Kommentar

Vi svigter Yahya Hassans Underdanmark

Når børn med minoritetsbaggrund misrøgtes, forklarer vi det med deres kultur og vender det blinde øje til. Derfor får de sjældent den hjælp af velfærdssystemet, de har brug for
30. oktober 2013

Mange har stået i kø for enten at elske eller hade Yahya Hassan. Alligevel frygter jeg, at Yahyas beretning fra Underdanmark vil ende med at være endnu en forspildt chance for at hjælpe andre børn i hans situation.  

Yahya fortæller om misrøgt, kriminalitet og manglende normer i Underdanmark.

Hans historie minder mig faktisk meget om Lisbeth Zornigs fortælling om sin barndom med svigt og overgreb i et normløst miljø på Lolland, hvor vold, misbrug, arbejdsløshed, psykiske sygdomme og forsømte børn var dagens ret. Forskellen er bare hudfarven. Yahya har en anden etnisk baggrund end dansk, og måske derfor er reaktionen også anderledes.

Folk har været mest optagede af forældrenes skyld og religion. Vi kan alle være enige om, at Yahyas forældre har svigtet. Virkelig alvorligt. Men velfærdssamfundets sikkerhedsnet skal være intakt, uanset om barnet hedder Lisbeth eller Yahya. 

Borgerlig foragt

Lige nu elsker de fleste borgerlige politikere Yahya. Hvorfor, tænker jeg. Havde de selv samme borgerlige set hans vrede på TV 2 News en aften, hvor han brændte containere af, ville vreden have været rettet mod ham. Hvis de havde mødt ham for nogle år siden, mens han afsonede sin straf for røveri, havde de fleste nok foragtet ham

Mange er gode til at skælde ud på underklassen. Nogle gange med god grund, for der er problemer, vi ikke må lukke øjnene for. Men hvor ville jeg ønske, at der også var en reel vilje til at ændre hverdagen for nogle af Underdanmarks mest udsatte børn. Skæld ud gør det desværre ikke alene.
Modsat andre vil jeg på ingen måde påstå, at Yahyas problemer ikke findes, eller at han generaliserer.

Den virkelighed, han beskriver, eksisterer desværre i tusinder af hjem. Jeg er selv vokset op i Kgs. Enghave, dengang det var et socialt belastet område, ligesom Tingbjerg er i dag. Vores forældre var på kontanthjælp, arbejdsløse, sindslidende, førtidspensionister – eller ventede på at blive det. Vi havde hverken bedsteforældre eller forældre, der kunne læse lektier med os. Eller synge en børnesang eller læse en godnathistorie. Mange steder var vold, misbrug, misrøgt og sygdom helt normalt. Men jeg oplevede også, at der alt for sjældent var nogen, der greb ind, før det var for sent. Selv om alle vidste, i hvilke familier der var noget galt.

Da jeg som voksen fik job i børnepsykiatrien, var det mange af de samme slags børn, jeg mødte. Men selv de mest omsorgssvigtede blev ikke anbragt uden for hjemmet, hvis de havde minoritetsbaggrund.

»Hvorfor?« spurgte jeg.
»Det er meget indgribende at anbringe på tværs af kulturen,« lød svaret. Eller på almindelig dansk: Det anses for et større overgreb at anbringe et indvandrerbarn i et dansk hjem end at lade dem blive hos voldelige forældre. Derfor blev disse børn sendt tilbage til en hverdag fyldt med omsorgssvigt.

Så længe det var etniske forældre, der misrøgtede deres børn, mente fagpersonerne ikke, det var så alvorligt, at de indstillede til en anbringelse. Engang kastede jeg op efter at have sendt et barn hjem til forældre, der hverken viste omsorg eller kærlighed.

Det er den samme sociallov, der gælder for alle børn, men desværre viser statistikkerne, at indvandrerbørn som Yahya sjældnere anbringes. Hvis de gør, sker det i en højere alder – dvs. først når problemerne virkelig har nået at vokse sig store.

Kultur som undskyldning

Problemet er, at mange socialrådgivere, folkeskolelærere, pædagoger og naboer først og fremmest ser Yahya som et indvandrerbarn.

Hvis han bander, brænder containere af, terroriserer en opgang, ikke kan læse og regne eller render rundt mørke vinteraftener i en tynd trøje, så er det nok en del af hans kultur.

Og mens de fleste har medlidenhed med den lille spinkle Viktor, hvis forældre svigter ham, har de fleste kun foragt tilovers for uopdragne unger som Yahya.

Når jeg hører anklagerne mod dem, der svigtede Yahya, får jeg lyst til at spørge de politikere, der i dag omklamrer Yahya, hvor de har været henne i så mange år?

Hvor var I, da det i 2009 kom frem, at en folkeskole på Nørrebro ikke underrettede Socialforvaltningen om indvandrer­forældres vold mod børnene, fordi man hellere ville have dialogen med forældrene? Hele 70 procent af eleverne gav udtryk for, at de blev udsat for vold. Men fordi de var indvandrere, valgte man ikke at underrette socialforvaltningen. Måske var en af dem en ny Yahya!

Hvor var I, da Information i 2008 dokumenterede, at indvandrerdrenge sjældnere blev diagnosticeret med psykiske sygdomme, fordi alle de mærkelige ting, de laver, bliver talt ind i kulturen frem for sygdommen?

Mange svigt og normløshed

Når Emil farer forvirret rundt, ikke kan koncentrere sig og ødelægger forholdet til de andre børn, slår lærere og pædagoger alarm og sender ham til undersøgelser. Men hvis drengen hedder Ahmed, bliver hans opførsel tolket som et normalt udtryk for en kultur, hvor folk ikke kan opdrage drengebørn ordentligt. Derfor havner han ikke i det børnepsykiatriske system.

Hvorfor mener I, at det er ok at smide indvandrerfamilier med kriminelle børn ud fra sociale boligområder, mens det er et kæmpeproblem, når danske nomadefamilier med massive sociale problemer flytter fra kommune til kommune, så det bliver sværere at løse deres sociale problemer?

Yahya Hassan har ret: Der findes miljøer i bunden af samfundet, som er helt normløse. Og de findes desværre både i Nordvest i København og på Lolland.

Det er helt afgørende, at vi bliver meget bedre til at hjælpe de børn, der svigtes – uanset om familiens efternavn er Zornig eller Hassan.

Jeg ønsker mig Yahyas digtsamling til jul. Selv om den gør ondt. Det, der nok vil gøre mest ondt, vil være at huske på, hvor mange minoritetsbørn som ham, der hver dag svigtes både af deres forældre og af det omgivende samfund.

 

Özlem Sara Cekic er medlem af Folketinget for SF  

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
  • Mustafa Hussain
  • Maiken Guttorm
  • Brian Jensen
  • odd bjertnes
  • Philip B. Johnsen
  • Karsten Aaen
  • Lars Hansen
  • Jørn Andersen
  • Viggo Okholm
  • Dorte Sørensen
  • Farah Sabouri
  • Bente Simonsen
  • John Andersen
  • Peter Andersen
  • anne-marie monrath
  • Inger Sundsvald
  • Birthe Gawinski
  • Jakob Østergaard
  • Ingrid Uma
  • Carsten Hansen
  • Rasmus Kongshøj
Allan Ⓐ Anarchos, Mustafa Hussain, Maiken Guttorm, Brian Jensen, odd bjertnes, Philip B. Johnsen, Karsten Aaen, Lars Hansen, Jørn Andersen, Viggo Okholm, Dorte Sørensen, Farah Sabouri, Bente Simonsen, John Andersen, Peter Andersen, anne-marie monrath, Inger Sundsvald, Birthe Gawinski, Jakob Østergaard, Ingrid Uma, Carsten Hansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Hansen

Denne snak om berøringsangst har varet alt for længe.

Jeg arbejdede på behandlingshjem for anbragte børn/unge med svære familie/skole/adfærdsproblemer fra 1986 til 1994, uden at møde ét eneste barn med indvandrerbaggrund fra 3-verdenslande.
Dette på trods at der i snit var 24 børn/unge anbragt konstant.

Allerede dengang undrede vi os over : Hvorfor ?

Samfundet svigter hvis det ikke griber ind når forældrene svigter. Uanset om dette forældresvigt skyldes manglende evne, manglende vilje eller er kulturelt betinget.

