Klumme

Radikalt deja-vu

Fra Det Radikale Venstre tilbage til økonomisk vækst frem for alt? Ja, rigtigt gættet: Bjørn Lomborgs og Anders Fogh Rasmussens argumenter er tilbage
Debat
15. oktober 2013

Af gårsdagens sprøjte (Information, hvad-for-en ellers?) med artiklen: »Det grønne skattetryk falder«, rammes man af et voldsomt deja-vu.

Kenneth Praefke interviewer Det Radikale Venstres skatteordfører på Tinge, Nadeem Farooq, der forklarer, at regeringen har lagt kursen om i forhold til regeringsgrundlaget, fordi det har vist sig vigtigere at prioritere jobskabelse højere end den grønne omstilling.

»Det, vi har kunnet se, er, at der er dukket en anden problemstilling op, som har fået højere prioritet, og det er bestræbelsen på at stoppe styrtblødningen af danske arbejdspladser. Vi er ude i den balancegang, som hedder, at vi både skal sætte skub i den grønne omstilling, men også tage skyldig hensyn til danske arbejdspladser,« siger ordføreren.

Interviewet kan læses i forlængelse af tidligere Informations-kollega Nils Enrums kronik her i bladet i torsdags: »Vejen til omstilling går via skatter og afgifter«. Med konstateringen, at skønt regeringsgrundlaget for SRSF udtrykkeligt lyder, at »vi skal bruge vores skattesystem effektivt til at fremme en grøn og sund udvikling«, gør regeringen »det modsatte og sænker skatten på det, vi ønsker mindre af. Bortset fra en afgiftsforhøjelse på dieselbiler har den på to år sænket eller helt droppet afgifter på fedt, sodavand, øl, energiforbrug, emballage, affald, spildevand, tung lastbiltrafik og almindelig bytrafik (opgivelsen af betalingsringen).«

Ifølge en opgørelse fra Skatteministeriet udgjorde det grønne skattetryk 4,0 pct. af bruttonationalproduktet i 2011, da SRSF-regeringen trådte til, mens det næste år, 2014, forventes at være faldet til 3,7 pct., anfører Praefke. Han citerer en mail fra Skatteministeriet med et umisforståeligt budskab helt i overensstemmelse med den radikale ordfører: »Men afgifterne skal imidlertid heller ikke være så høje, at de hæmmer væksten. Regeringen har med Vækstplan DK lempet en række miljøafgifter med henblik på at reducere erhvervenes omkostninger.«

»På nogle områder er vi så praktiske og lidt dogmatiske, at vi vælger at sige, at hvis vi vælger at sætte denne energiafgift ned, så betyder det ikke så meget for det grønne, men det gør en stor forskel for konkurrenceevnen,« siger Nadeem Farooq.

»Jeg forstår godt, at der er utålmodighed, for i den bedste af alle verdener burde vi sætte endnu mere turbo på, men jeg mener ikke, at det er det værd, hvis vi samtidig mister en masse arbejdspladser. Det, vi skal huske på, er, at det som oftest er de lande, der ’performer ’mest i forhold til vækst, som også gør mest for den grønne omstilling.«

Her er det, at deja-vu’et slog til.

Væksten frem for alt

»Deja-vu ’Af fransk: déjà vu: ’allerede set’, udtales [desja’vy] er betegnelse for det fænomen, at man mener at have oplevet den nuværende situation engang før,« docerer Wikipedia, nettets frie encyklopædi.

»Mange læger og psykologer mener, at dette fænomen ikke er andet end en drømmeopfyldelse eller fantasi, imens andre mener, at det er en fejl i hjernen, der gør, at man forveksler fortid og nutid. I den parapsykiske verden menes dette at være en ting, der er sket i ens tidligere liv. En teori siger, at deja-vu opleves, når øjnene ikke er lige hurtige. På den måde ser det første øje et billede, som så lagres i korttidshukommelsen. Dernæst ser det andet øje det samme billede igen, og man får derfor en fornemmelse af at have oplevet øjeblikket før, da det allerede ligger gemt i hukommelsen. Jamais-vu (fr. ’aldrig set’) er betegnelse for et ’modsat’ fænomen, hvor noget allerede velkendt opleves som ukendt.«

Og så var den der: Hverken drømmeopfyldelse eller hjernefejl, hverken et parapsykisk gespenst fra ens tidligere liv eller øjne, der slår klik, men – Bjørn Lomborg! Og Anders Fogh Rasmussen!

I skøn forening genopstået som skatteordfører for klimaminister Martin Lidegaards radikale parti. Kald det så deja-vu eller jamais-vu. Her i en artikel fra 2002 i Berlingske med titlen »Lomborg bakkes op af statsministeren«:

»Lomborg har blandt andet argumenteret for, at verdens lande bør skrotte Kyoto-aftalen og hellere skulle bruge pengene på at skaffe rent vand end at forhindre udslip af drivhusgasser. Samtidig har Lomborg gentagne gange peget på, at økonomisk vækst er den afgørende brik, som skal bringe udviklingslandene ud af dødvandet og sætte dem i stand til at gøre noget ved bæredygtighed og miljø. ’Jeg synes, at det er helt relevant af Lomborg at pege på, at netop ulandenes friere adgang til verdensmarkedet er det, der skal til, men hermed har jeg ikke sagt, at miljø ikke spiller en rolle, for det gør det naturligvis. Miljøet må bare ikke drukne den anden side, nemlig at forudsætningen for at gøre noget ved miljøet er, at der er penge til det,’ siger Anders Fogh Rasmussen.«

Eller sagt på en anden måde: Nu mener også den grønne SRSF-regering 11 år efter verdenskonferencen i Johannesburg om naturødelæggelserne, at det skal betale sig at redde Jorden. Kan det ikke det, må Jorden gå under. Væksten, den økonomiske vækst, går forud for alt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Nu kan det ikke blive værre. Når man ved, hvad der bør gøres, men bare ikke vil eller tør, så er det at have en politik nytteløst. Man opgiver målene, når modstanden melder sig.
Måske skal vælgerne ikke foregøgle sig andet, end at politiske standpunkter er underlagt vælgertilslutning. En politiker går ikke ned med flaget, men skynder sig at finde et andet flag. Resultatet bliver naturligvis politikerlede.
Jeg spørger mig selv, om fx Farooq har børn, og om disse eventuelle børn skal have en fremtid, eller om han ikke regner den miljøpolitik, som de radikale står for som særlig vigtig.
Nils Enrums kronik var så fuldstændig og entydig klar. Svigt, svigt. Den politiske konklusion må så være, at den måske var klar, men ikke så klar, at man ikke kunne se hen over den. Det er en absurd situation, vi er i nu.

Michael Tjørnild

Hvilken opvisning i alt-eller-intet. Når det bedste bliver det godes værste fjende skal man læse så ualmindeligt enøjede (blå-øjet vil være en fornærmelse) betragtninger. Naturligvis skal regeringen kæmpe for grøn omstilling. Det er der jo også lagt flotte planer frem for. Men de arbejdsløse bliver altså ikke mere røde af at vi i den perfekte og lynhurtige omstillings navn lader hånt om konkurrence evne og udflytning af arbejspladser. Det må kunne lade sig gøre med et langt sejt træk, hvor både den grønne omstilling og folks hverdag bliver tilgodeset. Det er ægte radikal politik. Ikke enøjet og ideologifokuseret, men drevet af fornuft og rettidig omhu for hele samfundet.

Michael Kongstad Nielsen

Helt ærligt tror jeg ikke "det grønne skattetryk" (mærkeligt ord) har den store betydning. Om det er 4 % eller 3,7 %. Jo, trafikken kunne nok reguleres og dæmpes med afgifter og betalingsring, men bilen er jo hellig, den er trofæ, status, magt, drøm (ikke deja-vu), meget mere end transport fra A til B, se reklamerne, bilen sætter om noget fornuften på stand by. Men fedtafgifter, sodavand, emballage, affald, spildevand osv. tror jeg ikke gør det store forskel eller indtryk på danskernes vaner. Og dermed har de ingen virkning, de er blot skatter som moms og lignende. Måske tager jeg fejl.

Men der gøres mange andre gode tiltag i den rigtige retning, såsom togfonden og investering i bedre baner og elektrificering, eller kommunernes energieffektivisering. Masser af kommuner investerer stort i vedvarende energi og renovering af deres bygningers isolering og opvarmning. Offentlige kantiner og måltider bliver i stigende grad økologiske, der er sikkert mange andre gode eksempler, for der gøres virkelig noget, mere sort er det heller ikke.

Niels-Simon Larsen

Nogen sover roligere end andre, og de, der sover, synder bestemt, når det gælder miljøet. Efter min mening har befolkningen ladet sig bedøve, og intet lader til at ryste den. Det er vores børns fremtid, der står på spil nu, og derfor anerkender jeg ikke spørgsmålet, omstilling eller arbejdspladser. Det er en total ændring af vores opfattelse af arbejde og løn, der skal til og til det at være samfundsborger.

Måske modtager danske RV også tilskud fra den tyske bilindustri … :-)

Tyske CDU har netop her i tolvte time modtaget et større pengebidrag fra BMW-koncernens ejere – hvorefter den tyske CDU-miljømister i EU sætter hælene i over for et nyt og skrappere direktiv for bilers maksimale CO2-udslip – et eksemplarisk tilfælde af – at EU’s politik kan købes af kapitalen -

https://www.lobbycontrol.de/2013/10/grossspenden-der-bmw-grossaktionaere...

http://www.spiegel.de/auto/aktuell/eu-umweltminister-vertagen-streit-um-...

RV – endnu en flok EU-aficionados – finder det måske heller ikke værd at bekæmpe CO2-miljøforureningen af hensyn til arbejdspladser – i Tyskland – tyske CDU som deres rollemodeller udi miljøpolitikken – de siger én ting – men er for øvrigt aldeles kolde i røven over for konkrete handlinger – men det lyder da godt - og giver sikkert mange stemmer, der tror, at politikken til den seriøse grønne omstilling kan komme fra den kant …

"Nu mener også den grønne SRSF-regering [...], at det skal betale sig at redde Jorden. Kan det ikke det, må Jorden gå under."

Netop!

Og nu har Goldman Sachs (med den danske regerings velsignelse, ja, store glæde tilsyneladende) så med deres medejerskab af DONG Energy fået fingrene ned i den danske energipolitik med henblik på at få DONG Energy børsnoteret. Hverken Goldman Sachs medejerskab eller planerne om børsnotering er i mine øjne kompatibel med en energipolitik, der kan udvikle sig i grøn retning.

Jesper Frimann Ljungberg, Lise Lotte Rahbek, Jan Weis og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Ha. Goldman Sachs! Den største bisse i klassen. Jeg kan ikke forstå, at Dong og staten dyrker en bank, der har massakreret en masse mennesker og ikke at forglemme sociale systemer.
G.S. har selvfølgelig garderet sig mod tab, så hvis der skulle opstå uforudsete situationer (goldmændenes speciale), så er det skatteyderne, der skal have pungen op af lommen.
Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves, og denne gang er det den danske befolkning, de kæmper imod.
Så Dokumania i går, og så er man advaret. Finansfolk kan godt være intelligente og dumme på samme tid. Kloge ser de ikke ud til at være.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, det er mærkeligt med Goldman Sachs - at danske medier ikke har omtalt det yderligere, ikke engang Information. Det oplyses, at DONG har tabt milliarder de senere år, på tvivlsomme investeringer i udlandet og i olieindvinding i Nordsøen, men ikke et ord om det i Information, der måske endnu ikke er kommet sig over Eldrups og gulddrengenes farvel. Ud over Goldman er ATP og en privat pensionskasse med, de samme aktører, som deltog i finansieringen af DONGs vindmølleprojekter uden risiko, den blev alene dækket af DONG, dvs. skatteyderne. Nu gentager melodien sig, denne gang med Goldman på førsteviolin, og alle klapper, - hvad har de gang i?
Med den nye offentlighedslov er det blevet muligt at søge aktindsigt i DONG. Skulle Information ikke benytte den mulighed?

Niels-Simon Larsen

Lige siden Reagan-tiden og Milton Friedman har finansdrengenes kæreste beskæftigelse gået på at torpedere sociale systemer. Naomi Kleins, Chokdoktrinen, fortæller om det.

Danmark må være en lækkerbisken for dem. Det er så indlysende klart, at finanshajerne ikke er sat i verden for at hjælpe de svage, men for at udnytte dem. Det eneste vi rigtigt kan gøre er, at gøre bunden i samfundet så stærk som mulig og dvs. have andre idealer end forbrug.

Vi må hellere sige det, som det er: finansfolkene er nogle egoistiske svin, der kun tænker på at få hånden op under mor Danmarks skørter hjulpet på gled af kortsynede politikere uden reel politik.