Klumme

De sidste dages hellige

Politik er blevet til religion i USA, hvor en stærkt ideologiseret samfundsdebat giver mindelser om tidligere tiders korstog
Debat
28. oktober 2013

Jeg holder det ikke ud. Jeg havde aldrig troet, at det ville komme så vidt, at jeg ville skamme mig så meget, at jeg ikke ville indrømme, hvad jeg er registreret som.«

Sådan lød det for 14 dage siden, da jeg talte politik med min gode amerikanske veninde, Christina. I Danmark skal man som bekendt ikke registrere sit politiske tilhørsforhold – uanset om man måtte være socialdemokrat, liberal eller folkesocialist. I USA derimod skal vælgerne registrere sig for at få lov at stemme, og alle mine amerikanske venner står opført som enten demokrater, republikanere eller uafhængige.

Registreringen forpligter imidlertid ikke, stemmeafgivelsen er hemmelig. Christina er registreret republikaner. Men hun stemte på Obama i 2008, og nu er det kommet så vidt, at hun ikke engang har lyst til at stå ved sin partipræference.

Hun er langt fra alene. Washington DC domineres af en urban, midtsøgende politisk elite og flere af mine republikanske venner stemte demokratisk ved de seneste to valg. I 2008 var det ikke på grund af den moderate John McCain, men derimod hans vicepræsident, Teaparty-dronningen, den selvbestaltede soccer mom, Sarah Palin. I 2012 vendte nogle af dem tilbage til den konservative fold, men uden den store begejstring grundet Mitt Romneys knæfald for sit partis højrefløj.

Al denne elitære næserynken er imidlertid for intet at regne i forhold til den bestyrtelse, der hersker nu i hovedstadens dannede kredse, over den fastlåste sæbeopera, som netop har udspillet sig i Kongressen.

Og så er vi tilbage ved den 36 år gamle Christina, der just er stoppet som republikansk politisk medarbejder i Senatet. Her har hun arbejdet i en række af Kongressens stående udvalg. Men efter 10 år har hun fået nok. Hun har sagt op. Og tøver ikke med at karakterisere de 40-50 stålsatte Teaparty-aktivister, der under den seneste budgetkrise sørgede for, at hendes parti ikke var i stand til at indgå noget som helst forlig med hverken deres demokratiske modpart eller med præsidenten – som »ekstremistiske idioter«, der har deponeret enhver hjerneaktivitet i en højere ideologisk sags tjeneste.

Det er ikke i sig selv nyt, at det republikanske USA er delt mellem en midtsøgende ledelse bakket op af en kreds af erhvervs- og industriledere over for en højtråbende aktivistisk base, der er relativ lille, men som er begunstiget af rigelig medieopmærksomhed og en række kongresmedlemmer, der dygtigt udnytter dette. Det nye er dels den ubøjelige passion, dels den betydelige indflydelse, som et mindretal af Teaparty-medlemmerne har opnået, tiltrods for at de har mistet det meste af den folkelige opbakning, de havde i 2010. Hvad ligger bag?

En teori er, at vi har at gøre med en anden type politik. At det yderste højres revolutionære tropper henter deres ammunition i en nærmest religiøs uvilje mod det, man i mangel af bedre kan kalde ’det moderne’. At Teaparty-medlemmerne er at ligne med en paranoid menighed i oprør over et USA på vej mod apokalypsen – med Obama som den falske profet. Som blogger Andrew Sullivan mindede om forleden, har det 21 århundred været ensbetydende med »islamistisk krig i USA, den værste recession siden 1930’erne, en statsgæld uden historisk fortilfælde, en bred accept af homoægteskaber, begyndende legalisering af marihuana og en lov, der sikrer, at alle amerikanere får ret til sundhedsydelser.« Nu tilmed ledet af en sort præsident, der for mange konservative symboliserer hele denne nedtur.

Set i dette perspektiv er Teaparty-bevægelsen en puritansk vækkelse, der desperat ønsker at rense Amerika for den bacille, som har inficeret landet. Målet er at sende nationen på en faste, der kan afvænne den fra forbrugsfest, synd og udskejelser.

Her kommer en mand som Ted Cruz som sendt fra himlen. Han har rygrad, og hvor den moderate partiledelse ønsker kompromis, ser han kun nederlag. Han prædiker om absolutte sandheder, og slår fast, at »moderation« blot er et dække over, at de(t) onde vinder. Fundamentalisten Cruz repræsenterer fusionen af religion og politik. Hvor fælles fodslag med Obama er udelukket. For man kan nu engang ikke gå på kompromis med Antikrist. Her hjælper kun det verbale flammesværd.

 

 

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Klummen i morgen: Niels Jespersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her