Kronik

Vil nogen venligst fjerne den marxistiske mandehader?

Feminisme går ud på at skabe mere plads til kønnene i det samfund, der allerede eksisterer. Så fri mig fra 68’er- rødstrømper, der vil gøre feminismen til en kamp mod kapitalen og hele samfundsstrukturen som sådan
Kvindebevægelse i 1970’erne begik den fejl, at de ville skabe grundlæggende samfundsomvæltninger. Men det er ikke det, som de fleste mennesker ønsker. De vil blot leve et helt almindelig liv i en kernefamilie. Arkivfoto: Scanpix

Kvindebevægelse i 1970’erne begik den fejl, at de ville skabe grundlæggende samfundsomvæltninger. Men det er ikke det, som de fleste mennesker ønsker. De vil blot leve et helt almindelig liv i en kernefamilie. Arkivfoto: Scanpix

26. oktober 2013

Der er en vis ironi forbundet med at være feminist. Jeg er feminist, fordi jeg gerne vil kæmpe for at fjerne de forventninger, der er til, hvordan jeg skal være som kvinde. For der er stadig alt for mange af den slags forventninger, der betyder, at jeg som kvinde behandles helt anderledes end en mand. (Og tilsvarende er der også stadig for mange forventninger til, hvordan man er mand).

Ironien er, at der også er uhyggeligt mange forventninger til det at være feminist. Vi forventes at være på én bestemt måde og mene helt bestemte ting.

Modstandere af feminisme er selvfølgelig de værste til det her. De påstår, at feminister er mandehadere, er ude på at få kvinder frem på mænds bekostning eller andre newspeak-agtige udlægninger af begrebet. Udlægninger, der desværre har vundet ret stort indpas i retorikken om feminisme. Det betyder, at det efterhånden er næsten umuligt at diskutere nogen former for kønsulighed uden at skulle forsvare sig imod paranoide typer, der lider af den overbevisning, at kvinder har konspireret om at udrydde mænd for fremover at formere os ved kloning.

Men et er modstandere af feminisme, der offentligt står frem og kalder sig det. Noget andet er den indre modstand, den undergravende virksomhed, der findes inden for selve feminismen.

Den optræder som regel i form af såkaldt ’blå feminister’. Mennesker af begge køn, der påstår enten at være feminister eller at støtte feminismens sag, men som samtidig er helt væk med hensyn til kønsulighed. Hård-nakket benægter de fakta og påstår, at vi skam er ligestillede, og hvis vi ikke er, så må det være, fordi enkeltindivider har truffet nogle selvstændige beslutninger, der har ført til ulighed.

Og så er det her, al debat (ikke bare kønsdebat) skal føres i dag: Er vi helt frie individer, eller er vi underlagt samfundsstrukturer? Gab!

Den diskussion er så ligegyldig, fordi den fastholder en kløft imellem liberal og venstreorienteret. En kløft, der aldrig vil kunne bygges bro over, fordi de to standpunkter er så grundlæggende uenige om, hvad mennesket er.

Nu er det her jo heldigvis Information, så jeg antager, at der ikke vil være mange læsere, der har brug for en længere neurologisk udredning om, at vi reelt er ’både og’: Vi er til en vis grad autonome, men vi bliver også påvirket af de underliggende strukturer. Graden af begge dele kan – og skal – selvfølgelig diskuteres.

Men så langt når vi sjældent i debatterne. Positionerne ender i skyttegravene. Resultatet er total stilstand. Der kommer aldrig nogen løsning. Og jeg mistænker lidt nogen for, at det er hensigten ...

68’erne vågner op til udåd

Den undergravende virksomhed, som de ’blå feminister’ har kørt i en del år – og som de stadig kører ret heftigt, til dels fordi medierne elsker deres kampiver – har jeg dog efterhånden vænnet mig til. Men nu skal jeg så også til at vænne mig til den indre modstand, som blomstrer op hos røde feminister.

Det er feminister, der har besluttet sig for, at kampen for at begrænse kønsulighed igen skal til at handle om langt mere end det. Tit er disse feminister ældre rødstrømper, der åbenbart har ligget i kryosøvn de seneste 40 år og pludselig er vågnet op med ét kampråb på læberne: »Kampen for den marxistiske dagsorden begynder nu!«

Hey, jeg har alt mulig respekt for den kamp, rødstrømperne kæmpede i 1970’erne. Jeg er også fuldstændig enig i, at kvindekamp stadig er klassekamp – og omvendt. For det meste ulighed skabes af magtstrukturer, og de begrænser sig ikke kun til én slags ulighed.

Men skulle vi lige sætte uret frem til det nye årtusinde og forholde os til det liv, vi rent faktisk lever? Øv bøv, kapitalismen vandt!

Det skal vi da endelig ikke slutte med at kritisere, det er ikke det, jeg siger. Der er alt mulig grund til at problematisere vores kapitalistiske, individorienterede tidsalder – ikke mindst på grund af de økonomiske problemer, det skaber.

Men – undskyld sproget – hvad fanden har det med feminisme at gøre i dag? Hvorfor skal jeg som feminist tvinges til at vælge den blodrøde side i den kamp?

Nancy Fraser, der skriver andetsteds i denne avis, er en af disse ældre rødstrømper, der er vågnet op til dåd. I stedet for at føre sin kamp mod den kapitalistiske dagsorden – som hun er i sin gode ret til – tager hun hele den moderne feminisme som gidsel og kræver, at vi dropper vores individuelle behov for i stedet at stå sammen for at »tæmme kapitalen for retfærdighedens skyld«.

Drop den bollerumsdrøm

Nu bliver jeg muligvis nok anklaget for kystbanefeminisme, men alle feminister er efterhånden dødtrætte af de antifeminister, der håndterer reel kritik af ulighed i vores samfund med en henvisning til, at de stakkels undertrykte kvinder i Indien har det værre. Bare fordi andre bliver sparket i hovedet, må jeg godt brokke mig over et spark i fissen!

Og det her gælder altså også internt i feminismen. Vi er moderne, vestlige kvinder, der forsøger at begå os i en moderne, vestlig verden – med de luksusforhold og problemer, der følger med.

Det er ikke i orden at forvente, at man for at være rigtig feminist skal bryde hele den ramme ned og begynde forfra i hippiekollektiver med deltagerdemokrati og »opvurdere ulønnede aktiviteter – herunder omsorgsarbejde«.

Al respekt for hippierne og kvindebevægelsen i 1970’erne – men så vidt jeg kan vurdere fra min uvidende, unge position var det det, der oprindeligt gik galt. Ideen om, at man kunne skabe så grundlæggende samfundsomvæltninger kunne ikke forenes med de mennesker, der rent faktisk fandtes.

Folk, viser det sig, er ikke specielt interesserede i det store kollektive fællesskab. De fleste vil bare gerne passe deres parforhold og deres hjem, deres børn og deres arbejde, dyrke deres fritidsinteresser og masser af sex – og ikke med alle andre i bollerummet, men med nogle særligt udvalgte.

De fleste mennesker er faktisk ret almindelige og vil gerne bare leve almindelige kernefamilieliv. Min opgave som feminist er at kæmpe for, at de alle får mulighed for til at leve deres individuelle liv – om det så er kvinder, der gerne vil lede Danfoss eller mænd, der gerne vil gå hjemme med fire børn (eller omvendt), eller homoseksuelle, der gerne vi have børn, eller ualmindelige mennesker, som gerne vil have plads til at leve ualmindelige liv.

Uden femibannerfører

Feminisme handler om den enkelte kvinde og den enkelte mand, ligesom det handler om kvinder og om mænd som grupper – hver for sig og sammen. Hvad forventes der af os? Og er rammerne for de forventninger vide nok? Feminisme handler om dét.

Så feminisme kan godt give plads til, at vi er uenige om andre politiske og økonomiske mål, så længe vi internt er enige om, at nej, vi er stadig langt fra ligestilling mellem kønnene, og ja, det er faktisk målet. Uanset hvordan samfundet så ellers måtte se ud!

Om det betyder ligestilling i det ultimative kollektive og bæredygtige utopia eller ligestilling til at tjene monstermeget og køre den fede, forurenende bil. Det er faktisk underordnet.

For feminisme er at skabe mere plads til kønnene i det samfund, der allerede er. Javist er ideen selvfølgelig, at større lighed og flere muligheder for begge køn vil føre til et bedre samfund på sigt. Men vil du skabe et helt andet slags samfund, et mindre kapitalistisk, mere solidarisk og bæredygtigt af slagsen – og det ville da være skønt – må du altså gøre det uden feminismen som bannerfører.

