Klumme

Sandheden skal ikke komme fra børn

I hvert fald ikke, når de gøres til marionetdukker i debatten ved at tale fra uskyldens nuttede sted, hvor de ophøjes, men ikke kan kritiseres
10. oktober 2013

Jeg får sådan en ubestemmelig ydrk-fornemmelse af visse børnerøster i den offentlige debat. Og jeg har ellers dyb respekt for børn. Når de opfører sig røvhullet, gør de det ikke med voksendommens fordomsfuldhed. Når en lækkersulten børnehavepige i dagens filmessay bider i en brun legekammerat, som bliver kaldt ’chokoladepålæg’ af de lysere unger, er det udtryk for banal førracisme. Børn møder verden med brutal og grænseløs åbenhed, inden vi lærer dem (om) fordomme.

I FN’s børnekonvention står det indskrevet, at børn har ret til medbestemmelse, indflydelse, deltagelse og ytringsfrihed. Alligevel er jeg skeptisk, når børn tropper op i den offentlige debat som velartikulerede store jeger på kronik- og læserbrevsplads, hvorfra de udbreder sig om tidens aktuelle dagsorden. Med barnestemmens nuttede, tilsyneladende politisk uinficerede lille ’jeg’ gøres de til tider til særlige sandhedsvidner i den politiske dagsorden. Deres ord er ikke ’bare’ en holdning som alle andres, men bliver virale succeser, som vi deler rekordflittigt.

Den mest facebook-delte artikel i Berlingskes historie er således en kronik fra sidste onsdag skrevet af 12-årige Anna Viola Westbjerg. Westbjerg er hjemvendt fra fem års ophold i Californien. Nu kritiserer hun med sit dobbelte blik den kølige danske »sociale adfærd« med formuleringer som »Hvorfor holder vi os tilbage? Er det ureglementeret simpelthen bare at hilse på en medborger, man møder?«

Om at vende tilbage til den heftigt debatterede danske folkeskole, skriver den 12-årige: »Jeg havde behov for en pause fra de lange skoledage og bunker af hjemmearbejde og de konkrete forventninger, som det sydlige Californiens høje standarder medførte. Men så begyndte det at blive lidt kedsommeligt, og en længsel efter større udfordringer voksede frem inde i mig.«

Westbjerg må gerne få plads i spalterne, men ikke når hendes personlige blik sættes på en piedestal af opmuntrende forældre, kronikredaktører og læsere.

Mens et andet viralhit, Lukas Stegeager fra 7. klasse, for nylig i denne avis rasede ved tanken om heldagsskolen i sit helt eget svulstige ’sure tæer i saftevand’-sprog og dermed i egen ret (»Prøv lige at tage briller på, I voksne! Nåh, I kan ikke finde jeres briller? Nej, det forstår jeg godt. De ligger jo også på bordet … ), taler Westbjerg til de voksne med en afbalanceret argumentationsopbygning, der virker indoktrineret snusfornuftig og med retoriske skarpskud: »Hvorfor bremse vores nysgerrighed?«

Med den form for appel minder hun lidt om den 11-årige pige fra Minnesota, Grace Evans, der i marts som indspark i debatten om legalisering af homoægteskaber læste et brev op i Minnesota House Committee on Civil Law.

Evans påpegede, at det er Guds ønske, at børn vokser op med en mor og far. Hun opremsede sin mors emotionelle kvaliteter og sin fars praktiske, og så leverede hun flere gange i træk, og med kunstpause, et retorisk spørgsmål på vegne af alle børn – også de potentielle ’ofre’ for homoforældre i Minnesota: »Svar mig så: Hvilken forældre har jeg ikke brug for? Min mor? Eller min far?«

Kritikken af hende brugte hendes far som triumferende, spøjst argument: »Støtter af homoægteskaber påstår løgnagtigt, at legaliseringen ikke vil påvirke vores religionsfrihed eller talefrihed. Jeg tror dem ikke.«

I den kontekst er Evans ikke længere et barn, der taler fra et åbent sted. Hun er blevet en voksens argument, der udnytter barnets særlige status som uangribeligt vidne om verdens faktiske sammenhæng. For på den ene side mener vi, at barnet taler fra et uskyldigt sted. Vi må lytte overbærende og ikke kritisere. På den anden side forestiller vi os barndommens røst som sandhedens urkilde, barnets jegfortælling bliver ekstrasand. I svingningen mellem de to kan barnet ende med at blive brugt som et særligt patosargument: ’Hvor er det sødt og sandt!’, siger vi til hinanden, som om det ene styrkede det andet. Patos kan være fint, men ikke når man fornemmer, at der både er en dagsordensættende afsender og en modtager rundt om barnet. Resultatet er, at børn som Anna Viola Westbjerg ophøjes for de voksnes egen argumentatoriske vinding og derved lukker for barnets åbenhed.

