Læsetid 4 min.

Roma-hetzen er velfærdssystemernes overlevelseskamp

Flaskesamlere og klunsere bliver gjort til syndebukke i et spil om Europas fremtid. Den ophedede debat om østeuropæerne er et udtryk for de mange sociale og økonomiske forskelle, som udfordrer det europæiske projekt
I en fælles union bliver uløste sociale problemer i Rumænien til konkrete politiske problemer i Danmark, som vi ikke har mulighed for at løse, fordi de stammer fra en anden samfundsmodel.

I en fælles union bliver uløste sociale problemer i Rumænien til konkrete politiske problemer i Danmark, som vi ikke har mulighed for at løse, fordi de stammer fra en anden samfundsmodel.

Zsolt Czegledi
29. oktober 2013

Debatten om kriminelle romaer, flaskesamlere, polske håndværkere og velfærdsturister har været ophedet det seneste år. Denne debat giver indtryk af, at det er underklassen, som er problemet. Det er altid nemmere at sparke nedad – i dette tilfælde på nogle af Europas fattigste grupper – men i desperationen og frustrationen glemmer vi problemets årsag og kerne.

For bag diskussionen ligger en mere dyster grundlæggende realitet: Europas politiske institutioner er dybt udfordret af det store integrationsprojekt, politikerne har sat i gang.

Den økonomiske krise har gjort det synligt, at de højt besungne idealer om fri bevægelighed nemt fører til en eksport af sociale problemer på tværs af de europæiske lande. Fattigdom, arbejdsløshed og manglende uddannelse får udsatte grupper i Østeuropa til at søge andre steder hen – imod en lysere fremtid i nord.

Desværre oplever de fleste, inklusiv de danskere borgere, at integrationen fører til det modsatte: frustration, pres på danske arbejdspladser og kulturelle misforståelser.

Brydningstid

Europa er i en brydningstid. Vi står midt i en langvarig europæisering, som ikke er afsluttet endnu. Politikere og embedsmænd har hyldet det europæiske projekt. Det er humanismens projekt, den frie bevægeligheds sejr og i sidste instans et fredsskabende momentum i en verdensdel, der tidligere var plaget af krig og fascisme.

Men en række problemer udfordrer de eksisterende institutioner og deres strukturer. Det store problem er de europæiske institutioners manglende evne til at handle og håndtere problemer ud fra en fælles politisk forståelsesramme. Europa mangler ikke bare demokrati eller en fælles kultur. Europa mangler, hvad samfundsforskere kalder ’institutionel kapacitet’, det vil sige evnen til at håndtere fælles problemer effektivt, når de opstår, og forstå, hvilke problemer der præger europæernes hverdag.

Hvis danske håndværkere føler sig presset af østeuropæere, hvis københavnske familier kan se deres containere tømt hver aften af romaer, er det problemer, der ikke blindt kan henvises til paragraffer og direktiver. Det er problemer og udfordringer – det være sig af politisk, økonomisk eller social karakter – der kalder på bedre kapacitet til handling.

Den europæiske hverdag må anerkendes som politisk parameter. Her er forskellene mellem de enkelte medlemslande vigtige – herunder forskellene på deres arbejdsmarkeder og deres tolerancetærskel for, hvilke sociale problemer der accepteres. Europa kan være ét samlet projekt som en juridisk og økonomisk konstruktion, men der er langt at gå, før Europa bliver en fælles offentlighed, hvor borgerne deler hinandens livsverden. Måske er det slet ikke målet. Hvis ikke må man finde en måde at tackle de problemer, forskellene giver.

Kompliceret mobilitet

Danmark har været med til at skabe betingelserne for det indre marked, kapitalens frie bevægelighed, bedre vilkår for udveksling af varer, tjenesteydelser og arbejdskraft samt udvidelse af Unionen til at omfatte de østeuropæiske lande. Samtidig har man givet de europæiske borgere den moralske frihed til at arbejde, leve og stifte familie i det land, de har lyst til.

Økonomisk set kan et samlet Europa udnytte ressourcerne bedre ved at skabe et smidigt transnationalt arbejdsmarked. Hvis der er høj arbejdsløshed i et land, er det fordelagtigt, hvis de arbejdsløse tager til et medlemsland med lav arbejdsløshed.

Økonomisk set er det rationelt – og en del af det europæiske projekts design – når arbejdere rejser fra Grækenland til Tyskland for at tage job. Det kan gavne begge lande på sigt.

Politisk set er sagen mere kompliceret. Mobilitet og fri bevægelighed stiller krav til de enkelte europæiske lande om at tilpasse deres forskellige samfundsmodeller til de nye grænseoverskridende aktiviteter. Det er i dette lys, at debatten om flaskesamlere, romaer og østarbejdere skal ses.

I en fælles union bliver uløste sociale problemer i Rumænien til konkrete politiske problemer i Danmark. Det er en ny slags politiske problemer, som vi ikke har mulighed for at løse, fordi de stammer fra en anden samfundsmodel, der har andre sociale dynamikker, andre normer og et skattetryk på under det halve af det danske. Det er forskelle, som europæiske politikere må anerkende og acceptere, uanset hvor Europa skal hen i fremtiden.

