Læsetid 2 min.

Duellen: ’Danmark skal ikke opføre sig som en storebror’

Danmark skal ikke blande sig i, hvordan grønlænderne indretter sig, så længe der ikke er tale om rigsanliggender, mener Flemming Møller, grønlands-ordfører for Socialdemokraterne
23. november 2013

For den socialdemokratiske grønlandsordfører, Flemming Møller, er et af de vigtigste principper for samarbejdet i rigsfællesskabet, at det er ligeværdigt:

»Vi skal respektere det grønlandske parlament og dets beslutninger. Vi skal arbejde tæt sammen som brødre. Det skal ikke være sådan, at én part er storebror. Man skal ikke komme som en bedrevidende part og levere løsninger på problemer, som Grønland ikke har bedt om, og som de måske slet ikke ser som problemer.«

– Men vi ved jo, at der er store sociale problemer på Grønland. Skal vi bare lade grønlænderne sejle deres egen sø?

»Man må aldrig måle en anden kultur op imod den, man selv kommer fra. Det er nok den største misforståelse, hvis man gerne vil være tolerant og forstående over for andre kulturer. I stedet for at afsige overfladiske domme er det vigtigt at lytte til den grønlandske befolkning og de grønlandske politikere for at vide, hvor Grønland er, hvor grønlænderne gerne vil være, og hvilke udfordringer de selv mener, de har,« siger Flemming Møller.

Grundlæggende mener Flemming Møller, at Grønland er et helt andet samfund end det danske. De tre lande som udgør rigsfællesskabet, Færøerne, Grønland og Danmark, skal fremfor alt hylde deres forskelle.

»Vi har en historisk, identitetsmæssig og en kulturel fællesmængde. Derudover har vi også en hel del, som vi ikke er fælles om, men som vi bør se som en berigelse. Den rigdom, der ligger i vores forskelligheder, har vi tidligere været alt for dårlige til at se værdien af.«

– Men hvis forskellene kommer til udtryk i form af flere socialt udsatte mennesker, har vi så ikke et ansvar?

»Det er ikke, fordi vi ikke bærer et ansvar. Vi bærer stadig ansvaret for de ting, som er rigsanliggender, men vi har ingen grund til at have dårlig samvittighed over ting, som foregår på Grønland, som grønlænderne selv har bestemt.«

– Men kan bloktilskuddet til Grønland ikke let gå hen blive en slags aflad for Danmark?

»Vi danske politikere respekterer simpelthen selvstyreloven, som er vedtaget med et stort flertal i Folketinget. Det ville være et udtryk for mangel på tillid til de grønlandske politikere og den grønlandske befolkning, hvis vi gik ind og blandende os yderligere,« siger Flemming Møller.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jairus  Lyberth
    Jairus Lyberth
  • Brugerbillede for Anders Feder
    Anders Feder
Jairus Lyberth og Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu