Kronik

Vi er blevet en nation af lommepsykiatere

Flere og flere lægmænd gør sig til selvbestaltede eksperter i psykiatri. Det stiller urealistiske forventninger til psykiatrien
Flere og flere lægmænd gør sig til selvbestaltede eksperter i psykiatri. Det stiller urealistiske forventninger til psykiatrien

Katrine Marie Nielsen

2. november 2013

I psykiatrien flyder hverdagssprog og klinisk sprog forvirrende og modsætningsfyldt sammen på en måde, som ikke ses inden for andre lægevidenskabelige specialer. Ikke sjældent bruger medierne et ord som skizofreni til at betegne noget så forskelligt som et rodet klædeskab, uregelmæssigheder i DONG eller en politiker, der ikke kan bestemme sig. Man ville nok ikke med samme frimodighed tale om et klædeskab med mæslinger, et sukkersygt el-firma eller en cancerramt politiker. Højst en ’forkølet’ eller ’mavesur’ politiker, men det er noget helt andet.

I selskabslivet taler man gerne om, at man er deprimeret eller småparanoid. Og ordet sindssyg bruges som alment slang for irritation, forvirring eller utilfredshed. »Jeg bliver sindssyg af dig,« hører man folk sige til hinanden.

Kommunerne bidrager til forvirringen ved at etablere ’socialpsykiatri’ i steder for sociale tilbud til mennesker med psykiske sygdomme. Psykiske sygdomme bliver således omtalt mere upræcist og devaluerende end fysiske sygdomme. Det kaldes også stigmatiserende.

Lommepsykiatere

Med glidningen i sproget fra fagsprog til kultursprog skabes urealistiske og uhensigtsmæssige forventninger til, hvad psykiatrien er og kan. Samtidig sker der en bevidsthedsmæssig glidning, som får mange til at mene, at de er eksperter i psykiatri, hvorfor de udtaler sig med stor skråsikkerhed.

Modsætninger trives temmelig uanfægtet side om side. På den ene side trives forestillingen om, at psykiatrisk viden er hvermandseje. På den anden side har vi forestillingen om, at psykiatere er nogen, der ved alt om mennesker. Som psykiater oplever man ofte, at folk tror, at man kan se igennem dem. Se, hvad de rummer. Det kan give en vis afstand.

Psykiatriens opgave er at diagnostisere og behandle sygdomme i sindet. Det gøres med psykoterapi, medicin og sociale foranstaltninger. Psykiske sygdomme handler om fænomener i bevidstheden. Det er måske en af grundene til, at de vækker følelser hos alle, og at de er sværre at begribe, samtidig med at enkle forklaringer ofte efterspørges.

Psykiatrien kan og skal også forholde sig til problemer af samfundsmæssig, kulturel og eksistentiel art, men det sker med udgangspunkt i fagområdet, og det er ikke opgaven at løse dem. Sygdomme diagnosticeres efter bestemte kriterier opstillet i internationale diagnosesystemer, der er faglig konsensus om. Da psykiske sygdomme ikke kan diagnosticeres gennem tekniske virkemidler, anvender man en fænomenologisk og overvejende ateoretisk model. Det er således en faglig opgave for psykiatrien at kunne skelne mellem, hvad der er sygdom, og hvad der er livsproblemer. Men den sproglige glidning gør det lettere for hverdagens lommepsykologer at give deres bud på, hvad der er sygdom, og hvad der er livsproblemer.

Ekstrem kompleksitet

Engang så jeg i et sundhedscenter i Østafrika en plakat med teksten: »AIDS er ikke heksekunst, AIDS er virkelig«. Jeg husker den, når jeg støder på nogle af de mangeartede opfattelser og holdninger til psykiatri. Nogle mener ikke, at psykiske sygdomme findes, men at de er samfundsskabte problemstillinger, der ikke hører hjemme i et sundhedsvæsen. Andre hævder derimod retten til at blive respekteret med sin sygdom. Nogle er optagede af psykiske sygdomme som lidelser i hjernen. Andre er optagede af psykologiske teorier, der giver symptomerne betydning og mening.

Såvel biologiske, psykologiske og sociale faktorer, herunder traumer kan udløse psykiske sygdomme. Sygdommene er komplekse og mangeartede. De kan ramme humør, selvopfattelse, følelses- og tankelivet samt opfattelsen af virkeligheden. For alle gælder det, at det psykiske råderum og den frie livsudfoldelse begrænses.

Som lægevidenskabeligt speciale er psykiatrien rodfæstet i en naturvidenskabelig tænkning, teorigrundlag og sprog. Det giver fordele, når det gælder videnskabelige landvindinger og sammenhæng til andre lægevidenskabelige specialer. Men det giver ulemper, hvis man tror, at det lægevidenskabelige sprog kan sige ret meget om mennesker og deres liv. Der skal andre tænkemåder og sprog til. Sindet kan ikke alene favnes som et naturvidenskabeligt objekt. Psykiatriens fagsprog må suppleres med andre forståelsesformer og sprog af psykologisk, sociologisk og eksistentiel art.

