Læsetid 5 min.

Det er tid til et opgør med oplysningstiden

Der er ved at opstå et ideologisk tomrum i samfundsdebatten. Den slags plejer at indvarsle nytænkning. Men politikerne hænger fast i den gamle kamp mellem socialisme og liberalisme. Ingen formår at sætte sig ud over oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning
Politikerne hænger fast i den gamle kamp mellem socialisme og liberalisme. Ingen formår at sætte sig ud over oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning, mener dagens kronikør. Billedet her er fra Folketingets åbning i går.

Politikerne hænger fast i den gamle kamp mellem socialisme og liberalisme. Ingen formår at sætte sig ud over oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning, mener dagens kronikør. Billedet her er fra Folketingets åbning i går.

Tor Birk Trads
2. oktober 2013

Udviklingen følger som regel historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det andet – hele tiden frem og tilbage mellem ekstremerne, fordi lidenskaberne fortrænger besindigheden. Foragten for det gamle og begejstringen for det nye tager overhånd. Vi stirrer os blinde på de fremskridt, der skete efter det nyes gennembrud, og opdager først sent, at nye problemer ikke længere kan løses inden for dets rammer, og at vi har mistet noget værdifuldt.

Alt dette skete også efter oplysningstidens gennembrud i 1700-tallet. Først når vi har indset det, kan vi begynde at løse nutidens nye, store problemkomplekser. Det tusindårsrige, som dengang ventede lige omkring det næste hjørne, lader vente på sig. Den afklaring, den rationalistiske filosofi, naturvidenskaben og den positivistiske kulturoptimisme lovede, indtraf ikke. Folkets brede lag fik først del i goderne efter revolutioner og politiske kampe, som varede i over 130 år.

Goderne blev delvis opnået på bekostning af andre folkeslag og kulturer, vores fysiske eksistensgrundlag og den menneskelige trivsel. I første halvdel af 1900-tallet indtraf den europæiske kulturs ultimative katastrofer, verdenskrige og -kriser. Efter Første Verdenskrig opstod en voldsom livs-anskuelsesdebat, men også en slags trodsig optimisme. Men efter Anden Verdenskrig og atombomben bed kulturpessimismen sig fast, og den har endnu ikke sluppet sit tag i os, trods en længere periode med relativ fred og velstand i Europa. Dertil kommer nu et moralsk forfald, nye finanskriser, terrorisme og miljøproblemer.

Ideologisk tomrum

Med oplysningstiden kom den økonomiske liberalisme, som skulle gøre os alle rigere. Men det var kun kapitalisterne, som blev rige. En ny, udbyttende klasse havde afløst den gamle. Det arbejdende folk måtte stadig døje med elendige levevilkår. Det udløste socialismen, som rasede imod den kyniske kapitalisme, men ikke imod oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning, som den selv var et indirekte produkt af. Således nåede den ikke ned til problemets rod. Liberalismen og socialismen rejste deres forskellige samfundsbygninger på det samme, ensidigt materialistiske fundament. Den gamle kamp mellem liberalisme og socialisme har spærret for vort udsyn i 150 år.

I dag tror vi ikke længere på socialismen, men i grunden heller ikke rigtigt på liberalismen. Der er ved at opstå et ideologisk tomrum i samfunds- og kulturdebatten. Den slags plejer at indvarsle nyskabende tænkning. Men politikerne hænger endnu fast i den gamle kamp mellem socialisme og liberalisme (i dag socialliberalisme og nyliberalisme). Ingen af dem formår at sætte sig ud over oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse.

Skæbnesvanger egennytte

Oplysningstiden medførte store materielle fremskridt og politisk frihed. Men vi lod os blænde af den. I dag ved vi, at vi ikke bare kan fortsætte udplyndringen af jorden. Allerede for 50 år siden vidste vi, at den voldsomme materielle udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var uholdbar. Men 1970’ernes grønne bølge, som var en dæmring, blev fortrængt af den anglo-amerikanske neoliberalismes skumring i 1980’erne.

Oplysningstidens to vigtigste idekomplekser, liberalismen og demokratiet, forekommer stadig urørlige. Men selv de er fejlbarlige! Liberalismens styrke lå i dens selvregulerende fleksibilitet, men også i dens realitetssans. Den anfægtede oprindeligt ikke det gamle åndelige kulturgrundlag. Den forstod, at vi ikke kan afskaffe egennytten, men også, at vi må holde den i skak gennem en moralsk fordring, således som den udspringer af vores åndelige grundværdier. Hvis liberalismen nu i praksis lader hånt om den sidste af disse to forudsætninger, den moralske fordring, er kun egennytten tilbage. Det kan blive skæbnesvangert for os.

Ilden er som bekendt en god tjener, men en streng herre. Derfor skal man hele tiden have kontrol over den. Hvis den slipper løs, kan det få katastrofale konsekvenser. Sådan er det også med liberalismen. I 1800-tallet så vi nogle af dens uheldige konsekvenser: Imperialistiske krige, finanskriser og social nød for folket. Og så kom socialismen og kommunismen, som førte til et endeligt brud med hele den åndelige virkelighed (’opium for folket’). Socialliberalismen var en slags kompromis mellem socialisme og liberalisme. Den reddede på en måde liberalismen i 1900-tallet.

Farvel til åndeligheden

Men neden under det hele ulmer det sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom, næsten for enhver pris og med alle midler – det begær, som før oplysningstidens gennembrud havde været en dødssynd! Og ilden bryder hele tiden ud rundt omkring. Kontrollen med den begynder at svigte. Vi indså ikke, at oplysningstiden også blev et skæbnesvangert brud med den europæiske højkulturs åndelige grundværdier, som vi kan sammenfatte i begrebet ’den græsk-kristne humanitet’ (menneskelighed/medmenneskelighed). Vi blev stadig mere skeptiske over for den åndelige virkelighed, fordi den stillede sig i vejen for naturvidenskaben og den materielle udvikling.

