Kronik

Hvordan bygger man et hetero-barn?

Børn er tilsyneladende heteroseksuelle væsener med kønsidentiteter støbt i beton. Men er de nu også det, og hvem er det egentlig, der støber hvad?
Børn i en kønsopdelt børnehavne i Horsens. I de fleste andre børnehaver er der også et skel og en indoktrinering af, hvad det præcist indebærer at være dreng og pige, den er blot mere ubevidst anvendt, mener dagens kronikør.

Sofie Amalie Klougart

14. oktober 2013

Da jeg var barn, så jeg Buster og Nanna og Matador, og hørte min far bebrejde min mor for at have et vennepar, der var lesbisk. Derfor fangede jeg hurtigt, at rigtige mennesker var heteroer. Men i det mindste var det i 1970’erne, så jeg fik lov at rende nøgen rundt, til jeg frøs, der var kvindefestivaler, brune fløjlsbukser og unisex grydehår til alle, der gad.

I dag er der langt mellem de nøgne unger, alting er for piger eller for drenge, ingenting er for børn, vi væmmes over kvinder, der ammer offentligt, mens vi stiger ind i busser med silikonebrystreklamer. Man kan stadig se Buster og Nanna, nu er det retro, og ellers er der Disney Channel og Bagedysten og Ekstremt fed.

Men der er også Gustav og Sarah fra X-factor, og hende der fra De unge mødre, der pludselig blev til en ung far og fik sin egen blog, og min teenagedatters første kæreste var ikke en dreng, og det skulle der ikke gøres noget ud af. På de gode dage synes jeg alligevel, at der sker noget.

Indtil jeg står i den fjerde børnetøjsbutik i træk og spørger efter en badedragt i str. 10 år, og endnu en ekspedient fortæller mig, at de kun har bikinier »fordi de fleste piger jo gerne vil vise lidt hud i den alder«, eller når vi igen skal grine af de svenske feminister, eller når regeringen ikke gider høre mere om hverken mandebarsel eller asyl til homoer fra Uganda.

Kulturelt og socialt er barnet og barndommen uskyldigt og rent. Børn har brug for hjælp, for omsorg, for anvisninger og erfaringer. Det giver vi voksne dem, og mens vi elsker dem, så det niver i hjertet, bygger vi små mennesker af vores holdninger, vores historier og vores syn på verden. I varierende omfang giver vi dem hen ad vejen plads til at danne deres egne holdninger og gøre egne erfaringer, alt imens vi holder vejret og langsomt giver slip.

Som en særskilt del giver vi dem også et køn og en seksualitet. Nogle mennesker synes, det er spændende at diskutere, hvad der er medfødt i denne sammenhæng. Man kunne fristes til at sige, at når vi voksne har så travlt med at pådutte og fortolke børns udtryk og handlinger, er det komplet irrelevant, hvad der er medfødt. Og der er sjældent stille nok omkring børn til, at man kan høre, hvad de selv har at sige om sagen.

Men som voksne bekræfter vi med varierende metoder og intensitet igen og igen vores børn i det biologiske køn, vi så, de blev født med. Og den seksualitet, vi med den ene hånd signalerer, at de ikke har, former vi med den anden til en, der retter sig mod det modsatte køn – den heteroseksuelle.

Vi bekræfter det, ’de er’, om og om igen. I måden, vi rør dem på, måden, vi taler til dem og om dem, i den måde, vi klæder dem, i det legetøj, de får, i de bøger og film, vi viser dem, og som fortæller dem, at kvinder elsker mænd, og drenge elsker piger.

Vi forklarer hinanden og børnene, at seksualitet er noget, voksne har, mens vi dækker dem til i miniaturebikinier, og hjælper dem med den svære kunst at forstå deres egne følelser – når du kan mærke at du er glad for Amina, er det, fordi hun er din ven, når du er glad for Magnus, er det, fordi du er forelsket, og så er han din lille kæreste.

Samfundet hjælper os med opgaven, og vejen er stukket ud. De af os, som gerne vil nuancere lidt, er på konstant overarbejde.

Heteronormativitet

Der findes efterhånden børnebøger med et LGBT-perspektiv (homo-, bi- og transpersoner). Aktuelt er der MIX filmfestivalens skoletilbud med film med et homo- eller transperspektiv, ligesom Sex og Samfund har lavet normkritiske temafilm til undervisningsbrug.

