Kronik

Det er tid til et opgør med oplysningstiden

Der er ved at opstå et ideologisk tomrum i samfundsdebatten. Den slags plejer at indvarsle nytænkning. Men politikerne hænger fast i den gamle kamp mellem socialisme og liberalisme. Ingen formår at sætte sig ud over oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning
Politikerne hænger fast i den gamle kamp mellem socialisme og liberalisme. Ingen formår at sætte sig ud over oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning, mener dagens kronikør. Billedet her er fra Folketingets åbning i går.

Tor Birk Trads

2. oktober 2013

Udviklingen følger som regel historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det andet – hele tiden frem og tilbage mellem ekstremerne, fordi lidenskaberne fortrænger besindigheden. Foragten for det gamle og begejstringen for det nye tager overhånd. Vi stirrer os blinde på de fremskridt, der skete efter det nyes gennembrud, og opdager først sent, at nye problemer ikke længere kan løses inden for dets rammer, og at vi har mistet noget værdifuldt.

Alt dette skete også efter oplysningstidens gennembrud i 1700-tallet. Først når vi har indset det, kan vi begynde at løse nutidens nye, store problemkomplekser. Det tusindårsrige, som dengang ventede lige omkring det næste hjørne, lader vente på sig. Den afklaring, den rationalistiske filosofi, naturvidenskaben og den positivistiske kulturoptimisme lovede, indtraf ikke. Folkets brede lag fik først del i goderne efter revolutioner og politiske kampe, som varede i over 130 år.

Goderne blev delvis opnået på bekostning af andre folkeslag og kulturer, vores fysiske eksistensgrundlag og den menneskelige trivsel. I første halvdel af 1900-tallet indtraf den europæiske kulturs ultimative katastrofer, verdenskrige og -kriser. Efter Første Verdenskrig opstod en voldsom livs-anskuelsesdebat, men også en slags trodsig optimisme. Men efter Anden Verdenskrig og atombomben bed kulturpessimismen sig fast, og den har endnu ikke sluppet sit tag i os, trods en længere periode med relativ fred og velstand i Europa. Dertil kommer nu et moralsk forfald, nye finanskriser, terrorisme og miljøproblemer.

Ideologisk tomrum

Med oplysningstiden kom den økonomiske liberalisme, som skulle gøre os alle rigere. Men det var kun kapitalisterne, som blev rige. En ny, udbyttende klasse havde afløst den gamle. Det arbejdende folk måtte stadig døje med elendige levevilkår. Det udløste socialismen, som rasede imod den kyniske kapitalisme, men ikke imod oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning, som den selv var et indirekte produkt af. Således nåede den ikke ned til problemets rod. Liberalismen og socialismen rejste deres forskellige samfundsbygninger på det samme, ensidigt materialistiske fundament. Den gamle kamp mellem liberalisme og socialisme har spærret for vort udsyn i 150 år.

I dag tror vi ikke længere på socialismen, men i grunden heller ikke rigtigt på liberalismen. Der er ved at opstå et ideologisk tomrum i samfunds- og kulturdebatten. Den slags plejer at indvarsle nyskabende tænkning. Men politikerne hænger endnu fast i den gamle kamp mellem socialisme og liberalisme (i dag socialliberalisme og nyliberalisme). Ingen af dem formår at sætte sig ud over oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse.

Skæbnesvanger egennytte

Oplysningstiden medførte store materielle fremskridt og politisk frihed. Men vi lod os blænde af den. I dag ved vi, at vi ikke bare kan fortsætte udplyndringen af jorden. Allerede for 50 år siden vidste vi, at den voldsomme materielle udvikling, vi havde sat i gang i efterkrigstiden, var uholdbar. Men 1970’ernes grønne bølge, som var en dæmring, blev fortrængt af den anglo-amerikanske neoliberalismes skumring i 1980’erne.

