Kommentar

Solstrålehistorier bekræfter vores formørkede indvandrerfordomme

Yahya Hassans personlige opgør med en dysfunktionel opvækst er dejlig bekvemt. Det kan nemlig bruges til at bekræfte latente fordomme om, hvad de der indvandrere i virkeligheden er for nogle. Dermed er Hassan blevet tvunget ind i rollen som den perfekte præmieperker
16. oktober 2013

Jeg er læge og indvandrerkvinde i en og samme person. Når det er lykkedes for mig at kombinere de to forhold, skyldes det ifølge den herskende indvandrerdiskurs, at jeg som en dydig indvandrerpige har siddet flittigt og terpet hjemme, så jeg kunne få en uddannelse og skaffe mig adgang til den helt uhørte danske frihed.

Mine brødre burde derimod for længst være tabt i skolesystemet og være endt på gaden som kriminelle. Sådan er indvandrerdrenge jo, det ved enhver.

At vi alle er veluddannede, og jeg ikke er undertrykt, gør os til, hvad man med den herskende danske terminologi kalder mønsterbrydere. For succesfulde indvandrerhistorier bliver helt selvfølgeligt betragtet som anomalier. De er solstrålehistorier, og i indvandrermiljøet skinner solen ikke særlig meget, synes de fleste at mene.

Ét er sikkert: Solstrålehistorier bliver aldrig misbrugt i generaliseringens navn. De fylder af og til et par linjer i avisen, er politisk korrekte og har primært til formål at minde om, at der selvfølgelig er afvigelser fra det mønster, vi har vedtaget, at indvandrere lever efter.

Gidsel i udlændingedebatten

Mens de traditionelle solstrålehistorier bruges til at pege på undtagelsen, der bekræfter reglen, er den nyligt opdukkede indvandrerstemme, digteren Yahya Hassan, endt med at blive et endnu større scoop for vanetænkningen om livet i indvandrerkredse.

Jeg er fuldstændig vild med Yahya Hassan. Endelig en rapkæftet, vred mand, der kritiserer en stor del af det hykleri, som mange af os kender til. Endelig sætter han perkersprog på nogle af vores problematikker. Men hans personlige kamp mod sin sadistiske far og det hykleriske omgivende samfund samt hans kriminelle baggrund er blevet misbrugt til endnu en gang at bekræfte flertallets fordomme om indvandrermiljøet.

Få ser ud til at ville give denne knægt plads til at udtrykke sin livshistorie, sine ideer og kunst uden at gøre ham til en repræsentant for alle mørkhårede. Alle tager ham som gidsel i udlændingedebatten.

Når det er en perker, der kritiserer Perkerland, så synes vi, det er helt i orden at koge suppen på fordommene uden at reflektere nævneværdigt over det.

Vi overser, at der eksisterer forskellige socialklasser, forskellige etniciteter og tankegange i Perkerland. At de hykleriske socialbedragere, der tæsker deres børn og opfostrer kriminelle, ikke er i flertal eller repræsenterer en kultur eller religion.

Stemplet som præmieperker

En af Hassans vigtigste pointer er, at han ikke vil være præmieperker. En anden pointe er, at selv muslimer i Mellemøsten forarges, når de hører om det hykleriske segment af muslimer her i Danmark. Disse to vigtige pointer er fuldstændig blevet glemt i det cirkus om det store ’unikke’ indblik, vi nu har fået i de mørke kredse i indvandrermiljøet.

Der gik ikke mange timer, fra interviewet med Hassan blev bragt i Politiken, til de fleste højreorienterede havde ophøjet ham til deres nye præmieperker og brugt hans personlige historie til at føre bevis for deres racistiske fordomme. Han var blevet den perfekte solstrålehistorie – en knægt, der havde brudt med det indvandrerbagland, hvis mørke han nu kunne bruges til at bekræfte. Alt var som forventet på højrefløjen.

Men hvad så med resten af koret? Interviewet deles af folk over hele det politiske spektrum, og alt tyder på, at Hassan også her bruges til at bekræfte fordomme.

