Kommentar

Hellere dø på havet end blive i Afrika

Unge afrikanere vil hellere ofre deres liv på havet eller i en nådesløs ørken end vente for evigt i et økonomisk og socialt tomrum, hvor fattigdom, arbejdsløshed, og følelsen af utilstrækkelighed er grundstenene i en usikker hverdag
Debat
28. oktober 2013

Det er en varm eftermiddag i Hargeisa, Somaliland. Vi tilbringer en eftermiddag under vores antropologiske feltarbejde sammen med Cabdirahman og hans venner. Vi taler om, hvordan man som ung fyr skaber sig et liv i Hargeisa.

Cabdirahman er 22 år gammel og bor med sin mor, far og otte søskende.

»Når man bliver færdig med gymnasiet, så prøver man at komme på universitet. Det prøvede jeg også, men jeg havde problemer med at betale de 220 amerikanske dollar, det koster pr. semester. Og herudover er der udgifter på minimum to dollar hver dag,« siger han. »Jeg er lige begyndt på universitet i år, et år senere end alle mine klassekammerater fra gymnasiet. Jeg er den eneste fra min familie, der læser på universitet, for vi har ikke råd til mere.«

De daglige udgifter forsøger Cabdirahman at få dækket gennem konstruktionsarbejde, som han leder efter om fredagen. Hvis han finder en arbejdsgiver, der vil hyre ham, plejer han at få 5 dollar for en dagsarbejde. To arbejdsdage er nok til at betale næste uges udgifter på universitet.

»Jeg drømmer om at få nok penge til at kunne genopbygge mit land. Men får jeg ikke det, så migrerer jeg til Europa for at kunne tjene pengene der,« konstaterer han.

Indtil videre har han sparet 170 dollar sammen til rejsen.

Det er ikke kun muligheden for at opbygge sit land, som får Cabdirahmans til at drømme om at rejse til Europa. For et par dage siden ringede hans kæreste gennem fire år og meddelte ham, at »en mand uden penge, ikke er en rigtig mand.«

Hun havde i stedet for Cabdirahman sagt ja til at gifte sig med en af de mange somaliere, som kommer hjem på ferie fra Europa og USA sommeren over.

Cabdirahman fortæller, at han også vil have det europæiske pas, som medfører synlighed og respekt i Somaliland; både på arbejdsmarkedet og i den sociale sfære.

At være en mand, hænger også sammen med at finde en kone, og i Mali, som i Somaliland, er det svært at holde på en kvinde, hvis ikke man har penge. Selv om de fleste unge mænd har kærester, er det meget svært for dem at opfylde drømmen om ægteskab og familiestiftelse.

»Hvis du ikke har penge, kan du ikke få en smuk kone,« som en anden ung mand udtrykte det, halvt i spøg, halvt i alvor, »to kvinder har forladt mig på grund af mangel på penge,« fortsatte han.

Bliver ikke regnet for noget

»Ved du, hvordan det føles ikke at kunne sende noget hjem til ramadanfesten,« spørger Ibrahim os en eftermiddag, mens vi går ned ad en af Bamakos mange støvede veje. Han bor hos en tante i Bamako, mens hans mor bor i Cote d’Ivoire, hvor han også har boet i nogle år. Hos tanten bliver det forventet, at han som ung mand bidrager til husholdet. Men Ibrahim kan, som så mange andre, ikke finde arbejde. Livet som ung mand i Mali er hårdt. Arbejdsløsheden er himmelhøj, og man kæmper for at komme videre i livet. At komme ud af den fastlåste position, man er havnet i.

»Om morgenen tager jeg over til en kammerat, og måske tager vi videre til en anden kammerat. Jeg kan ikke være derhjemme. Jeg bliver ikke regnet for noget,« fortæller han.

Ved højtider som eidfesten, der afslutter den månedlange ramadanfaste, er det særligt vigtigt, at kunne bidrage økonomisk til familien for at vise, at man er mand.

Han har forsøgt at finde måder at komme til Europa på. Han tænker på det hver dag, fortæller han. For at opnå social anerkendelse må han rejse væk. Indtil det lykkes, er han intet.

Adskillige gange i løbet af feltarbejdet, blev vi mødt af udsagn som »hellere dø på vejen end blive her«.

Fælles for de unge mænd i Somaliland og Mali – to lande der er blandt de 10 fattigste lande i verden – er ønsket om at ’blive til noget’, at blive respekteret i deres familier og i deres samfund. Det er en stor del af historien bag de frygtelige tragedier, der de seneste uger har fyldt nyhederne, og som vi desværre nok kommer til at se igen og igen i de kommende år. For øget grænsekontrol i EU får ikke behovet for at blive til noget i denne verden til at forsvinde. Heller ikke hos de allerfattigste.

Anja Simonsen har lavet feltarbejde i Somaliland og Line Richter har lavet feltarbejde i Mali. De er begge ph.d.-studerende ved Institut for Antropologi ved Københavns Universitet og er en del af forskningsprogrammet ’Invisible Lives: A comparative ethnography of undocumented migration’, der er støttet af det Frie Forskningsråd for Kultur og Kommunikation

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her