Læserbrev

Kommission på afveje

Debat
4. oktober 2013

Trængselskommissionen har ikke løst sin opgave. Den skulle komme med forslag til at reducere hovedstadens støj- og luftforurening samt CO2-udledning til gavn for miljøet, befolkningens sundhed og bylivet. Og den skulle sikre, at det meste af den fremtidige vækst i trafikken løftes af den kollektive trafik og cyklisme.

Ikke desto mindre er resultatet af anstrengelserne en stor fremtidig stigning i biltrafikken og et større CO2-udslip. Ifølge formanden for Trængselskommissionen, Leo Larsen, er forslagene om udbygning af den kollektive trafik skyld i, at CO2-udslippet vil stige frem mod 2025. Men denne påstand er helt forfejlet.

Sandheden er, at den kollektive trafiks CO2-udslip kun vil udgøre beskedne 8,8 procent af prognosens samlede udslip i 2025 sammenlignet med biltrafikkens 91,2 procent. Prognosen viser desuden, at den kollektive trafiks CO2-udslip i absolutte tal kun vil stige marginalt frem mod 2025 sammenlignet med biltrafikkens udslip. Dette selv om prognosen tager højde for effekten af ny teknologi på bilsiden, mens den ikke indregner, at de elektriske tog gradvist får mere og mere vindmøllestrøm.

Gode vilkår for billobbyen

Leo Larsens påstand om, at udbygningen af den kollektive trafik vælter læsset, er derfor vildt tendentiøs. Og kommissionsrapportens fuldstændige fravær af tiltag af økonomisk og planlægningsmæssig art, der kan gøre det mindre attraktivt at køre rundt alene i sin bil, er dybt problematisk.

Dette bedrøvelige resultat skyldes ikke mindst sammensætningen af Trængselskommissionen. Billobbyen har haft gode vilkår. To af de mest ihærdige modstandere af enhver regulering af biltrafikken havde således afgørende formandsposter i udvalg under Trængselskommissionen.

Det har betydet, at bil- og vejlobbyens ønsker om mere infrastruktur til biler og et nej til regulering af biltrafikken er blevet tilgodeset, mens fortalerne for mere kollektiv trafik og en nedprioritering af biltrafikkens privilegier har haft trange kår. Det har sat sine spor i Trængselskommissionens anbefalinger.

 

Kjeld A. Larsen, formand for Rådet for Bæredygtig Trafik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her