Også demokratiet har bidraget til at fortrænge visdommen, om end uforvarende og indirekte, ved at acceptere middelmådigheden som norm. Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle store tænkere i den politiske filosofi har taget afstand fra det. Det kan dog fungere nogenlunde i samfund med decentralisering, små enheder, et roligt udviklingstempo og stærke åndelige grundværdier med en høj grad af sandhedsværdi og en klar etisk fordring. Men de grundvilkår er ved at forsvinde.

Libekratisme

’Libekratismen’ (kombinationen af liberalisme og demokrati), som er et produkt af oplysningstiden, har medført store materielle fremskridt og større politisk frihed. Og det faldt vi naturligvis for i en tid, hvor fattigdom og undertrykkelse var udbredt. Men den skal kende sin plads og sin begrænsning. Hvis libekratismen bliver vores nye religion, som alt andet må underordnes, også de åndelige grundværdier, går det galt.

Det er altså ikke meningen, at liberalismen og demokratiet skal afskaffes. Men de må kunne justeres med ny viden og erfaringer, og de må aldrig fortrænge eller prioriteres højere end de åndelige grundværdier, som er det fundament, den europæiske højkultur er rejst på. Grundværdierne kan justeres forsigtigt med ny viden og gjorte erfaringer, men de må ikke afskaffes, for der findes næppe bedre alternativer, og vi kan ikke leve i et åndeligt tomrum.

Det liberale demokrati har levet højt på den lånte kapital af religiøse og filosofiske grundværdier fra før oplysningstiden. Men måske skulle vi ikke have ladet hovmodet, begæret og kynismen overtrumfe ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden.

Vi kan ikke pludselig bremse den materielle udvikling, for der er en indbygget inerti i den. Der må laves en langsigtet, så vidt muligt international plan, så problemerne ikke bliver for store i overgangsfasen. Det kræver måske en ny kulturrevolution 230 år efter oplysningstidens gennembrud?

Fokus i samfunds- og kulturdebatten må omsider flyttes fra kampen mellem liberalisme og socialisme til den oplysningstid, som de begge er udsprunget af. Det er ikke nok at justere den til kampen mellem nyliberalisme og social-liberalisme. Hvis vi skal gøre os håb om at løse fremtidens gigantiske problemkomplekser, må vi grave et spadestik dybere.

 

Søren Fonsbøl er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Torben Selch
    Torben Selch
Torben Selch anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Christensen
John Christensen

Tak for kronikken, som vel i grunden ikke bringer os ret meget videre?
Kender ikke på forhånd forfatteren Søren Fonsbøl, men igen - han kender jo heller ikke mig :-)

Er kronikken ikke bare et ønske om at placere GUD som fundament eller komponent, i forhold til stridende ideologier.
Efter en kort tid 1980 - 2007 hvor ideologierne ellers var fejet af banen, med ordene klassekampen er slut!

Er der overhovedet et ideologisk tomrum?

Jeg oplever at folk i verdens lande bliver mere og bevidste om, at liberalismen netop mestendels handler om egennytte og ikke om fællesskabets lykke.

Lad for alt i verden være med at blande gud ind i kampen, vi har tilstrækkeligt med religiøst betingede konflikter allerede.
Mon ikke FN af samme grund bør undgå at involvere religiøse toner, men snarere skulle forsøge sig med humanistisk menneskeopfatelse som er frigjort fra tro og religion, for at kunne være uviversel.

Tror netop, at forudsætningen for at komme videre er at accepterer som udgangspunkt for den samfundsmæssige debat, at i en moderne kontekst må man sige, at nu er svaret givet på filosofiens grundlæggende spørgsmål: Hvad er primært ånd eller væren?

Det er virkeligheden der styrer, altså det materialistiske som vi oveni købet kan gøre noget ved.

Hvor tro i dag bør være en helt privat sag. Altså et anliggende mellem den enkelte og dennes gud/gudebillede.

Til gengæld bør vores samfundsudvikling, så stå urokkeligt fast på den materialistiske platform.

Socialister bekæmper kapitalismen og ikke blot liberalisme, hvis det skulle være gået til glemme.
En kamp imellem socialisme og kapitalisme, og altså ikke "bare" imod liberalisme.

Frihed er ikke alene en liberal tanke, men ejes af alle.

Det liberalistiske frihedsbegreb blev netop blot til: Retten til at udbytte andre for egen vindings skyld.

Hvad gemmer der sig mon et spadestik dybere, som ikke blot er justering af socialliberalisme og nyliberalisme?

Den tabte åndelighed? Monstro
GUD.

Øhhhhh..................Nej tak.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er jo ikke materialismen, men åndeligheden, der rummer frihedens perspektiv. At gøre sig mest mulig fri af det, der binder tid og kræfter til den blotte eksistens, har altid været demokratiets mål, og det er mere realisabelt i dag end nogensinde før, men konformisme og vanetænkning tynger det moderne menneske til jorden - og vi var ellers så godt på vej!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

mennesket har ikke godt af at leve uden Gud, så bliver det alt for arrogant, selvhævende og dyrkende de mest primitive sider af menneskelivet. Mennesket i toppen af hierarkiet er et mareridt, hvad alle stater, der har baseret sig på atheisme har vist os. Hvis Gud ikke fandtes, måtte vi opfinde ham, hvad de gamle kulturer jo er klare beviser på: de kendte ikke Guds realitet (eksistens ville være et forfejlet begreb), og opfandt derfor substitutter, der kunne sikre menneskers lige omgang med hinanden, med mindst muligt hensyn til det, nogle har været i stand til at rage til sig på andres bekostning.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Danskernes naive religionsskræk forhindrer dem i at komme videre. Det er kun gået tilbage med oplysningsniveauet og indlevelsen i verden og andre mennesker, efter vi opgav den grundlæggende kristne livsforståelse for 10-15 år siden.

Brugerbillede for Dennis Berg

Søren Fonsbøl skriver:
"Det (demokratiet) kan dog fungere nogenlunde i samfund med decentralisering, små enheder, et roligt udviklingstempo og stærke åndelige grundværdier med en høj grad af sandhedsværdi og en klar etisk fordring. Men de grundvilkår er ved at forsvinde."

