Klumme

Bermudatrekantens nye sider

Pia Kjærsgaards succes som leverandør af selvskabt myte
9. november 2013

Gyldendal udgav, P1’ s politiske magasin interviewede, så man skulle tro intervieweren var betalt af forlag og hovedperson for serviliteten, og Politiken tændte festblus i anmeldelsen af bogen. Efter denne trefløjede massakre på veltjente principper om valør og kritisk distance, bliver det svært for det neoliberale nationale højre at opretholde det yndede fjendebillede om en kulturradikal Bermudatrekant: Gyldendal, DR og Politiken.

Godmorgen, sagde kejseren, det er fuldbragt. De gamle store, der skabte dansk frisind og dets institutioner, vender sig i graven, de levende får sig et billigt grin.

Pia Kjærsgaard, hende var det jo, blev i anledning af propagandaskriftet, forklædt som biografi, fremstillet – frit efter Pontoppidan – som en røvet datter dybt begrædt, der sad i bolt og fangejern til spot for radikale rødder – nu stueren, du kommer klædt i hvidt og rødt og griner os i møde, hil dig skamløshedens øjesten i tidsånds morgenrøde.

Venter man længe nok, bliver man konge af Sverige – eller kanon i Danmark.

Pia 11 år i Glistrups blindgyde

Det blev med denne bogudgivelse Pia Kjærsgaard, hun der begyndte i Glistrups særprægede flok af landsbytosser, som hun nænsom over for fælles fortid nu selv kalder dem. Dengang lagde hun ellers navn og stemme til utallige rabiate krav: om nedlæggelse af det danske forsvar, om afskaffelse af alle ministerier bortset fra det til afvikling af de andre, samt om udlevering af skovle til invalidepensionisterne, så de kunne grave grøfter – eller krepere. Det var ideen. Skat ville hun ikke betale, slet ikke når pengene gik til andre.

Men her lå fremtiden ikke, skønt Pia Kjærsgaard jo må have delt disse synspunkter fra 1978, da hun meldte sig ind i Glistrups parti og var MF for Z fra 1984-95. Det er længe.

Glistrup var en blindgyde, danskerne er ikke så rabiate, når det kommer til stykket. Den vordende partileder og værdiordfører justerede på baggrund af fupadvokatens straffesag og stigende desperation kravet om demontering af Danmark og koncentrerede sig om indvandrere med mærkelige gulvtæpper, som hun siger; eller pigernes tørklæder, der symboliserer vold.

Uforanderlig nederdrægtig

Det er også Pia Kjærsgaard, hun, der nu forlanger, at folk taler dansk, når de går på gaden og før har sagt, at muslimer formerer sig, som kaniner.

Menneskeforagtens sprog er genkendeligt på dets uforanderlige nederdrægtighed.

Benovelsen over den bog, Pia Kjærsgaard har dikteret, udløste et kollektivt hukommelsestab vedrørende partistifterens holdninger, som selv i forhærdede kredse burde påkalde andet end beundring. I deres syn på Kjærsgaard har iagttagere skiftet gear: Fra at tage hendes og Folkepartiets udtalelser først for spøg siden alvorligt, hvad der er god grund til, accepteres de nu som dansk kernefolkelig ægthed og udtryk for demokratiet, når dette yppigt blomstrer.

Fra at betragte den tidligere partileder som politisk outcast, er Pia Kjærsgaard – som et ondsindet paradoks – nu blevet genstand for snobberi. De mængder af outreret vås, baseret på formentlig bevidst uvidenhed og overtro, der vælter ud af hende ophøjes til politisk visdom. Vanskeligt at imødegå, fordi udsagnene fordrer et bjerg af modsigende banaliteter og selvfølgeligheder. Som mange demagoger i historien ligger hendes styrke her. Indvendingerne bliver stikkende i halsen, hvor skal man begynde og ende! Det må bare gå over. Men det gør det ikke.

Pias gemene gentagelser

Et typisk udsagn: »Jeg bryder mig ikke om at generalisere muslimer. Men med selve islam, der må jeg sige, at jeg har sværere og sværere ved at skelne mellem islam og islamisme.« (Information, 2012). Hun bryder sig ikke om at generalisere – og gør det. Hun har sværere og sværere ved at skelne, skønt hun aldrig har skelnet, og det i øvrigt med et minimum af kendskab til sagen er enkelt at skelne.

»Vi skal ikke finde os i arabiske familier, som opdrager deres børn efter middelalderlige principper om at hade og jagte jøder eller andre etniske mindretal,« (tv2.dk, 2012). Arabiske familier i ubestemt form … middelalderlige principper … hade og jagte … hvad betyder det? Gør de det? Udsagnet skal vække udefineret accept hos modtageren. Det er også rigtigt: Vi skal ikke finde os i noget. Kjærsgaard vil ofte ikke finde sig i, hvad der ikke umiddelbart hører hjemme i hendes Danmark.