Sårbar dansk velfærd

I Europa skelner man normalt mellem tre forskellige samfundsmodeller. Der er den skandinaviske velfærdsmodel med højt skattetryk. Der er den angelsaksiske markedsbaserede model med lav skat. Og der er den kontinentale bidragsfinansierede model.

I den skandinaviske model er de offentlige myndigheder de vigtigste institutioner for håndteringen af samfundsmæssige problemer. I den angelsaksiske model, som er dominerende i Storbritannien og i flere østeuropæiske lande, er markedet den vigtigste mekanisme for social regulering. Og i den kontinentale og tyske model er arbejdspladsen og familien de vigtigste samfundsbærende institutioner. De enkelte modeller er indlejret i historisk nedarvede sociale normer, institutionelle praksisser og politiske forventninger. Inden for den europæiske union er der altså ikke bare uenighed om, hvordan bestemte samfundsmæssige problemer som finanskrisen eller klimakrisen skal løses. Der er uenighed om, hvilke problemer der overhovedet kalder på politiske løsninger frem for for eksempel markedsløsninger.

I Danmark har vi på tværs af partiforskelle haft en lav tærskel for, hvornår et samfundsmæssigt problem kræver en politisk løsning. Vi har gode erfaringer med at løse udfordringer inden for sundhed, fattigdom, uddannelse, infrastruktur, sikkerhed, osv. med politiske midler. Enhver person, der ikke har et tilstrækkeligt livsgrundlag, kalder på en politisk løsning inden for velfærdsstaten. Et generøst velfærdssystem er i Skandinavien blevet udviklet til at tage hånd om de mennesker, der af den ene eller anden grund ikke selv kan klare sig.

Det samme gør sig ikke gældende i alle andre europæiske lande. Her findes andre typer af modeller for, hvordan sociale problemer løses. Det kan være et lavtlønnet arbejdsmarked uden mindsteløn, eller det kan være et stærkere fokus på familieforpligtelser. EU er splittet imellem at understøtte de forskellige samfundsmodellers holdbarhed.

Den ene model er ikke nødvendigvis bedre eller mere overlegen end den anden. De tre modeller har forskellige fordele og ulemper. En ulempe ved den markedsbaserede model er, at det er nødvendigt at have en større grad af social ulighed for at høste modellens positive gevinster. Denne ulighed er ikke blot moralsk uforenelig med den skandinaviske velfærdsmodel, det er en ulighed, som ville undergrave velfærdsstatens finansiering. Den skandinaviske model er derfor mere sårbar over for en europæisering end de to andre modeller.

Diskussionen om fattige flaskesamlere og klunsere er et symptom på en langt mere grundlæggende udfordring. De er symbolet på europæiseringen og presset på den skandinaviske sociale model og de normer, som understøtter den. Der eksisterer fortsat en række asymmetrier mellem de nationale modeller i Europa, både med hensyn til den sociale og økonomiske politik. På denne baggrund er det forkert at gøre romaer og udenlandske flaskesamlere i Danmark til syndebukke. Det er Europas politikere, der må anerkende sig deres ansvar for at løse den samfundsmæssige ubalance i den europæiske hverdag.

 

Theresa Scavenius er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Theresa Scavenius opstiller Europas problemer på en god, systematisk og pædagogisk måde. Men hun giver ikke svar på løsningerne.

Se blot hvor vanskelig og tidskrævende integretion er, på forbundsrepublikken, og dens samling til kejserdømmet Tyskland i 1871. Så mange år efter, 142 år, har de enkelte lande, på mange områder, fortsat egne kulturelle særpræg. Og det til trods af, at alle tyske lande egentlig udsprang af det Østfrankiske rige omkring år 843.

Løsningen vil formentlig være et fortsat tættere samarbejde mellem landene, men på en måde hvor man bevarer sin egenart og selvstændighed. Og dette bør nok ske på alle områder undtagen pengepolitik, forsvarspolitik og udenrigspolitik. Men bevarelsen af egenart må selvfølgelig også gælde model for arbejdsmarkedet.

Brugerbillede for Levi Jahnsen

Godt at der er kommet dygtige og fornuftige Ph.d'ere ud af mine hårdt tjente skattekroner. Bare ærgerligt at de fortæller os ting vi godt ved i forvejen, i stedet for at bidrage med nogle virkeligt innovative løsninger på EU's problemer.

Brugerbillede for Flemming Schandorff
Flemming Schandorff

I modsætning til Levi, så synes jeg det er relevant forskning selvom vi der er over 50 jo kender alle nuancerne i problematikken. Vi mangler som også Gert nævner ideer til løsninger idet romaerne ligesom muslimerne har meget meget svært ved at forstå, at de er nødt til at assimilere sig, hvis de vil accepteres i de samfund, hvor de bor. I modsat fald, så bliver vi nok nødt til at gøre på samme måde som med jøderne nemlig etablere en selvstændig stat men det bliver så en del af Rumænien og Bulgarien.