Læsetid 4 min.

Obamas angreb på pressen er værre end Nixons

Obama-regeringens krig mod lækager har efterladt journalister og kilder i evig frygt for repressalier. Og den er velbegrundet. Flere og flere ender med at blive retsforfulgt for spionage
17. oktober 2013

Der er næppe noget nyt i, at Obama-regeringen nærer et intenst og i mange henseender hidtil uset fjendskab mod mediernes arbejde med at indsamle nyheder. Selv de mest Obama-venlige tidsskrifter har advaret mod ’Obamas krig mod whistleblowere’. James Goodale, tidligere advokat for The New York Times i forbindelse med avisens kampe med Nixon-regeringen, bemærkede for nylig, at »præsident Obama ønsker at kriminalisere beretninger om oplysninger, der vedrører national sikkerhed«, og han tilføjede: »præsident Obama vil med sikkerhed overgå Richard Nixon som den værste præsident nogensinde, når det gælder områder som national sikkerhed og pressefrihed«.

I en ny rapport fra den højt respekterede Commitee to Protect Journalists (Komiteen til journalisternes beskyttelse, red.), gøres det med al ønskelig tydelighed klart, at Obama-regeringen udgør en ekstrem trussel mod pressefriheden. Rapporten, der er skrevet af den tidligere chefredaktør på Washington Post, Leonard Downie Jr., giver et overblik over de utrolig mange måder, hvorpå Obama-regeringen har skabt en lammende stemning af frygt hos både journalister og kilder. Det er et alvorligt anslag mod mediernes arbejde med at indsamle nyheder.

Angste embedsmænd

Den første sætning i rapporten lyder: »I Obama-regeringens Washington er dens embedsmænd i stigende grad bange for at tale med pressen«.

Lad mig blot nævne nogle af de mest beskæmmende af Obamas tiltag:

Siden 2009 er seks regeringsansatte og to eksternt ansatte, herunder Edward Snowden, blevet retsforfulgt efter spionageloven fra 1917 og anklaget for at lække fortrolige oplysninger til pressen. Under de forudgående amerikanske administrationer har kun tre lignende retssager fundet sted.

Og der er flere politiundersøgelser af læk på vej. I to af de igangværende undersøgelser er journalisters telefonopkald og e-mail i hemmelighed blevet udleveret til det amerikanske justitsministerium.

I en stævning anklages en journalist fra Fox News for »at hjælpe og for at konspirere« med en person, der står tiltalt for at lække oplysninger. Resultatet kan blive, at journalisten selv bliver retsforfulgt for at gøre sit arbejde. I en anden sag om lækage af oplysninger er en journalist fra The New York Times blevet beordret til at vidne mod en sigtet person. Makker vedkommende ikke ret, kan fængslet blive næste skridt.

Rapporten fortsætter med at berette detaljeret om, hvordan NSA-afsløringerne har gjort både journalister og kilder rædselsslagne for at blive overvåget, når de taler med hinanden.

»Nu er jeg bekymret for at ringe til nogen, fordi kontakten kan afsløres ved at gennemgå telefonopkald eller e-mails,« sagde den erfarne sikkerhedsjournalist R. Jeffrey Smith fra Center for Public Integrity, en indflydelsesrig nonprofit-nyhedsorganisation med fokus på åbenhed i forvaltningen i Washington.

»Det efterlader et digitalt spor, der gør det nemmere for regeringen at overvåge kontakterne«, sagde han.

The New York Times-journalisten Scott Shane, der beskæftiger sig med national sikkerhed, citeres for, at »kilderne er dødsensangste. En anden af avisens reportere, David Sanger, citeres i rapporten for en udtalelse om, at »dette er den mest lukkede, kontrolfreakagtige administration, jeg nogensinde har dækket«. Og rapporten noterer også, at Margaret Sullivan, redaktør på samme avis, tidligere har skrevet, at »regeringen har overgået sig selv, når det gælder hemmelighedskræmmeri og hidtil usete angreb på den frie presse«.

Løftebrud

Alt dette får Downie til at konkludere:

»Administrationens krig mod lækager og andre forsøg på at kontrollere informationer er den mest aggressive, jeg har set siden Nixon-regeringen, da jeg som redaktør var involveret i Washington Posts efterforskning af Watergate. Jeg har interviewet 30 erfarne Washington-journalister fra forskellige nyhedsmedier til denne rapport. Ingen af dem kunne huske et lignende fortilfælde.«

Og den ødelæggende dynamik rækker videre end nationale sikkerhedsspørgsmål: »Ellen Weiss, chef for Washington-afdelingen af E.W. Scripps-medierne, siger, at »Obama-regeringen er langt værre end Bush-regeringen, når det gælder forsøg på at stække journalistik om regeringens magtudøvelse«. Og rapporten nævner mindst en håndfuld andre erfarne journalister med lignende erfaringer.

Rapporten slutter med at notere den bidende ironi, der er i, at Obama gik til valg på et aggressiv ærligt løfte om at skabe den mest transparente regering nogensinde.

For nylig udtalte Jane Mayer fra tidsskriftet The New Yorker, at Obama-regeringens angreb på den frie presse er »en gigantisk hæmsko for journalistikken, derfor er nedkøling ikke et stærkt nok ord. Der er snarere tale om at fryse hele processen og bringe den til ophør.«

I 2006 – dengang jeg selv ofte skrev om Bush-regeringens angreb på pressefriheden – lå regeringens fokus alene på trusler om at tage nogle af de skridt, som tages i dag. Dengang udløste det vrede hos nogle af de mere højrøstede progressive stemmer. Som den nye rapport dokumenterer, har vi nu forladt truslernes rige og bevæget os ind i en uomtvistelig virkelighed.

Nu er tavsheden lige så øredøvende, som farerne er udtalt konkrete.

 

Glenn Greenwald er journalist.

© The Guardian og Information

Oversat af Troels Heeger

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Maria Jensen
    Maria Jensen
  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Søren Jessen
    Søren Jessen
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
    Erik Pørtner Jensen
Maria Jensen, Espen Bøgh, Søren Jessen, Steen Sohn og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Robert  Kroll

Amerikanske journalister er nok vant til langt større anerkendelse og respekt ( fuldt berettiget) , end journalister andre steder i verden.

Så gør det selvfølgelig "ondt" hvis de pludselig får påtvunget "europæiske arbejdsvilkår" m h t sikkerhedsmæssigt følsomme områder - jeg mener egentlig , at England er det skrappeste sted i vesten ,når det gælder hemmeligholdelse ( med Frankrig som nr 2 og USA på 3.pladsen).