International kommentar

Syrere, foren jer i kampen mod al-Qaeda

Trods deres aktuelle fjendskab kan det blive nødvendigt for Assad-regimets loyalister og oppositionens mainstreamkræfter at danne fælles front mod jihadisterne. Den kamp er den sande kamp om Syriens sjæl
10. oktober 2013

FN’s Sikkerhedsråds resolution 2118, der er rammen om processen med at fjerne kemiske våben fra Syrien, markerer et jordskred i konflikten. Efter en række mislykkede forsøg på at få verden til at gribe ind kan resolutionen få en afgørende indvirkning på borgerkrigen. Den kan blive forløberen til Geneva II – den internationalt aftalte, men udskudte kongres, der skal danne baggrund for en stor fredsaftale for Syrien.

Samtidig er en ny sandhed ved at vise sig: Syrien er ikke længere herre over sin egen skæbne. Syriens skæbne ligger i hænderne på de kræfter – internationale såvel som regionale – der er rede til at forhandle og muligvis til at indgå i geopolitiske forhandlinger uden hensyn til fodsoldaterne på såvel præsident Assads som oppositionens side. Syrerne har hensynsløst massakreret hinanden og det land, som de påstår at elske. Det har resulteret i, at de i praksis har måttet opgive nationens suverænitet og uafhængighed – og muligvis også dets territoriale integritet, som ellers blev opnået efter en lang og heltemodig kamp mod franskmændene i 1946.

Hvis den syriske regering står i et dårligt lys efter de seneste diplomatiske slag, kan det samme siges om oppositionen. Splittet og uden troværdighed har oppositionen håbet på et amerikansk militærangreb, der kunne påføre regimet afgørende sår. Men eftersom et sådant angreb er udeblevet, står oppositionen nu tilbage i en ydmyget forfatning. Dels er man blevet ’forrådt’ af en allieret, der endnu en gang lovede, men ikke holdt sit løfte. Dels bebrejder den arabiske verden Syriens opposition at have anmodet om et vestligt, imperialistisk, væbnet angreb på sit eget land.

Slaget om de kemiske våben og det eventuelle amerikanske angreb afslørede endnu en gang den officielle oppositions mangel på en sammenhængende strategi. I stedet for at udvise statsmandsskab og lederskab og samle det syriske folk uanset sekteriske og etniske tilhørsforhold om et politisk program for demokratisk forandring tillod oppositionen islamistiske fanatikere at kuppe den med en snævert defineret dagsorden. Det har stødt mange sekulære syrere bort. Oppositionen har for sent erkendt, at dens islamisme er blevet udnyttet og overtaget af en voksende bølge af al-Qaeda-jihadisme, som den naivt regnede med at kunne inddrage i alliancen mod den fælles fjende. Nu viser den jihadistiske alliancepartner lige så stor skånselsløshed i sine angreb mod de moderate i Den Frie Syriske Hær som mod regimet.

Mens disse kræfter bekæmper hinanden internt, lider landet og befolkningen under et hidtil uset antal bortførsler, fængslinger, torturepisoder, fordrivelser, død og ødelæggelse. Det er ikke noget mysterium, at mange syrere længes efter enhver proces, der måske kan afslutte deres lidelser.

Lyt til civilsamfundet

Imens blodsudgydelserne fortsætter, er det internationale samfund langt om længe ved at finde en stemme at tale med.

Et nyt netværk af magtspillere – herunder et mindre isoleret Iran med en ny præsident – har højst sandsynligt nøglen til en løsning. Hvis Geneve II-fredskongressen fører til en våbenhvile og en ny form for hybridautoritet, der kan administrere Syrien i perioden op til demokratiske valg samt en ny forfatning, vil syrerne drage et lettelsens suk.

Et positivt resultat er dog langtfra garanteret. Chancerne for succes vil være langt større, hvis de deltagende syrere udgør en stærk repræsentation, der ikke blot tæller regimet og den officielle opposition – hvilket er opskriften på endeløse skænderier og forhandlingsdødvande – men også repræsentanter og aktivister fra det syriske civilsamfund. Det var dem, der oprindeligt organiserede den stort set fredelige protestbevægelse, før regeringens brutale nedslagtninger og den væbnede reaktion førte til den nuværende blodige konflikt.

Der er mange forhold, der potentielt kan ende med at blive stopklodser for en fredeligere udvikling i Syrien – ikke mindst den voksende styrke hos al-Qaeda og dens tilhængere især i det nordlige Syrien. Derfor må en del af dagsordenen på Genève II-kongressen være at udvirke en handlingsplan, der kan tage stilling til truslen om et islamisk emirat, der spreder sine rødder over hele landet. Trods deres aktuelle fjendskab kan det efter en fredsaftale blive nødvendigt for regimets loyalister og oppositionens mainstreamkræfter at danne en fælles front med henblik på at konfrontere dem, der ønsker at destruere resterne af den syriske mangfoldighed og tolerance.

Der er tale om et usandsynligt scenarie, men jo mere jihadistgrupper som ’Iraks Islamiske Stat og Stor-Syrien’ vækker forargelser med barbariske handlinger – som for eksempel den nylige plyndring af kristne kirker i al-Raqq – desto mere vil syrere med alle slags overbevisninger erkende den dødelige fare, som de kollektivt står overfor. Måske kan det få dem til at beslutte sig for at sætte en stopper for den selvmordsagtige borgerkrig, som de i øjeblikket befinder sig i. I den henseende vil en aftale i Genève kun være udgangspunktet. Den sande kamp om Syriens sjæl ligger endnu i dvale. Jo tidligere Genève II- konferencen kan producere en aftale, des bedre forberedt vil syrerne være på at tage den kamp.

 

Ghayth Armanazi er tidligere diplomat og nuværende direktør for Syrian Media Centre og formand for The British Syrian Society.

Oversat af Troels Heeger.

© Guardian og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu