Demokrati som handelshindring

I forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA har store spillere i erhvervslivet privilegeret indflydelse på helt centrale områder. Så meget, at vores demokrati kan komme til at betale en høj pris for billigere iPads
Frihandelsaftalen mellem EU og USA vil i meget høj grad lade erhvervslivet få det sidste ord i stedet for forbrugere og miljø, mener kritikere. Hvor demokratisk er det, spørger kronikøren. De to chefforhandlere, USA’s Dan Mullaney (t.v.) og EU’s Ignacio Garcia-Bercero, udveksler håndtryk i Det Hvide Hus i juli.

Frihandelsaftalen mellem EU og USA vil i meget høj grad lade erhvervslivet få det sidste ord i stedet for forbrugere og miljø, mener kritikere. Hvor demokratisk er det, spørger kronikøren. De to chefforhandlere, USA’s Dan Mullaney (t.v.) og EU’s Ignacio Garcia-Bercero, udveksler håndtryk i Det Hvide Hus i juli.

Mandel Ngan
27. november 2013

Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og USA er nu i gang for alvor. Målet er at skrive under allerede i 2014. Det er vanskelige spørgsmål, der kæmpes med – f.eks. om fødevarestandarder og miljøregulering – men når det alligevel ikke kan udelukkes, at en aftale nås til tiden, er det, fordi forhandlingerne reelt har stået på meget længe.

Erhvervslivet på begge sider, først og fremmest de største virksomheder og deres lobbyorganisationer, har været involveret i en intens dialog gennem mere end et årti, både indbyrdes og med de respektive regeringer, og det bærer de foreløbige oplæg så meget præg af, at det er et demokratisk problem.

Allerede processen frem til forhandlingernes officielle begyndelse har været himmelråbende skæv: På den europæiske side har EU-Kommissionen holdt et utal af møder med erhvervslivet for at forberede mandatet. Kommissionens tilgang er, at handelsaftaler er noget, man laver for erhvervslivets skyld, og at et mandat skal tage udgangspunkt i ønskesedlen fra de store lobbyorganisationer. Det er ikke noget man forsøger at holde skjult, man bryster sig af det. Det var måske ukontroversielt, dengang handelsaftaler var langsomt drøvtyggeri om toldsatser, men i dag er handelsregler noget, der rammer bredt, og som kan begrænse demokratiet.

En sejlivet tradition

De demokratiske problemer har hidtil ikke fået EU-Kommissionen til at ryste på hånden, selv om Kommissionens tætte parløb med erhvervslivet i de senere år er blevet udfordret mange gange. Som f.eks. da vi i Corporate Europe Observatory lagde sag an ved EU-Domstolen mod Kommissionen, da denne valgte at hemmeligholde dokumenter om forhandlinger om en frihandelsaftale med Indien for alle andre end erhvervslivet. Foreløbig har Kommissionen vundet den sag med argumentet om, at de mange repræsentanter i virkeligheden ikke optræder som interessenter, men som rådgivere for Kommissionen – og så gælder almindelige regler om lige adgang til dokumenter ikke.

Parløbet med erhvervslivet er mere end et levn fra gamle dage. Det er en fast indgroet praksis. På nogle områder, f.eks. markedet for tjenesteydelser, har Kommissionen i mange år haft en elektronisk postkasse, hvor servicevirksomheder kunne bede om hjælp til at opnå markedsadgang i andre lande, med pålæg til Kommissionen om at hjælpe.

Den slags var måske gangbart for et par årtier siden, men i dag er det problematisk, fordi handelspolitikken breder sig til områder, hvor europæerne har krav på ordnede demokratiske forhold, og på at andre stemmer end erhvervslivets høres.

Derfor er erhvervslivets centrale rolle i forhandlingerne om aftalen med USA bekymrende. Af de godt 130 møder, Kommissionen holdt om den nye aftale i 2012 og nogle måneder ind i 2013, var 119 med erhvervslivet. Særligt arbejdsgiverorganisationen BusinessEurope, bilindustrien og serviceindustrien har været begunstiget. Mens erhvervslivet har siddet med ved bordet hele tiden, har f.eks. forbrugerorganisationer og fagbevægelsen haft meget svært ved bare at få adgang til de centrale dokumenter.

