvis man læser Montesquieus hovedværk (det mest citerede værk dengang, med undtagelse af Bibelen), men det har ikke forhindret andre i at forsøge at underminere de sunde principper forfatningen hviler på.