Oplysningstidens to vigtigste idekomplekser, liberalismen og demokratiet, forekommer stadig urørlige. Men selv de er fejlbarlige! Liberalismens styrke lå i dens selvregulerende fleksibilitet, men også i dens realitetssans. Den anfægtede oprindeligt ikke det gamle åndelige kulturgrundlag. Den forstod, at vi ikke kan afskaffe egennytten, men også, at vi må holde den i skak gennem en moralsk fordring, således som den udspringer af vores åndelige grundværdier. Hvis liberalismen nu i praksis lader hånt om den sidste af disse to forudsætninger, den moralske fordring, er kun egennytten tilbage. Det kan blive skæbnesvangert for os.

Ilden er som bekendt en god tjener, men en streng herre. Derfor skal man hele tiden have kontrol over den. Hvis den slipper løs, kan det få katastrofale konsekvenser. Sådan er det også med liberalismen. I 1800-tallet så vi nogle af dens uheldige konsekvenser: Imperialistiske krige, finanskriser og social nød for folket. Og så kom socialismen og kommunismen, som førte til et endeligt brud med hele den åndelige virkelighed (’opium for folket’). Socialliberalismen var en slags kompromis mellem socialisme og liberalisme. Den reddede på en måde liberalismen i 1900-tallet.

Farvel til åndeligheden

Men neden under det hele ulmer det sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom, næsten for enhver pris og med alle midler – det begær, som før oplysningstidens gennembrud havde været en dødssynd! Og ilden bryder hele tiden ud rundt omkring. Kontrollen med den begynder at svigte. Vi indså ikke, at oplysningstiden også blev et skæbnesvangert brud med den europæiske højkulturs åndelige grundværdier, som vi kan sammenfatte i begrebet ’den græsk-kristne humanitet’ (menneskelighed/medmenneskelighed). Vi blev stadig mere skeptiske over for den åndelige virkelighed, fordi den stillede sig i vejen for naturvidenskaben og den materielle udvikling.

Også demokratiet har bidraget til at fortrænge visdommen, om end uforvarende og indirekte, ved at acceptere middelmådigheden som norm. Demokratiet er en ineffektiv og kompliceret styreform, som aldrig har fungeret særlig godt i stater. Næsten alle store tænkere i den politiske filosofi har taget afstand fra det. Det kan dog fungere nogenlunde i samfund med decentralisering, små enheder, et roligt udviklingstempo og stærke åndelige grundværdier med en høj grad af sandhedsværdi og en klar etisk fordring. Men de grundvilkår er ved at forsvinde.

Libekratisme

’Libekratismen’ (kombinationen af liberalisme og demokrati), som er et produkt af oplysningstiden, har medført store materielle fremskridt og større politisk frihed. Og det faldt vi naturligvis for i en tid, hvor fattigdom og undertrykkelse var udbredt. Men den skal kende sin plads og sin begrænsning. Hvis libekratismen bliver vores nye religion, som alt andet må underordnes, også de åndelige grundværdier, går det galt.

Det er altså ikke meningen, at liberalismen og demokratiet skal afskaffes. Men de må kunne justeres med ny viden og erfaringer, og de må aldrig fortrænge eller prioriteres højere end de åndelige grundværdier, som er det fundament, den europæiske højkultur er rejst på. Grundværdierne kan justeres forsigtigt med ny viden og gjorte erfaringer, men de må ikke afskaffes, for der findes næppe bedre alternativer, og vi kan ikke leve i et åndeligt tomrum.

Det liberale demokrati har levet højt på den lånte kapital af religiøse og filosofiske grundværdier fra før oplysningstiden. Men måske skulle vi ikke have ladet hovmodet, begæret og kynismen overtrumfe ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden.

Vi kan ikke pludselig bremse den materielle udvikling, for der er en indbygget inerti i den. Der må laves en langsigtet, så vidt muligt international plan, så problemerne ikke bliver for store i overgangsfasen. Det kræver måske en ny kulturrevolution 230 år efter oplysningstidens gennembrud?