 

Katrine Hornstrup Yde er kulturskribent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lene Timmermann
  • Niels Duus Nielsen
  • Henrik Darlie
  • Lise Lotte Rahbek
  • Simon Olmo Larsen
  • Anders Feder
Lene Timmermann, Niels Duus Nielsen, Henrik Darlie, Lise Lotte Rahbek, Simon Olmo Larsen og Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Børn I USA bliver nu også brugt i våben (og krigsindustriens) finansierede film. Det er efterhånden helt almindeligt, at et barn redder helten eller heltinden med skud fra et håndvåben. Så den sidste skolemassakre er langt fra set endnu. At vi herhjemme skal betale mediestøtte til en slags børne-propaganda, som et dække for konservativt borgerlige holdninger og opfattelser, er ubehageligt.

Anna Viola Vestbjerg har bare mødt den danske kultur........præcis som mine elever på sprogskolen, hvor jeg arbejder undres over, at ingen danskere inviterer dem hjem til sig selv. Eller mødes med dem på restauranter eller.....eller......eller....

Og nu hører det så også med til historien at mindst 3 ud af de 4 piger/unge kvinder som gav sig uforbeholdne mening til kende om den danske folkeskole i Berlingske, ja de havde alle som en gået i (internationale) eliteskoler eller Kina eller Singapore...

Eller sagt på en anden måde: Anna Violas amerikanske grundkultur er stødt sammen med den danske grundkultur. Og hvis hun ellers gad interesse sig lidt for sine danske omgivelser, vil hun se, at danskerne inderst inde er varme og glade for at tale med folk - i hvert fald hvis man kommer fra Tyskland. Kommer man fra Brasilien, eller Indien, ja så er det en anden sag...

Steffen Gliese

Jeg synes nu nok, Karsten Aaen, at tyskere også er overordentlig imødekommende, som regel.
Der er jo sket noget med danskerne og deres privathed - og nok ikke til det bedste. I gamle dage væltede folk ind og ud hos hinanden på spontan visit, men i dag er det sjældent, at folk overhovedet mødes i private hjem, hvis ikke det er nøje aftalt.
Jeg tror, at det dels handler om, at vi nu er så langt fra den landlige oprindelse, at vi har fået andre vaner; men vi er nok også opmærksomme på, at vi i et lille land alt for let kommer for tæt på intimsfæren, hvilket jo er en stor del af det, folk flygter til København for at undgå. At befolkningens størrelse er mere end fordoblet på under 100 år har måske også noget med det at gøre - den kulturelle spredning er forøget, der er mindre og mindre fælles gods.

Grethe Preisler

@Michael Kongstad Nielsen: "Sig det dog lige ud, Yde, indlæggene fra børnene er skrevet af deres forældre."

Mon dog? Barnets uskyldige røst og min bare - konkurrencen om det betalende publikums gunst mellem de få tilbageværende danske dagblade er benhård.

Hvilke læserbreve, der bringes på kronikplads i Berlingske og andre aviser, og hvilke der returneres til afsender med et høfligt afslag eller havner papirkurven, beror nok mindre på afsenders alder, køn etc. end på redaktørernes fornemmelse for, hvad flertallet i det forbrugersegment, bladet henvender sig til, helst vil læse og 'debattere' på facebook.

Grethe Preisler

Michael Kongstad Nielsen,

Lad os holde Grace udenfor. Om hendes 'debatindlæg' ved vi ikke andet, end hvad Hornstrup Yde refererer hende for at have liret af sig på en talerstol i Minnesota med sin far som dukkefører.

De to danske 12-13 åriges indlæg i skoledebatten har været trykt som kronikker i hhv. Berlingske og Information, og jeg ser ingen grund til at tvivle på, at de selv har skrevet dem.

Børn er som oftest næsten lige så kloge som mennesker, og små gryder har også ører. De behøver ikke at være ret gamle, før de er lige så drevne 'debattører' som de voksne, de er omgivet af.

Og det er jo trods alt stadigvæk kun omkring 10-15 procent af de elever, som frekventerer den danske folkeskole, der forlader den som funktionelle analfabeter.