Hvordan bygger man et hetero-barn?

Da jeg var barn, så jeg Buster og Nanna og Matador, og hørte min far bebrejde min mor for at have et vennepar, der var lesbisk. Derfor fangede jeg hurtigt, at rigtige mennesker var heteroer. Men i det mindste var det i 1970’erne, så jeg fik lov at rende nøgen rundt, til jeg frøs, der var kvindefestivaler, brune fløjlsbukser og unisex grydehår til alle, der gad.

I dag er der langt mellem de nøgne unger, alting er for piger eller for drenge, ingenting er for børn, vi væmmes over kvinder, der ammer offentligt, mens vi stiger ind i busser med silikonebrystreklamer. Man kan stadig se Buster og Nanna, nu er det retro, og ellers er der Disney Channel og Bagedysten og Ekstremt fed.

Men der er også Gustav og Sarah fra X-factor, og hende der fra De unge mødre, der pludselig blev til en ung far og fik sin egen blog, og min teenagedatters første kæreste var ikke en dreng, og det skulle der ikke gøres noget ud af. På de gode dage synes jeg alligevel, at der sker noget.

Indtil jeg står i den fjerde børnetøjsbutik i træk og spørger efter en badedragt i str. 10 år, og endnu en ekspedient fortæller mig, at de kun har bikinier »fordi de fleste piger jo gerne vil vise lidt hud i den alder«, eller når vi igen skal grine af de svenske feminister, eller når regeringen ikke gider høre mere om hverken mandebarsel eller asyl til homoer fra Uganda.

Kulturelt og socialt er barnet og barndommen uskyldigt og rent. Børn har brug for hjælp, for omsorg, for anvisninger og erfaringer. Det giver vi voksne dem, og mens vi elsker dem, så det niver i hjertet, bygger vi små mennesker af vores holdninger, vores historier og vores syn på verden. I varierende omfang giver vi dem hen ad vejen plads til at danne deres egne holdninger og gøre egne erfaringer, alt imens vi holder vejret og langsomt giver slip.

Som en særskilt del giver vi dem også et køn og en seksualitet. Nogle mennesker synes, det er spændende at diskutere, hvad der er medfødt i denne sammenhæng. Man kunne fristes til at sige, at når vi voksne har så travlt med at pådutte og fortolke børns udtryk og handlinger, er det komplet irrelevant, hvad der er medfødt. Og der er sjældent stille nok omkring børn til, at man kan høre, hvad de selv har at sige om sagen.

Men som voksne bekræfter vi med varierende metoder og intensitet igen og igen vores børn i det biologiske køn, vi så, de blev født med. Og den seksualitet, vi med den ene hånd signalerer, at de ikke har, former vi med den anden til en, der retter sig mod det modsatte køn – den heteroseksuelle.

Vi bekræfter det, ’de er’, om og om igen. I måden, vi rør dem på, måden, vi taler til dem og om dem, i den måde, vi klæder dem, i det legetøj, de får, i de bøger og film, vi viser dem, og som fortæller dem, at kvinder elsker mænd, og drenge elsker piger.

Vi forklarer hinanden og børnene, at seksualitet er noget, voksne har, mens vi dækker dem til i miniaturebikinier, og hjælper dem med den svære kunst at forstå deres egne følelser – når du kan mærke at du er glad for Amina, er det, fordi hun er din ven, når du er glad for Magnus, er det, fordi du er forelsket, og så er han din lille kæreste.

Samfundet hjælper os med opgaven, og vejen er stukket ud. De af os, som gerne vil nuancere lidt, er på konstant overarbejde.

Heteronormativitet

Der findes efterhånden børnebøger med et LGBT-perspektiv (homo-, bi- og transpersoner). Aktuelt er der MIX filmfestivalens skoletilbud med film med et homo- eller transperspektiv, ligesom Sex og Samfund har lavet normkritiske temafilm til undervisningsbrug.

Men der er forsvindende få alternativer til mainstream-kulturens fremstilling af børns kønsopfattelse og seksualitet. Nuanceringen består primært i, at vi nu anerkender voksnes ikke-heteroseksualitet og de anderledes familieformer, som det fører med sig. De færreste tør tage hul på ikke-heteroseksualitet hos børn, og at ikke alle børns kønsopfattelse er støbt i beton fra dag ét, slipper man ikke af sted med at påstå ret mange steder.

Hvor langt de få alternative præsentationer når, er også tvivlsomt. Ind i skolesystemet er de i hvert fald ikke nået. En EU-undersøgelse viste for nylig, at syv ud af 10 lærere ikke er åbne om deres seksualitet og/eller eventuelle transkøn, og mere end otte ud af 10 skoleelever under 18 år har oplevet diskrimination mod homo-, bi- eller transpersoner. Dybest set afspejler det vel, at samfundet – med vandpistolen for panden og i tolerancens navn – efterhånden på et overordnet plan anerkender eksistensen af andre seksualiteter og kønsidentiteter og deres bæreres trang til at blive gift, få børn og leve ’et normalt liv’.

Problemet opstår så, når flamboyante Gustav pludselig materialiserer sig fra skærmen og træder ind på rækkehusparcellen og maser sig ned mellem Hr. og Fru Danmark i sofaen. Når han vil med lille Smilla-Isabella hjem og lege. Når han vil sidde med i klasseværelset, og har brug for os som voksne, fordi han får buksevand i frikvarteret. Skærer i sig selv, fordi det gør ondt indeni.

Børn anerkendes ikke

Når vi som voksne igen og igen benægter, at nogle børn har ikke-heteroseksuelle følelser eller afvigende kønsidentiteter, overlader det selvsagt en gruppe børn til sig selv. Måske derfor er selvmordsforsøgene og den selvskadende adfærd så udbredt blandt unge LGBT-personer, og måske derfor tegner voksne LGBT-personer sig for en markant tilstedeværelse i statistikker over misbrug, selvmord og psykiske sygdomme. Ikke fordi de er født med tendenser til misbrug eller psykisk skrøbelighed, men fordi børn, der ikke anerkendes; børn, der misfortolkes og efterlades i ensomhed, er nødt til at forholde sig til det faktum resten af deres liv. Og det er der så forskellige måder at gøre på.

To ben

Der er plads til forbedringer for de børn, der ikke føler sig dækket ind af Antboy og Disney Channel. Det er uforståeligt for mig, hvorfor det her ikke møder bred interesse.

De negative konsekvenser af en mere åben og queer-præget tilgang til køn og seksualitet er til at overse, men i Danmark taler man med gru i stemmen om ’indoktrinering af børnene’, ’svenske tilstande’ og ’nedbrydelse af køn og kernefamilier’. Man taler i fuld alvor om, at samfundet jo ikke skal manipulere med børns seksualitet og ikke skal udfordre den sikre kønsidentitet. Men er det ikke netop, det vi gør?

Hvem er det, der påvirker hvad? Som queer-feminist og venstreorienteret forælder møder man ofte to reaktioner. Ud fra dem forstår jeg, at samfundet er bekymret for, at jeg:a) forvirrer mine børns kønsidentitet og seksuelle orienteringb) bruger mine børn som spydspidser for mit eget politiske projekt.

Forleden gik jeg gennem Hovedbanegården, et par timer før Brøndby skulle spille kamp. Med en kvinde i hånden. Det var ikke med vilje. Vi var meget fordybet i en samtale, og jeg glemte at læse omgivelserne, og pludselig var det for sent. Da det hele var overstået, og jeg havde fået 50 Brøndby-fans uforbeholdne mening om mit udseende, min partner, min seksualitet, min opførsel og min krop, havde dukket mig for ølsjatter og spyt og med rystende hænder havde låst min cykel op, og var kørt væk til lyden af tilråb, jeg ikke engang magtede at genfortælle mine nærmeste om uden at begynde at græde, tænkte jeg, at det var godt børnene ikke var med. Havde de været med, havde det måske påvirket deres seksualitet.

Camilla Tved er queer-femnistisk aktivist og skribent