Peter Amstrup (PA) skriver i sin kronik 17. oktober, at regeringens udspil til en erhvervsuddannelsesreform ikke giver eleverne det, de efterspørger. De får nemlig hverken tid til at vælge, hvilken retning de gerne vil uddanne sig i eller et attraktivt ungdomsuddannelsesmiljø som det, der findes på gymnasierne.
Men det er faktisk netop noget af det, vi gør en del ud af at sikre i vores forslag til en reform af erhvervsuddannelserne. Med forslaget lægger vi op til, at eleverne, der kommer direkte fra 9. og 10. klasse, ved uddannelsesstart kun skal vælge mellem fire hovedområder i stedet for de 12 indgange, vi kender i dag. For det andet sker det endelige uddannelsesvalg først efter trekvart år mod i dag reelt efter to uger.
Eleverne får også et bedre grundlag at træffe deres valg på. I første del af de nye grundforløb introduceres eleverne til en række fagområder samtidig med, at de opnår brede erhvervsfaglige og almene kompetencer.
Det er rigtigt, som PA skriver, at eleverne i den forbindelse skal vælge en såkaldt fagretning efter fire uger. Undervisningen inden for fagretningerne skal give eleverne de samme grundlæggende kompetencer – dog med udgangspunkt i det faglige område, de vælger. Men evnen til at planlægge en arbejdsgang og beregne, hvor meget materiale man skal bruge, er grundlæggende den samme uanset, om man skal være kok eller tømrer.
Derfor er det også muligt at vælge en anden fagretning undervejs uden at blive forsinket.
Styrk fællesskabet
Med vores forslag bliver grundforløbene på alle fagretninger et år for de elever, der kommer direkte fra 9. og 10. klasse.
Det giver mulighed for at opbygge et holdfællesskab med jævnaldrende kammerater og dermed det ungdomsuddannelsesmiljø, som de unge efterspørger, og som PA og jeg er helt enige i, skal styrkes på erhvervsskolerne. Ungdomsmiljøet kan også styrkes ved at oprette campusmiljøer med både erhvervsskoler og gymnasier.
Jeg mener, at vores udspil møder mange af de krav og forventninger, PA rejser i sin kronik, og jeg er glad for, at han er positiv overfor mange af elementerne i forslaget. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med erhvervsskolerne og de mange andre, der ønsker at forbedre vores erhvervsuddannelser. Det er der hårdt brug for.
Christine Antorini, undervisningsminister (S)