International kommentar

Danmark skylder grønlænderne en undskyldning

Når Danmark forholder sig passivt til Grønlands ønske om en forsoningskommission, er det et udtryk for, at vi slet ikke er bevidste om den rolle, vi spillede som koloniherrer
27. november 2013

Det grønlandske landsstyre har besluttet at nedsætte en forsoningskommission, der skal udarbejde en handlingsplan for, hvordan der kan finde forsoning og tilgivelse sted mellem Grønland og Danmark. Landsstyreformand Aleqa Hammond begrunder initiativet med, at det grønlandske folk gennem historien har gennemgået og oplevet voldsomme påvirkninger udefra og indefra, både under kolonitiden og tiden efter.

»Nogle påvirkninger har været rene kolonialistiske, skadelige overgreb på det grønlandske folk. Andre af disse påvirkninger har været med de bedste intentioner for øje og med gode resultater, men hvor der også har været utilsigtede ulykkelige følgevirkninger,« sagde landsstyreformanden ved åbningen af Landstingets efterårssamling i Nuuk.

Fra dansk side har reaktionen været næsten usynlig. Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i forbindelse med Rigsmødet i august blev spurgt, om Danmark ville bidrage til en sådan kommission, svarede hun ifølge KNR, Grønlands Radio, at ønsket om en forsoning mellem Danmark og Grønland udelukkende er et grønlandsk ønske.

»Vi har ikke behov for forsoning, men jeg har fuld respekt for, at det er en diskussion, der optager det grønlandske folk,« svarede statsministeren.

En forsoning er en genoprettelse af et fællesskab mellem to parter, der har stået i et fjendtligt eller skyldbetinget forhold til hinanden. Så spørgsmålet er, om man kan forsone, når kun den ene part er med?

Manglende bevidsthed

Meget tyder på, at der i Danmark i høj grad mangler bevidsthed om de overgreb, vi har begået i Grønland. De fleste har sikkert hørt om de 22 grønlandske børn, der i 1950’erne blev til tvangsfjernet fra deres familier og sendt til Danmark for at lære dansk. Men mange andre sager om overgreb af samme kaliber er aldrig kommet frem i den danske offentlighed.

En af de sager, som i mere end 40 år har været næsten ukendt i den danske offentlighed, er nedlæggelsen af kulminebyen Qullissat på Diskoøen ud for Grønlands vestkyst. Byen blev lukket af den danske regering, og dens indbyggere blev tvunget væk til andre områder. I forbindelse med min research til bogen Qullissat – byen der ikke vil dø, har jeg talt med mange af de fraflyttede 40 år efter. Det kom bag på mig, hvor dybt begivenhederne fra dengang stikker og påvirker deres liv i de grønlandske byer, hvor de i dag bor.

Fraflyttede beretter om, at de bærer rundt på en smerte, som ikke vil forsvinde. Nogle har forsøgt at drikke den væk eller dæmpe den med piller. Andre begik selvmord eller døde tidligt som følge af et dårligt liv. Den dag i dag går der mennesker rundt i byer fra Narsaq i syd til Ilulissat i nord med ondt i sjælen på grund af flytningen fra Qullissat. De kan ikke komme af med følelsen af at være blevet nedværdiget og ydmyget.

Mange af dem blev mobbet i de byer, de blev flyttet til. En fraflyttet pige, der kom til Qeqertarsuaq, fortæller, at der blev råbt efter hende i skolegården, at hun skulle rejse hjem:

»De vidste ikke, at vi ikke selv havde valgt at flytte. Vi kunne ikke rejse hjem, for det hjem var taget fra os.«

De forflyttede savner en erkendelse af, at myndighedernes optræden i forbindelse med lukningen af deres hjemby ikke var i orden. Essensen i kritikken er, at staten handlede hen over hovedet på indbyggerne, og at de i årevis blev holdt i uvidenhed om, hvad der skulle ske. De oplevede det som en tvangsflytning, en deportation. Men officielt har man fastholdt, at flytningen var frivillig, skønt man lukkede alt fra skoler og butikker til sygehus og el-forsyning.

Ufølsom affejning

Når de tidligere Qullissat-borgere taler om forsoning og tilgivelse, er det med ønsket om, at »det skete bliver set« og anerkendt. Heri gemmer sig også aspektet om en offentlig undskyldning. De henviser til erfaringerne fra Canada, hvor myndighederne i 2009 sagde undskyld til 19 inuitfamilier og deres efterkommere, fordi de tilbage i 1953 blev tvangsflyttet fra deres oprindelige hjemegn. Den canadiske undskyldning blev fremsat, ikke med henblik på økonomisk kompensation til de efterladte, men af hensyn til den restitution, som ligger i selve det, at staten anerkendte at have påført de tvangsflyttede inuitter en smerte, som for nogle førte til lavt selvværd, misbrug og selvmord.