Det kan jeg ikke give forfatteren ret i. Problemet med demokratiet i sin nuværende form er, at det ikke respekteres. Magthaverne spiller ikke med åbne kort, de prøver hele tiden at komme uden om demokratiet og handler oftere direkte imod deres mandatgiveres interesser end for.
Der har været forsket i gruppers intelligens, og det er igen og igen blevet påvist, at denne overgår individers. Med en god debat og sandt demokrati, så kan man udnytte denne gruppe-intelligens.
Men ikke i det nuværende system, som man vel kun kan kalde demokrati - folkets magt - hvis man virkeliig kniber øjnene hårdt sammen og forvrider hele ens udsyn.

Det viser sig, at folket ønsker det rigtige. Et flertal ønsker en omstilling til bæredygtighed med massiv udbygning af vedvarende energi. Et flertal ønsker ikke GMO. Et flertal ønsker et opgør med bankerne. Et flertal er imod for stor social ulighed og ønsker at beskatte de rige hårdere. Fortsæt selv, for næsten alle umoralske elementer i vores samfund vender et flertal sig imod.

Løsningen er sandt demokrati. Direkte demokrati, som teknologien nu muliggør. Hvorfor have repræsentanter, når man elektronisk kan samle folkets ønske nærmest øjeblikkeligt?
Kombineres et direkte demokrati med en højt kvalificeret debat, så vil denne styreform overgå alt andet.

Karsten Aaen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Jeg vil også lige minde om, at liberalisme også findes på venstrefløjen, bl.a. hos anarkisterne. Der er ikke en naturlig modsætning mellem liberalisme og socialisme eller mellem demokrati og socialisme. Faktisk viser udviklingen, at det snarere forholder sig sådan, at kapitalismen og demokratiet er på kant med hinanden: Man har under kapitalismen vægt efter rigdom, og det er ikke demokratisk, hvor alle, uanset stand bør have lige vægt.
Alle har lige vægt i socialisme, og det gør socialisme bedre egnet til at indgå i kombination med demokrati. Faktisk vil jeg gå så vidt som at påstå, at man ikke kan have sand socialisme uden demokrati - hvordan kan alle være lige uden demokratiske rettigheder?

Jakob Clemen, Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stephan Paul Schneeberger
Stephan Paul Schneeberger

jeg syns ten artikel er pinligt, fordi den slår med store orde uden konkret egenligt at forholde sig til hvad begrenerne indeholder om netop liberalisme, demokrati, åndelighed, menneskelighed, materialisme osv. teksten er en stor selvhøjtidelig masturbation. At der er flere kriser lige nu er jo intet nyt og at det kan betyde forandringer er også intet nyt. Det der kendte tegner nutiden er sådan set mangel på sociale bevægelser eller bedre sagt dominans af højrefløjens sociale bevægelser hvis DF kan opfattes som sådan.

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Måske ikke med vilje, men forfatteren spreder forvirring. Hans påstand om, at vi befinder os i en oplysningstid er vildledende, og hans opfordring til et opgør er suspekt. Sagen er vigtig, bær over med en længere forklaring.

Først var der to klasser: Adel og bønder. Adelen beherskede bønderne fra deres borge. Så voksede en klasse af handelsfolk og håndværkere op ved borgene. Adelen kunne hurtigt ikke undvære denne borgerklasse, der skaffede dem varer og lånte dem penge, men da borgerklassen voksede sig stærk, mente den, at den nok kunne undvære adelsklassen. En ideologisk kamp fulgte, hvor borgerne fremhævede borgerlige dyder som individets ret til at søge lykken, nytten af lærdom og viden, betydningen af videnskab. Bevægelsen kaldes oplysningstiden og blev ledsaget af store kulturelle og videnskabelige fremskridt og kulminerede med en borgerlig revolution og magtovertagelse.

Betegnelsen oplysningstid henviser normalt til perioden fra den engelske borgerlige revolution i 1690 til den franske borgerlige revolution i 1789, men det er kun en enkelt af adskillige tilsvarende perioder i historien, der alle har fulgt ovenstående mønster.

Den første oplysningstid får vi således med borgerskabets sejr over aristokratiet i det antikke Athen, demokratiets opfindelse og en ekstraordinær opblussen af arkitektur, kunst, kultur, filosofi og videnskab. Der er også noget med Rom, men Rom er mest græsk copy-paste, så den næste finder vi i Islams guldalder, hvor en ekspansiv handelsideologi i religiøs iklædning går sin sejrsgang med et uhørt spring i kultur og videnskab, og hvor kaliffen i Bagdad for en stund erklærede, at den lærdes pen er helligere end martyrens blod. Herefter følger efter en borgerlig magtovertagelse den oplysningstid i de italienske handelsstater, som vi kalder renæssancen, igen med de velkendte enorme fremskridt i kunst og viden. Da den maritime handelsmagt flytter til Holland, flytter bevægelsen med og føder nu humanismen. Også den markeres af en opblussen af kunst og videnskab. Da handelsmagten flytter til England, får England sin bevægelse, der strækker sig fra Shakespeare til genierne i Royal Society og oplysningsfilosoffen John Locke, hvis doktriner i øvrigt danner det teoretiske grundlag for den amerikanske borgerlige revolution i 1776. Først herefter—kraftigt inspireret af Locke og af den amerikanske revolution--flytter oplysningstiden til Frankrig, hvor dens monument bliver den store franske encyklopædi, der opsummerer alle tekniske og videnskabelige fremskridt i verden.

Man har valgt at afslutte oplysningstiden med den franske revolution, men mange lande havde endnu deres revolution til gode, og i de lande fortsatte oplysningstiden. F.eks. Tyskland, hvor borgerskabets kamp fortsatte helt frem til 1870’erne, og landet derfor blev verdensførende i teknik, videnskab og filosofi, eller Rusland, hvor revolutionen måtte vente til 1917.

Men hvorfor har man så valgt at afslutte oplysningstiden med den franske revolution i 1789? Det har man gjort, fordi det franske forløb faktisk slutter med den franske revolution. Det gælder nemlig som hovedregel, at oplysningstiderne faktisk er sluttet med den opstigende klasses sejrrige magtovertagelse eller kort efter. Enten fordi den gamle herskende klasse har vundet magten tilbage, som det skete i Grækenland, Arabien og Italien, eller fordi verden ser noget anderledes ud, når man har nået toppen, og skal befæste sin magt. Man fremhæver stadig idealerne i skåltaler, men samtidig prøver man at underminere dem. Et klassisk eksempel er den engelske filosofi efter John Locke, der via Berkeley og Hume drager vores evne til at erkende verden i tvivl, og som er fortsat i allehånde slags erkendelsespessimisme, nihilisme og relativisme. Alt sammen klart anti-oplysningstidstænkning, som om oplysning nu pludselig var blevet en fjende.

Men det var den måske på sin vis. En ny klasse, der gjorde sig håb om emancipation og sin del af lykken, og derfor fremhævede oplysningstidens dyder om retfærdighed og demokrati, havde nemlig meldt sig på scenen: den arbejdende klasse. Denne klasse var selvfølgelig ikke ny, og havde også spillet en aktiv rolle som kæmpere i de borgerlige revolutioner helt tilbage til den i Athen. I den engelske revolution havde klassen været langt fremme, og Cromwell fik den kun puttet tilbage i sækken igen ved at aflede den med et plyndringstogt til Irland. Efter den industrielle revolution var den arbejdende klasse imidlertid blevet en formidabel kraft, som begyndte at konfrontere borgerklassen med sin oplysningsideologi—socialismen—som borgerklassen engang havde konfronteret adelklassen.

Fra 1870’erne og hundrede år frem var denne seneste oplysningstid på fremmarch, men borgerklassen havde held til at afvæbne den og foreløbig er den kørt i grøften. Midlerne har været anti-oplysning, hvad måske tydeligst ses i det tidlige oplysningsland De forenede Stater. Her hersker i dag den mest formørkede obskurantisme og mistro til fælles fremskridt og videnskab, det er så langt ude, at det ville have chokeret selv Voltaire og Rousseau.

Hvis vi ser på alle de fælles trusler menneskeheden står over for, så lever vi i dag i en mørketid, der skriger på oplysning som ingensinde før. Hvad der er vildt brug for er en genoptagelse af oplysningstidsprojektet, der hvor det er kommet til i dag. Når forfatteren derfor kalder til kamp mod oplysningstiden, forekommer det formørket på mere end en måde.

lars abildgaard, Karsten Aaen, Jan Weis, Rasmus Søndergaard, Dana Hansen, ulrik mortensen, Dennis Berg, Flemming Scheel Andersen, Mihail Larsen, Torben Selch, Torben Kjeldsen, John Christian Mogensen, Karsten Kølliker, Per Torbensen og Peter Ravn Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen
Carsten Hansen

Der gøres meget i "modsætningsforhold", men er det egentlig ikke en falsk præmis ?.

Vi er alle materialister; Socialister som liberale, ateister som troende, vil gerne nyde godt af alskens ting. Lige fra computere over biler, samt en god bøf og rødvin til biografture og musik.
Alt sammen ting der kræver arbejde at fremstille og penge til for at erhverve.

Socialister ser gerne at alle får mulighed for at nyde mens liberalister gerne nyder på andres bekostning. Det pudsige er dog at socialistiske samfundsforsøg ikke bragte velstand til ret mange og at liberalistiske samfund bragte fremgang for de fleste; Dog med uligheder.
Ser vi på de nye spirende kooperativer, så ejer alle medarbejde den samme andel i virksomheden og har alle en stemme. Det betyder dog ikke at alle får samme løn eller skal kunne udføre samme job.
Mon ikke denne form for struktur reelt er fremtidens svar på sammenblanding af interesser ?

Vi er alle materialister og kan alle se et formål med arbejdsdeling og arbejdsfordeling, således alle kommer til deres ret og alle har vægt, uanset ansvar i virksomheden. Det sikrer at alle er med på vognen. Vi ønsker alle at kunne afskaffe og ting, også de såkaldt troende der påstår at materialisme er noget skidt.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Det var ikke gamle åndelige grundværdier, man tog med sig fra før oplysningstiden, som udgjorde grundstammen i oplysningstidens ånd og idé - ved siden af demokrati og frihedsrettigheder. De gamle værdier blev smidt ud med badevandet. Ind kom alle de moderne filosoffer, som var med til at bære forkastelsen af feudalsamfundet igennem.

Oplysningstiden var virkelig et gennembrud i en åndsformørket tid. Formørket af religion og organisationsform, hvor al undertrykkelse udgik fra de øverste stænder, adel og kirke. I dag er der brug for en ny oplysningstid, det vil jeg give kronikøren ret, da den materielle forløsning for længst har fortrængt al fornuft og indsigt i hvad det vil sige at være menneske i naturen, i fællesskabet, i verden.

Immanuel Kants klassiske definition på oplysning kunne støves af igen: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed" . Det selvforskyldte er, at man ikke bruger sin forstand til at tænke selvstændigt, men bare lader sig rive med af reklamer, hvad de andre gør, osv., bedøvet lader sig føre med strømmen i forbrugsræset. Så det moderne menneske har brug for at træde ud af mørket, ud af selvoptagetheden, narcissismen, pengebegæret og hvad man ellers har af mørke.

lars abildgaard, ulrik mortensen, Stig Bøg, John Christian Mogensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Selch

@Niels Engelsted - Bravo :)

Men jeg har et spørgsmål vedr. din skepsis til forfatteren. Han slutter sådan her:
"Fokus i samfunds- og kulturdebatten må omsider flyttes fra kampen mellem liberalisme og socialisme til den oplysningstid, som de begge er udsprunget af. Det er ikke nok at justere den til kampen mellem nyliberalisme og social-liberalisme. Hvis vi skal gøre os håb om at løse fremtidens gigantiske problemkomplekser, må vi grave et spadestik dybere."

Er i ikke (fundamentalt) enige der?

Puha ellers er jeg enig - krop og hjerne skriger efter oplysning, kunst, kultur, spirituel og åndelig føde (heri lægger jeg ikke nogen religion ind i - specielt). Jeg er bare så træt at Smartphones, GoggleAds, Facebook og X-faktor-samfundet.

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Torben, tak for rosen, man er altid glad for at være til nytte.

Nej, jeg tror ikke, at jeg er enig med forfatteren. Talen om livsanskuelser og åndelige grundværdier, måske ligefrem gud, foragten for middelmådigheden, afvisningen af materialismen, og nedladenheden over for det demokrati, som ifølge forfatteren alle store samfundspolitiske filosoffer har været imod (???), minder mig om noget, som jeg opfatter som dybt reaktionært. I den forstand forstår jeg godt hans afvisning af oplysningstiden.

Jeg kan gøre Søren Fonsbøl uret. Jeg har ikke læst hans bog, kun anmeldelsen i Information for 3 uger siden. Bedøm selv. http://www.information.dk/468607

Brugerbillede for Mihail Larsen

Fonsbøl er rundt på gulvet

Først rakker han ned på oplysningen, så kræver han at vi vender tilbage til den.

Brugerbillede for Claus Jensen

Ja, tak til Niels Engelsted for det historiske vingesus.

Jeg har pligtskyldigst fulgt linket til anmeldelsen af Fonsbøls bog, og skal man tro dette, vil han gerne give demokratiet en saltvandsindsprøjtning i form af lidt oplyst enevælde.

Man kan jo mene, hvad man vil om kuren, men diagnosen synes knapt så kontroversiel; demokratiet, såkaldt, er blot en form, som kan fyldes med alskens ragelse og er blevet det.

Det sagt vil jeg med forfatteren vende rundt på gulvet og med det samme modsige mig selv ved at hævde at demokratiets form er bestemt af dets indhold. Skal demokratiet fornys må formen fornys: Direkte demokrati, decentralisering, (som Dennis Berg er inde på foroven). anarkisme.

Kritikken af form, kravet om formskifte er det åndelige indholds fremspiren mellem revnerne i betonen.

Brugerbillede for Jan Weis

Der er nu mere behov for et forsinket opgør med tiden umiddelbart efter Oplysningstiden - en tidsånd vi på mange måder stadig lever og trækkes med ...

Claus Piculell, Niels Engelsted, ulrik mortensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Gjern

Søren Fonsbøl er bare en dårlig kopi af Søren Krarup. Krarup skrev bogen 'Demokratisme', mens Fonsbøl har skrevet "Demokratismen - Vores nye religion'.

Og så går han ind for en form for kristelig fascime, hvor et lille åndeligt aristokrati skal herske over de bevidtløse masser. .

Brugerbillede for Hugo Barlach

Hvorfor må man ikke kritisere egennytten som ideologisk problematik? Og hvorfor må oplysningstiden ikke kritiseres for ikke at kunne afklare de moderne politiske kriser, der handler om blokpolitik? Hvorfor må man ikke klandre Kants moralske imperativ for at være fraværende i den moderne politiske kynisme? Eller forældet for dens sags skyld?

D'herrer kommentatorer synes kort og godt at være kørt i mudderet med hensyn til, hvad deres opdragelse i oplysningstiden har fortalt dem om, hvad der skal til for at overskride en diskurs, som måske er historisk interessant, men som ikke kan aktualiseres igen og igen. Man får det indtryk, at artiklen har udløst et indspark imod at blive forstyrret i sin læsning af samfundsfilosofien før 1844, samt at man ikke rigtigt har læst artiklen for sin skarpe kritik af den egennytte, som nutidig politik er præget af.

Så Søren Fonsbøl, tænk du blot videre over fænomenerne. Ovre i det mørke Jylland ka' vi såmænd godt følge tankegangen uden at gå i selvsving over vores egne kategoriske (eller imperative) kolonner. Det er slet ikke så umuligt tænkt!...

Med venlig hilsen

en tilfældig idehistoriker...

Brugerbillede for Hugo Barlach

Når det så er sagt, er jeg nødt til at tilføje, at d'herrer kommentatorers viden om Fonsbøl's positioner overskrider min viden herom. Men som ovenstående indlæg gerne skulle kunne godt gøre, er debatten vel Informations vigtigste anliggende. Og hvorfor skulle Fonsbøl ikke kunne optræde med en kritik, som måske modsiger hans eget udgangspunkt? Eller er læsningen den egentlige problematik?...

Med venlig hilsen

Brugerbillede for Claus Piculell
Claus Piculell

Tak for en god artikel, der slår en del for mig bekendte toner an.
Selv om nogle af læserne af Informations artikelkommentarer sikkert har hørt begrebet før, evt. "ad infinitum et nauseam" (!), så kan jeg ikke dy mig for at henvise til det nu 3-4 år gamle manifest om en ny "liberal socialisme":
www.liberalsocialisme.dk

Dette begreb diskuteres blandt andet af få og udsøgte udvalgte (!) i en i øvrigt ret åben Facebookgruppe her:
https://www.facebook.com/groups/577671598929840/?fref=ts

vh
CP

Brugerbillede for Mihail Larsen

Oplysningsfilosofien?

Når begrebet bruges i ental bestemt form er det vildledende. For der er flere forskellige oplysningstider. Som Engelsted har påpeget, er der allerede tale om en form for oplysning i antikken. Men selv i den egentlige oplysningstid (1600-1800) kan der skelnes mellem en engelsk, en fransk og en tysk oplysning – med meget forskellige positioner (også internt i den enkelte oplysning).

Der er ganske rigtig nogle gange tale om erkendelsesteoretisk skepticisme, andre gange mekanisk materialisme, atter andre gange universalpragmatisk idealisme, og mange flere. Moralfilosofisk og politisk er perioden rig på overvejelser, der strækker sig fra renlivet individualisme til almengyldig moralitet. Religiøst strækker oplysningen sig lige fra en tro på gammeltestamentlige retskilder (Locke) til agnostiske og ateistiske holdninger.

Sådan som Fonsbøl slår brødet op, fokuseres der snævert på oplysningens materialisme og individualisme – kort sagt den side, der frem for nogen i sidste ende fik bugt med kirkens dominerende indflydelse på samfundets åndsliv. Man kan beklage, at det også åbnede mulighed for instrumentalisme og egoisme (en kritik, der har været fremført mange gange, også fra socialistisk side). Men det var nødvendigt at afmontere gud for at få plads til mennesket.