Fokus i samfunds- og kulturdebatten må omsider flyttes fra kampen mellem liberalisme og socialisme til den oplysningstid, som de begge er udsprunget af. Det er ikke nok at justere den til kampen mellem nyliberalisme og social-liberalisme. Hvis vi skal gøre os håb om at løse fremtidens gigantiske problemkomplekser, må vi grave et spadestik dybere.

 

Søren Fonsbøl er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Selch
Torben Selch anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen 15:37:

En hel bog er måske for meget for at følge en diskussion, som forfatteren selv har forladt tilsyneladende. Jeg finder dog i en senere og mere overkommelig Engelsted-udgivelse dette gode råd til Jytte Bang:

... the principle of the unity of opposites, or the simultaneity of continuity and discontinuity. If you really want to approach the “most persistent problems of psychology, including what psychology is all about, on which grounds should psychology be founded, and what should be the proper unit of analysis,” this is what you need.

Jeg ser i øvrigt i venstre margen en reklame med et talende dådyr og en teleologisk tænkende natur. I dette tilfælde er naturens formål med både mennesker og dådyr, at vi skal spise All-Bran.

Claus 9:57

Ja, naturligvis er det for meget at henvise til en bog, der i øvrigt er i to bind. Min kommentar var da også mest ment som drilleri, for at få Niels Engelsted ud af busken.

Ikke engang direkte citater fra hans egne værker er smigrende nok til at lokke Engelsted ud af busken åbenbart. Måske man i stedet skulle forsøge sig med hård kritik baseret på misfortolkninger af hans centrale argumenter.

Niels Engelsted

Claus og Mihail, undskyld, hvis jeg har været væk, og selvfølgelig glæder anbefalinger af mine skriverier mig meget, tak for det. Men hvad er det I gerne vil have, at jeg skal blande mig i?

Jeg fatter stadigvæk ikke, hvorfor man ikke skulle kunne lade sig inspirere af et kritisk opgør med oplysningsfilosofien? Enigheden omkring, hvad der efter bogen, skal forstås ved oplysningen, har ikke den samme relevans i dag som på tidspunktet. Oplysningen er kanon for det moderne demokrati, men under ingen omstændigheder fredet for den kritiske filosofi! Og slet ikke med hensyn til artiklens anliggende. Hverken Hegels opgør med Kant eller Schopenhauers opgør med Hegel rokker ved artiklens udsagn om den engelske filosofi, især egennytten, og neoliberalismens moderne attraktion heraf.

Naturligvis kan man, uanset hvorledes idehistorien "bør" opfattes efter kanonen, stadigvæk lade sig inspirere af kritikken, dels som den skrider frem i idehistorisk regis, men så sandelig også når nye udgaver af gammel vin på nye flasker går i selvsving (CEPOS ikke mindst). Og så er det åbenbart nødvendigt med den omgang konserverende filosofihistorie, som fremgår af tråden, at gøre opmærksom på, at filosofien ville være ilde stedt, såfremt man ikke tillader inspirationen at finde sine egen nye spor, også i trods af den enighed omkring, hvorledes filosofihistorien "skal" opfattes i tråden. Filosofien (eller den frie tanke) har sin berettigelse i og med, at bruddene med traditionelle opfattelser, har bibragt grundlaget for nye spørgsmål. Og det forhold kán man ikke pille ud af filosofien ved at insistere på filosofihistorien. Der ér ikke noget kategorisk imperativ, blot en tendens (Interpretation eller Vorstellung), der er henvist til tidsånden, som nødvendigvis må gå under før eller siden. På trods af trådens enighed omkring, hvorledes idehistorien "bør" fremstilles.

Må man så være være her? Kritisk filosofi er åbenbart ikke i trådens ånd. Så hvor meget filosofi er der egentligt i den? Artiklen stiller blandt andet spørgsmålet om, hvorfor egennytten er så populær fortiden. Hvis det ikke er et legitimt filosofisk eller samfundsfilosofisk anliggende, kan man ligeså godt smide kommentarernes utilfredshed med forfatteren i skraldebøtten. Eller konstatere at debat var der ikke meget af...

Med venlig hilsen

Naturligvis skal filosofihistorien stå til rådighed for kritik, og samtidig skal filosofien selv protestere, når den får forståelsesmæssige spændetrøjer på med hensyn til, om den nødvendigvis skal føre til samme stilmæssige renhed. Ellers ender man i en ny form for kapitallogik, rent ud sagt. Og med samme naturlighed skal Information stå for provokationen, såfremt dagbladet vil forsætte sit udgangspunkt i at lade protesten komme til orde. Og så må man jo lade den fortrinsvisvis enige kommentatorskare forstå, at inspirationen har sin rod i protesten over enhver form for mainstream. Om den så er i mindre- eller overtal. Ellers dør filosofien i dens egen histories jerngreb. Så jæ' tillader mig immervæk, som artiklens forfatter, at undre mig over, hvorfor egennytten skal udbredes til, hvorledes filosofihistorien skal artikuleres i denne tråd?

Med venlig hilsen

Niels,

det er sådan set ikke 'os', der vil have dig til 'at blande dig'. Jeg responderede blot på din summarisk sammenfatning af (min gengivelse af) Peter Lund Madsens forelæsning, som om den kun handlede om bordmanerer. Den reaktion overraskede mig, fordi Peter Lund Madsen faktisk ræsonnerer temmelig parallelt til din glimrende bog om personlighedens almene grundlag.

Gør et forsøg.

Prøv at lytte til hans foredrag, som jeg anbefalede og lagde et link ud til.

Svar til Hugo Barlach

Hugo, jeg forstår din basale indignation over den neoliberalistisk befordrede egoisme og egennytte-tænkning. Den indignerer også mig. Det er i øvrigt en gammel traver, som allerede Jesus og senere nogle af munkeordnerne advarede imod. Kritikken af den har i særlig grad været drivkraften bag socialismen. Når vi i dag skal gøre op med denne tænkning, er der, så vidt jeg kan se tre muligheder:

1) At omfavne den, som postmodernismen kultur-affirmativt har gjort.
2) At kritisere den, som oplysningstraditionen selv har gjort.
3) At fordømme den, som kulturkonservative og religiøse har gjort.

Der er stor moralsk styrke og værdighed i den sidste af disse. Men den forbliver en blot moraliserende fordømmelse. Hvis den skal have styrke, må den forlade sin egen platform og føre oplysningen videre. Altså som kritik i ordets egentlige forstand. I stedet har den de fleste steder, hvor den dukker op, søgt tilbage til en præ-revolutionær samfundsorden, hvor tradition og religion leverer nøglerne til den kulturelle selvforståelse.

Det er ikke ’kritik’, men reaktion.

Noget forbløffende synes du at mene, at det er dine opponenter, der er ’konserverende’. Du taler i den forbindelse om, at ”man ikke tillader inspirationen af finde sine egne nye spor”. Nu ville det for det første være godt, hvis det ikke var ’inspirationen’, men kritikken, der fandt disse nye spor. Men for det andet er det jo temmelig klart, at Søren Fonsbøl slet ikke er interesseret i at finde ”nye spor”, men at genopvække de gamle, fra før tiden gik af lave. Fonsbøl fremstiller sig selv som kritiker, men er traditionalist. Hans indvendinger er stedvis sympatiske, men i deres anlæg reaktionære.

(Dine bemærkninger om ’kapitallogikken’ viser, at du ikke har forstået, hvad den gik og går ud på. Den rummer en altomfattende kritik af den økonomiske rationalitet, som du og Søren fordømmer. I modsætning til jer, ved kapitallogikerne godt, at ’løsningen’ ikke er en tilbagevenden til en præ-kapitalistisk virkelighed, men til en post-kapitalistisk - for nu at formulere det lidt letfatteligt.)

Letfatteligt

- skulle der nok have stået: "ikke en tilbagevenden til en præ-kapitalistisk virkelighed, men en realisering af en post-kapitalistisk".

Michael Kongstad Nielsen

Det problem, der overvælder os i dag, er vores forhold til naturen. Nye spor burde handle om, hvordan vi får ændret vores forhold til naturen. Man kan vel sige, at oplysningstiden bragte os (menneskene) frem til en viden og indsigt, så vi kunne mestre naturen og skabe stor fremgang i produktion økonomi på en socialt mere retfærdig måde. Men naturen var taberen, den blev brugt og tilsidesat, den fik ikke del i ånden, men åndenød. En ny oplysningsfilosofi må tage naturen med ind, og se det i sammenhæng med de andre tidstypiske programmer: - "den store omstilling", - paradigmeskift, - modvækst, - klimatilpasning, - økologi, - osv.

Æh hvaba? Mihail. Du bryder dig nok ikke om at blive betegnet som konserverende (Nietzsche), men du må lige læse om igen. Jeg mener naturligvis inspirationen til kritikken (er ikke hverken lyriker eller kunstner), men idehistoriker. Mit forhold til kapitallogikken kan du finde hos Hans Jørgen Schanz eller Lars Henrik Schmidt, der umiddelbart står for min opdragelse i den henseende - ud over at jeg var der selv i kampens hede. Så du våser vist lidt, når du forsøger med en karakteristik af mit forhold til kapitallogikken eller også har du en meget øm tå dær. Og endelig slår du mig lemfældigt sammen med Fondsbøl. Det fatter jeg slet ikke ideen med kort og godt. Men dit "svar" til undertegnede viser vel egentlig, at du netop kan kritiseres for en konserverende holdning til, hvorledes man skal lade sig inspirerer til kritik, samt at du har vanskeligt ved at acceptere, at lige netop dine læsninger ikke skulle være de 'mest rigtige'. Men jeg skal heldigvis ikke til eksamen hos dig, og derfor tar' jeg dit ovenstående indlæg med absolut ro. Det er simpelthen ikke seriøst nok...

Med venlig hilsen

Så jeg kan ligeså godt annoncere, Mihail, at du under ingen omstændigheder får lov til at annektere opfattelsen af kapitallogikken til dig selv. Heller ikke i mine optikker. Men det tillader jeg mig at gå ud fra, at du måske nok er forberedt på. Nu er den imidlertid ikke til diskussion i nærværende artikel. Og derfor må jeg insistere på, at man med al selvfølgelighed kan kritisere egennytten for sine samfundsfilosofiske mangler, samt at man for at frembringe ny indsigt i det filosofiske univers nødvendigvis må gå ud over de konserverende læsninger, som du stadig, indtil videre, står som eksponenten for. Og derfor betyder læsningen en stor del for, hvorfra man henter inspirationen (eller om du vil: kritikken) til komme videre i teksten. Det håber jeg sandelig, at de studerende på RUC har øjne for. Og jeg er slet ikke overbevist om, at det netop skulle være dine læsninger, som bør tegne det idehistoriske inventar. Ikke mindst i lyset af denne tråd...

Med venlig hilsen

Og så kan jeg jo ikke dy mig: når jeg nævner såvel Hans Jørgen som Lars-henrik, er det fordi, at det åbenbart er nødvendigt for Mihail at forstå, at mit engagement i erkendelsen står på to ben. Både i den tyske og i den franske filosofi. Og skal man levere en pointe (eller finte), kan man jo sige, at Schopenhauers titel på hovedværket: "Die Welt als Wille und Vorstellung", stemmer fint overens med mit anliggende med kritikken af egennytten. Dels er den mulig, og dels er Mihails indvendinger udtryk for, at viljen til at 'præstere' den 'eneste mulige læsning' snildt kan være udtryk for netop en "forestilling" om, hvorvidt det skulle være indiskutabelt, hvorledes man læser sin omverden, subsidiært kritiserer den. Det burde være enkelt at opfatte på RUC. Så skulle den ged være barberet. Eller hva?...

Med venlig hilsen

Og så kan jeg jo ligeså godt afslutte mine indlæg i tråden med af formode, at AU gerne aftager et par studerende fra RUC, såfremt man skulle have problemer med det regerende regime på stedet ;o)...

Fortsat venlig hilsen

Sider