Omfanget af Qullissat-sagen er langt større end den canadiske sag. Byen var trods alt Grønlands fjerdestørste. Der var tale om danmarkshistoriens største folkeflytning. Alligevel har forløbet været så godt som ukendt i Danmark. Når det kan lade sig gøre, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvilke andre overgreb der kan være begået, uden vi har hørt om dem.

En forsoningskommission med både Danmark og Grønland som deltagere kan være et vigtigt skridt, fordi den kan være med til at kaste lys over disse begivenheder. Den kan bane vejen for, at vi lærer af vores fælles historie. Og den kan være en hjælp til, at de udsatte – de, som føler sig krænket – kan komme videre i deres liv og få bearbejdet den sorg og skam, som de bærer rundt på.

Forsoning rækker ud over den akademiske og politiske diskussion og gør statsministerens konstatering af, at Danmark ikke har behov for forsoning, underligt ufølsom. Den har at gøre med menneskers liv her og nu.

 

Søren Peder Sørensen er journalist og forfatter til den nyligt udkomne bog om den nedlagte grønlandske kulmineby ’Qullissat – byen der ikke vil dø’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Kristensen

Det bløde punkt.
Nogle danskere har et ’blødt punkt’, når det drejer sig om Grønland – og der er unægtelig mange misforståelser. En af de værste vildfarelser er den sejlivede myte om Danmark som den væmmelige kolonimagt og ”de overgreb, vi har begået i Grønland”. Et eksempel herpå skulle være ”de 22 grønlandske børn, der i 1950’erne blev tvangsfjernet fra deres familier og sendt til Danmark for at lære dansk”. ’Overgrebet’ reduceres dog betydeligt, når det tages i betragtning, at der i Grønland ikke fandtes kvalificeret undervisning i grønlandsk og navnlig ikke i skriftlig grønlandsk, som var stort set ikke eksisterende. Et forhold som heller ikke er helt ukendt i dag. Hvis grønlændere skulle uddannes, forekommer det legitimt at prøve muligheden for at sende børn til Danmark, som i den periode endnu ikke var en ’velfærdsstat’. Sørensen nævner også nedlæggelsen af kulminebyen Qullissat på Diskoøen som et i Danmark ukendt ’overgreb’. Jeg erindrer at have set en film om Qullissat, så helt ukendt kan sagen ikke være.
Problemet var, at kulforekomsten var af meget ringe kvalitet, selvom den lå i overfladen. Minen gav underskud og ville aldrig kunne svare sig. Fejlen var vel, at byen og minen aldrig skulle have været etableret. Men er det et overgreb, at Danmark ønskede at skabe beskæftigelse på Grønland? Og at man lukker minen, fordi det mislykkes? Det er for unuanceret at tale om tvangsflytning, for boligerne står der jo endnu, og hvis grønlænderne havde ønsket at leve som fiskere og fangere havde de haft muligheden, fordi farvandet ud for Discoøen er rig på hellefisk. Det hører med i billedet, at man også sørgede for boliger til de fraflyttede – eksempelvis en hel bydel i Nuuk. Var det også et overgreb på arbejderne på B&W og Lindø, at deres arbejdsplads må lukke? I den forstand er det system, vi alle lever under et overgreb mod menneskeheden – er det det Sørensen mener?
Sandheden om ’kolonimagten er heldigvis meget mere nuanceret og human: Da Knud Rasmussen var på slædetur til Thule opretter han en lille kolonialbutik, hvor fangerne kan købe moderne fornødenheder - for at hjælpe dem. Det blev kaldt kolonien Thule, og det er i den forstand kolonibegrebet skal forstås i grønlandsk, økonomisk sammenhæng. Kongen fastsatte allerede i 1700-tallet, at Grønland ikke skulle give overskud, hvilket som bekendt eftertrykkeligt er blevet efterlevet sidenhen.
Eskimoerne blev ikke solgt som slaver eller prisgivet til tvangsarbejde og kulturtrykket på grønlænderne var lavt indtil grønlænderne selv (efter kontakten med ’den amerikanske besættelsesmagt’ under 2. Verdenskrig) bad om ’at blive udviklet.