Men der er forsvindende få alternativer til mainstream-kulturens fremstilling af børns kønsopfattelse og seksualitet. Nuanceringen består primært i, at vi nu anerkender voksnes ikke-heteroseksualitet og de anderledes familieformer, som det fører med sig. De færreste tør tage hul på ikke-heteroseksualitet hos børn, og at ikke alle børns kønsopfattelse er støbt i beton fra dag ét, slipper man ikke af sted med at påstå ret mange steder.

Hvor langt de få alternative præsentationer når, er også tvivlsomt. Ind i skolesystemet er de i hvert fald ikke nået. En EU-undersøgelse viste for nylig, at syv ud af 10 lærere ikke er åbne om deres seksualitet og/eller eventuelle transkøn, og mere end otte ud af 10 skoleelever under 18 år har oplevet diskrimination mod homo-, bi- eller transpersoner. Dybest set afspejler det vel, at samfundet – med vandpistolen for panden og i tolerancens navn – efterhånden på et overordnet plan anerkender eksistensen af andre seksualiteter og kønsidentiteter og deres bæreres trang til at blive gift, få børn og leve ’et normalt liv’.

Problemet opstår så, når flamboyante Gustav pludselig materialiserer sig fra skærmen og træder ind på rækkehusparcellen og maser sig ned mellem Hr. og Fru Danmark i sofaen. Når han vil med lille Smilla-Isabella hjem og lege. Når han vil sidde med i klasseværelset, og har brug for os som voksne, fordi han får buksevand i frikvarteret. Skærer i sig selv, fordi det gør ondt indeni.

Børn anerkendes ikke

Når vi som voksne igen og igen benægter, at nogle børn har ikke-heteroseksuelle følelser eller afvigende kønsidentiteter, overlader det selvsagt en gruppe børn til sig selv. Måske derfor er selvmordsforsøgene og den selvskadende adfærd så udbredt blandt unge LGBT-personer, og måske derfor tegner voksne LGBT-personer sig for en markant tilstedeværelse i statistikker over misbrug, selvmord og psykiske sygdomme. Ikke fordi de er født med tendenser til misbrug eller psykisk skrøbelighed, men fordi børn, der ikke anerkendes; børn, der misfortolkes og efterlades i ensomhed, er nødt til at forholde sig til det faktum resten af deres liv. Og det er der så forskellige måder at gøre på.

To ben

Der er plads til forbedringer for de børn, der ikke føler sig dækket ind af Antboy og Disney Channel. Det er uforståeligt for mig, hvorfor det her ikke møder bred interesse.

De negative konsekvenser af en mere åben og queer-præget tilgang til køn og seksualitet er til at overse, men i Danmark taler man med gru i stemmen om ’indoktrinering af børnene’, ’svenske tilstande’ og ’nedbrydelse af køn og kernefamilier’. Man taler i fuld alvor om, at samfundet jo ikke skal manipulere med børns seksualitet og ikke skal udfordre den sikre kønsidentitet. Men er det ikke netop, det vi gør?

Hvem er det, der påvirker hvad? Som queer-feminist og venstreorienteret forælder møder man ofte to reaktioner. Ud fra dem forstår jeg, at samfundet er bekymret for, at jeg:a) forvirrer mine børns kønsidentitet og seksuelle orienteringb) bruger mine børn som spydspidser for mit eget politiske projekt.

Forleden gik jeg gennem Hovedbanegården, et par timer før Brøndby skulle spille kamp. Med en kvinde i hånden. Det var ikke med vilje. Vi var meget fordybet i en samtale, og jeg glemte at læse omgivelserne, og pludselig var det for sent. Da det hele var overstået, og jeg havde fået 50 Brøndby-fans uforbeholdne mening om mit udseende, min partner, min seksualitet, min opførsel og min krop, havde dukket mig for ølsjatter og spyt og med rystende hænder havde låst min cykel op, og var kørt væk til lyden af tilråb, jeg ikke engang magtede at genfortælle mine nærmeste om uden at begynde at græde, tænkte jeg, at det var godt børnene ikke var med. Havde de været med, havde det måske påvirket deres seksualitet.