Det betyder selvfølgelig også, at erhvervslivet allerede har sat solide fingeraftryk på forhandlingsmandaterne, ligesom det er langt inde i arbejdet med at finde løsninger på de problemer, der skiller parterne. Erhvervslivets forslag kan meget vel blive løsningen på nogle af de helt centrale knaster i forhandlingerne.

Investeringspolitikken er f.eks. et af de områder, hvor erhvervslivet ser ud til at få det, som det ønsker. Her hælder forhandlingerne mod et traditionelt charter, som opregner en række rettigheder, investorer i EU eller USA skal have, når de driver en virksomhed på modpartens territorium.

Når rettighederne skal håndhæves, kan det ske gennem et såkaldt investor-stat-tvistbilæggelsessystem. I hvert fald går både forhandlerne fra EU og USA efter den model. Og det passer fornemt til erhvervslivets ønsker. Systemet vil nemlig gøre det muligt for enhver virksomhed med en eller anden form for tilstedeværelse på den anden parts marked at lægge sag an mod det pågældende lands myndigheder, hvis virksomhedens ledelse mener, deres rettigheder er tilsidesat. Hvis en lov f.eks. fører til faldende indtjening for en virksomhed, kan det hævdes, at der er tale om en form for ekspropriation, og dermed er reglerne for investeringsbeskyttelse overtrådt.

Høj pris for billigere iPads

Også når det gælder regulering i form af produktstandarder, sikkerhedsgodkendelser, mærkning og kvalitetsgodkendelse vil erhvervslivet meget gerne bestemme. Der er store modsætninger mellem EU og USA på området. Flere af dem er velkendte i offentligheden. Det gælder f.eks. amerikanernes irritation over europæisk skepsis over for genmodificerede afgrøder, EU’s regler om hormoner i oksekød og ikke mindst en sag om klorvaskede kyllinger, der ikke har fået det blå stempel i EU.

USA’s erhvervsliv dikterer

Med de tilkendegivelser, der hidtil er kommet fra EU om forbrugerbeskyttelse og miljøregulering, er det måske svært at forestille sig, at EU vil lægge sig fladt ned. Men eftersom netop aftaler på reguleringsområdet er alfa og omega for det amerikanske erhvervsliv, er det her, aftalens fremtid afgøres.

Derfor koncentrerer parterne sig i øjeblikket om at finde en metode, så de på forhånd kan enes om regulering i fremtiden. Løsningen ser ud til at indebære reelle beføjelser til særlige transatlantiske ’reguleringsråd’. Her skal styrelser fra begge sider af Atlanten mødes for at diskutere nye forslag til regulering med henblik på at afgøre, om de kan skabe problemer i forhold til samarbejdet.

Hvor vidtgående beføjelser sådan et råd skal have, er ikke klart. Men erhvervslivet har for længst fremlagt sin løsning: Man ser helst, at reguleringsrådene slet og ret skal godkende eller afvise regulering, og man insisterer på, at erhvervslivet skal høres grundigt ved enhver given lejlighed. Og vigtigst: Erhvervslivet skal »grundlæggende set være med til at udfærdige ny regulering«, som det hedder i et fælles forslag fra US Chamber of Commerce og den europæiske arbejdsgiversammenslutning BusinessEurope, der bl.a. tæller danske DI og DA.

Forslaget er skræmmende af flere grunde. Uanset om det bliver i regi af netop denne udgave af en førpolitisk eller udenomspolitisk instans, beslutningerne om regulering skal tages, kan det få stor betydning i EU, hvis et reguleringsråd får politisk vægt. I EU er EU-Kommissionen den eneste instans, der kan fremlægge forslag af denne type, så et advarende ord fra USA i en tidlig fase kan blive det sidste ord; forslag vil simpelthen aldrig blive fremsat. Og med et investor-stat-tvistbilæggelsessystem kan det gå helt galt. Alene truslen om et sagsanlæg kan nemlig fjerne appetitten på skærpede regler i en tidlig fase.

Kort sagt: I forhandlingerne om en handelsunion mellem USA og EU forsøger et velorganiseret erhvervsliv systematisk at presse forslag igennem, der vil forrykke forholdet mellem demokrati og marked. Det kan det gøre i kraft af den privilegerede adgang, de store lobbyorganisationer har til dem, der forhandler på vores vegne.

Erhvervslivet har hidtil haft heldet med sig, men det er aldrig for sent at forsøge at ændre kursen. I første omgang må der lægges stort pres på bl.a. den danske regering, der i bedste fald sover tornerosesøvn – i værste fald er mere optaget af at få lidt billigere iPads end i at forsvare demokratiet.

 

Kenneth Haar er researcher i Corporate Europe Observatory, en lobbykritisk gruppe med base i Bruxelles

Seneste artikler

  • Hormonbøfferne, klorkyllingerne og det transatlantiske kultursammenstød

    23. december 2013
    Den største barriere i frihandels-forhandlingerne mellem USA og EU er det forskellige syn på fødevaresikkerhed, forbrugersundhed og miljø. Industrien lægger pres på EU for at bløde op på forsigtighedsprincippet
  • Politikere i vildrede om farer ved frihandelsaftale

    17. december 2013
    Kun få politikere kan svare på, hvad ISDS eller reguleringsråd er, selvom samtlige partierne i maj gav mandat til, at Europakommissionen kan forhandle en frihandelsaftale med USA
  • Fortroligt oplæg: Med frihandelsaftale får USA indflydelse på danske love

    16. december 2013
    En frihandelsaftale mellem USA og EU skal ikke bare harmonisere gældende regler, men også sikre fælles fodslag, når der i fremtiden skal laves nye amerikanske og europæiske – herunder danske – love med relevans for et nyt transatlantisk indre marked. Det skriver EU-Kommissionen i et fortroligt oplæg til den forhandlingsrunde, der starter i Washington i dag
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Curt Sørensen
    Curt Sørensen
  • Brugerbillede for Kalle Nielsen
    Kalle Nielsen
  • Brugerbillede for Nils Enrum
    Nils Enrum
  • Brugerbillede for Rasmus Knus
    Rasmus Knus
  • Brugerbillede for Niels Engelsted
    Niels Engelsted
  • Brugerbillede for Aksel Gasbjerg
    Aksel Gasbjerg
  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
Curt Sørensen, Kalle Nielsen, Nils Enrum, Rasmus Knus, Niels Engelsted, Aksel Gasbjerg og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Der slipper ikke meget ud fra disse forhandlinger mellem EU og USA. Men det lidt der slipper ud, sker ofte som notitser i USA-baserede net-aviser.

Og det sidste jeg så, var, at det ikke blot er demokratiet i EU, der er en handelshindring, det er også gen-afgrøder, som amerikanske forbrugere i øvrigt også afviser. Samtidig er både overvågning, bankhemmelighed samt EU´s handelsregler i forhold til Israel omkring produkter fra besatte områder, også med.

Men rolig. EU og USA skal nok, og i al hemmelighed, finde frem til en god løsning for kapitalen og for USA. Tvivl ikke på det.

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Forrykke forholdet mellem demokrati og marked,er en god måde at udtrykke det på.

Altså hvis man blot husker, at 'marked' ikke i virkeligheden betyder marked men er kode for store oligopoler og finanskoncentrationer. Man kunne også kalde det klassekamp, men det er kun mulitmilliardærer som Warren Buffet, der tør tage det ord i sin mund: 'There's class warfare, all right, but it's my class, the rich class, that's making war, and we're winning.'

Janus Agerbo, arne poulsen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Scheel Andersen
Flemming Scheel Andersen

Kan vi ikke bar afmontere demokratiet og dets camouflage, og så sætte vor lid til at de producenter af varer måske skal bruge vore tjeneste som aftagere.
Ligesom realiteten nu engang er??

Brugerbillede for Torben Selch

Først må vi altså verbalt vride halsen om på hts, og få hente til at spytte ud med hvad hun ved.

Kunne man ikke bede Enhedslisten til fremsætte disse spørgsmål i folketinget til HTS, evt. bede om sammen med DF om at få lavet en tilbundsgående undersøgelse.

Brugerbillede for arne poulsen

Niels Engelsted:
Ja, og han har også sagt: "When the tide goes out, you can see who's not wearing a swim suit" (han talte om "easy credit"). Klog mand, der i øvrigt ikke er nogen grund til at beundre.