 

Sanne Søndergaard er komiker og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
  • Inger Sundsvald
ole eising og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg vil nu hellere have at nogen fjerner den marxistiske kvindehader.

Af en eller anden grund har de ’røde’ mandlige venstreorienterede en fælles dagsorden med de ’blå feminister’. De benægter hårdnakket, at der er ulighed, og de er overbevist om at kvinder/feminister har slået sig sammen om at dressere mænd og udviske enhver forskel mellem kønnene. Uanset hvad man siger, så er man/kvinden/feministen skyldig i alt (inkl. finanskrisen og uorden i klodens miljø og klima).

Uanset hvad jeg siger, så har man(d) dannet sig en mening om mig, som ikke står til at rokke. Ganske vist betegner jeg mig selv som både feminist og venstreorienteret, men jeg har det som Sanne Søndergaard, og vil ikke spændes for vognen hos hverken Familien Sort eller hos ’den blodrøde side’, og slet ikke hos de 70’er-”feminister”, der har travlt med at redde muslimer og kvinder i de varme lande.

Alan Strandbygaard, Brian Pietersen, Dana Hansen, n n og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Marianne Mandoe

Nu er det her jo heldigvis Information, så jeg antager, at der ikke vil være mange læsere, der har brug for en længere neurologisk udredning om, at vi reelt er ’både og’: Vi er til en vis grad autonome, men vi bliver også påvirket af de underliggende strukturer. Graden af begge dele kan – og skal – selvfølgelig diskuteres.

Det er meget meget optimistisk, og vidner om at skribenten her ikke har fulgt med i kønsdebatterne her på Information.
For ofte ender diskussionen lige netop i det leje....
Biologisk determinisme.
Fuldstændig uden hensynstagen, fra visse debattører, til at der er solidt videnskabeligt belæg for at der er større forskel inden for det ENKELTE køn, end der generelt er mellem kønnene.

Simone Bærentzen, Brian Pietersen, Hanne Ribens, Laurids Hedaa, Gry W. Nielsen, Jens Falkesgaard, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Mihail Larsen, Dana Hansen, n n, Maj-Britt Kent Hansen, Sara Arklint, Ingrid Uma, Josephine Lehaff, Andreas Trägårdh, Karsten Aaen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Det er en sød og meget attraktiv lille idé at sexisme er sådan en slags vedhæng til de eksisterende politiske, økonomiske og sociale systemer, som man bare lige kan fjerne uden at det rykker nævneværdigt ved resten. Ligeså med racisme og homofobi og adskilligt mere.

Og vel kan man opnå en del resultater inden for magtsystemerne. For systemerne er fleksibelt og kan ikke bare opsuge modstand, men også vende den til egen fordel. For eksempel er sexisme og homofobi yderst nyttige til at retfærdiggøre politisk, økonomisk og militær dominans over 3. verdens lande. Det er fantastisk! Se hvor progressive vi er, når vi bomber de små, onde, brune mennesker for deres egen skyld! Og for at tage et amerikansk eksempel kan man med den ene hånd tildele homoseksuelle deres plads i kernefamiliens lovhjemmel, mens man med den anden snitter og filer løs i kvinders muligheder for at bestemme over deres egne kroppe.

Sjovt nok bliver mange diskussioner lidt mere op ad bakke, når man insisterer på at problemerne IKKE er skarpt adskilte fra samfundet som sådan. Når man insisterer på at racisme ikke bare er noget med nynazister og Ku Klux Klan, men også noget med ganske almindelige mennesker, der f. eks. grovsorterer jobansøgninger bort, når navnene er noget de associerer med problemer og forbrydelser (dvs. mellemøstlige og afrikanske navne). Når man insisterer på at sexisme ikke bare er hætteklædte mænd, der ligger på lur i parkerne ved nattetid, men også er antagelser om at kvinder er irrationelle og upålidelige og garanteret får børn midt i det hele.

Den slags antagelser er ikke uden videre til at skille ad fra magtsystemerne, som har behov for at NOGEN taber/skal være uden for/skal være de onde. Jovist, det er ikke nødvendigvis rene nulsumsspil, det ligger mig fjernt at benægte at fremskridt er både mulighed og realitet, men systemerne stritter som rasende mod forsøg på at håndtere lorten på anden vis end ved at sende den videre. Derfor er det værd at se på de overordnede magtstrukturer som andet end bare den bane, vi tilfældigvis spiller på.

Steffen Gliese, Simone Bærentzen, Poul Eriksen, erik winberg, Bob Jensen, Jens Kofoed, Tor Brandt, Claus Høeg, Niels Mosbak, Jens Falkesgaard, Rasmus Kongshøj, Sara Arklint, Ingrid Uma, Andreas Trägårdh, Marianne Mandoe og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

I spilder jeres krudt. Kønnet er ikke en identitet. Den kan aldrig indfri jeres bestræbelser og behov. Det er ikke pga. af jeres forplantningsorganer at I m/k er undertrykte. Det er pga. af de traditioner de herskende slægter i samfundet har sikret sig ved at I er undertrykte. Det har alle dage været middelklassens opgave at beskytte den herskende klasse imod underklassen, derfor går al samfundsudvikling i sikker retning ud på at denne tradition består.

Andreas Trägårdh

Det eneste der undertrykker jer, er de ideer I dyrker om jer selv. Skal man herske over samfundet og udnytte dets indbyggere skal man herske over de ideer individerne erstatter sig selv med.

Andreas Trägårdh

Findes den far eller mor der ikke selv undertrykker og ødelægger sine afkom, med alverdens skøre ideer og livet og det sammenhænge, som de selv en gang er blevet ødelagt med? Nej vel?
- Hvorfor er det at denne trang til ødelæggelse af endda egen afkom, går i generation?
Hvorfor gentager fædre og mødre den samme rituelle destruktion af sit afkom som de selv har været udsat for?
- Er det udtryk for et savn, af deres eget tabte? En drøm om at overvinde den ensomhed der bærer tabet, og måske en forestilling om at genvinde dette tabte ved at reproducere sin egen armod og modgang, og nogen at være sammen med om det?

Inger Sundsvald

Jeg har også hørt om de rasende feminister, der med knyttede næver og bare bryster hærgede i fortiden, mens de svang deres BH’er, inden de blev smidt på bålet. Utroligt nok var der aldrig en fotograf til stede til at forevige opgøret. Trist, trist.
Mon det er dem der spøger som genfundne erindringer om de mandehadende marxister?

Inger Sundsvald

Jeg ved, at liberalister er helt utroligt sensible, hvis de først får den tanke, at nogen vil komme og tage deres ’frihed’ fra dem. Retten til ”at tjene monstermeget og køre den fede, forurenende bil”, er noget superliberalister vil forbeholde sig retten til uanset hvad. Liberalisten vil heller ikke modsætte sig, hvis nogen har lyst til at gå i hundene.

Problemet er bare det, at liberalisme passer så utroligt dårligt til feminisme, for man bliver aldrig enig med en liberalist om, at ”vi internt er enige om, at nej, vi er stadig langt fra ligestilling mellem kønnene, og ja, det er faktisk målet. Uanset hvordan samfundet så ellers måtte se ud!”

Det passer ganske enkelt ikke sammen.

Steffen Gliese, Tor Brandt, Henrik Nielsen, Niels Mosbak og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Men det passer fint med det feminister bliver skudt i skoene om, at de gerne vil have alle privilegierne og bestyrelsesposterne, men de vil have det hele serveret.

Al den snak om had, jeg bliver helt sulten.

Lækkert at der tales om nuancer, det kan man bruge konstruktivt. Og en del af ligestilling er præcis det, at kunne få lov at være forskellige, men vil feminisme ikke altid være en polær størrelse? Så fordrer det overhovedet ligestilling, eller bliver det en kamp. Når terrænet så er vundet, så fortsætter klapjagten formodentligt.

Jeg har svært ved at se det gavner samfundet som helhed, og baner vej for fælles forståelse køn imellem. Jeg synes jo man skulle have en fælles platform, så man samtidig kan bekæmpe de monetære problemer. Det er netop kompleks, i en endnu mere kompleks sammenhæng. Det ene giver ikke mening uden det andet.

Det bliver ikke bedre af at man ikke kan blive internt enige om hvor man vil hen, og bliver vel en del af problemet, frem for løsningen. Hvis man samlede kønnene ville man udviske kvindernes interne retningslinje, og i langt højere grad kunne holde dem op imod mænds rettigheder og vice versa. Som der fint nævnes er der uligheder og uenigheder begge steder. Mænd er heller ikke enige, tværtimod, det er lidt den samme polaritet der udspiller sig, lidt mere afsondret ganske vist. Den ene part forlader gerne diskussionen. Jeg passer ikke ind nogen steder, så jeg fløjter frisk ind i minefeltet.