Oplysningstiden er kritisabel, javist. Men der er forskel på at kritisere den i detaljer, således som Rousseau, Kant, Hegel, Schiller, Marx, Weber og mange flere gjorde nuanceret og fra forskellige vinkler, uden at forkaste dens grundlæggende nødvendighed – og så at drømme sig tilbage til tiden før eller ligefrem at anbefale, at man faktisk vender tilbage og ruller oplysningsprojektet baglæns.

lars abildgaard, Karsten Aaen, Stig Bøg, Steffen Gliese, Niels Engelsted og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Piculell
Claus Piculell

Og til en forandring et PS ...
Jeg bør vel lige understrege, at jeg ikke enig i et evt. angreb på de stolte oprørs- og oplysningstraditioner - som nogle kommentatorer mener at se, da disse netop forenede de tidlige liberale og socialister, herunder om krav alle borgeres lige muligheder og rettigheder økonomisk, politisk og juridisk - jf. parolen om frihed, lighed og broderskab.
Det er nemlig dem, jeg og andre søger at lære af og gøre relevante i det 21. århundrede.
vh CP

Brugerbillede for Jan Weis

Efter kort at have funderet over dette pudsige postulat - ”Ingen formår at sætte sig ud over oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning” (sic!) – og nærlæst resten af kronikken – må man konkludere, at det meste er filosofisk uskarpt, begrebsmæssigt rodet og næppe i overensstemmelse med grundlagene i den europæiske idéhistorie …

”Den afklaring, den rationalistiske filosofi, naturvidenskaben og den positivistiske kulturoptimisme lovede, indtraf ikke.” – og så dette evindelige omklamrende ”vi” – ”I dag tror vi ikke længere på socialismen, men i grunden heller ikke rigtigt på liberalismen” - ser man det – tro gør de vistnok stadig henne i kirken – på religion altså, som netop blev smidt ud i oplysningstiden …

Måske er hele sagen mest velegnet som en søndagsprædiken for religiøse i en fjerntliggende udkantssognekirke – den neoreligiøse tågesnak søger åbenbart stadig at tiltvinge sig forkyndelseskanaler til den postmoderne almue …

Brugerbillede for Claus Jensen

Jeg kan forstå på D'herrer, at man ikke mener, barnet blev smidt ud med badevandet, da vor Hellige Fader blev afsat af de oplyste og erklæret for død og borte. Og dog fattes vor kultur vel åndelighed i nogen grad, hvor mener man årsagen er at finde?

Brugerbillede for Jan Weis

For øvrigt kendes mindst én kommentator i disse ærværdige og som regel oplysende spalter – c’est moi - der ved adskillige lejligheder har fremhævet, at Kants moralske imperativ er totalt fraværende i den moderne politiske kynisme – så kantiansk filosofi og morallære trænger ikke til noget opgør – det er der andre, der trænger mere til – hvad med f.eks. begynde med den globalt hærgende og dødbringende neoliberalisme …

Brugerbillede for Mihail Larsen

Den manglende åndelighed

- har mange kilder. Marx påstod, den skyldtes kapitalismen, der med sin varelogik gjorde alt til ét fedt (ikke mindst i kulturindustrien). Nietzsche mente, den først og fremmest stammede fra kristendommen, der identificerede ånd med underkastelse og offertænkning. Weber anså det moderne bureaukrati som en vigtig kilde til affortryllelsen af verden.

Mennesket kan godt selv frembringe ånd. Som Feuerbach har vist, så er selveste den religiøse ånds inkarnation, gud, en menneskelig projektion. Ork-jo,m vi kan skam godt selv finde på.

Men vi behøver i vor efter-oplysningstid ikke at gøre det på de krykker, vi selv har skabt. Vi kan godt gå oprejste selv. Hvordan? Kunst, litteratur, videnskab, fest, leg, kærlighed. Skal vi absolut have gud som støttepædagog for at udfolde os på disse områder?

Nej.

Brian Pietersen, Karsten Aaen, Michael Kongstad Nielsen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ja, Mihail, fordi alt det, du nævner, vi kan, til alle tider har haft et religiøst og rituelt formål, også i dag, det er bare andre guder, der måske ikke er så sympatiske som den kristne gud, der dyrkes.
Man kan hævde, at emancipationen i forhold til det gamle gudsbegreb snarere end at gøre op med Gud bragte en større forståelse af troens kerne: den ukonditionelle kærlighed til mennesket og den deraf følgende syndstilgivelse. Det er modstykket til den dogmatik, som f.eks. den tyske idealisme udstillede, f.eks. Schiller i "Jomfruen fra Orleans" og "Don Carlos", hvor inkvisitionen bærer det klassiske synspunkt i katolicismen, at man ikke både kan elske Gud og mennesker. Det er imidlertid den modsatte position af den evangeliske, hvor netop Guds kærlighed berettiger mennesker til også indbyrdes at elske og tilgive hinanden de synder, der er indbygget i det at være menneske, men som i disse år ganske kættersk udfordres i samfundet af en umenneskelig "nulfejls-politik".

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Hjælp mig her.

I tusind år og indtil for kort tid siden kom begrebet det åndelige ud af den platoniske diskurs og refererede til ånd, det der forlader os, når vi dør, sjæl, spirit, holy ghost, det overjordiske, etc.

Men jeg aner faktisk ikke, hvad det betyder i dag uden for den religiøse diskurs.
Hvis nogen spurgte, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle svare.

Hvad betyder det, når I bruger det?

Er det det samme som at være åndet, et udtryk der blev brugt meget i min skoletid?

Brugerbillede for Ulf Timmermann
Ulf Timmermann

Jeg er enig i - ud over at Danmark ikke er, hvad det erklærer sig som: Et videns- og oplysningssamfund - at der mangler "åndelighed", blandt andet i betydningen: Magter vi - eller tør vi overhovedet længere tænke tanken, at ét deler sig i to - eller som de gamle sagde: Der er ikke noget, der er så godt ... (og omvendt). Ja, selv ordet "eftertænksomhed" forekommer mig at være gledet ud af sproget. I en efter min mening aldeles forrykt "stammekrig", hvor vi har været lige så konfliktsky inden for hver stamme som vi har været konfliktsøgende over for den anden, der (efter min mening) er blevet ført siden primo 70'erne, hvor begge lejre har været opsat på at få afsluttet denne her historie, historien, een gang for alle i egen levetid, i eget slægtled.

Min pointe er ikke, at der kan indgåes noget kompromis, men at man ender med, som tilfældet er, at tabe alt på gulvet, hvis man ikke er forbandet selvkritisk. Og som sagt, det har (efter min mening) været tilfældet - det har været tabet, eller fraværet, af en åndelig dimension.

Brugerbillede for Claus Jensen

Professor Engelsted, nu driller De eleverne som en anden Sokrates! Men jeg bider på kaster mig med det samme ud i etymologiens fascinerende verden:

"Åndet" Kommer af "åndssvag"; skønt ordet bekræfter åndens eksistens betegner det altså snarere dens fravær. På samme måde kan ordet "spiritus" heller ikke føres som bevis for, at ånder bor i flasker.

Ånd er, ganske som ordet siger, ånde, luft, den animerende livskraft. Ånd er forskellen på det levende og det døde, meget nærmere en definition kommer man det ikke med et så ubehjælpsomt redskab som vores sprog.

I Nietzsches mytologi er roden til åndløsheden Zarathustra, den første metafysiker. Der er altså metafysikken, i høj grad netop Platon, der bærer skylden for affliktionen, som finder sit proksimale udtryk i varelogikken, som Mihail Larsen siger. Logikken i opdelingen subjekt-objekt gør os alle til objekter, og som Plato har lært os, er objekt og ånd ej det samme.

Karsten Aaen, Niels Engelsted og Ulf Timmermann anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

"... hvor netop Guds kærlighed berettiger mennesker til ..."

Nej, Peter. Den (luthersk-)evangeliske gud berettiger overhovedet ikke mennesket til noget som helst, men kræver. Du SKAL. Mennesket slipper i dette diktatur aldrig ud af synden, men kan alene håbe på guds nåde. Lidt mere raffineret formuleret end i Islam, men tanken er den samme.

Kants kategoriske imperativ har overfladisk set den samme struktur, når han kræver, at du SKAL handle under respekt for moralloven (der har indtaget guds sted). Men han er udmærket klar over, at moralloven er bestemt af fornuften. Menneskenes fornuft.

Mennesker kan altså godt skabe og adlyde en moral, uden at skulle påkalde sig en bussemand eller Den store Bastian. Det kræver godt nok brugen af fornuft, men så er man til gengæld også i stand til at udtræde af sin selvforskyldte umyndighed.

Brugerbillede for Mihail Larsen

"... alt det, du nævner, vi kan, til alle tider har haft et religiøst og rituelt formål ..."

Nå, Peter. Så når dyr leger og elsker, har det et religiøst formål? Når vi glædes og forundres, har det også et religiøst formål?

Hvor ved du egentlig det fra?

Naturligvis har religion af enhver slags koloniseret de vigtigste livsytringer fra undfangelse, fødsel og indvielse (dåb) over modning, mandomsprøve (konfirmation) og ægteskab til alderdom, visdom og død. Man skal ikke være en Einstein for at forstå, hvorfor religionerne har gjort det.

Du foretager en teleologisk fejlslutning, når du lader menneskers religiøse forsøg på at institutionalisere de fundamentale livsytringer komme før disse livsytringer som om de er et produkt af religionen.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Enig med Claus Jensen i, at "ånd" i sin grundbetydning er den luft eller ånde, der fylder vores legeme, og gør os levende. Men det er ligesom ikke nok, der må noget mere til, noget der kvalificerer ånden, så vi får kræfter til at leve. Og det må være den tankevirksomhed, der gennemstrømmer os, som hjælper os til at navigere i livet.

For straks at gå uden om det kristne vil jeg sige, at den ene ånd måske kan være lige så god som den anden, og man kan af forskellige grunde være tilbøjelig til at følge tidsånden, så er man med på noderne og falder ikke ud. Men hvis tidsånden bliver totalt domineret af forbrug, reklamer, materialisme, ugeblade og mindst 3 timers fladskærm hver dag, så kan det godt være, at en af åndens tvillinger, sindet, bliver gram i hu. Det kan vi fandeme ikke byde os selv, vi må gøre noget, og dette noget er det samme som på Kants tid, træde ud af den selvforskyldte umyndighed.

Hvis man skal plædere for en ny åndelighed, skal man nok passe på med at henvise til de "gamle" oplysningsfilosoffer, for det kan straks blive afvist som bagud stræbende og gammeldags. Men man behøver heller ikke at gentage dem, men finde på noget nyt. Og det er dette nye, der bliver så spændende. Jeg tror, naturen skal have en meget central rolle, den skal med i ånden, som den var det før kristendommen, men vi har glemt at holde den hellig og agte og respektere den.

Brugerbillede for Carsten Hansen
Carsten Hansen

"Ånd" er præcis hvad det enkelte menneske lægger i det.

For nogle er det at læse en bog, at debattere på nettet, at følge med i samfundsudviklingen, at rejse eller at gå en tur i naturen.

"And" kan og skal absolut ikke sidestilles med religiøse ideer, om "meningen med livet" eller med hvad andre mener.
Hvis nogen synes det giver mening at se serier på TV eller anskaffe sig en BMW, så er det absolut lige så OK, som alt muligt andet !

Brugerbillede for Jan Weis

Bravo - MKN - den nye religion er født - ren luft til tiden - eller måske ligefrem "æter", i filosofisk tradition det himmelske stof, der hos den græske digter Hesiod personificeres som søn af natten og mørket, og som i orficismen opfattedes som verdenssjælen; for pythagoræere og platonikere var æteren det himmelske lys ...

Brugerbillede for Claus Jensen

MKN:

Du har bragt dig i det samme dilemma som mange kantianske miljøforkæmpere med denne modstilling, hvor du først "kvalififcerer" ånden, derpå som eftertanke skal have samlet verden (naturen, det hvor tanken, eller fornuften for Kant, ikke er iboende) med op. Det er gamle Zarathustras metafysik, der driller.