»Hvis svenskerne ønsker at forvandle Stockholm, Göteborg og Malmø til et skandinavisk Beirut med bandekrige, æresdrab og massevoldtægter, så lad dem gøre det …« (EkstraBladet, 2010). Det ønsker svenskerne jo ikke, men dermed har Kjærsgaard også sagt, hvad hun mener om broderfolket og behændigt skabt parallel til, hvad vi får, hvis vi gør som dem.

Æresdrab og massevoldtægter blev ikke rigtigt til noget, men de angstfremkaldende påstande er hermed snedigt repeteret.

Endelig en af de stygge:

»Jeg giver Søren Krarup fuldstændig ret i, at det er nøjagtigt det samme symbol – et tørklæde og et hagekors.« (DR1, 2007). Fuldstændig ret i og nøjagtigt er de to absolutter, der afskærer diskussion om noget, som i den grad savner saglig substans, men blot er en tanketom gemenhed leveret af en i sammenhængen utroværdig person, Søren Krarup, som altså, her af den, der anvender postulatet, Kjærsgaard, får fuldstændig ret.

Citat for citat for citat – der er mange, hvor de kommer fra – kan afmonteres i alle deres urimeligheder. Her fremtræder uden skrupler en politiker, der i bogen med den skruppelløses erstatning for ægte følelse sentimentalt lægger sit privatliv i udvalg og en prisgivet afdød alkoholiseret bror frem til almen beskuelse – og planlagt medfølelse med søster.

En sådan bog, en sådan person burde forlag, radio og presse møde med noget andet end snobberi for den farlige forlorne folkelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Rasmussen
  • Tino Rozzo
  • uffe hellum
  • Hanne Ribens
  • Olav Bo Hessellund
  • Carsten Søndergaard
  • Irene Callesøe
  • Johannes Lund
  • Dana Hansen
  • Torben K L Jensen
  • Bente Simonsen
  • Hans Jakob Andersen
  • Tom Paamand
  • Inger Sundsvald
  • Malan Helge
  • Ingrid Uma
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Søren Jessen
  • Stig Bøg
  • Steen Sohn
  • Jens Høybye
  • Erik Jensen
  • Niels Mosbak
  • Grethe Preisler
  • Jan Weis
Palle Rasmussen, Tino Rozzo, uffe hellum, Hanne Ribens, Olav Bo Hessellund, Carsten Søndergaard, Irene Callesøe, Johannes Lund, Dana Hansen, Torben K L Jensen, Bente Simonsen, Hans Jakob Andersen, Tom Paamand, Inger Sundsvald, Malan Helge, Ingrid Uma, Maj-Britt Kent Hansen, Søren Jessen, Stig Bøg, Steen Sohn, Jens Høybye, Erik Jensen , Niels Mosbak, Grethe Preisler og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der svømmer mange særprægede fisk rundt i det hjemlige politiske brakvand …

’Maggeso’ er et sjældent brugt navn for stenbiderens hun, også kaldet ’kvabso’ eller ’kulso’ – hvor sidstnævnte er blevet en kendt som heks og tvivlsom figur i et gammelt sjællandsk nationalprovinsielt populærhistorisk epos – ’maggesoen’ selv er uspiselig, men dens rogn anses for en stor delikatesse i visse mindre stuerene kredse ...

På sønderjysk – da Metz nu absolut skal tangere den nationalprovinsielle sangskat - er dét at være ’magge’ ensbetydende med at have knald i låget – kendt fra begrebet landsbytosser - men det er jo i mange sammenhænge ingen hindring for ikke at blive udsat for snobberi og farlig forloren folkelighed fra åndspaverne i det kulturbærende lag … 

Undskyld - lokale 38?
38?
Ja, fløjte - undervisning.
Næh, det er den modsatte bygning - her øves i retorisk forførelse.
Er det sandt - så tror en at man bliver - ser de jeg er øvet - behersker - og er nået til forførelsen.

Dorte Sørensen

PS: I P1 s Politisk Debat , hvor Pia Kjærsgaard var ugens gæst , fik hun lov at udfolde sig i sin forargelse over Nyrup Rasmussens udtalelse om at Stuerene bliver DF aldrig.

I mine øjne vil det være befriende at denne udtalelse, der faldt i en Folketingsdebat efter et DF Landsmøde, hvor DF krævede at ALLE i en indvandre familie skulle udvises , hvis EN i familien havde gjort noget kriminelt. Men den ende kom ikke med og Henning Olson var enige med PK om at det var forfærdeligt at PBR kunne finde på at sige sådan.

Lad os nu bare lade konen glide ud i stille glemsel.
Hun er alligevel en saga blot, som det politiske Danmark gudskelov er sluppet af med.
Vist er hun der stadigvæk, men nu så dejligt fraværende i mediebilledet.
Tilsvarende med de rabiate fætre.
Selv partiet har for en kort bemærkning mistet sine fordumsdages magt og indflydelse.
Nyd det, mens det varer.

/O

Man skal vel lære;

At hvor der tales, er der trods - og råber man så højt og triumferende som Nyrup, så er trodsen som modtrykket er for trykket.