Men også her er det modsætningsfyldt. Mennesket er sammensat. Psykiatrien har ikke patent på viden om menneskelivet i alle dets forskellige afskygninger. Andre livsverdner spiller ind, og psykiatrien må forholde sig til dem uden at tro, at de kan overtages. Det ved psykiatrien i og for sig godt, men den accept ville være god at få fra samfundet som helhed, så forventninger til fagområdets kunnen og begrænsninger var mere realistiske.

Tal præcist

Regeringen udgav i sidste måned en rapport om psykiatri. Rapporten illustrerer – sikkert ufrivilligt – nogle af de modsætninger og problemer, der er beskrevet ovenfor.

Sprogligt er det interessant, at der i rapporten ikke findes psykiske sygdomme, men psykiske lidelser og psykiske problemer. På engelsk skelner man mellem illness, som betyder lidelse og er det, en person oplever, når vedkommende er syg ( psykisk eller fysisk), og disease, der er sygdommen, diagnosticeret af lægen. Så klart skelner man ikke på dansk. Som læge anvender jeg sædvanligvis begrebet psykisk sygdom.

Psykiatrirapporten har med sit valg af terminologi taget det enkelte menneskes perspektiv og ikke fagområdet psykiatri. I udvalget indgik repræsentanter fra mange brugerorganisationer. Kun to læger repræsenterende henholdsvis voksen- og børnepsykiatri. Ingen af fagenes 19 professorer var med i udvalget. Det ville ikke være sket i en rapport om andre specialer.

Rapporten var således ikke sygdomsfaglig, men havde fokus på mange andre vigtige områder for at bedre vilkårene for mennesker med ’psykiske lidelser’. Områder som systemproblemer mellem sundheds- og andre sektorer, holdninger og kompetence blandt personalet, forskning, hvordan man kan undgå tvang osv. Værdigrundlaget var at fremme en inkluderende og medinddragende holdning til mennesker med psykiske lidelser. I det lys er begrebet sygdom fravalgt.

Men fravalget har selvfølgelig konsekvenser. Først og fremmest kan det bidrage til forvirringen om, hvad psykiatri er og dækker. Med manglen på fageksperter i udvalget fremmer rapporten – formentlig utilsigtet – opfattelsen af, at psykiatri er noget, alle har forstand på. Samtidig nedtones lægevidenskabens faglighed. Det er med til at fastholde forestillingen om, at man ikke kan ligestille psykisk og fysisk sygdom.

Samtidig afskaffer rapporten begrebet ’socialpsykiatri’, og omtaler i stedet sociale tilbud til psykisk lidende, for at vise, at man ønsker ligestilling mellem psykisk og fysisk syg. Grundtvig sagde engang, at det uklart sagte, er det uklart tænkte. Det er nok et af psykiatriens dilemmaer. Uklarheden viser sig tydeligt i sproget – den omtalte rapport er bare et eksempel.

Forvirringen om sproget afspejles også i forventninger til, hvad psykiatrien skal kunne. Nye diagnoser opstår med ny viden. ADHD eksempelvis. Nogle kritiserer diagnosen og påstår, at livsproblemer medikaliseres. Andre anvender dem ukritisk og ukvalificeret, og søger diagnosen som en forklaringsmodel, der fritager for personligt ansvar. Mange mener, at psykiatrien skal skabe lykke. Men psykiatrien kan kun være med til at behandle sygdomme. Og det kun, hvis sproget blev brugt mere præcist.

Anne Lindhardt er formand for Psykiatrifonden og speciallæge i psykiatri

Serie

Seneste artikler

  • Fri os for normaliteten

    22. november 2013
    Forsøg på at afstigmatisere psykisk sygdom og gøre den syge til en af os ender ofte med yderligere stigmatisering og udpensling af, hvem der er normale, og hvem der er syge. Vi mangler plads til forskelligheder – en kultur, hvor det at befinde sig i udfordrede livssituationer eller være syg forstås som en del af livet
  • Når anerkendelse bliver underkendt

    12. november 2013
    Hvis vi ikke får anerkendelse, bliver vi stressede. Sådan lyder mantraet for mange moderne ledelsesformer. Men anerkendelse kan let blive en belastning. For når man ikke synes, man gør det godt nok, virker det hult, at andre jubler, og så bliver man for alvor stresset
  • Man gider fandme ikke høre på en idiot, der råber op på gaden

    9. november 2013
    Folk kan lide at se psykisk syge som skøre genier – gal og genial. En skør kunstner, der kan give folk noget at føle med på, er ok. Men hvis der ikke lige er tale om et geni, så skulle han eller hin psykisk syge måske sorteres fra ligesom mongolerne?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Kofod
  • Lise Lotte Rahbek
Kristian Kofod og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Johansen

Mange mener, at psykiatrien skal skabe lykke

Mener mange virkelig det? Hvor mange er mange, og hvor har du det fra, Anne Lindhardt?

Anders Hansen, Bill Atkins og Lars B. Jensen anbefalede denne kommentar

For tyve år siden var jeg i Angola og arbejdede med nødhjælp under våbentilstanden mellem UNITA og M.P.L.A. der måske svarer til, at forsøge at bygge en bro mellem creatura og pleroma efter et sammenbrud, hvilket jo nok kan været svært når der tales 41 forskellige sprog, men til gengæld var der ingen skizofreni, andet end de tilfælde, krigen havde skabt, men den lokale heksedoktor regnede det ikke rigtigt for psykisk sygdom, men mere som et naturligt forsøg på genfødsel fra det de på umbunto, kaldte the big block eller de store blokader som bestod af frygt/mørke og strukturelt fungerede på samme måde som vores big bang, men hvor den elektromagnetiske stråling bliver til lys og radiobølger, så gik deres big block fra neuroser til Skizofreni og her var det ikke solen der brændte ud, så livet forsvandt, men frygten, så livet for alvor kunne begynde, så hvis en sagde, at jeg bliver sindssyg af dig, så var det en invitation til at smide frygten og leve sammen og på samme måde, havde jeg engang besøg en skizofren mand, som sagde, at han så Beethovens skelet gå forbi udenfor vinduet og jeg spurgte straks, hvordan han kunne se hvordan det var Beethovens skelet der gik forbi, men han smilede bare overværende og først senere forstod jeg, at det var fordi han godt kunne lide noget jeg havde sagt, så her er sproget ikke så vigtigt men mere oversættelserne, som sådan et forsøg, på at byggen en bro mellem creatura og pleroma.

Jens Overgaard Bjerre

Der er en anden artikel her i Informations netudgave, som netop roder rundt med disse begreber. Den handle om USAs overvågning og hvordan deres systemer filtrerer spionageoplysningerne. Og som forfatteren skriver og "er der ingen grund til, at vi alle sammen udvikler galopperende paranoia på egne vegne." Ikke alene er paranoia en meget alvorlig psykisk sygdom, men hvad ved denne edb-ekspert om hvordan det påvirker mennesker, at de ved at deres private samtaler og e-mails ligger et eller andet sted og kan aflyttes af andre mennesker med magt? Ikke alene er det ubehageligt, men også ødelæggende for vores sociale indbyrdes kommunikationsformer. Der var jo en grund til at man i sin tid lavede love om brevhemmeligheden. Hvorfor skal man ødelægge i stedet for at opbygge? Og så samtidig forvirre med psykiatriske diagnoser, der ikke hører hjemme i sammenhængen og dermed fremmer uforståligheden.

Overskriften lyder sand, men er desværre både dækkende for befolkningen og langt de fleste praktiserende psykiatere.
Psykiatrien på dens nuværende stadie, må beskrives som en slags moderne kvaksalveri udført af folk uden nævneværdig indsigt eller metoder til at danne indsigt i den menneskelige psyke.

Det er afgjort et område med enormt terapeutisk potentiale og også en disciplin der med tiden kan fortælle os spændende ting om os selv som tænkende og følende dyr.
Vi er bare ikke i nærheden af en videnmætning der kan bruges praktisk med nogen troværdighed.
Alle praktikanter er variationer af lommepsykiatere.

Peter Jensen, Anders Hansen og Lars Jensen anbefalede denne kommentar

Forventninger til psykiatri skabes af psykiatriens lobbyister: Giv psykiatrien midler til forskning i nye mediciner !
- og de forskrækkede politikere har hidtil bøjet sig dybt i støvet for de lærde -
Noget så trivsels-elementært som åben dialog, eller tillidsfuld samtale, ignoreres og
kasseres af psykiaterne som ikke-operationelt. Velsagtens fordi sådant ikke giver
mulighed for den forherligelse af psykiatrien som psykiaterne higer efter.
Bare rolig. Psykiaterne kommer ikke til at føre underværdig åben dialog . Dette vil
ganske almindelige mennesker selv finde ud af efterhånden som psykiatrien udbygger
sin største fiasko nogensinde: den tiltagende tvangsbehandling.

Anne Lindhardt gør sig umage for at nuancere tingene og kalde dem ved deres rette navn. Det skal man ikke kimse af. Men i den korrekte sprogbrugs navn, bør det slås fast med syvtommersøm at al den medicinering af sygdomme de psykiatriske læger kan opmønstre er symptombehandling. Det vil sige lindring af lidelser, i modsætning til helbredelse af sygdomme. For mig at se, mangler der et essentielt stykke vej endnu før psykiatere retmæssigt kan falde ind under betegnelsen 'læger'.

Anders Hansen, Lars Jensen og Morten Johansen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Rune Lund - for dig at se mangler der et stykke vej endnu før psykiatere retmæssigt kan falde ind under betegnelsen "læger", da det eneste de kan opmønstre er symptombehandling (lindring men ikke helbredelse).

Hvad så med de medicinere, der har specialiseret sig behandling af patienter med andre uhelbredelige lidelser - f.eks. diabetes? Skal de også fratages retten til at kalde sig læger?