Klumme

Efter endnu en tynd COP

Hverken te eller kaffe – hvad er der da at håbe på? Det ’store ryk nedefra’? Eller Amalienborg Slotsplads nytårsaften
26. november 2013

Conference of the Parties, COP19, altså FN’s 19. klimatopmøde, denne gang i Warszawa, Polen, er slut, og Informations Jesper Løvenbalk Hansen konkluderede i weekendens avis bl.a., at »i korridorerne og rundt om i krogene er flere forhandlere, fagfolk og lobbyister (...) begyndt at tvivle på, om FN-processen overhovedet kan levere de nødvendige resultater. For selv om processen ikke er brudt sammen, er verdens ledere fortsat meget langt fra at gøre noget ved den stigende koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, der i 2012 satte ny rekord.«

Nået så langt kan man efterhånden godt få fornemmelsen af, at menneskeheden, i hvert fald i den såkaldt vestlige, bedst aflagte del, fordeler sig på tre hovedgrupper. Til den ene yderlighed en forholdsvis lille sektion, der simpelthen lodret benægter rigtigheden af, hvad den langt overvejende del af naturvidenskaben i dag hævder – nemlig at denne stadig stigende koncentration af menneskefrembragte drivhusgasser i atmosfæren – der trods COP 1 og 2 og 3 og 4 og 5 og 6 og 7 og så videre og så videre til og med nu også COP19 bliver ved at sætte nye rekorder år efter år sammen med det stadigt stigende forbrug og opbrug af Jordens begrænsede materielle naturgoder – udgør den største trussel, menneskeheden nogen sinde har stået overfor.

Til den anden, modsatte yderlighed findes en tilsvarende forholdsvis lille anpart (sektion 2) af den vestlige verdens befolkning. Der – hvor omvæltende (på latin: revolutionerende) det for et moderne menneske end kan være, at naturen materielt har grænser – føler sig tvunget til at prioritere den største trussel højest, menneskeheden ifølge naturvidenskaben nogensinde har stået overfor. Hvilket selvfølgelig ikke gør hverken indkøbene til juleaften, Irans atomprogrammer, kappestriden mellem Messi og Ronaldo, Enhedslistens finanslovforhandlinger, planlægningen af børnenes vinterferie eller noget som helst andet livsvigtigt ligegyldigt. Man må bare prioritere.

Og så i midten den helt overvejende del af den vestlige menneskehed. Dem, der godt nok ved, hvad naturvidenskaben siger, og som i og for sig heller ikke benægter deres moderne tro på naturvidenskaben, men som alligevel ikke rigtig kan tro, hvad den véd, for hvis der ikke er uophørlig økonomisk vækst i forbruget af de materielle naturgoder, herunder de goder, der står for absorberingen af drivhusgasser, bryder de moderne samfund jo sammen. Det er derfor sådan set ikke af økologiske, naturvidenskabelige, men af økonomiske, samfundsmæssige grunde, at den helt overvejende del af den vestlige menneskehed lader den tynde COP19-hverken-te-eller-kaffe passere stort set upåagtet, skønt denne kop intet omhandler, at den største trussel, menneskeheden ifølge naturvidenskaben nogensinde har stået overfor, nu er blevet endnu en tak mere nærgående.

Problemet er befolkningen

Hvad gør vi så? Information refererer afdelingschef i Dansk Energi og mangeårig deltager i klimatopmøderne, Charlotte Søndergren, der kalder årets klimatopmøde for »ét skridt frem og to tilbage«. »FN-processen er i krise, og der er behov for at se på, hvad den kan og ikke kan. Vi har brug for en fælles indsats, men det ser ikke ud til, at det kan lykkes. Måske må vi i fremtiden satse på, at det store ryk kommer nedefra i de enkelte lande, og ikke her i FN.«