Tove Stenersen, Flemming Scheel Andersen, Karsten Aaen, Marianne Rasmussen, Inger Sundsvald og anne-marie monrath anbefalede denne kommentar
anne-marie monrath

Tak Özlem, fantastisk ♥
Jeg håber at flere indvandrere vil bakke op om Yahya Hassan, alle de børn der lever som han gjorde har brug for det.
Det er rigtigt, der bliver gjort forskel på etnisk danske børn og udenlandske børn.
Som om det ikke gjorde ondt på alle børn at blive svigtet!
Det gør det og der er mange der har svigtet børn som Yahya Hassan.
Den måde at behandle børn på er dermed blevet blåstemplet.
Dette handler, som du skriver, ikke om dem og os, det er simpelthen sociale problemer!
Dejligt at se dig skarp igen Özlem, men glem ikke de syge, handicappede, ledige og kontanthjælpsmodtagerne.
Disse grupper er desværre blevet ramt ufatteligt hårdt af regeringens reformer!!

Karsten Aaen, Marianne Rasmussen, Inger Sundsvald og John Andersen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

anne-marie monrath

At tro det kun handler om sociale problemer, er der vist ikke ret mange der længere tror på.

Specielt ikke efter Hassan og Akkari har lukket lidt op for den lukkede verden i under-Danmark.
For selvfølgelig er der kulturelle betingelser der spiller ind. Værdier, religion og familie-roller har sin indflydelse.

Det er jo det det hele handler om !
Det er det Hassan skriver om og Akkari holder debatmøder om.

John Mortensen

Hvordan man kan tale om 'Under-Danmark' og 'Velfærdssystemet' samtidigt
overgår min forstand . Det er ganske enkelt vælgerbedrag af værste skuffe når politikere stadig taler som om vi overhovedet har et 'velfærdssystem' .

Carsten Hansen

Der er, i min optik, ingen tvivl om at samfundet har forsømt at anbringe børn fra indvandrermiljøerne, specielt ud fra de æresbegreber der hersker i visse miljøer.

Dette er IKKE i barnets tarv.

Men det er klart at behandlingen, især kontakten til forældrene, giver nogle andre udfordringer, når anbringelsen er foretaget.
Vil man løse problemer omkring børnene/forældrene, så er behandlerne nødt til at agere ud fra de kulturelt betingede problematikker der bringes med i rygsækken.
Kulturelt betinget opfattelse af forældre-/kollektive familieroller, opdragelse, selvbestemmelse ang. uddannelse og omgangskreds/kærester osv. må og skal inddrages.

Så på den led bliver det "Dem og os". Ikke i negativ forstand, men i rationel og løsningsbaseret forstand.

Fint indlæg.

Men mon ikke folketingsmedlemmet kunne finde luft i budgettet til at købe den bog, hun udtaler sig om?

Det er tragikomisk at læse: ”Jeg ønsker mig Yahyas digtsamling til jul. Selv om den gør ondt.” Altså: ”jeg har ikke læst bogen og har ikke i sinde selv at bruge de 150 kr. på den, selvom jeg bruger bogens forfatter til at skabe opmærksomhed om mit eget standpunkt. Så er det jo heldigt, at jeg allerede godt ved, hvad den handler om.”

Mon ikke problemet kan vendes om : Er miljøet indstillet på den hjælp, der på papiret er til rådighed. Eller vil familierne klare sig selv. De sætter måske en ære deri.
I så fald en samfundsmoral, der burde efterlignes i dagens velfærdsDanmark.

Bente Simonsen

Det er ikke let at komme til et andet land og kulturområde, måske med forventninger om at få arbejde og et godt liv, og så opleve det modsatte, arbejdsløshed og nedgørelse i det sociale system, fordi man ikke kan trænge igennem eller forstå på grund af manglende sprogkundskaber - det kan knække de fleste. Og hvad gør man? Man søger tilbage i den 'kulturskal' man kender, hederkulturen. Og som i Yahyas tilfælde bliver forældrenes frustationer og udbrændthed ofte til 'tørre tæsk/vold' mod nærmeste omgivning, børnene, som så igen ...

Jeg har hørt,
Yahya Hassan klart udtale, at han synes, at han IKKE blev svigtet af 'systemet'!

Flemming Scheel Andersen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Det virker som om nogle stadig hænger fast i, at det systemet der har svigtet.

Men fakta er, at langt de fleste indvandrere klarer sig ganske udmærket i vores system.
Kulturkløften overvindes af de fleste, mens andre samler sig i ghettoerne og lever videre som altid, nu bare på andres regning.
De er de mennesker Hassan skriver om og de mennesker som Akkari nu går i rette med .

Udover jeg kan tilslutte mig Ellen Nielsens bemærkning ovenfor, må jeg også undre mig over Øzlems kritik af det danske samfund, og den skyld hun mener vi skal påtage os.

Så vidt jeg husker fra én af de første gange den unge mand blev interviewet, lagde han netop selv skylden på egne familiære indstillinger til det danske samfund, og den afstandstagen til Danmark som var en naturlig given ting.

Så vidt jeg kan se har det danske samfund muligheder, hvis man selv vil, men som også omtalt ovenfor blev det afvist, og så bør vi vel også holde fast i, at det var familien der var flyttet til Danmark, og ikke Danmark der var blevet flyttet i nattens mulm og mørke for at overtage familiens levested.
Vi påtvang dem derfor ikke vores normer og ståsted for livsføringen i Danmark i deres område, - men de flyttede selv til Danmark, og afvist den danske kultur og levevis for at fastholde sin levevis og kultur uændret.

Det sker også i dag, år man f.eks. ser mange blive afhentet direkte fra skole efter skoletid, og kørt hjem til familien, - så de ikke påvirkes for meget af andre danske børn i leg og virke i fritiden, så normer og traditioner fastholdes snævert hos familien igennem flere led.

Jeg er ikke sikker på anbringelse i familiepleje er det rigtige i mange tilfælde, og i nogle tilfælde helt absurd som reglerne er skruet sammen.

Når talen om barnets tarv åbenbart skal være det vigtige element må jeg undre mig over visse ting ved den politiske sociale opfattelse og normerne.

For mange år siden var der en Tv-udsendelse om nogle svage familier, der som hjælp skulle indfinde sig på overvågede bosteder, så de ansatte kunne holde øje med familien og dens egnethed til at have børn.
Resultatet af overvågningen kunne falde ud til både den ene og anden side, at familien forblev samlet og kunne flytte hjem efterfølgende, eller familien blev splittet og børnene blev anbragt.

Modstykket til disse familier, der ikke helt forstod hvorfor de skulle melde og bo på bostedet kom via en anden Tv-udsendelse, om de unge og rige fra Nordsjælland.
Vi så dem posere på cafe eller et andet sted tidlig lørdag morgen, med deres lille jens i fint tøj, og skal sidde pænt ved bordet medens mor og far læser avis, og bliver set på den fine cafe, som den eneste hensigt med deres besøg på denne, tidens in cafe.
- Lille jens ville nok hellere ud og lege, men var tvunget til at sidde pænt mens mor og far demonstrerede deres poseren på denne In Cafe tidlig lørdag morgen.
- Her taler de sociale myndigheder ikke om svigt overfor lille jens, eller kræver familien ind og bo på et bosted og være under observation, hvilket ellers kunne være rimeligt, med den synlige manglende omsorg for lille Jens.
Men det gør de sociale myndigheder ikke af den simple grund, at ingen de når at tælle til tre, står der et par dygtige sagførere, og afkræver de sociale myndigheder nogle bedre begrundelser for dette, og ellers må det komme til retssalene!

I dag ser vi alt for ofte løbetosserne, der spænder deres barn fast i en trehjulet løbevogn, så barnet sidder godt spændt fast og ikke falder ud, medens far og mor passer deres træningsture flere gange om uden.
Her er ikke tid til legeplads eller andet sjov med andre børn, - men løbetræningen er det vigtigste.
Børnene er blot et tilvalg efter villaen, ejerlejligheden, bilerne, vaske- og opvaskemaskinen, hunden osv. osv.
- Hvor er de sociale holdninger til dette?

Eller er den sociale holdning blot den enkle; "Vi tryner dem vi kan tryne", så andre kan se vi gør noget og politikerne kan pudse glorien over den sociale indsats.

@Esben Bøgh

Med al respekt synes jeg, at du afsporer debatten. Det er ikke de rige "cafe-forældres" børn, der bliver svigtet i et omfang, så de senere ender som kriminelle, misbrugere mm. Så er det helt indlysende ikke der, der er mest behov for, at de sociale myndigheder sætter ind.

Hvad Cekic påpeger er, alle borgere i dette land først og fremmest er mennesker. Og at der er alt for meget tendens til at forklare problemer og uhensigtsmæssig opførsel blandt minoritetsgrupper med disse gruppers "kultur". Og det synes jeg i den grad, at Cekic har ret i.

Når jeg tænker et par år tilbage til bandekrigen i København, var der nogle ret tragikomiske debatter på nettet, hvor adskillige debattører mente, at man burde hente imamer ind for at tale de vilde bandemedlemmer til ro. Men sjovt nok mente de samme debattører ikke, at man skulle hente biskoppen fra Roskilde eller Moses Hansen ind for at tale de lige så vilde rockerne til ro.

Det sidste ville da også være en fuldstændig absurd ide. Men faktisk ikke mere absurd end at tro, at et hårdkogt bandemedlem fra Nørrebro er blevet sådan pga. sin religion. Eller at han overhovedet er specielt religiøs og derfor indstillet på at lytte til en præst.

Og ved hele tiden at fokusere på kultur eller religion som forklaringsfaktorer, hvadenten det så er for at "undskylde" dårlig opførsel blandt minoritetsgrupper eller for at argumentere imod yderligere indvandring af disse, fjernes fokus fra de sociale forhold, som er den egentlige baggrund for problemerne.

Maiken Guttorm, Poul Eriksen, Flemming Scheel Andersen, Karsten Aaen, Marianne Rasmussen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Selv om alle vidste, i hvilke familier der var noget galt, skriver Özlem
Altså også indvandrerfamilierne. Og de gjorde hvad ??
Hvilket ramaskrig ville der ikke være opstået, hvis indvandrerbørnene var blevet fjernet. Racisme,fascisme ville det blive kaldt. Den kun 18 årige siger jo netop at han IKKE er svigtet af systemet. Altså må systemet med alle dets fejl og mangler alligevel kunne noget og have forandret sig bare lidt til det bedre.
Når børn af indvandrerfamilier får hjælp i skolen er de diskriminerede, hvis de ikke får det er de også diskriminerede. For 35 år siden var dette blad meget optaget af at børn af ufaglærte arbejdere oftere fik specialundervisning end akademikerbørn og mente det var en social diskrimination og et bevis på den kryptofascistiske sortering af arbejderklassens børn.
Med hensyn til at sende børn hjem til misbrugsforældre så var det såmænd også ganske almindeligt for pæredanske, og er det tilsyneladende endnu.
Den unge forfatter gør måske nogle på højrefløj glade, men det kunne jo også tænkes at han gjorde nogle børn og unge glade, så de kunne se at de ikke var alene. Uanset de ikke var indvandrere eller børn af indvandrere.

Flemming Scheel Andersen, ellen nielsen, Christian Harder og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Som jeg ser det, så er systemets eneste svigt, at det ikke har grebet ind overfor misrøgt i indvandrerfamilier, udelukkende pga berøringsangst.

Ikke desto mindre er dette et svigt af dimensioner.

Dette bør der rettes op på; Og på en måde hvor man i behandlingen fokuserer på de kulturelle årsager der også ligger til grund og ikke skyder det hele hen til at være problemer af social karakter alene.

@ Lars Hansen

På den ene side kan jeg godt følge dig, men må alligevel lige minde om hovedpointen; "Barnets tarv"!

Der er også kriminelle fra de finere miljøer som de er opvokset i, men der er ikke så meget fokus på det, men så er det måske ikke et problem?

I øvrigt må jeg minde om at det netop var kontakten med barnet/børnene som de omtalte familie blev indkaldt til bostederne for, - eller rettere den manglende kontakt fra det daglige.

Om denne manglende kontakt overfor/til barnet sker på den ene eller anden måde kan vel i grunden være helt ligegyldigt, når der benyttes termen "barnets tarv", som hovedbegrundelse.

Jørgen Malmgren

Jeg syntes, at det ville være klædeligt, hvis Öslem ville sætte sig ind i, hvordan det er at vokse op med vold og undertrykkelse. Jeg stiller mig gerne til rådighed, selv om jeg ikke så kendt som Zornig.

Paradoksalt nok, udspringer berøringsangsten overfor det etniske "Underdanmark" lige præcis af det politiske miljø, som nu sidder og råber om "svigt".

Men nu er situationen blevet eufemiseret fra "hetz" til "system-fejl", og så kan man måske, endelig, forvente noget mere end blot genudsendelser af de sædvanlige kliche-laviner, fra Cekic & Co?

Man må nok, mildest talt, sige, at det er ærgerligt for de vanrøgtede børn, at Yahya Hassans digte ikke udkom noget før, og tvang vanetænkerne til noget mental bevægelse.