Men sandheden er at de enkelte fraktioner faktisk ikke ved hvad der er bedst for flertallet, eller individet, fordi det hele tiden bliver med udgangspunkt i eget domæne. Derfor bliver bolden spillet rundt på egen banehalvdel, indtil Knud eller Bente sparker den i eget mål.

Det bliver heller ikke let, men nu har jeg set på disse selvmål det meste af mit liv, og der sker ikke ret meget. Folk bliver bare mere frustreret og grøften dybere, måske er det på tide at prøve noget nyt. Indtil da er jeg med Japanerne, tech is sex.

"Det betyder, at det efterhånden er næsten umuligt at diskutere nogen former for kønsulighed uden at skulle forsvare sig imod paranoide typer, der lider af den overbevisning, at kvinder har konspireret om at udrydde mænd for fremover at formere os ved kloning."

Den overbevisning er der nu næppe nogen der lider af. Tværtimod er det åbenlyst at det kun er en lille selvmedlidende gruppe af kvinder der deler Sanne Søndergaards bizarre holdninger. Og gudskelov for det.

Christian Pedersen, Inger Sundsvald og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar

Marianne Mandoe (26: 13.53) har en pointe

- som jeg i første omgang (ærgerligt nok) overså.

I 'gamle dage' var det mænd, der ustandseligt betonede, at kvinder var mænd underlegne af biologiske grunde. Vi ved nu, at det er mere kompliceret. Mænd er biologisk-generelt de dummeste og de mest intelligente. Der er et større antal dumme mænd end kvinder. Og der er et større antal intelligente mænd end kvinder. Kvinder er gennemsnitligt bedre repræsenteret i midten på en Gauss'sk, normalfordelings-kurve end mænd.

De fjolser, der kun lægger mærke til (eller vælger at fokusere ensidigt på) kvinders statistisk lavere repræsentation i den højeste ende af skalaen, glemmer, at der findes en meget tung ende, hvor mænd er klart overrepræsenteret.

For almindelige mennesker i midterfeltet, som de fleste af os tilhører, er der ingen biologisk signifikant forskel. Inden for dette felt kan vi derfor godt tillade os at se væk fra biologien og koncentrere os om meritterne.

Den såkaldte 'kønskamp' udgår ikke fra yderpunkterne i Gauss' kurve, men fra midterfeltet, der slås om positioner og forfremmelser. Det er OK, når det sker med rationelle midler. Men køn er ikke et af disse - med mindre man forestiller sig, at mænd kollektivt har indgået en musketéred om at undertrykke kvinder.

Hvis dét er sket, har jeg ikke været indbudt. Ud fra et sociologisk synspunkt har jeg altid støttet 'den milde kønskvotering', der siger, at ved valg mellem tilnærmelsesvis lige kvalificerede kandidater skal man vælge den, der er kønsmæssigt underrepræsenteret inden for det pågældende fag eller område.

Bemærk: Ud fra en sociologisk betragtning. Når det nu engang forholder sig sådan for midterfeltet (som langt de fleste af hos tilhører), at intelligensen ikke er kønsmæssigt signifikant forskelligt (og hvis den er, da i så fald til kvindernes fordel p.gr. af den større spredning af mændene), så er det klogest at droppe snakken om biologi - i praksis.

Steffen Gliese, Henrik Brøndum og Per Dørup Jensen anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Jeg har godt nok heller ikke set Marianne Mandoe skrive det et eller andet sted for nylig (hvor?), men det er faktisk en pointe hun i årevis er kommet ind på, igen og igen, med forskellige vinkler og på forskellige pædagogiske måder.

Simon Rosenkilde

Har tit tænkt på, hvad fanden I står for, og efter at have læst din kronik, er jeg kun blevet klog på, hvad du/I IKKE står for og, at du vil gøre mere for marginaliserede grupper..

Well, hurray, you and me both, men, ud over, at jeg Stadig ikke aner hvad du vil med din selvbestaltede label som feminist, så undrer det mig, at du vælger at kæmpe den kamp, med den label?

Feminisme, i mine øjne, er et skide skident ord. Jeg forbinder det med hysteriske, sexforskrækkede (undskyld mig) kællinger, der ikke har den mindste rod i en sund virkelighedsopfattelse, og som, i ordets betydning, hader mænd, og alt hvad VI er.

HVIS jeg ikke, og det formoder jeg, at jeg ikke er, er den eneste med det vue (Som du selv siger, der er rigtigt mange fordomme og meget vrede imod jer) hvorfor så kæmpe en kamp, der måske er til det bedre, men under et flag, der modtager så meget vrede?

Undrer mig bare, og undrer mig, stadig, over hvad du vil med din artikel, udover at sige, at nogen har det hårdt, og det vil du gerne gøre noget, og så, at du er feminist..

Er det det, eller missede jeg noget?

Simon

Flemming Nielsen

Feminisme er en religion, der skal ensrette kvinder og mænd. valget skal være sort hvid det er kendetegnet for en religion. Hurraaaa for forskelle, del jer efter overbevisning.

Tak, fordi jeg - endnu engang - får lejlighed til at påpege, at Kvinfo stadig får 30 millioner om året, for.....ja, hvad?

Hvornår SKER der noget?

Inger Sundsvald

Simon Rosenkilde skriver:
”Feminisme, i mine øjne, er et skide skident ord. Jeg forbinder det med hysteriske, sexforskrækkede (undskyld mig) kællinger, der ikke har den mindste rod i en sund virkelighedsopfattelse, og som, i ordets betydning, hader mænd, og alt hvad VI er.”

Jamen så abonnerer du og Sanne Søndergaard jo på samme vildfarelse om feminister som gamle sexforskrækkede rødstrømper, der skal fjernes.

I øvrigt tror jeg at det kom noget bag på Sanne Søndergaard, at hun blev den første modtager af Suzanne Gieses mindelegat.

Jeg har på fornemmelsen, at hun er i fuld gang med at distancere sig fra feminismen, for det har omkostninger at være feminist, især for yngre kvinder. Nu har hun behov for at dæmonisere feminister og bekende sig igen, igen til liberalistisk ”frihed”, og fatter ikke at feminisme ikke er et liberalistisk foretagende om at alle er sin egen lykkes smed.
http://www.information.dk/476592

Grethe Preisler

Mihail Larsen: "Nancy Fraser og jeg - er ét kød åndeligt"

Tillykke med det.

Så længe dit forhold til Fraser forbliver platonisk, har du en chance for at slippe fra det med livet i behold, når din kone opdager det ; )

Hvorfor kalder i jer egentlig for 'feminister', eller det i er, for 'feminisme'. Hvorfor kalder i jer ikke blot ligestillingsforkæmpere?

Inger Sundsvald

Fordi feminisme er et internationalt forståeligt begreb, og ingen i udlandet kender ordet ligestillingsforkæmper.

Grethe Preisler

Vel talt, Inger,

Der er ingen, der har patent på feminismen. Men der er mange, der godt kunne tænke sig at få det.

randi christiansen

Feminister - vi må indrømme, at ordet er mandsekskluderende og inviterer ubefæstede sjæle til at overreagere - hvad skal vi dog kalde os, vi kvindelige humanister, som ikke bryder os om nogen form for undertrykkelse - heller ikke den patriarkalske af slagsen, som jo var, hvad det feministiske oprør startede med at reagere mod.

Og hvis man tror, man kan abbonnere på en slags 'feminisme light' , som ikke omfatter den politiske og økonomiske magtanalyse, så er man født i går og tørret på kakkelovnen i nat - god morgen.

Steffen Gliese, Inger Sundsvald og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og i øvrigt er det en kæmpe misforståelse at tro, at feminisme er det samme som at hade mænd

Inger Sundsvald

Fordi der kommer nogen der kalder sig feminister, så skal de/man ikke tro, at de kan omdefinere begreber som ulighed og undertrykkelse, og henregne det til at være en privatsag, der kun at gælde for deres egen lille snævre forståelsesverden, hvor enhver er sin egen lykkes smed.

Feministerne i 70’er havde en klar vision (Alt var fælles):
- Ingen skulle eje hinanden
- Alt materialistisk var fælles
- Alle skulle elske hinanden lige meget. Også seksuelt.
På mange områder var der mange gode menneskelige målsætninger, som handlede om alt anden end magt og penge.