Tja? I webdebatten efter Jesper Løvenbalks artikel betror Information-læser Luka Dalum i forgårs: »Jeg var observatør på mødet. Min konklusion er entydig. Det er ikke politikerne, den er gal med. Det er befolkningen. Ingen forhandlere fra vigtige nationer på det møde ønskede ikke at gøre noget. Men langt de fleste er bundet på hænder og fødder af en befolkning, der ikke prioriterer klimaet.«

Hvad gør vi så? Modtager en e-mail, som lyder: »Kære ’redaktyr’ af k(l)ummen Nu skal du høre, hvad dine Frie Ord kan føre til. Hvis du er Shirley og Hinda-frisk, hvad siger du så til denne ikkevoldelige aktion: Vi etablerer os som en gruppe bestående af andre ældre aktivister. Vi udstyrer os med henholdsvis slæder og brændeknipper. Nogle har rollatorer eller kørestole. Forberedelserne foregår i dybeste hemmelighed, og aktionsplanen gøres klar af en kernegruppe. På et givet elektronisk signal nytårsaften nærmer vi os Amalienborg Slotsplads lidt før kl. 18. Vi ruller stille ind og stiller os op, hvor der er TV på. Pludselig begynder vi ældre, respektable borgere at råbe: ’Ikke mere vækst!’ Og det bliver vi ved med. Politiet tilkalder forstærkning, men det tager tid at få os væk. Nogle unge kommer til og laver bål rundt omkring af brænde og de primitive slæder. Alle råber: ’Ikke mere vækst!’ Skandale, skandale, og alle vil blive mødt af vores ikke fysiske, men tankemæssigt slående argumenter.

Problem: Det vil nok være for koldt for os nytårsaften, og nogle skal måske have en ble på, så det er ikke så nemt, men du må da indrømme, at tanken ikke er dårlig. Har du et bedre forslag, for der må snart ske noget?«

Spørgsmålet videregives hermed. Med eller uden ble.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Frederiksen
  • Jens Høybye
  • Niels-Simon Larsen
  • John Fredsted
Lone Frederiksen, Jens Høybye, Niels-Simon Larsen og John Fredsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg havde i for sig håbet, at FN-processen ville være brudt sammen på denne COP, for så kunne håbløsheden for alvor begynde at indfinde sig - at sive ned gennem sprækkerne i vores civilisation. For, som jeg tidligere har været inde på, så er jeg i dag overbevist om, at beredvillighed til reel forandring først vil være tilstede, når håbløsheden har fået bredt fat i vores art.

Niels-Simon Larsen

Jeg vil lige dvæle lidt ved Ejvinds tre-deling, hvor de fleste af os, der skriver her, ’fokuserer på den største trussel’. Det har vi gjort længe, kan man vist roligt sige. Niels-Holger spørger, hvornår klimakatastrofen bliver et valgtema. Jeg vil tilføje: ”Ja, og hvornår et samtaletema?” For det er jo ikke noget, man taler om, muligvis fordi det løber folk koldt ned ad ryggen, blot de hører om det. Man skal være forsigtig, så man ikke pludselig skal samle folk grædende op, ja, eller de bliver gale på en. Sokrates skulle engang have sagt: ”Undertiden bliver folk så gale på mig, at de kunne bide mig i armen”.

John siger, at der først vil ske noget, når håbløsheden har fået bredt fat. Hertil vil jeg sige, at vi er nogle her, der kan bære håbløshed, lige så godt som vi har lært at bære en brandert. Befolkningen (tilvænnet underholdning og vellevned) vil slet ikke kunne leve med noget, der tangerer håbløshed. Den vil straks deponere håbløsheden i en ny bil, og kan den ikke det, vil den sætte sig ned og græde.

Nu er der en brevskriver til sidst i artiklen, der mener, at der snart må ske noget. Ja, så gerne, men hvad? I en mødedagsorden behandler man altid det mest radikale forslag først, når der er flere forslag. Her er der foreløbig kun ét. Hvis det falder, sker der ikke en dyt, og det var jo det, der skulle.

Niels-Simon Larsen

Det er ikke nemt at finde ud af, hvad vi skal gøre for at redde Jorden, men vi må prøve alligevel. For det første skal man gå på to ben, både det politiske og det personligt udviklingsmæssige. Man kan ikke både have en grøn profil og være et dumt svin, og man kan heller ikke nøjes med at være et sødt menneske uden politisk horisont.
Man kan sige, at der stilles store krav. Man kan også sige, at der stilles store og spændende krav, som giver livet spændvidde. Det stemmer selvfølgelig dårligt overens med et liv i underholdningssofaen, men hvordan er dét gået hen og blevet et attråværdigt liv?

Jeg husker et sted i NT, hvor Jesus siger, at man ikke kommer ind i Guds rige ved at råbe Herre, Herre, men ved at gøre Guds vilje. Det kan en ateist godt lade sig inspirere af, for hvis jeg nu var Gud, hvad ville jeg så gerne se opført?
Pyramider vælter, når de er modne til det. Hvis vi nu lod være med at købe så meget, ville forbrugersamfundet brase sammen. Der skal meget lidt til, og det er selvfølgelig også derfor, at politikerne ønsker, at vi svinger købekortet.
Det gælder dog ikke bare om at lade være med noget, men mere om at gøre noget positivt. Den mindste fællesnævner om at gøre noget positivt, vil blive meget lav, Ikke engang det at smile en gang om ugen, ville vi kunne blive enige om, og derfor er der også langt til en konsensus om at købe lokale varer, når det kan lade sig gøre og ikke de multinationales.
Den virkelige rædsel er nok, at vi ikke kan blive enige om noget, fordi vi har et så forskelligt syn på, hvad der er positivt. Vi skal nok presses yderligere op mod væggen, før vi finder på noget, men selv når vi er helt flade har vi divergerende meninger. Vi har set og mærket nok i historiens løb, to verdenskrige og en eftertid uden fred og nu udsigt til naturkatastrofer.

Hvor skal vi sætte ind, når vi ikke vil ofre noget særligt på fredens alter? Vi kunne så let som ingenting bare begynde med at sige, at Danmark er et enormt ressourceforbrugende land, og at vi derfor brød med den linje. Straks ville der dog ske afsætnings-sammenbrud, men vi kunne jo annoncere det i god tid og sige, at om et år eller to lægger vi kursen om. Sagtens. Desværre er fantasien til dette ikke tilstede og fantasiløshed bringer os kun nærmere afgrunden.

Vi er ikke kommet så forfærdeligt langt. Jeg så en udsendelse om nogle aggressive chimpanser, der for omkring og rev og flåede i hinanden. En anden aften så jeg en om udryddelsen af tamilerne på Sri Lanka. Folk blev sprøjtet op ad væggene. Når jeg så tænker på, at vi som det lykkelige folk forlægger forurenende fabrikker til fattige lande og køber varer fra slavefabrikkerne, så er vi jo en slags skrivebordsmordere.

Kan vi ikke bare stige et enkelt trin ned fra den ulykkesskala? Nej, for så bryder det hele sammen. Derfor var valgets tema ikke klima men vækst.

Lone Frederiksen

Tak til Ejvind Larsen for meget tiltrængt kalden til aktion!
I jeres kommentarer har I helt ret i, at klima og miljø var chokerende fraværende i kommunalvalget. Jeg forsøgte for sjov at gå ind på DRs 'Find din kandidat' (tror jeg, det hed), og der var ikke ét eneste spørgsmål, der relaterede sig til klima!
Jeg kender rigtig mange, der ser vækst-dagsordenen som totalt uansvarlig og tænker, at noget må gøres, ud over de små personlige øvelser, som mange hver især forsøger sig med. Men det er svært at råbe beslutningstagerne op, når den nationale fortælling går på, at væksten skal redde os. Og så må fanden tage de sidste: de fattigste i udviklingslandene, vores børnebørn og naturens mangfoldighed.
Diskussionen om, hvorvidt det er politikerne eller vælgerne, der ikke vil skære ned, er hønen og ægget om igen. Men som du skriver, Niels-Simon, så må vi gå på begge ben. Jeg tænker, at det er vigtigt at vise de gode eksempler, der trods alt findes, så man kan se positive alternativer - som Information også bidrog til her i efteråret. Og så insistere på, at klimaet kommer på dagsordenen, hver gang lejlighed byder sig.

John Fredsted, Michael Kongstad Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror faktisk ikke, der findes de tre grupper, Ejvind Larsen forestiller sig. Jeg tror, hele den vestlige verdens mennesker falder sammen i én gruppe, nemlig dem, der ikke overskuer eller tænker på verdens klimaproblemer i dagligdagen. Klima, miljø, natur, klodens tilstand, - det er simpelt hen for stort og uhåndterligt for moderne mennesker. Det er nok at forholde sig til, om det er frost i morgen, om bilen skal afises og om børnene skal have ekstra isolerende tøj på. Man orker ikke at være aktiv og forholde sig til drivhusgasser og vindmøller, men må nøjes med at følge med tiden og holde varmen.

Jeg tror, at hvis man skal have noget til at bevæge sig fra bunden, så skal inspirationen komme fra igangsættere, der viser vejen og får folk til at slå følge. Men drivkraften skal nok være præget af lyst, indlysende fordele, oplagte landvindinger, noget, der fremmer livslysten, og samtidig nedtoner eller fortrænger behovet for materiel vækst.

Niels-Simon Larsen

Uffe Elbæk danner et miljøparti. Bæredygtighed, livskvalitet og mindre ressourceforbrug, men også med entreprenant iværksætteri på programmet.

Hvor er det nu, vi står? Er vi der, hvor vi bare skal møblere lidt om?

Jeg har ikke løsningen, eller min løsning er den rene utopi, for jeg vil gerne ’besindelsen’, forstået på den måde, at vi gør op med alt det, vi hidtil har bygget på, religion, opfattelsen af at vi hele tiden har gjort det bedste for alle og tendensen til at tilskynde andre til at leve som vi gør. Ydermere til at se os selv som ødelæggere af verden. Så er der lagt i (parti)kakkelovnen med vådt brænde, der aldrig kan gå ild i.

Den største udfordring er, at hvis man skal have børn og unge til at bygge fremtiden (den meget usikre fremtid), så skal det gøres på en luftpude af optimisme. Det vil krølle enhver ung sammen, hvis vedkommende skal se os mennesker, som vi er og verden, som den er. Eller også skal man se på verden som en læge og sige: ”Denne verden er syg, jeg vil helbrede den”. Det kan ens humør ikke holde til ret længe med mindre man sætter sig op på en luftpude af religion eller ideologi.

Vores moderne problem er, at vi har slidt verden op. Den holder ikke til os mere. Vi har levet i verden og samtidig helt ved siden af den, uden for den. Ligesom at leve med et andet menneske uden at lære det at kende. Også uden at kende os selv, vedkende os hvem vi er. Uden at nå til bunds i noget som helst. Kun en eneste ting klipper håret af os: Naturens kollaps. Aldrig sket før. Kommer helt bag på os. Døden kender vi, men den kan vente. At naturen ikke kan klare vores ekspanderen, er den største streg i regningen, vi nogen sinde har fået. Intet parti kan bruge den viden, for det skræmmer vælgere væk, eller også skulle partiet have krisepsykologer ansat (det var måske en ide).

Tja, så har vi igen været til samling i vores lille tirsdagsmenighed. De slukøredes forsamling. Det er svært at leve med sandheden, men man må jo forsøge eller gøre noget. Der har lige været et forslag - .

Ved siden af den gode nyhed om, at Berlusconi nu er blevet stemt ud af det italienske parlament (noget man jo ikke skulle have troet muligt - så miraklernes tid er måske ikke ovre endnu), så var der i går den gode nyhed om stiftelsen af partiet Alternativet ved Uffe Elbæk. Hvis jeg får mulighed for at lave en underskrift med henblik på at gøre partiet opstillingsberettiget til næste valg, så skal de snildt få en sådan af mig.

Michael Kongstad Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar