Vi er blevet en nation af lommepsykiatere

I psykiatrien flyder hverdagssprog og klinisk sprog forvirrende og modsætningsfyldt sammen på en måde, som ikke ses inden for andre lægevidenskabelige specialer. Ikke sjældent bruger medierne et ord som skizofreni til at betegne noget så forskelligt som et rodet klædeskab, uregelmæssigheder i DONG eller en politiker, der ikke kan bestemme sig. Man ville nok ikke med samme frimodighed tale om et klædeskab med mæslinger, et sukkersygt el-firma eller en cancerramt politiker. Højst en ’forkølet’ eller ’mavesur’ politiker, men det er noget helt andet.

I selskabslivet taler man gerne om, at man er deprimeret eller småparanoid. Og ordet sindssyg bruges som alment slang for irritation, forvirring eller utilfredshed. »Jeg bliver sindssyg af dig,« hører man folk sige til hinanden.

Kommunerne bidrager til forvirringen ved at etablere ’socialpsykiatri’ i steder for sociale tilbud til mennesker med psykiske sygdomme. Psykiske sygdomme bliver således omtalt mere upræcist og devaluerende end fysiske sygdomme. Det kaldes også stigmatiserende.

Lommepsykiatere

Med glidningen i sproget fra fagsprog til kultursprog skabes urealistiske og uhensigtsmæssige forventninger til, hvad psykiatrien er og kan. Samtidig sker der en bevidsthedsmæssig glidning, som får mange til at mene, at de er eksperter i psykiatri, hvorfor de udtaler sig med stor skråsikkerhed.

Modsætninger trives temmelig uanfægtet side om side. På den ene side trives forestillingen om, at psykiatrisk viden er hvermandseje. På den anden side har vi forestillingen om, at psykiatere er nogen, der ved alt om mennesker. Som psykiater oplever man ofte, at folk tror, at man kan se igennem dem. Se, hvad de rummer. Det kan give en vis afstand.

Psykiatriens opgave er at diagnostisere og behandle sygdomme i sindet. Det gøres med psykoterapi, medicin og sociale foranstaltninger. Psykiske sygdomme handler om fænomener i bevidstheden. Det er måske en af grundene til, at de vækker følelser hos alle, og at de er sværre at begribe, samtidig med at enkle forklaringer ofte efterspørges.

Psykiatrien kan og skal også forholde sig til problemer af samfundsmæssig, kulturel og eksistentiel art, men det sker med udgangspunkt i fagområdet, og det er ikke opgaven at løse dem. Sygdomme diagnosticeres efter bestemte kriterier opstillet i internationale diagnosesystemer, der er faglig konsensus om. Da psykiske sygdomme ikke kan diagnosticeres gennem tekniske virkemidler, anvender man en fænomenologisk og overvejende ateoretisk model. Det er således en faglig opgave for psykiatrien at kunne skelne mellem, hvad der er sygdom, og hvad der er livsproblemer. Men den sproglige glidning gør det lettere for hverdagens lommepsykologer at give deres bud på, hvad der er sygdom, og hvad der er livsproblemer.

Ekstrem kompleksitet

Engang så jeg i et sundhedscenter i Østafrika en plakat med teksten: »AIDS er ikke heksekunst, AIDS er virkelig«. Jeg husker den, når jeg støder på nogle af de mangeartede opfattelser og holdninger til psykiatri. Nogle mener ikke, at psykiske sygdomme findes, men at de er samfundsskabte problemstillinger, der ikke hører hjemme i et sundhedsvæsen. Andre hævder derimod retten til at blive respekteret med sin sygdom. Nogle er optagede af psykiske sygdomme som lidelser i hjernen. Andre er optagede af psykologiske teorier, der giver symptomerne betydning og mening.

Såvel biologiske, psykologiske og sociale faktorer, herunder traumer kan udløse psykiske sygdomme. Sygdommene er komplekse og mangeartede. De kan ramme humør, selvopfattelse, følelses- og tankelivet samt opfattelsen af virkeligheden. For alle gælder det, at det psykiske råderum og den frie livsudfoldelse begrænses.

Som lægevidenskabeligt speciale er psykiatrien rodfæstet i en naturvidenskabelig tænkning, teorigrundlag og sprog. Det giver fordele, når det gælder videnskabelige landvindinger og sammenhæng til andre lægevidenskabelige specialer. Men det giver ulemper, hvis man tror, at det lægevidenskabelige sprog kan sige ret meget om mennesker og deres liv. Der skal andre tænkemåder og sprog til. Sindet kan ikke alene favnes som et naturvidenskabeligt objekt. Psykiatriens fagsprog må suppleres med andre forståelsesformer og sprog af psykologisk, sociologisk og eksistentiel art.

Men også her er det modsætningsfyldt. Mennesket er sammensat. Psykiatrien har ikke patent på viden om menneskelivet i alle dets forskellige afskygninger. Andre livsverdner spiller ind, og psykiatrien må forholde sig til dem uden at tro, at de kan overtages. Det ved psykiatrien i og for sig godt, men den accept ville være god at få fra samfundet som helhed, så forventninger til fagområdets kunnen og begrænsninger var mere realistiske.

Tal præcist

Regeringen udgav i sidste måned en rapport om psykiatri. Rapporten illustrerer – sikkert ufrivilligt – nogle af de modsætninger og problemer, der er beskrevet ovenfor.

Sprogligt er det interessant, at der i rapporten ikke findes psykiske sygdomme, men psykiske lidelser og psykiske problemer. På engelsk skelner man mellem illness, som betyder lidelse og er det, en person oplever, når vedkommende er syg ( psykisk eller fysisk), og disease, der er sygdommen, diagnosticeret af lægen. Så klart skelner man ikke på dansk. Som læge anvender jeg sædvanligvis begrebet psykisk sygdom.

Psykiatrirapporten har med sit valg af terminologi taget det enkelte menneskes perspektiv og ikke fagområdet psykiatri. I udvalget indgik repræsentanter fra mange brugerorganisationer. Kun to læger repræsenterende henholdsvis voksen- og børnepsykiatri. Ingen af fagenes 19 professorer var med i udvalget. Det ville ikke være sket i en rapport om andre specialer.

Rapporten var således ikke sygdomsfaglig, men havde fokus på mange andre vigtige områder for at bedre vilkårene for mennesker med ’psykiske lidelser’. Områder som systemproblemer mellem sundheds- og andre sektorer, holdninger og kompetence blandt personalet, forskning, hvordan man kan undgå tvang osv. Værdigrundlaget var at fremme en inkluderende og medinddragende holdning til mennesker med psykiske lidelser. I det lys er begrebet sygdom fravalgt.

Men fravalget har selvfølgelig konsekvenser. Først og fremmest kan det bidrage til forvirringen om, hvad psykiatri er og dækker. Med manglen på fageksperter i udvalget fremmer rapporten – formentlig utilsigtet – opfattelsen af, at psykiatri er noget, alle har forstand på. Samtidig nedtones lægevidenskabens faglighed. Det er med til at fastholde forestillingen om, at man ikke kan ligestille psykisk og fysisk sygdom.

Samtidig afskaffer rapporten begrebet ’socialpsykiatri’, og omtaler i stedet sociale tilbud til psykisk lidende, for at vise, at man ønsker ligestilling mellem psykisk og fysisk syg. Grundtvig sagde engang, at det uklart sagte, er det uklart tænkte. Det er nok et af psykiatriens dilemmaer. Uklarheden viser sig tydeligt i sproget – den omtalte rapport er bare et eksempel.

Forvirringen om sproget afspejles også i forventninger til, hvad psykiatrien skal kunne. Nye diagnoser opstår med ny viden. ADHD eksempelvis. Nogle kritiserer diagnosen og påstår, at livsproblemer medikaliseres. Andre anvender dem ukritisk og ukvalificeret, og søger diagnosen som en forklaringsmodel, der fritager for personligt ansvar. Mange mener, at psykiatrien skal skabe lykke. Men psykiatrien kan kun være med til at behandle sygdomme. Og det kun, hvis sproget blev brugt mere præcist.

Anne Lindhardt er formand for Psykiatrifonden og speciallæge i psykiatri