"der må noget mere til, noget der kvalificerer ånden, så vi får kræfter til at leve. Og det må være den tankevirksomhed, der gennemstrømmer os"

"Jeg tror, naturen skal have en meget central rolle, den skal med i ånden, som den var det før kristendommen, men vi har glemt at holde den hellig og agte og respektere den."

Brugerbillede for Mihail Larsen

Tyk eller flad?

Nej, sådan er det naturligvis ikke. Det er interessant eller flad. Og hvad er det så lige, der gør noget mere interessant end noget andet? Ja, det er jo f.eks., om det rummer nogen form for æstetik og refleksion, der hæver sig over et animalsk stade.

Peter Lund Madsen har i sin sjette Rosenberg-forelæsning givet flere glimrende og humoristiske eksempler på, hvori forskellen består:

http://www.dr.dk/P1/rosenkjaer/Peter+Lund+Madsen/20060320131834.htm

Blandt de kvaliteter, der gør en 'ånd' mere interessant (end blot det faktum, at den eksisterer) er social intelligens, indlevelsesevne (empati), medfølelse (sympati) følsomhed, nysgerrighed, humor, situationsfornemmelse. Der er desværre en del af menneskeheden, der er for bøvet til at honorere alle disse kvaliteter. Er det absolut lige så OK, som alt muligt andet?

Ca. midt i forelæsningen har Peter Lund Madsen et kosteligt eksempel – den store kolde bords test, hvor han lader en varan, en gris og et menneske deltage. Jeg skal love for, at der er forskel på deres bordmanerer. Hør det!

Brugerbillede for Carsten Hansen
Carsten Hansen

Mihael.

Jamen så er vi jo stort set enige.

Samtlige af de eksempler jeg giver på "ånd" er ikke noget dyr beskæftiger sig med.

(Måske lige bortset fra at gå tur i naturen)

;-)

Brugerbillede for Claus Jensen

Ånd er også bordmanerer, og dem har vi mistet, for det er de færreste af os, der husker at invitere det småfolket med, selv ved juletide. I den henseende er de bedre opdraget højere mod nord:

Construction of the new walking and cycling path along Vesturlandsvegur, part of the Ring Road leading through Reykjavík to West Iceland, will be made to avoid a large boulder believed to be home to elves.
Given that Grásteinn is now under preservation, when the Icelandic Road Administration applied for permission to widen Vesturlandsvegur in 1998, the permission was granted on the condition that the boulder be left untouched.
“This was the agreement made with the elves,” (Traffic manager at the City of Reykjavík) Ólafur Bjarnason told Fréttablaðið.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Claus Jensen, fornuften er heller ikke nok i dag. Fornuften er dødkedelig, en "spielverderber". Hvis naturen skal have en chance, er fornuften ikke nok, der skal en følelse til, eller mange, en umiddelbar livsytring, en gnist af hensyn, nærmest svarende til næstekærlighed. Men naturen er ikke menneskelig, den er sig selv, og vi er en del af den, og må give den plads, og holde af den i ånden.

Brugerbillede for Hans Ditlev Nissen
Hans Ditlev Nissen

Det virker som om Michael Kongstad Nielsen bruger ordet 'fornuft' cirka som det samme som 'rationalitet', dér ...
Men det virkeligt fornuftige er vel det der tar hensyn til alt det relevante vores erkendelse kan diske op med i forhold til en bestemt sag, både det der kan begribes rationelt, det man må forholde sig irrationelt til og det man hverken ved hvordan man skal begribe eller forholde sig til, men kun kan ane på en måde, som alligevel fortæller et fornuftigt menneske at hun gør klogt i at respektere det; alt det som gir en (ikke-flad) oplevelse af åndelig dimensionalitet.

Michael Kongstad Nielsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Lund Madsen eller Engelsted?

Jeg anbefaler varmt Engelsteds bog om personlighedens almene grundlag. Den rummer det teoretiske grundlag for Lund Madsens studier i den menneskelige hjernes udvikling og funktion. Bordmanerer eller ej.

Brugerbillede for Mihail Larsen

Det virkelige problem

- er, at folk som Søren Fonsbøl med noget, der kan opfattes som en teoretisk mod-diskurs i forhold til oplysningen, giver et forvrænget billede af oplysningens egentlige ærinde, som derefter er let at pille ned. Stråmands-argumentationen.

Vi kan diskutere op og ned ad stolper, hvad der var oplysningens egentlige kerne, men vi komme næppe uden om Kants berømte formulering fra "Hvad er oplysning": Menneskets udtræden af selvforskyldt umyndighed.

Alle de af jer, der nu vil vrimle frem med traditionalistiske, religøse og metafysiske 'korrektioner' til Kants klare og tydelige definition, skylder at gøre rede for det.

Brugerbillede for Mihail Larsen

Peter Hansen

- har været på banen med en anbefaling (4. oktober, 20:20), men har ikke svaret på mine direkte tiltaler (4. oktober, 13:18 og 13:36). Får jeg noget svar?

Brugerbillede for Stephan Paul Schneeberger
Stephan Paul Schneeberger

jeg kan anbefalede at læse Max Stirer han rydder med an den snak om åndelighed og kalder dem fore spøgelser ikke andet

"Et menneske er ikke "kaldet" til noget og har ingen "opgave", ingen bestemmelse", lige så lidt som en plante eller et dyr har et "kald". Blomsten følger ikke et kald om at fuldkommengøre sig, men den anvender alle sine kræfter på, så godt den kan, at nyde og fortære verden, dvs. den indsuger så mange safter af jorden, så meget af æterens luft, så meget af solens lys, som den kan få og rumme. Fuglen lever ikke efter et kald, men den bruger sine kræfter, alt hvad den kan: den fanger biller og synger af hjertenslyst. Men blomstens og fuglens kræfter er i sammenligning med et menneskes ringe, og langt mere magtfuldt vil et menneske, der anvender sine kræfter, gribe ind i verden end en blomst og et dyr"

http://www.helikon.dk/frame.cfm/cms/id=469/sprog=1/grp=12/menu=1/

Sider