Blot et lille ekstra tryk.

Dorte Sørensen

Klare Liske - håber at jeg har misforstået dig. Eller mener du virkeligt at udtalelser om at smide hele indvandre familier ud af landet, hvis EN i familien har gjort noget kriminelt - ikke må modsiges i en Folketingsdebat.
For mig er det største problem , at medierne og mange andre helt har glemt baggrunden for Nyrup Rasmussens udtalelse i en Folketingsdebat.

Fordi nogle spytter på en, behøver man ikke at spytte tilbage, men prøve at bibeholde sig selv, mens sekreterne glider ned af ens kind fra modparten - Nyrup rev vist også en bog midt over, så der var en trend.

Man kunne lette på låget og lette trykket, ved at sige at man er uenig med argumentation - mener ikke at rive bøger i stykker eller gensidige spytterier kan fostre andet end det vi fik - og det var og er slemt.

Dorte Sørensen

Klare Liske - godt vi er formodentlig enige om at DF spyttede på indvandrene. Men helt så enig er jeg ikke i, at Nyrup ikke måtte modsige DF i en Folketingsdebat.

Mht udrivningen af sider i Fogh Rasmussens minimalstatsbog - det fandt jeg ellers var et ret godt påfund med at rive alle de sider ud som Fogh Rasmussen havde forladt i sine udtalelser i valgkampen.
Desværre havde Venstre og Hjort Frederiksen medierne med sig og Nyrup Rasmussen blev i stedet latterliggjort.

Man kan også modsige med argumenter - det var deres oprindelige ærinde - og at kalde nogen for uønsket i stuen,let hånligt, med et vrinsk af mild latter, er vel også en form for sekret - og i sin form nøjagtigt hvad man vendte sig imod - ergo?

Hvis jeg har to træpinde og gnider dem mod hinanden, så får jeg?

"Hvis jeg har to politikere og gnider dem mod hinanden, så får jeg?"

Dorte Sørensen

Mht om bemærkningen - stuerene bliver I aldrig - i forbindelse med krav fra DF om at alle i en indvandre familie skulle smides ud af landet, hvis EN i familien havde gjort noget kriminelt , finder jeg ikke så forfærdelig - og slet ikke hvis vi husker nogle af DF s egne udtalelser fra Folketingets talerstol.

Som skrevet før - så er det største problem her, at baggrunden for udtalelsen ikke bliver taget med.

Og hvis man er dygtig, og ved at pressen ikke vil som man vil, så finder man en metode til at få det sagt, som skal siges.

Nu er det ikke nogen hemmelighed at Nyrup var i sit es - som han selv tilføjede - min lykkeligste dage - og min egen version er at han gik på vandet, og røg til bunds i forsøget.

Siger ikke at man ikke skal nyde sine gyldne dage, men i en position hvor man har beføjelser der rammer til højre og venstre, er det sundt at passe på roserne i haven - de kan være så smukke når de blomstrer.

Hvis jeg så en spytte - og modtageren først spurgte om hvorfor, for at modtage et argument - og der blev spyttet en gang til uden argument - og modtageren endnu en gang bad om en begrundelse, uden at blive mødt - er jeg da ikke i tvivl om hvor min sympati ligger - men det er selvfølgelig blot min, og der var og er en aggressions-gruppe, der fik gjort spytteriet til en nationalsport.

Michael Kongstad Nielsen

Bermudatrekanten i den moderne udgave findes faktisk i mange varianter, hvor hverken Politiken, DR eller Gyldendal indgår. Rækkefølgen: "omtale, interview, anmeldelse" kører i det uendelige, også i Information. Det er som om, aviserne indgår i en fødekæde, hvor de selv er afhængige af markedsføringen af bogen, også selvom de ikke danner forlag (Informations-), for bare omtalen er godt stof, der sælger avisen, det hele går op i en højere enhed, og anmeldelsen må gerne matche avisens læserskares formodede smag

Michael Kongstad Nielsen

A pro pos Nyrups bogudrivning, var Nyrup til tider temmelig kikset med sine gimmicks, man husker cykelhjelmen, og bogudrivningen var én af dem, men han blev totalt fejlfortolket. Meningen var, at de steder, hvor Fogh havde skrevet om minimalstat osv., de steder ville Fogh ikke efterleve i virkeligheden, derfor mente Nyrup, at siderne burde smides ud. Men det blev fortolket som om, Nyrup ville brænde Foghs bog, og den misforståelse blev hængende i mediebilledet.

Kristian Løwenstein

Jeg var også selv engang til pub quiz på den lokale bar hvor quizmasteren åbenbart var første generationsindvandrer fra England, så han talte med tyk cockney accent, når han læste quiz spørgsmålene op. Bagerst i lokalet sad der en skaldet mand der i starten af quizzen hele tiden skreg op: "tal nu dansk! du er i Danmark!". Til mandens forsvar skal det siges at han var en fuld idiot.