Det er blevet sådan, at normale unge sorthårede indirekte betegnes som anomalier, idet de bliver fremstillet som solstrålehistorier. De kan nemlig bekræfte vores reelle fordomme om, hvordan vejret i Perkerland typisk er. Det er gråt. Skidt være med, at de fleste unge er integrerede, velfungerende og siger »rødgrød med fløde« uden accent. Historierne fra socialt belastede familier, der er præget af svigt, fattigdom og hykleri, kommer til at fylde hele billedet og tegne et uproportionelt og sensationssøgende billede af indvandrermiljøet.

Os og dem

Yahya Hassan skal have kredit for at fortælle os sin historie, at pege på vigtige hykleriske tendenser og sociale problemstillinger, som selvfølgelig også findes hos den mørkhårede del af befolkningen. Men det ville have været rart, hvis vi for en gangs skyld kunne bruge fortællingen uden at generalisere og styrke ’os og dem’-diskursen. Kunne vi ikke bruge ham til at udtænke reelle løsninger i samarbejde med forældrene med henblik på at løse problemerne.

’Os og dem’-diskursen bekræfter kun den modkultur, som nogle indvandrerdrenge stolt regner sig selv for at være en del af. En diskurs, der simplificerer indvandrersamfundet, og som ikke afføder løsninger, men kun skaber fordomme og simplificerer komplekse sociale problemer til udelukkende at være baseret på et kulturelt eller religiøst fundament.

Jeg har en ubehagelig ulmende fornemmelse af, at der svælges i Yahya Hassans personlige beretning, fordi hans sorte hår betyder, at hans budskab bekræfter allerede eksisterende fordomme. En vred ung mand med en sadistisk far, der forarger os, brænder broer og sviner hvermand til, ender som en yderst beskrivende case på det muslimske samfund i Danmark. Hans mørke fortid lever op til alle fordomme, mens hans brud med sit gamle miljø gør ham til en solstrålehistorie Akkari-style. På den måde bliver han en dobbeltbekræftelse på fordommene om indvandrermiljøets dysfunktionalitet.

PS: Jeg undskylder de betegnelser, der skal referere til det nyeste segment af Danmarks befolkning. Indtil de forhåbentlig en dag overflødiggøres, må den splittede identitet udtrykke sig i diverse omdiskuterede begreber.

Haifaa Awad er læge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • HC Bisschop Mogensen
  • Thomas Thomsen
  • peter fonnesbech
  • Karsten Aaen
  • Niels Mosbak
  • Bashy Quraishy
  • Jes Kiil
  • Viggo Okholm
  • Lene Timmermann
  • Inger Sundsvald
  • Thomas Ryberg
  • Leif Koldkjær
  • Troels Ken Pedersen
HC Bisschop Mogensen, Thomas Thomsen, peter fonnesbech, Karsten Aaen, Niels Mosbak, Bashy Quraishy, Jes Kiil, Viggo Okholm, Lene Timmermann, Inger Sundsvald, Thomas Ryberg, Leif Koldkjær og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Malmgren

Dejligt med et lidt mere nuanceret indlæg, i en skæv debat. Men jeg tror ikke at vi slipper af med "dem og os" de næste mange år.

Bashy Quraishy

Kære Haifaa
Mange tak for en meget god analyse af det danske flertallets non-stop fokus, reklame og markedsføring omkring Yahya Hassan og hans oprørske poesi samt påpegning af visse mangler blandt etniske minoritetsfamilier.

Du har ramt spørgsmålet korrekt, ved at påpege, at; "Men det ville have været rart, hvis vi for en gangs skyld kunne bruge fortællingen uden at generalisere og styrke ’os og dem’-diskursen."

Desværre danske samfund og andre europæiske samfund er hurtig til at afvise de bidrag, som den tidlige indvandring har gjort, og samtidig nægter at tage noget ansvar i racisme, diskrimination og ulige behandling, minoriteter oplever på hver dag basis.