Camilla Tved er queer-femnistisk aktivist og skribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Maria Jensen
  • Johanne Elholm
  • Pil Clausen
  • Brian Pietersen
  • Jesper Wendt
  • Storm Lillevang
  • Signe Vange
  • Ninna Jensen
  • Katrine Hornstrup Yde
  • Inger Sundsvald
  • Ivan Ziz
Tom Paamand, Maria Jensen, Johanne Elholm, Pil Clausen, Brian Pietersen, Jesper Wendt, Storm Lillevang, Signe Vange, Ninna Jensen, Katrine Hornstrup Yde, Inger Sundsvald og Ivan Ziz anbefalede denne artikel

Kommentarer

Du er underlig, sagde fraskilte far under højtidsbesøgene. Også andre kunne fornemme det, men ingen talte med mig om det. Spejderledere tog på lårene, hvilket jeg syntes var sært. Ivanpige blev kaldt i gården. Først sent smed jeg min brynje og nåede lidt ungdom inden de 40.

Sarah Christiansen

Personligt synes jeg det er svært at undgå den klassiske kønsforestilling når man selv er opdraget med den. Hvordan kan jeg sørge for at min søn ikke føler sig presset til at være noget han måske ikke er? Hvilket tv må han se, legetøj må han lege med, etc.?
Man føler sig lidt magtesløs.

Bjørn Pedersen

"Som en særskilt del giver vi dem også et køn og en seksualitet."

Se, nu er jeg ganske vist ikke homoseksuel eller biseksuel, men jeg formoder hvis jeg var, ville jeg stadigvæk være en mand, altså at mit køn stadig var mand. Altså som i køn: Tissemand= mand, tissekone= kvinde, begge = hermafrodit. Færdig bang, ikke mere diskussion der. Køns-roller derimod...! :-o Hallo, hallo! Det er straks en anden snak, og det er det i faktisk taler om. Hvis "queerne" har lyst til at diskutere køns-roller, kunne det være superfedt, hvis de gad at bruge det præcise ord køns-roller om køns-roller. Forstået som i dreng = skal indsætte tissemand i tissekone, pige = være tissemandshylster og sammen producere afkom, der fuldfører samme rolle for evigt for ellers falder himlen ned på Kylle-Rylle. Se, dét kan man diskutere som, og i samfundet. Når fjollegalleriet taler om køn som noget der er skabt socialt, har jeg og millarder af andre mennesker nu engang svært ved at tage diskussionen seriøst. Hvis en lille dreng føler pres og skam over at være tiltrukket af en anden dreng, er det en rolle, en konstruktion trukket ned over ham.

Og hvad angår magtesløshed, har jeg et spørgsmål: Hvorfor ser man og hører man så sjældent om homo-bi og transseksuelle, der vinder slåskampe, og der er aktivt aggressive? Vold er jo ikke maskulint, det er jo netop sådan noget kønsrolle-bullshit om at "piger da ikke slår". Og måske tror bøsser, at det betyder at de heller ikke skal? Ved det ikke, men det er hvertfald bizart. Hvis det ikke var fordi i insisterede på at opfinde nye ord ud af den blå luft ingen kan følge med hvis de ikke er en del af klubben, kunne i satse på ordets magt. Så det kan LGBT personer ikke stole på. Det jeg vil opfordre til, vil dog teknisk set være ulovligt så det gør jeg ikke. Istedet vil jeg opfordre til, at LGBT personer lærte mere kampsport, organiserede telefonkæder, for derigennem at bryde igennem den sidste ligestillingsbarriere. ;-P

Det kunne være interessant - at høre de Brøndby fans, hvordan de selv opfatter deres sind. Her kunne man nok sætte ind, overfor den dobbeltmoral der ubeskåret hersker i vores stenalderfund.

Når vi siger ét og handler på automatreaktioner, så har vi altså stadig et problem. Jeg ved ikke om samfundet er parat til at tage den debat om børn, jeg synes de fleste voksne opfører sig som børn. Ingen nævnt ingen glemt.

Omvendt er det måske for sent med den gamle garde, og netop vejen frem for et inklusionssamfund. Det skal bare helst ikke ramme uskyldige, selvom det bliver en svær balancegang. Man kan jo hævde de allerede står for skud, eller vi, for vi er alle en del af dette samfund.

Når man den ene dag hører folk sige de accepterer alle andre, for dagen efter, at se dem stå i kø for at svine folk til, og samtidig ikke forstår, at man bliver mødt med klamme hænder hvor man kommer frem, så er der grund til selvransagelse. Det minder lidt om klassekampen der blev afblæst, nu kan man så læse om den øvre middelklasse i EU, er i panik over at privilegierne smuldrer. Hvor kommer denne selvtilfredshed fra i de intellektuelle kredse? Det er jo ikke intelligent at være sig selv nærmest, tværtimod.

Desværre er de typer i alle klubber, jeg ville ønske det var enestående, men Brøndby er mere end det. Fodbold har alle dage været tungt når det kom til tolerance. Det lyder som en rædsom oplevelse, og håber ikke du kigger skævt på os alle.

Frida Henningsen

"Når vi som voksne igen og igen benægter, at nogle børn har ikke-heteroseksuelle følelser eller afvigende kønsidentiteter" --- snak for dig selv, havde jeg nær sagt !
Det er paranoidt....... tør nu øjnene og lad ikke nogle tilfældige fodbold fans tage modet fra dig.

Måske vigtig debat, men den skæmmes igen af "det er synd for mig" vinklingen....

Asger Sommer Knudsen

Bjørn Pedersen - Vi lever i en tidsalder, hvor ens medfødte køn (hormonelt samt ydre kønskarakteristika) ikke behøver at følge en hele livet.

Frida Henningsen - Mener du vitterligt at Camilla Tved tager fejl? Ellers har jeg svært ved at forstå begrundelsen for dit indlæg?

Bjørn Pedersen

@Asger Sommer

Oh, så det er det det skal betyde. Ja, der er nok en del, der mener at dem der foretager en såkaldt kønsskifteoperation vitterligt bliver til mænd/kvinder efter deres operation. Så sårer man jo ingens følelser. En mand der modtager hormonbehandling og i sidste ende operer penis bort, er dog en mand der har modtaget hormonbehandling og fået opereret penis bort. Og hvis det giver ham lykke, og hvis ønsker at kaldes ved et kvindenavn, så bør man da være høflig nok til at kalde ham ved det navn og være glad for at han er glad for hans nye tilstand. Men objektivt set er han ikke blevet til en kvinde.

I går havde Nana en veninde på besøg, de er omkr. 4 år. Veninden havde meget travlt med at forklare hvad man må og ikke må som henholdsvis dreng og pige. Snakken falder på tasker. Nana fortæller uden skam at hendes mor har en mandetaske.
Veninden påtager sig en skrappere tone og siger at det er forbudt. Jeg løber ind på Loas værelse, henter en dametaske og går ind til pigerne med entrésætningen "Hej tøser, har I set min nye flotte dametaske?" De gør store, interesserede øjne over optrinnet men gør mig opmærksom på (nu dem begge) at det må man ikke når man er dreng!
-For hvem? spørger jeg undrende. Veninden er hurtig: -for Nanas far. Jeg kalder på ham: "Andreas, har du sagt at jeg ikke ikke må gå med dametaske?"
Andreas: "ne-HEJ! Du må da gå med lige hvad du vil. Det må alle." Nu spørger Andreas veninden hvem der siger at drenge ikke må gå med dametasker. "Politiet" svarer hun resolut.

Senere var det ballet det handlede om. Pigerne øvede nogle trin, og jeg stødte til og sagde jeg ville være med. Jeg danser tit ballet med Nana. "Drenge kan ikke danse ballet" siger veninden. Nu forholder det sig sådan at det kan jeg godt, så det viste jeg dem til stor fornøjelse, trods alt. Jeg kunne også fortælle at jeg i øvrigt har gået på balletskole. Det gjorde indtryk kunne jeg se.

Underligt, tænkte jeg bagefter, for dybt inde i mig gav det et lille stik i hjertet hvad et lille bitte menneskebarn havde sagt til mig. I hendes verden er jeg forkert. Men jeg er voksen, jeg kan tage det!

Desværre er det her bare virkeligheden for rigtig mange børn: at noget er rigtigt og forkert KUN fordi man enten er dreng eller pige.

I sommers blev Nana klippet plysset fordi hun gang på gang på gang havde lus ligesom alle andre af de langhårede børn i børnehaven. Så var det problem løst, hokus pokus! Mange tror nu hun er en dreng.

Heldigvis fødes kvinder jo med den egenskab at deres hovedhår vokser ud tifold hurtigere end mænds. Derfor er pigebørn ALTID langhårede. Voksne kvinder med kort hår klipper det dagligt.

Det er biologi for dummies.
Hang loose, bitches.

Frida Henningsen

@Asger
Jeg er ikke umiddelbart omgivet af folk, som benægter bemeldte...... og tvivler på, at det er et generelt problem, som det bliver gjort til.