Kommentar

Vejen til tv-succes: EM-nostalgi og kagebagning

Det ældre folkeflertal overtager fjernsynet, som de unge er begyndt at vende ryggen til. Vær beredt på ’Den Store Bagedyst’ og ’Vild Med Dans’ i en uendelig båndsløjfe
Debat
9. oktober 2013

Det var Bertolt Brecht, der i et digt efter 17. juni-opstanden i Østberlin 1953 opfordrede til, at man opløste folket og valgte et nyt. Folket er uhåndterligt, og det bliver ældre og ældre. Det vil ikke lade sig koste rundt af eksperter. Det ignorerer den moderne medieudvikling, og ser flow-tv, som om intet var hændt.

Det er et folk, der nok eksperimenterer med udenlandsk madlavning, men finder ro med frikadeller, kartofler og sovs. Som ikke drikker hvidvin til sild, og som mener, at selv om rå fisk måske nok tiltaler japanerne, bør det gives til katten. Et folk, der efter medieeksperternes og Brechts mening burde opløses og erstattes med et nyt og mere moderne.

I flere år har TV 2 forsøgt at erstatte folket med et andet folk. Men nu synes planen opgivet. I sidste uge kom der en slags bevis på, at den bedste opskrift på moderne tv er gammeldags tv.

I en uge har stationen fejret sin fødselsdag. Skærmen har naturligvis været brugt til en fortjent fejring af gamle dages triumfer. Kavalkader og et jubilæumsshow med sange fra 1988 og klip fra EM-triumfer, Lykkehjulet og andre gode minder. Et af højdepunkterne under showet var, da værten oplæste resultatet af en seer-afstemning, hvor spørgsmålet lød ’Hvilke programmer savner du mest på TV 2?’ Svaret var Eleva2ren fulgt af Lykkehjulet og Den Store Klassefest.

Administrerende direktør Merete Eldrup og stationens genfundne tv-direktør Anne Engdal Stig Christensen har under og op til fødselsdagen annonceret en programpolitik, der vil tage mere hensyn til de ældre. Og måske har sidste uges seertal bekræftet tesen. I fødselsdagsugen blev TV 2 set af næsten dobbelt så mange i gruppen mellem 20 og 60 år som DR1. TV 2 var i uge 40 større end DR1, TV3 og DR2 tilsammen. Tør vi gætte på, at gennemsnitsalderen for disse seere er nærmere 60 end 20? Dette er ikke en kritik, nærmere en konstatering. Måske en milepæl i en dansk tv-udvikling, der de senere år har været et problematisk og oftest resultatfattigt kapløb om at kapre unge seere, uden at de har bidt til bolle i særligt omfang. De unge seere bliver sværere og sværere at få fat i. Der skal skrappere og skrappere midler til at få web-generationen til at flokkes foran en traditionel tv-skærm. TV3 og SBS kan bruge grovfilen med Paradise Hotel, Kongerne af Svendborg (Marienlyst, Rømø etc.), Robinson og For lækker til love. TV 2 har med Zulu skabt adgang til et andet ungt segment, mens DR3 forsøger sig med enkelte danskproducerede koncepter som Monte Carlo elsker Putin (og jøderne) blandet op med amerikanske serier og film.

De to store, såkaldte omnibus-kanaler (DR1 og TV 2’s hovedkanal) går i virkeligheden efter et modent publikum, som udgør flertallet af den million eller mere, som ser X-Factor og Vild med dans.

TV 2 nåede millionen flere gange i sidste uge. Nostalgien var i højsædet – ikke kun under det store fødselsdagsshow i Arena Fyn, men også under Vild Med Dans – hvor længslen efter svundne tider ydmygede eksperterne, fordi de måtte konstatere, at folket har sin egen vilje. En vilje så stærk, at danse-dommer Anne Laxholm måtte erkende, at hun ikke var dommer i et danseprogram, men talende statist i et underholdningsprogram: »En aften som i aften skal jeg altså virkelig minde mig selv om, at det er et underholdningsprogram,« udtalte hun til Ritzau, efter at den absolut dårligste danser i programmets mangeårige historie, uge efter uge, blev stemt ind af seerne efter at være stemt ud af dommerne. Seerne er nemlig ligesom ’folket’ uimponeret af eksperter, autoriteter og dansetrin. Vi stemmer på Allan Simonsen, fordi det 60-årige fodboldikon minder os om de gode, gamle dage. Han var Europas bedste spiller i 1977. Han scorede dansk fodboldhistories næstvigtigste straffespark på Wembley i 1983. Under EM i Frankrig i 1984 brækkede han benet, så vi kunne høre det. Han taler til den kollektive, nationale hukommelse. Han er en rar påmindelse om gamle dage, som intet har med moderne tv at gøre.

»Nu må seerne stramme ballerne,« udtalte Laxholm desperat. Underforstået, at nu måtte seerne rette ind efter konceptet. Lad os se, om det sker. Måske er konceptet i virkeligheden, at folket skal have sin vilje. Ikke bare i Vild Med Dans, men også i Den Store Bagedyst på DR1. Det ældre folkeflertal, forstås. Måske er vi bare vidne til en medieudvikling, hvor de ældre overtager fjernsynet fordi de unge er på vej væk fra det.

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At belære ungdommen om at se mere TV er helt på potten. I-potten.
Sex-belæringerne på DR3 er godt ældre-TV, anbefales.

Børge Rahbech Jensen

Ret stor båndsløjfe. DR1s "Den store Bagedyst" ligner TV3s "Masterchef", så med lidt held kan zappes mellem to programmer, hvor deltagere laver dessert el. bager kager.

Vibeke Rasmussen

Nu véd jeg ikke, hvem 'vi' henviser til, i "Vi stemmer på Allan Simonsen", men der er en del, der tyder på, at stærke, unge! kræfter er på spil, i et forsøg på at 'sabotere' dansekonkurrencen med det ene formål i sidste ende at få nok alle tiders dårligste deltager, Allan Simonsen, kåret som vinder.

Så kom ikke og påstå, at tv ikke kan tiltrække de unge. :D

Maj-Britt Kent Hansen

Fredag aften er - skarpt forfulgt af lørdag - den ringeste tv-dag overhovedet. Udbuddet er så pauvert, at det vel kun er de manglende alternativer og seernes træthed ved ugens afslutning, der gør, at der ikke slukkes for de aldeles uvedkommende danse- og sangprogrammer. Sågar meget, meget gamle seere finder heller ikke sang og dans specielt interessant.

I ugens løb kan man af og til møde noget seværdigt, men der er såmænd ikke særlig meget mere af det heller på hverken DR2 eller DRKlog. En af de seneste katastrofer er Albertes "Tid til bøger" på DRK. Se det og få bekræftet det værste ved endnu en selviscenesættelse af det afslappede, intellektuelle liv på landet.

Inger Sundsvald

Hvis det virkelig passer at det er de gamle der ser Den Store Bagedyst og Vild Med Dans, så er det da det eneste der er for os. Selv kan jeg godt lide at se Vild med Dans, og har også set den anden udsendelse, som det eneste jeg overhovedet ser på TV2.

At det også er os gamle, der ser X-Factor og har stemt på Allan Simonsen, tror jeg ikke et øjeblik på. Det må være unge og gamle fodboldentusiaster m.fl., der helt har mistet forstanden.

Jep det er sandt. Gamle mennesker elsker gusten folkelighed og klam konformitet.
Men det er bestemt ikke kun på TV at vi ser de uheldige konsekvenser af procentvis flere og flere ældre.
Det er et stort problem for hele kontinentet.

Inger Sundsvald

Klamme fordomme er verdens største problem.

Vibeke Rasmussen

"Tør vi gætte på, at gennemsnitsalderen for disse seere er nærmere 60 end 20?"

Hvis det alene drejer sig om at gætte, tør jeg godt. Gætte på at det ikke forholder sig sådan.

Ligesom jeg, uden seeropgørelser der kan bekræfte, at det er "et modent publikum, som udgør flertallet af den million eller mere, som ser X-Factor og Vild med dans", og at vi måske bare er "vidne til en medieudvikling, hvor de ældre overtager fjernsynet fordi de unge er på vej væk fra det", med lige så stor ret kan påstå, at det mest er børn og unge, der foretrækker at se disse udsendelser fredag aften. Og for hyggens skyld ser forældrene med. Min videnskabeligt ubekræftede konklusion er: Unge ser mere tv end ældre.

Og, hvorfor er det mon lige, at 'Laxholm'(!) skal beskrives med en så, og i den grad, misvisende karakteristik som … "desperat" ?

Børge Rahbech Jensen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

På den ene side synes jeg, at det er lidt sjovt, at grupper af unge nu prøver at sabotere afstemningen i 'Vild med dans' ved massivt at stemme på den totalt kiksede Allan Simonsen. Sjovt fordi det sætter fokus på det idiotiske i at lave en konkurrence, sætte professionelle til både at lære fra sig og at bedømme udførslen … for så derefter at lade seernes, amatørernes, stemmer have så stor vægt.

På den anden side ærgrer det mig, fordi det faktisk er interessant at følge, dels hvordan de professionelle dansere lærer fra sig, hvordan de professionelle dommere bedømmer og giver råd, og hvordan de ikke-professionelle deltagere tager lærdommen til sig, vokser med opgaven og udfordringerne og bliver, ofte overraskende, imponerende gode. Desuden er glæden ved at deltage og over hvor fantastisk en oplevelse, det er, som den udtrykkes af stort set samtlige dansere, professionelle såvel som ikke-professionelle, smittende.

Alligevel vælger man så – i underholdningens hellige navn? – at lade amatørerne råde. Ville seerne virkelig miste interessen, hvis deres stemmer ikke havde samme vægt som de professionelles? Er det for seerne det vigtigste element i denne form for udsendelser, at de kan stemme?

Og for at vende tilbage til påstanden om, at de ældre er ved at overtage tv-kigningen, hvem er det så egentlig der stemmer per SMS? Overvejende de 60-årige? Næppe. Men det er måske bare en fordom fra min side.

Børge Rahbech Jensen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Kanal 5 er også med på kager og desserter nu i "Kagekampen". Det giver en båndsløjfe over mindst tre tv-kanaler.

Jeg kan konkludere, at jeg er purung.

Maj-Britt Kent Hansen

Kan så forstå, at man MÅ se Allan Simonsen - som man i sin tid blev gjort opmærksom på, at man gik glip af noget (morsomt) ved ikke at se en totalt urytmisk cykelrytter (navn?) slå sig løs på dansegulvet.

Jeg tror ikke et øjeblik på at der er tale om en ung sammrnsværgelse til fordel for Allan Simonsen. De unge har ingen anelse om, hvem han VAR. Det har vi ældre og vi elsker ham for det!

Inger Sundsvald

Bliver Allan Simonsen ikke introduceret for de unge før enhver større fodboldkamp, hvor heltene fra mange år tilbage vises frem?

Mikkel Nielsen

Det var da lige godtnok den værste omgang uvidenskabelig vås, der er jo ikke skyggen af beviser i overstående artikel, artiklen lire blot en masse subjektive holdninger af uden på nogen måder at kunne fremvise bare den mindste smule beviser for at det skulle forholde sig således

Desuden er der intet nyt i Det TV2 har lavet den forgangne uge, det er jo set utal af gange før.

og det er jo ikke fordi det i dummekassen er blevet værre de senere år, eller er blevet mere gentagende og tilbageskuende, for fjernsynet har jo siden jeg var barn ikke fortaget sig andet end at producere alen lange kavalkader brygger på et eller ligegyldig og hjernedødt koncept, Samt genudsendt tidligere programmer og film til man kunne repatere samtlige replikker blev man vækker kl. 02 om natten.

På det plan har det i dummekassen ikke forandret sig synderligt meget. det meste er stadigvæk ligegyldigt tomhjernet "underholdning" som faktisk er mere stressende for kroppen end afslappende, mål blodtrykket før du tender for kassen og efter hvis du er i tvivl.

Mikkel Nielsen

Ja de 60'årig sidder og stor sms'er til disse programmer! Tro på det!

Vibeke Rasmussen

Monte Carlo: Gå SMS-amok på Allan Simonsen!

"De to værter Esben Bjerre og Peter Falktoft fra P3-programmet Monte Carlo opfordrer deres godt 500.000 lyttere til at stemme på Allan Simonsen.

Begrundelsen for opfordringen lød, at det var stort scoop for TV2 med så stærk en deltager, en legende for Vild Med Dans. Derfor skulle der en SMS-storm til, da Allan Simonsen i forvejen hænger lidt i forhold til dommerne."

Hvorefter Allan Simonsen efter endnu en kikset optræden, og endnu en gang bundkarakterer fra dommerne … endnu engang blev stemt videre i konkurrencen.

"Det har vi ældre og vi elsker ham for det!"

"Vi ældre"? Og ligefrem "elsker"? Wow.

Nu har Allan Simonsen også lige, som den første, måttet forlade konkurrencen 'Mestrenes mester', og jeg må indrømme, efter at have set ham i disse to programmer, at jeg sjældent har oplevet et så kedeligt, ucharmerende og ukarismatisk menneske – og danse kan han jo heller ikke. Så jeg har meget svært ved at tro, at alle "I gamle" sidder derhjemme og sender SMSer på livet løs for at redde Allan Simonsen, på grund af "jeres" kærlighed til ham, for noget han var engang for længe siden. Eller at "jeres" stemmer er nok til at redde ham.

Men vi kan jo hver især være salige i vores respektive tro.

Inger Sundsvald

Nåh, er det dét program de gamle følger med i?

Lykkelig lever det barn der aldrig har set Bamse og Kylling.

Må man i al stilfærdighed anbefale alle disse "Vild med dans" seere om at lette røven fra sofaen og i stedet selv begynde til dans. Ud over at det er hysterisk morsomt så er det også så meget sundere end at sidde og gro fast i sofaen og spise kage.

Det samme kan siges om det endeløse antal af mad programmer kontra egen madlavning.

Alan Strandbygaard

Det jeg har en smule svært ved at greje, er hvorfor alt skal være nyt og moderne?

Hvad er der galt med velkendte og afprøvede ting?

Det er som om der er fløjet er virus verden rundt, der udelukkende forsøhger at kvæle alt hvad der er gammelt og hyggeligt, trygt og velkendt.

Ingen skal bilde mig ind at verden bliver bedre af det. Tværimod. Det kører kun ned ad bakke. Kun på en eneste front er der virkelig noget positivt: Kampen mod sygdomme.

Torben Knudsen

Tv er som rygning, det er samfundsskadeligt og bør lægges på hylden.
Kritikken af de enkelt programmer og genudsendelser er tidsspilde men da tidsspilde er hovedformålet med al TV eller passivering af folket er det en TV succes.
Evolution gjorde at nogle havdyr fik ben og gik på land.
TV som altdominerende tidspilde vil føre til at vi mister ben og arme og den største del af hjernen.
Det giver allerede god plads i Danmarks skove og natur.
Når tidsspildet fra sløvt TV kiggeri og det gælder alt ,trækkes fra sammen med den tid vi sover og går på arbejdet så er der sandelig ikke megen tid tilbage af et livsforløb til at udfolde menneskets kreative aktiviteter i.

God analyse - hvis Lasse Jensen har ret i at TV mest ses af aeldre mennekser der i mindre grad en yngre skifter politisk staasted og forbrugsvalg - vil TV blive forladt af pengene og magten. Men hvor skal dem der forsoeger - og i foelge en del kommentatorer her paa siden lykkes med - at dreje folkestemningen i en bestemt retning saa gaa hen?

Børge Rahbech Jensen

Folkestemninger påvirkes vist bedst via radio samt nogle dagblades forsider og 'spisesedler', som befolkningen møder i samfundet og evt. i biler. De kan suppleres med nyhedsudsendelser på tv. Radio fungerer som baggrundsstøj mange steder, og nogle dag- og ugeblade står ved kassen i mange supermarkeder, hvor de, der står i kø, nemt kan læse forsiderne. Holdninger spredes yderligere, når nyheder fra radio og dagblade bliver samtaleemner bl.a. på arbejdspladser og i hjem.