Klumme

Har man sagt Keynes, må man også sige Keynes

Et kasseret citat fra en tidligere nationalbankdirektør illustrer krisens paradoks: Det, der peges på som krisens løsning, kan også forklare, hvorfor vi havnede i krisen
26. oktober 2013

Af og til må man udelade gode citater fra sine artikler. Nu kan jeg heldigvis genoplive et af dem. I september talte jeg med Nils Bernstein, der indtil begyndelsen af i år var Danmarks nationalbankdirektør.

Jeg fangede ham pr telefon, mens han sad på en båd i Præstø Fjord, og forsøgte at få ham til at forholde sig til en af de ting, som medierne i de dage rumlede om.

En gruppe eksperter havde for regeringen undersøgt, hvad der gik galt op til krisen. I deres rapport pegede de på, at Nationalbanken fejlede på en række punkter, og da Nils Bernstein var chef for banken dengang, ville jeg vide, hvordan han så på den kritik.

Nærmest som en bibemærkning, som ikke havde meget med hans egen eller Nationalbankens ageren, sagde Nils Bernstein noget, som på mange måder indkapsler krisens paradoks. »Keynes bliver tit brugt som et argument for at bruge flere penge, men det er sjældent, at han bliver brugt som et argument for at holde igen.«

Keynes–John Maynard Keynes–er en økonomiske teoretiker, der i 1930’erne udgav sit hovedværk, og hvis teori er blevet genoplivet som omdrejningspunktet i krisens mest fundamentale diskussion: I hvilken grad skal staten bruge flere penge for at dæmpe virkningen af krisen.

Den korte og populære version af Keynes’ teori er, at staten skal bruge flere penge, når den økonomiske udvikling er dårlig. For at afbøde stigningen i arbejdsløsheden. Og tilsvarende skal staten–politikerne–bruge færre penge, når økonomien buldrer fremad. For at tage tempoet af udviklingen og spare op til, at den næste krise kommer.

»Opsvinget, ikke krisen, er det rigtige tidspunkt for sparepolitikken,« skrev John M. Keynes i 1937.

Diskussionen om Keynes’ kriseløsning begyndte, da man kunne aflæse krisen i arbejdsløshedstallene. Og at diskussionen stadig er aktuel kan aflæses i den debat, der foregik over sommeren og frem til, regeringen præsenterede sit finanslovsforslag: Skal der lempes eller holdes igen i den økonomiske politik?

»Når forhandlingerne nu går i gang, er det vigtigt at minde op, at økonomien kan stimuleres mere, end hvad regeringen lægger op til,« lød det for eksempel fra tænketanken CEVEA.

Bernsteins pointe er, at mens mange taler om Keynes under krisen–og opfordrer til, at staten bruger flere penge–talte for få om Keynes op til krisen. Meget få talte om, at vi burde spare.

Og det kan der være noget om. Hvis man søger på Infomedias artikeldatabase, kan man konstatere, at der er skrevet mere end tre gange så mange artikler om Keynes i de fem år efter krisen ramte som i de fem år op til krisen. Det altovervejende budskab i artiklerne efter krisen er Keynes’ opfordring til at bruge mere, når krisen rammer.

Samme udvalg, der kritiserer Nationalbanken og Bernstein, konkluderer, at politikerne–staten–brugte for mange penge i de gode tider fra begyndelsen af 00’erne og frem til krisen. De fejlede med hensyn til at kombinere sparepolitik og opsving. Det lagde grunden til krisen og tvang i stedet politikerne til at balancere sparepolitikken med nedgangstiden.

Og det fik så folk til at genoplive Keynes.

Selv om det på krisens bund ikke virker sådan, er det lige så afgørende, at man holder igen i gode tider, som det er at stimulere i dårlige. Det viser finanskrisen. Og det er budskabet fra både Bernstein, finanskriseudvalget og Keynes. Den nødvendige følge af at ville bruge mere nu er, at man må bruge mindre senere. Det gælder også i forhold til de aktuelle finanslovforhandlinger.

Der er en økonomisk skole, der mener, at staten skal lade være med at blande sig–både i gode og dårlige tider. Og der er en økonomisk skole, der mener, at staten skal blande sig i både gode og dårlige tider. Men der er ikke en økonomisk skole, der mener, at man altid skal bruge flere penge.

Hvis man sværger til Keynes, må man gøre det både, når det går op og ned. Den løsning, de fleste nu peger på, kunne også have midlet slaget fra krisen. Der var bare for få, der talte om Keynes under 00’ernes optur.

Derfor må læren være, at alle, der har råbt Keynes under krisen, også har et ansvar for at råbe Keynes, når opturen kommer.

 

Kenneth Praefke er journalist ved Informations Christiansborgredaktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu