Kommentar

Gu’ er jeg da ej mønsterbryder

De ægte mønstrebrydere er førstegenerations-indvandrerne, der forlod familie, sprog og duften af hjem for at give deres børn en bedre fremtid i Danmark. Vi burde rose dem for deres mod og offervilje i stedet for konstant at skælde dem ud over deres børns dårlige opdragelse
11. oktober 2013

Alt for ofte støder jeg på succesbetegnelser for sådan nogle som mig. Os, som har klaret os godt, selv om omverdenen forventede det modsatte, fordi vi har en anden etnisk baggrund end dansk, og i nogle tilfælde fordi vores families uddannelsesmæssige og sociale baggrund opfattes som svag.

Alt for ofte er jeg blevet kaldt præmieperker, velintegreret og mønsterbryder. Især den sidstnævnte betegnelse provokerer mig. At jeg er mønsterbryder, betyder, at jeg har brudt med min families mønster, at jeg har gjort noget anderledes, end man kunne forvente af mig, at jeg har gjort noget nyt frem for at følge min families statiske traditioner.

Det interessante er, at betegnelsen mønsterbryder oftest bruges om unge mennesker, især nydanskere, men i mine øjne er de største mønsterbrydere den første generation af flygtninge og indvandrere, der kom til Danmark. De måtte efterlade alt, de havde i hjemlandet: familie, venner, ejendele, duften af deres hjem og deres lokale krydderier, sprog og lokale traditioner i deres søgen efter sikkerhed og en bedre fremtid for sig selv og deres børn. Efter mine forældres turbulente ægteskab kæmpede min mor sig til et par uddannelser og har i dag sit eget firma. Det kalder jeg en mønsterbryder.

Derfor passer det mig ikke, at jeg igen og igen skal kaldes mønsterbryder. Hvis nogen er mønsterbrydere, er det min mor og mine bedsteforældre, der måtte forlade alt til fordel for mig og generationerne efter mig. De drømmer dagligt om at vende tilbage, når de kommer hjem med tårer i øjnene af vrede over diskriminerende oplevelser.

Ros til forældregenerationen

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er nogen fra de nyere generationer, som er mønsterbrydere i den forstand, at de bryder med fastlåste traditioner, normer og mønstre, forfærdelige oplevelser og forældre, der ikke har levet op til deres ansvar som forældre og anstændige samfundsborgere. Men problemet er, at vi glemmer den gode del af forældregenerationen, når roserne deles ud. Vi bruger kræfterne på at bebrejde dem for deres børns mangelfulde og forfejlede integration i vores samfund. Og ja, gu’ har forældrene et ansvar, som desværre til tider ikke er blevet efterlevet, men jeg er træt af vores evige manglende forståelse for og indsigt i deres bagland. Hvordan kan vi blive ved med at tro, at forældrene ikke vil deres børn det bedste? Har de ikke forladt alt for at give børnene bedre vilkår i en ny verden?

Der kan forekomme situationer, hvor forældre ikke altid ved, hvordan de gør det bedste for deres børn. I mit tidligere arbejde som socialarbejder mødte jeg dagligt frustrerede forældre, som ville gøre alt for, at deres børn færdiggjorde en uddannelse. De havde ikke selv haft den mulighed og ville for alt i verden forhindre, at deres børn blev tiltrukket af en kriminel livsstil. Men de havde simpelthen ikke værktøjerne til at realisere deres ønske. I stedet for konstant at bebrejde hinanden for manglende evner burde vi række hånden frem og hjælpe og forstå hinanden bedre, før det er for sent.

Snobbede præmieperkere

Mit opråb gælder os alle. Men det er i særlig grad møntet på os snobbede, ressourcestærke præmieperkere og såkaldte mønsterbrydere, der ganske vist har kæmpet for at opnå det, vi har i dag, men som alt for ofte skælder ud på de ’andre’ nydanskere, fordi vi mener, at de ødelægger det for os. Vi ser ned på de nydanskere, som ikke tager ansvar, ikke tager en uddannelse, ikke taler korrekt dansk, ikke kan få overført deres uddannelse, så de kan få sig et godt job i Danmark. De nydanskere, som begår socialt bedrageri og nasser på samfundet, og som ikke opdrager deres børn til at være velfungerende samfundsborgere. De er også mønsterbrydere, og de har det ikke nemt. Jeg indrømmer gerne, at jeg også selv adskillige gange har været vred på de nydanske forældre og de ’idiotiske kriminelle bandemedlemmer’.

Vreden bliver ikke mindre, når jeg sammenligner dem med de yderst veluddannede og velfungerende arabere i Mellemøsten. Men hvorfor er det, at vi negligerer, at majoriteten af de flygtninge og indvandrere, der er kommet til Danmark, tilhørte den ressourcesvage underklasse i deres hjemlande, og at de forblev fastlåst i denne underklasse efter deres ankomst til Danmark? Det eneste, som ændrede sig, var, at de fik mere anstændige levevilkår.

Khadije Nasser er facilitator ved mellemfolkeligt Samvirke, ActionAid i Jordan

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu