Åh nej! Ikke endnu et skema, Astrid Krag

Sundhedsministeren forsøger at dæmme op for de mange utilsigtede hændelser med en ny tjekliste. Jeg fornemmer, at hun hverken kender eller forstår den verden, hun leder. Vi laver jo netop fejl, fordi vi er ved at drukne i den slags lister
11. november 2013

Kære Astrid Krag! Kan en læge skrive til sin sundhedsminister og faktisk blive hørt? Jeg tvivler gevaldigt, men nu prøver jeg. For hvis vi, de fagfolk, du er minister for, ikke forsøger at kommunikere med dig, er vi vel medansvarlige for vores systems udvikling. Eller afvikling.

Jeg har netop læst, at du vil afhjælpe den udbredte stress blandt læger og sygeplejersker ved hjælp af tjeklister, som skal »hjælpe os med at huske«, så vi ikke laver fejl i en travl hverdag. Det kan du simpelthen ikke mene! Forstår vores sundhedsminister virkelig så lidt af problemerne i sundhedsvæsnet?

Det er ikke første gang, at din ageren som sundhedsminister bekymrer mig. Jeg følte mig ligeså skuffet, forarget og ladt i stikken, da du udtalte, at vi yngre læger måtte huske, at tilværelsen ikke er fredagsslik og flødeskum. Og da du gennemførte en lov for almen praksis – min fremtidige arbejdsplads – uden nogen lydhørhed over for de 3.800 praktiserende læger, som dagligt knokler for deres patienter.

Jeg er 32 år gammel og har været læge i fem år. Lige siden jeg begyndte at arbejde på hospital under studiet, har jeg oplevet en verden, som trænger til hjælp. Jeg har mødt trætte læger og modløse sygeplejersker, som ser til, mens omorganiseringer, besparelser og krav om øget produktivitet trækkes ned over hovedet på dem. Det er ligegyldigt, hvilken personalestue man er i: Alle er tyngede af forringede arbejdsforhold og manglende tid til at gøre arbejdet ordentligt.

Ja, meget går godt på hospitalerne hver dag. Men det går ofte godt på trods af systemet – takket være de mennesker, som slider samvittighedsfuldt for at tage sig af patienterne. Vores oplevelse er, at det eneste Sundhedsministeriet interesserer sig for, er økonomi og patientrettigheder. Vi skal kunne levere flere ydelser med færre hænder for færre penge, og samtidig skal patienterne have garanti for omgående behandling af højeste kvalitet. Hvor længe mon det kan hænge sammen?

Ikke overskud til at tænke

Kvalitetssikring, som netop burde sikre kvaliteten, er blevet til en jungle af kontrol, akkreditering, registrering, standardskemaer og dobbeltarbejde. Vi bruger al vores tid på at dokumentere og indsamle bunker af ligegyldig information for at leve op til nationale kvalitetskrav. Det betyder, at patienterne ligger i timevis uden at blive tilset.

Et eksempel: En 8-årig dreng kommer til børneafdelingen via vagtlægen. Han har fået udslet på armene – derudover er han rask. Jeg kigger på ham sammen med en erfaren sygeplejerske. Udslettet ser fredeligt ud, og drengen skal ikke indlægges. Alligevel skal han registreres som patient. Det udløser, at mor skal udfylde et børneskema, og sygeplejersken skal måle blodtryk, puls, respiration og iltmætning for at kunne erklære drengen for ’ej akut behandlingskrævende’. Herefter skal sygeplejersken udfylde i alt fem ark papir. Jeg skal diktere en fuld børnejournal (to A4 sider tætskrevet), som en sekretær skriver ind. Det hele tager over en time, og selve undersøgelsen tog tre minutter. Hvis jeg havde set drengen i almen praksis, havde jeg selv skrevet i journalen: »Atypisk udslet, ellers frisk. Kontrol om tre dage, kom igen ved forværring«.

Standardprocedurer og registrering er helt sikkert indført for at sikre, at vi ikke glemmer noget vigtigt. Men når det sker i så massiv grad som på sygehusene, har det præcis den modsatte effekt. Det tager tid og fokus fra det allervigtigste: At vi tager os af patienterne. I forsøget på at leve op til kvalitetskrav og samtidig nå igennem køen af patienter glemmer vi, eller har ikke overskud til at tænke os ordentligt om. Det resulterer i fejl, stress og dårlig patientsikkerhed. Jeg gætter på, at kun hver tiende utilsigtede hændelse indberettes – vi har nemlig ikke tid!

Derfor virker det helt grotesk, at din løsning er endnu et skema. Hvad med at se på arbejdsforholdene og de omstændige arbejdsgange, som spilder tid? Hvad med at sikre læger og sygeplejersker gode uddannelser, så vi er klædt på til jobbet? Hvad med at turde prioritere i sundhedsydelserne? Og hvad med at lytte til de mennesker, som oplever problemet og finde en fælles langsigtet løsning?

Du må da kunne gøre det bedre end ’ tjeklister’!

Vi kunne have været veninder

Måske føler jeg mig mere svigtet af dig end af dine ministerforgængere, fordi jeg forventede, at du forstod mig bedre. Vi er begge vokset op som piger i 1980’ernes middelklasse-Danmark. Vi har sikkert begge været flittige i skolen og ambitiøse på studiet. Vi hører til på venstre side af den politiske midte. Og vi er begge – tror jeg – opdraget til, at man skal gøre sit bedste, bidrage og gøre en forskel. Du ligner en, som kunne være min veninde.

Du må have både hjertet og hovedet på rette sted – og du vil sikkert gerne gøre det rigtige. Jeg fornemmer bare, at du hverken kender eller forstår den verden, du leder.

Måske er det mig, som ikke begriber de komplicerede mekanismer i sundhedsvæsnet og det politiske system. Så fortæl mig om det! Jeg er intelligent. Jeg er åben. Jeg er god til at lytte. Fortæl mig, hvad du vil, og hvordan du når frem til dine beslutninger som minister. Så kan jeg fortælle dig om livet som læge på et hospital og i almen praksis. Jeg er sikker på, at vi begge ville lære noget vigtigt.

Måske kunne vi skabe en alliance? Sådan en tror jeg, vi har brug for.

Janne Fangel Jensen er læge. Hun er under hoveduddannelse i almen medicin.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Viggo Helth

Hun er sikkert økonom uden længere erfaring fra en arbejdsplads. Og hvor er modet til at forny og tænke anderledes?

"Uddannelse og erhverv
Bachelorstuderende i statskundskab, København Universitet, fra 2003 til 2007.
Sproglig studentereksamen, Tørring Amtsgymnasium, fra 1998 til 2001.

Ansat i hjemmeplejen, Sundparken, Amager, 2007.
Studentermedhjælp, Social- og Sundhedsskolen i København, fra 2003 til 2005.
Pædagogmedhjælper, Frederiksberg Hospitalsvuggestue, fra 2001 til 2002."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Kølliker

Fint debatindlæg. Enkelt, klart og konstruktivt.

Jeg havde selv et møde med hospitalsvæsenet i samme kategori som drengen med udslættet, hvilket for mit vedkommende også gav noget eftertanke og anledning til følgende blogindlæg

http://kolliker.co/category/det-store-politiske-svindelnummer/

Tjek evt. også flg. blogindlæg, som er en pendant for byggesektoren og et større mønster begynder at tegne sig

http://kolliker.co/category/das-unbehagen-in-der-kultur/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Tænker politikeren Krag selv, eller er hun en marionetdukke, der udfører snoretrækkernes bevægelser.(NPM).
Lige over denne artikel omhandler noget om kommunevalget noget af det samme, og mit indlæg dèr kunne principielt gentages her.
Tror folketingspolitikere, at folket er idioter, siden de opfører sig demokratiske analfabeter og lader den herskende klasse overstyre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Larsen

Jeg er sygeplejerske og har været det siden 1997. I de seneste år har jeg oplevet et alvorligt skred i den etik som ligger til grund for de sundhedspolitiske beslutninger som træffes og den dagligdag som jeg skal fungere under. Det er beslutninger der trækkes ned over hovedet på alle os der arbejder i sundhedsvæsenet, og som jeg og mine kollegaer føler devaluerer vores faglighed. Beslutningerne har ført til den dokumentationsjungel, som Jette Fangel så udmærket beskriver i sin artikel. Da jeg blev sygeplejerske, så man i sundhedssystemet enhver patient som unik og det var situationsetikken, der lå til grund for hvordan man agerede på hospitalerne. I dag er sundhedsvæsenet bombet tilbage til regeletikken, der siger at handlinger er gode, så længe man bare følger reglerne; eller udtrykt ved det gamle mundheld: operationen lykkedes, men patienten døde.
I min dagligdag kommer regeletikken bl.a. til udtryk ved Early Warning Score (EWS), hvor vi 2 gange dagligt skal måle værdier på alle de patienter som er indlagt, uanset at de for det meste er raske og sunde mennesker, der er indlagt et par dage til et mindre kirurgisk indgreb. Den tid vi bruger på at måle værdier på disse sunde og raske patienter, bliver taget fra de svageste patienter på afdelingen. I forbindelse med indførslen af EWS, er der på alle patientstuerne installeret monitorer, der kan måle blodtryk, puls og iltoptagelse (saturation). Normalt ville monitoren via et interface kunne logge værdierne direkte ind i vores elektroniske journal (KISO), men hospitalsledelsen har ikke ønsket at bruge penge på dette interface, så hver gang vi har målt værdier, skal vi skrive værdierne ind i KISO manuelt, hvilket stjæler endnu mere tid. Monitoren på stuerne er desuden 3-4 gange så lang tid om at måle fx blodtrykket end et normalt blodtryksapparat. De morgener, hvor vi skal klargøre en masse patienter til operation, vælger nogle af os derfor at benytte de gode gamle blodtryksapparater og saturationsmålere, for det er meget hurtigere og vi skal jo alligevel skrive værdierne ind manuelt.
EWS er indført for at man i tide kan opdage tegn på, at en patient er ved at blive dårlig og reagere. Men jeg er på en kirurgisk afdeling. Det har vi altid gjort, ligesom vi måler værdier på alle de patienter der indlægges. Herved opdager vi, hvis en person fx har forhøjet blodtryk og så følger vi blodtrykket hos denne patient og får evt. et medicinsk tilsyn, så der kan iværksættes en behandling. Men med EWS skal vi følge alle patienters blodtryk; også hos dem der ikke har forhøjet blodtryk, og vi skal dokumentere alle blodtryksmålinger.
EWS opstod fordi man på nogle hospitalsafdelinger havde en høj dødelighed og det var helt uden tvivl et fornuftigt tiltag på disse afdelinger, for at man kunne nedsætte dødeligheden. Det er så sidenhen blevet indført på alle somatiske hospitalsafdelinger i landet uanset speciale, og man kalder det evidensbaseret! Det har jeg svært ved at få øje på. På min afdeling har vi ikke en høj dødelighed, og hvis vi havde, måtte vi hos os analysere dødsfaldene og se om der var noget vi kunne gøre for at nedbringe dødeligheden (det er evidens), men man kan ikke bare tage erfaringerne fra nogle få afdelinger og brede dem ud til hele landet. Det er ikke evidens. Det er dogmatik, og jeg frygter at det modsat hensigten kan koste flere dødsfald, fordi tiden tages fra de patienter som har allermest brug for vores tilstedeværelse. Når vi forhåbentlig alligevel redder disse patienter, så vil det ikke være på grund af den øgede dokumentation, som fx EWS, men på trods af denne.

Brugerbillede for Mads Kjærgård

Desværre er det sådan i Danmark, at saglige og rationelle argumenter ikke rigtigt går igennem hos politikerne! Hvis de mener 2 plus 2 er 5, så kan ikke alverdens Einsteiner overbevise dem om noget andet! De er hjernevasket udi Taylerisme! Og Astrid Kragh, det er jo en skandale, at hun er minister, hun ville ikke engang kunne få et job på Burger King var hun ude i det civile liv! Mærkeligt at der ikke stilles nogle krav om kvalifikationer når det er en ministerpost! Ellers er politikerne jo på mærkerne, mht. til erfaring og hvad folk skal kunne sådan i bred almindelig. Et krav til en sundhedsminister kunne fx være mindst 1 års relevant studie i udlandet, samt en fuldt gennemført medicinsk uddannelse!

Brugerbillede for Simone Bærentzen

Personligt er jeg meget skeptisk overfor besparelser i sundhedsvæsnet som dem vi har set i foregående år - hvor stor en del af dem bliver mon i sidste ende ædt op af udbetalinger til erstatninger til de fejlbehandled, manglende skatteindtægter, samt offentlig forsørgelse af dem, hvis diagnoser bliver forsinkede og sygdomsforløb bliver forlænget pga forholdene? Er der mon overhovedet nogen, der regner på konsekvenserne?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Jensen

Tak, Janne, fordi du rækker hånden frem til Astrid. Tak fordi du er åben og lyttende. Det har vi brug for. Jeg tror ikke faktisk, at Astrid Krag ville have svært ved at forklare sine tankegange. Men jeg tvivler om hun tør.
Tvivler, fordi sagen er, at Astrid Krag er blevet udpeget som minister fordi hun er et ideelt redskab til regeringstoppens taktiske politiske spil. Med sit kønne ansigt og urokkelige loyalitet-- er Astrid bare perfekt til jobbet. Kønne ansigt, fordi dette tiltrækker stemmer--det skulle være et velkendt fænomen, siger valgforskere. Loyalitet, fordi loyalitet—og ikke kvalifikationer, faglig erfaring eller en oprigtig interesse i at forvalte et sundhedsvæsen--er den eneste ufravigelige forudsætning for posten. Og i og med at loyaliteten samtidigt er det eneste succeskriterie, kan man bedre forstå, hvorfor erfaring, motivation og indsigt i sundhed synes omsonst, ikke? En oprigtig interesse i hvordan det går folk? Det er ikke et stillingskrav.
At hun hverken har færdiggjort hendes bachelorgrad eller har haft anden voksenerhvervserfaring end nogle måneder som ansat i hjemmeplejen, er nærmest en fordel. Ligesom for andre levebrødspolitikere. Så har hun haft mere tid til det politiske arbejde. I hvert fald kan man ikke beskylde hende for at blive politiker—som Anker Jørgensen—ved at arbejde sig ydmygt op igennem de arbejdendes rækker, at være én med dem og at være til stede for dem. Nærmere det modsatte—Krag er et akademikerbarn med tidlige politiske ambitioner, som læser statskundskab. Som bliver formand for SF Ungdom og samme år arbejder en sølle seks måneder i hjemmepleje inden hun vælges som MF. En erfaring tilrettelagt—måske—som et passende socialt pynt til hendes SF politikerimage?

Nu håber jeg, at inspireret af dit indlæg og evt. prikket i samvittighed af kritik som min, at Astrid demonstrerer det modsatte. At hun gør mig til skam ved at bevise os alle, at hun besidder oprigtige hensigter, veltilrettelagte fakta og gennemtænkte refleksioner som hun efterfølgende deler med os—og ikke mindst—handler efter.

Men jeg er bange for, at Astrid ikke gør. Jeg er bange for, at hun er en rigtig levebrødspolitiker der aldrig kunne finde på at lade moral eller princip stå i vejen for en befaling fra de virkelige magtfulde i regeringen--HTS, MV, Bjarne Corydon, mm. Kan I ikke huske hvordan regeringstoppen—mindre end ét år tilbage-- regnede med at placere Astrid i Villys formandspost? At Astrid blev kun standset af et oprørske SF bagland, der valgte Annette Vilhelmsen i stedet for?

Jeg tror ikke, at Astrid på den måde skiller sig ud fra andre levebrødspolitikere på Christiansborg—tænk på Troels Lund, Thor Møger, Manu Sareen, Søren Pind blot for at nævne nogle få af det modsatte køn. De er ikke onde—men de er hensynsløse, selvfede og arrogante. Det politiske spil tilskynder det. Vi vælgere tillader det. Så jeg er bange for, at Astrid fortsætter i ord og handling som hidtil. At hun tillader, at andre bruger hende--på rivaler, på de faglige og de engagerede, på vælgerne, på de syge og på deres pårørende--som et poleret politisk dolk der ligger varmt og trygt i hånden.

Og at Astrid gør karriere loyalt og målrettet--på samme måde som andre levebrødspolitikere--indtil den dag hvor hun selv ryger til tops --og dermed bliver i stand til at føre dolken selv.

Brugerbillede for Peter Jensen

"Måske føler jeg mig mere svigtet af dig end af dine ministerforgængere, fordi jeg forventede, at du forstod mig bedre. Vi er begge vokset op som piger i 1980’ernes middelklasse-Danmark. Vi har sikkert begge været flittige i skolen og ambitiøse på studiet. Vi hører til på venstre side af den politiske midte. Og vi er begge – tror jeg – opdraget til, at man skal gøre sit bedste, bidrage og gøre en forskel. Du ligner en, som kunne være min veninde."

Astrid hører ikke til på venstre side af nogen midte, hun hører til i den new governance-inspirerede magtcentrifuge i dansk politik; Astrid er ikke venstreorienteret - hendes anskuelser og ageren er i bedste (eller værste) fald af socialliberalt tilsnit. Men Astrids person er uinteressant, det interessante er ikke hendes mulige holdninger - men hendes ministerielle ansvar for tingenes tilstand. Det er dette, hun skal holdes op på. Det er dette, hun skal bibringes det nødvendige udsyn til ... på den ene, anden eller tredje måde. Appeller kan hun smile med sin røv ad ... og derpå repetere sine holdninger og synsninger - flittigt bistået af kostbar, skattebetalt manipulationsrådgivning.

Brugerbillede for Jens H. C. Andersen

Jeg ser det flere steder at politikere ikke spørger dem som har specifik viden om sagerne. Viksomheder der er ligeglade med kunder, leverandører og andre interessente, leverer næppe kvalitet.

Kun man fx finde på at spørge ledige om hvordan indsatsen kunne forbedres i dette system, not! Kunne de finde på selv at tage hat og briller på, og gå ud i marken?
Og sådan er der mange områder hvor politikere tillader sig at være kloge på noget, uden at de selv har fået jord på fingrene, det er de for fine til. Det handler nemlig ikke om sagen selv, men om korrupt politik, hvor dagensorden er interne interesser og studehandler.

"Vi holder møder, altså arbejder vi".

Brugerbillede for B. Petersen

Godt skrevet, og meget lige de problemer jeg oplever som Socialrådgiver - en masse dobbelt arbejde og kontrol, som ikke er til gavn for borgeren. Det er almindeligt kendt at Socialrådgiver bruger mere tid på papir og på at skubbe dem rundt end at være i kontakt med borgerne - helt konkret bruges under 18 % af en socialrådgiveres arbejdsuge på borger kontakt.

Jeg har rigtig mange hørt politikker snakke om afbureaukratisering de sidste 15 år - men jeg oplever ikke at der sker så meget ....

Jeg har ikke mistet troen på at man på et højre plan begynder at kigge på arbejdsforholdene og begynder at genfinde tilliden til, at folk i f.eks. de sociale eller medicinske fag (uden at tage alle med, som burde stå på denne liste) rent faktisk gerne vil deres job, vil arbejde med mennesker osv.
I mit fag kan jeg ikke putte folk i kasser - fordi ingen er ens. Men jeg kan se der er sammenlignelige træk ved de familier / børn jeg arbejder med - men det kræver individuelle løsninger.

Huskelister kan være ok - men har nogen set / oplevet en fyldestgørende huskeliste, fejlfri procedure ??

Brugerbillede for thomas prehn

Glimrende opråb. Som ansat i socialpsykiatrien kan jeg let genkende billedet af den djøfisering som New Public Management tænkningen har medført: Kontrol, berigtigelser, skemaer, unødvendige evalueringer, rating, akkrediteringer, forandringskompasser m.m. har i den grad gjort sit til at umyndiggøre medarbejderne og stjæle tiden fra borgerne.
Alt sammen indført for at sikre kvaliteten af vores arbejde og gøre det svært at fejle, men det ender med diskvalificere den faglige vurdering i mødet med borgeren.

Utilsigtet væmmelse.

Brugerbillede for Bjarne Kim  Pedersen

Jeg mistede al respekt for Astrid Krag da hun som noget af det første lukkede Ungdomsafdelingen på Filadelfia. Vi kæmpede og tabte, og verdens bedste behandling blev kraftig forringet. Det følger os desværre stadig :( dengang skrev jeg dette.

IND MOD EN MUR

Ikke et ord
om epilepsi
fra ministeren
det er også et svært ord
at sige,
men kære sundhedsminister
den er meget
sværere
at leve med.
Kan du ikke forstå det?
Tårer
på min kind
når jeg løber panden
imod
en mur.

Min telefon
ringer
”Undskyld den ikke
er slukket
men jeg har en
datter
som kan falde om
med anfald.”

Og alle de tanker
om fremtiden.

Endnu en mur
foran os
når du lukker
epilepsihospitalet Filadelfia
det ligger også
langt ude på landet
langt væk fra
Sundhedsministeriets spindoktorer

men det var altså
verdens bedste tilbud
til danske
epilepsipatienter

jeg vil så gerne
over
den mur
eller finde en dør
igennem den
til fremtiden
på den anden side,
kære Sundhedsminister.

Brugerbillede for Astrid Baumann

Ørting:

Når man benchmarker en intervention (fx en tjekliste for kirurger) er man jo interesseret i effekten af interventionen per se, ikke hele systemet.

Når det så er sagt, så er problemet med folkesundheden primært lokaliseret udenfor hospitalssystemet i eks. overforbrug af rusmidler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Andreas Baumann - er det vigtigste en statistik og effekt eller et mere effektfuldt og velfungerende sundhedsvæsen?
Forbruget af rusmidler - inde eller udenfor hospitalsvæsenet? Der er mange årsager af vidt forskellig observans, mest livstil og slidskader.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jonas Ørting

Skal man undersøge effekten af en specifik intervention (f.eks. tjeklister ved kirurgi eller EWS score på somatiske afsnit), ja så giver det generelt god mening at isolere interventionen mest muligt (det er dog et problem når f.eks. medicinsk forskning med samme argument normalt ekskluderer patienter med konkurerende lidelser og stort medicin forbrug, det er dog en anden debat).

Men hvor det giver mening at betragte isolerede interventioner i forskningsøjemed, så er det en gigantisk misforståelse at bruge samme tilgang i sundhedspolitik.
Det overordnede mål må vel være at sikre mest mulig sundhed, og hvis det som folk bliver syge og dør af ikke er det vi behandler, ja så er der altså noget fundamentalt galt med vores politik.

Så for nu at vende tilbage til dokumentations- og kontrolkravene Janne Fangel Jensen kritiserer...
Danmark er med rette misundt verden over for vores sundheds-relaterede registre. Værdien af struktureret, centraliseret dokumentation er indiskutabel. Men vi laver bjerge af dokumentation der ikke bruges til en skid.
Tjeklister, scoringssystemer og handlingsalgoritmer har bevisligt værdi i mange sammenhænge - f.eks. tjeklister og timeout ved operationer. Men når Region H ukritisk indfører EWS til samtlige somatiske afsnit i regionen, så er det ikke evidensbaseret medicin.

Læg mærke til at Janne Fangel ikke modsætter sig dokumentation, men et system hvor vi bruger mere tid på at dokumentere end på at være ved patienten. Overdokumentation er et reelt problem for både forskning og klinisk praksis, og selvom fast-track kirurgien bestemt har en vigtig rolle, så må tjekliste fanatikerne (LEAN m.fl.) altså indse, at der er grundliggende forskel på at samle en Toyota og pleje en kræftpatient.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Forholdene i folkeskolen er blevet så ringe, at hvert tredje barn i Københavns Kommune nu er flyttet til privatskole.

Jeg ved det lyder konspiratorisk, men kunne idéen være, at gøre det private mere konkurrencedygtigt ved at gøre det offentlige så ringe, at der ikke reelt er noget alternativ?

Om nogle år vil vi sikkert få at vide, at sundhedssystemets drift er under al kritik og at det er nødvendigt at privatisere, og det vil være glemt, at det er politikerne og embedsmændene som smadrede det.

Brugerbillede for Astrid Baumann

@Ørting,

OK, jeg var måske lidt rask ude og måske slet ikke så uenig med Fangel (og dig) som jeg troede. Jeg opfattede bare Fangels kronik som et udtryk for noget der desværre er alt for hyppigt blandt klinikere, nemlig robustgørelse af behandlingen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen

Som en der desværre de sidste 5 år har stiftet bekendtskab med sygehusvæsnet i København, Rigshospitalet, Bispebjerg , vil jeg gerne komme med følgende kommentar. Jeg tror helt bestemt at mange i systemet knokler, men der er altså arbejdsgange der forekommer helt uhensigtsmæssige og i værste fald inkompetente. Eksempel: Jeg skal til samtale med læge på Riget godt 2 mdr efter ablation ( nervetrådsoverbrænding i hjertet). Den unge mand siger, jamen det går jo godt, tja, siger jeg så lige bortset fra at jeg to gange var på Bispebjerg efter ablationen. Nåh siger ungersvenden, det er da også rigtig. Han havde naturligvis ikke læst journalen. Da han så fik kikket i papirerne sagde han oprømt, jamen det ser da ikke godt ud, jeg må hellere sørge for at få af- eller bekræftet at det kun var atrieflagren du havde og ikke noget der er farligere. Du vil få skriftlig besked. Det fik jeg også, 4 mdr efter.
For to dage siden ringede en sygeplejerske fra Riget og spurgte hvorfor jeg stadig tog blodfortyndende medicin, når nu Riget anbefaler at man skal stoppe efter 6 mdr. Jeg kan kun fortælle at Bispebjerg har anbefalet at jeg fortsætter med det blodfortyndende. Nu antyder den ikke helt rare sygeplejerske, at det vist må være mig der sådan bare fortsætter med medicin, og da jeg fortæller at jeg naivt nok følger, hvad jeg tror er den lægefaglige vurdering på Bispebjerg, fortæller sygeplejersken, at sådan er det altså ikke på Riget.
Jeg spørger nu noget desorienteret om hun, sygeplejersken, vil bede mig standse med den blodfortyndende medicin. Det vil hun nu ikke, men antyder at Bispebjerg vist ikke er helt kompetente i deres hjerteafdeling. I dag har jeg så forsøgt at få fat i en læge på hjerteafdelingen på Bispebjerg. Det lade sig gøre 26. januar 2014
Intet af dette skyldes Astrid Krag, men nogle fuldstændig vanvittige arbejdsgange som helt sikkert internt ville kunne forbedres. I mit sygdomsforløb har på Riget mødt 5forskellige læger af 5 mulige og på Bispebjerg 5 forskellige af 6 mulige. Jeg tror med sikkerhed, at det ville kunne lade sig gøre at møde den samme læge i alle tilfælde 2 eller 3 gange, således at der var en blot en lille mulighed for at han/hun ikke behøvede at foregive at have læst journalen. Jeg tror ikke Astrid Krag ved så meget om sygehusdrift, men gør dem der styrer hospitalerne det ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Dennis Berg - man kunne godt fristes til at tro, at der var en konspiration, når vi nu ved at en del politikere gerne vil privatisere. Men - desværre tror jeg ikke rigtig på den...Det ligner til forveksling heldagsskolen, lægernes nye pligter og andet...
Rent ud sagt, en bedrevidende øvelse, der går ud på, at akademikere/ teknokrater til enhver tid har det bedste overblik - (fordi de er så kloge)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Kølliker

Dennis Berg
Ser vi på sydeuropa, mener jeg det er hævet over enhver tvivl, at multinationale banker og koncerner har presset på for at opnå dette brandudsalg af offentlige aktiver. Omvendt tror jeg ikke, at de danske politikere i den forstand er nogle svindlere. Men at de alligevel bedrager deres vælgere er en kendsgerning.

Det har jeg faktisk også skrevet et blogindlæg om, og nu hvor jeg alligevel har bidt hovedet af al skam og tidligere i denne tråd henvist til mine egne skriverier, kan jeg lige så godt fortsætte..

http://kolliker.co/category/det-sode-farvel/

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Nielsen

Janne og Astrid er ca. jævnaldrende. Men i modsætning til Janne, er Astrid aldrig rigtig blevet til noget.
I stedet for at gennemføre sin uddannelse har hun muntret sig med pædagoghjælperi, rappere og plejehjemsarbejde, for at kunne ligge med Søvndals unger.

Troen på at hun som minister fatter en skid af hvad Janne siger, er sgu for optimistisk. Men mele sin kage. Det kan hun!

anbefalede denne kommentar