I dag virker feminisme meget mere diffus. Ofte virker hensigterne langt fra dem i 70’erne. Den sociale del er helt væk.
Generelt virker feminisme i dag mere, som at fremstille de stærkeste kvinders livsform, som en form for lov, andre skal tilpasse sig efter. Stik modsat kvinderne i 70’erne.

Der er netop afsat 120 mill. til de stærkeste kvinder (forskere) frem for til de svageste kvinder. (Blå feministisk politik). Det er langt fra 70’erne.

Mit indtryk af en feminist i dag er en kvinde, hvor individualisme, uafhængighed, penge og magt betyder mest. Ikke én, som vil gøre noget for andre. Langtfra én, som accepterer, at både kvinder og mænd er meget forskellige og vælger forskelligt.

Jeg forstår godt nogle opfatter dem som mandehader. Reelt er det kun en lille gruppe af mænd, som er magtfulde og dominerende i Danmark. I stedet for at rette ”skytset” mod dem, rettes det mod mænd generelt.

Inger Sundsvald

Det er en helt utrolig uvidenhed og hjemmestrikkede teorier der udvises vedrørende 70'erne, rødstrømperne og feminismen generelt.
Den ene mere fantasifuld end den anden.

Ismer her og der og alle vegne. Skrot dem. Særlig de tågede, som feminisme.
Og så bruger jeg selv en - Individualisme.
Eget ansvar. Over for næsten, for partneren , for alle i nærheden.
Uden isme-brugsanvisninger. Uden noget, du skal passe ind i.
Vær dig selv. Vær fri i tanken. Vær fritænker, så meget som muligt.
Tag glæden. Tag skænderiet. Tag hinanden. Tag fri.

Inger. Du må meget gerne fortælle, hvordan du ser en feminist og hvordan feminister kan gøre noget for andre i Danmark, så de trives bedre.

Michael Kongstad Nielsen

Feminister må vel kunne definere sig selv. Ud fra hvordan de selv har det. Der er vel ikke nogle faste definitioner, man skal indordne sig under, for at kunne kalde sig feminist.

"Feminisme" er vel efterhånden ikke mere end en identitetsmarkør - noget man kan sige til sine veninder for at stive sig selv af ("Jeg er feminist - er jeg ikke bare speciel?") Noget politisk indhold er der ikke at spore, andet end "mere til mig".

Feminisme er en meget elitær og temmelig usolidarisk røst i ligestillingsdebatten. Hovedsagelig derfor er reaktionerne imod feminister og feminisme ofte så kraftige.

Steffen Gliese

Feminismen fik sin positive klang, fordi det var tydeligt for enhver, at de såkaldt maskuline værdier, der var fremherskende i verden, ikke var noget at bevare.
Ligestillingen, som blev en følge af feministisk kamp, førte desværre til det resultat, at vi blev klogere på kønnethed: det er ikke biologien, men sociologien, der bestemmer de hegemoniske forestillinger, så kvinders indtog i samfundet førte ikke til den forandring på magtforholdene, som fremgik af et kendt slogan som "ingen klassekamp uden kvindekamp" (og omvendt).
Derfor skal kampen stå på andre fronter, hvor mænd og kvinder med lige vilkår står sammen om den fælles kamp for at skabe gode rammer for alles udfoldelse i samfundet.

Inger Sundsvald, randi christiansen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og lige en lille huskekage til den kække unge artikelforfatterinde - de 68'er rødstrømper, du så kategorisk beder dig fritaget for, tog et nødvendigt og omkostningstungt opgør med patriarkalsk dominans uden hvilket mange af de frihedsrettigheder, som du nyder i dag, ikke havde eksisteret.

At fokusere på de fejltagelser, som kun undgås af overmennesker, er udtryk for historisk uvidenhed og tunnelsyn på din nære fortid. Det er ikke altid, at overdrivelse fremmer forståelsen - men det er måske en arbejdsskade, der følger med komikerfaget? Ik så sjovt.

Inger Sundsvald

Desuden er det udtryk for totalitarisme, at fjerne kritikere. Men det er naturligvis nemmere og sjovere, hvis alle klapper (i).

Inger Sundsvald

Jeg har heller ikke mødt nogen, men derfor kan vedkommende jo godt eksistere, ligesom den marxistiske kvindehader.