Klumme

Et pusterum til Berlingske

Mecoms beslutning om at standse salget af Berlingske Media har skabt fred, men ikke ro. Oplag og annonceindtægter falder, og det er usikkert, hvor pengene til at fremtidssikre dagbladskoncernen skal komme fra
16. oktober 2013

Efter årelange lidelser var tirsdag en god dag for aktionærerne i det britiske medieselskab Mecom. Aktiekursen steg 32 procent, salget af selskabets to store virksomheder Berlingske Media i Danmark og Wegner i Holland blev afblæst. Uden at kaste mig ud i detaljerede forklaringer om driftsresultater, omsætningsfald, annoncefald og besparelses- og frasalgsresultater, kan tirsdagens beslutning om at afslutte den store salgsproces (der er stadig nogle mindre i gang) forklares meget enkelt: London-ledelsen mener, at det er bedre ikke at sælge, fordi Mecoms gæld kan bringes ud af verden ved drift i stedet for salg.

Mecoms hollandske og danske forretninger har sparet og solgt sig til nogle driftsresultater, der lige kan holde koncernen oven vande. Det skal ikke forstås sådan, at man begejstret går fremtiden i møde: Annonce- og abonnementsindtægter falder stadig faretruende. Det gør de i øvrigt med meget få undtagelser i stort set hele dagbladsbranchen. Og der er på kort og mellemlangt sigt ingen udsigt til, at de voldsomt opreklamerede digitale indtægter vil ændre meget på det billede.

For koncerndirektør og chefredaktør Lisbeth Knudsen må det være en glædens dag. Hun er et hårdarbejdende menneske. Der er ikke mange koncerndirektører i Danmark, der kan skrive ugentlige klummer, være koncerndirektør og chefredaktør for et af landets store dagblade og samtidig stå i spidsen for en opslidende, langvarig og problematisk salgsproces. I andre virksomheder overlader man som regel selve salgsprocessen til dertil indrettede eksperter i bankverdenen.

Man må gå ud fra, at der nu kan sænke sig en eller anden form for ro over Berlingske Media. På TV 2 kan man tale med om, hvor opslidende det er for chefer og medarbejdere ikke at vide, om man er købt eller solgt. På TV 2 varede uvidenheden i næsten 10 år – i Berlingske Media kun lidt over ét.

Samtidig er muligheden for (eller truslen om), at landets ældste dagblad og nationens næststørste dagbladskoncern overtages af Danmarks største, midlertidigt fjernet. Uanset hvor dygtigt JP/Politikens Hus har været til at administrere mangfoldigheden i sine besiddelser, er tanken om et dagbladsmonopol ikke tiltrækkende i et demokrati.

Endelig har Mecom-ledelsen i London nærmest opløst sig selv og overladt roret i Danmark helt til Lisbeth Knudsen – i Holland helt til hendes kollega, Susan Duinhoven. Underforstået: Så længe de bliver ved med at sende penge til London, så moderselskabets bankgæld kan nedbringes.

Udfordringerne for Berlingske Media-koncernen er fortsat kolossale. Man kan gætte på, at der stadig løber penge ud af dele af koncernen.

Forandringsprocessen fra papir til digital distribution (og de deraf afledte forandringer i brugeradfærd, journalistik og annonceindtjening) kræver innovation og ikke mindst kapital. Og når driftsoverskuddet primært skal bruges til at nedbringe moderselskabets gæld, er det svært – for ikke at sige umuligt – at opbygge den egenkapital, der er nødvendig for at finansiere de kommende forandringer.

Her kan man sammenligne situationen i Berlingske Media med situationen på den store amerikanske avis Washington Post. I en stor artikel forleden afslørede avisen, at den navnkundige og velhavende Graham-familie solgte foretagendet til Amazon-milliardæren Jeff Bezos, fordi familien indså, at den hverken havde penge eller innovationskraft til at omdanne papiravisen til en levedygtig digital forretning. På den baggrund er standsningen af det store, altomfattende salg af Berlingske Media-koncernen en slags midlertidigt åndehul.

Der forhandles stadig om salg af dele af koncernen. Hvilke, ved vi ikke. Men der er naturlige grænser for, i hvor høj grad man kan spare (eller frasælge) sig til et overskud. Udfordringerne for den samlede dagbladsbranche er kolossale, fordi oplag og annonceindtægter konstant falder, og de digitale indtægter langt fra kompenserer for det analoge tab. Og vi aner ikke, om de kommer til at gøre det.

Den store forandringsproces kræver nye, store investeringer. Det er svært at se, hvor de skal komme fra. For Berlingske Medias vedkommende næppe fra den britiske ejer. Med Storm P’s ord har Mecoms beslutning om at standse salget af Berlingske Media skabt fred, men ikke ro.

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu