Kronik

Enhedslisten glemmer forandringens politik

Hvis Enhedslisten skal være mere end blot endnu et parti af professionelle politikere, må støtten til demokratisering fra neden og kritikken af ’den politiske klasse’ stå langt stærkere i partiets program og daglige politiske virke
Dagens kronikør savner, at et moderne socialistisk parti som Enhedslisten i sit principprogram inddrager og vurderer de omfattende sydeuropæiske, mellemøstlige og amerikanske folkelige oprør mod ikke blot de økonomisk herskende klasser og eliter, men også mod ’den politiske klasse’ og ’politik’.

Claus Bech

Debat
18. november 2013

Enhedslistens forslag til nyt principprogram rummer en række grundstandpunkter, som er karakteristiske for ethvert socialistisk parti. Grundlæggende er tesen om, at den bestående sociale orden med dens undertrykkelse, udbytning, ulighed og fortsatte enklaver af fattigdom er menneskeskabt og derfor også kan ændres gennem kollektiv social aktion. Det er her, vi finder de socialistiske bevægelsers kant til alle øvrige partier og retninger, der omvendt eviggør den bestående samfundsorden og afslutter historien.

Programudkastet fastholder også erkendelsen af, at kapitalismen er et klassesamfund baseret på udbytning, at den er udemokratisk, at den koloniserer alle samfundsområder og livssammenhænge og skaber et gennemkommercialiseret samfund. Det fremgår også, at kapitalismen er kendetegnet ved tilbagevendende kriser og arbejdsløshed, og at den koncentrerer enorm kapitalmagt på få hænder.

Løsningen er ifølge programmet ’socialisme’ forstået som en udvidelse af demokratiet. Hovedvægten lægges på parlamentet, som er valgt ved frie og hemmelige valg, samt bevarelsen af de individuelle frihedsrettigheder. Derudover tales der om direkte demokrati. Her spores imidlertid modsatrettede opfattelser. Ifølge den ene er mere direkte demokrati et efterfølgende produkt af socialismen, som åbenbart primært skal indføres ovenfra. Ifølge den anden opfattelse udgør den spontane udvikling af direkte demokrati i bunden af nutidens samfund allerede kimen til det senere socialistiske samfund.

Staten er mere end et instrument

Tvetydigheden fremkommer, fordi man tydeligvis har et uafklaret forhold til staten. Gennem hele udkastet opererer man med en forestilling om staten som et instrument, arbejderbevægelsen har kunnet benytte i sin kamp for demokratisering og velfærdsstat. Et instrument, som også vil være hovedkraften i en sådan progressiv udvikling fremover.

Den opfattelse afspejler da også reelle træk i udviklingen – ikke mindst i Skandinavien. Men den rummer ikke hele sandheden. Staten er ikke blot et neutralt instrument, som man kan kæmpe om indflydelse over, staten har også været og er fortsat en ’herskende klasse’, der i sine skiftende historiske former hviler på det samfundsskabte merprodukt og har mere eller mindre udstrakt kontrol over dette.

Gennem adskillige årtier har magtfulde politiske eliter, topbureaukrater, militære komplekser og medieeliterne i stigende grad udviklet sig nationalt og i kraft af deres transnationale, regionale og internationale sammenfletninger til en ny classa politica. Sammen med de økonomisk herskende klasser og eliter indgår de i den moderne klassestrukturs øverste hegemoniske lag.

Samtidig er de politiske massepartier og andre organisationer for folkelig deltagelse ved at blive knust. Bunden af samfundet er blevet atomiseret, mens toppen omvendt er blevet yderligere organiseret og koncentreret. Stadig flere vigtige beslutninger unddrages de demokratiske forsamlingers kontrol, politikken er blevet professionaliseret, og staten selv penetreret af erhvervslivet og i øvrigt ædt op indefra af en teknokratisk managementkultur

Utidssvarende program

Det efter aksemagternes nederlag i 1945 etablerede ’liberale demokrati’ var et kompromisdemokrati, der blev søgt indlejret i bredere sociale forhold: velfærdsstat, socialpartnerskab, produktionisme og internationalt af Bretton Woods-systemet. Det selvsamme kompromisdemokrati er imidlertid i dag ved at udvikle sig til et post-demokrati under konkurrencestatens betingelser, socialpartnerskabet er gået fløjten, velfærdstaten er under pres, og Bretton Woods-systemet er for længst blevet afløst af deregulering og uhæmmede finansbevægelser.

I Enhedslistens programudkast savner man en langt fyldigere fremdragelse af det nuværende ’liberale demokratis’ fremadskridende forvandling til en post-demokratisk konkurrencestat, af den neoliberalistiske omstrukturering af samfundet og af den moderne magtblok. Programmet, der proklameres som ’et moderne program’, virker underligt utidssvarende på netop disse centrale punkter.

Hvis Enhedslisten skal være mere end blot endnu et parti af professionelle politikere, må kritikken af ’den politiske klasse’ stå langt stærkere frem i partiets program og agitation. Den må træde frem i hele den daglige politik. Ikke bare som en kritik af enkeltpersoners grådighed eller partiernes finansiering, men også, og mere dybdegående, som en kritik af hele systemet med en professionel politisk elite hævet over befolkningen. Den professionelle politik, den overudviklede repræsentation, selve skellet mellem regerende og regerede og sammenfletningen af politisk og økonomisk magt i toppen af samfundet må angribes dybt og radikalt.

Mangler internationalt udsyn

Dette kræver også i anden henseende et videre perspektiv: Udkastet er påfaldende indsnævret til den danske udvikling og danske forhold. Man savner, at et moderne socialistisk parti i sit principprogram inddrager og vurderer de omfattende sydeuropæiske, mellemøstlige og amerikanske folkelige oprør mod ikke blot de økonomisk herskende klasser og eliter (den berømte ene procent), men også mod ’den politiske klasse’ og ’politik’. Sidstnævnte oprør ser man f.eks. hos den spanske bevægelse. Man savner en langt stærkere fremdragelse af nødvendigheden af et internationalt fællesskab i kampen mod den neoliberalistiske omstrukturering af økonomi og politik, og af kampen mod EU’s, ECB’s, IMF’s og de europæiske økonomiske og politiske eliters liberalistiske krisebekæmpelsesstrategi.

Det er ganske vist prisværdigt, at Enhedslisten har mod på at fastholde en vision om en fundamental samfundstransformation med i hvert fald retning mod et klasseløst og demokratisk socialistisk samfund midt i et samfund, hvor konformiteten og den endimensionale tænkning er overvældende, og hvor forestillingen om historiens afslutning i kapitalistisk markedsøkonomi og ’det liberale demokrati’ er blevet en del af den hegemoniske ideologi. Men programmet burde i langt højere grad have profileret partiet som et ultrademokratisk parti med front mod ikke blot de økonomisk herskende klasser og eliter, men også mod den nye ’politiske klasse’ og den professionaliserede politik. Et parti med front mod selve det repræsentative systems barriere for folkelig indflydelse og for meget direkte demokrati, samt mod kompromisdemokratiets hele forvandling til post-demokrati.

Det drejer sig ikke om at realisere en utopi ovenfra, men om at gå mod strømmen. Gennem hele det 20. århundrede er der blevet udviklet enorme økonomiske koncerner og magtkoncentrationer, samtidig med at staten og bureaukratiet overalt er blevet vældigt udviklet. Enhedslisten og tilsvarende moderne venstrefløjspartier i Europa og andre steder må i det mindste forsøge at støtte igangværende samfundsmæssige bevægelser og initiativer i modsat retning. Ellers gør man sig blot til en del af det bestående. Det samfundsforandrende sigte går tabt, og man forbliver et professionelt politisk parti som de andre.

 

 

Curt Sørensen er professor emeritus ved Aarhus Universitet. Han har senest forfattet bogen ’Stat, Nation, Klasse’, Frydenlund 2013-2014

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Curt Sørensen
- EL har selv indbudt til en bred diskussion om partiets udkast til et nyt principprogram.

Ja, Enhedslistens hovedbestyrelse har besluttet at udsende skrivegruppens første udkast til principprogram til videre debat i Enhedslistens afdelinger og udvalg, samt på to debatseminarer i januar og en delegeretkonference i marts.
At udkastet også debatteres blandt Informations læsere, synes jeg da er helt fint, - men dog nok lidt tidligt i processen.

Det må nok konstateres at de oprør som Curt Hansen efterlyser folkelige oprør mod ikke blot de økonomisk herskende klasser og eliter, men også mod ’den politiske klasse’ ikke kan institutionaliseres igennem et partiprogram uden at det kommer til at virke for konfrontatorisk i de fleste folks øjne.

Oprørerne må foregå ved siden af det etablerede politiske system og antage mere eller mindre permanent form, og metoden i mellem direkte konfrontationer med magthaverne, er civil trætte af magthaverne.

En politisk fløj, en faglig fløj og folkelige situationister er en god basis for en samfundsforandrende bevægelse. Solidaritet hen over grænserne bør også være en drivkraft.

Enhedslistens vigtigste opgave som politisk fløj er i øjeblikket at dæmme op for den neoliberale bølge, og skabe en politisk debat der viser at der er alternativer til minimal- og konkurrencestaten.

Ret.: Curt Sørensen selvfølgelig ....Curt Hansen ( sikkert for meget skak WM) .

Til Bill Atkins,

Enig et stykke vej, men ikke helt. Frontstillingen mod ikke blot kapitalismen men også den hermed sammenflettede 'politiske klasse' samt hele udviklingen hen imod et 'post-demokrati' ville for det første være trådt frem nærmest af sig selv hvis programudvalget seriøst havde analyseret den moderne virkelighed og draget konsekvenserne heraf.

For det andet er der rent faktisk over hele Europa (også i Danmark) i vide befolkningsgrupper en voksende desperat lede ved de etablerede politikere. Hele flokken af Bjarne Coridoner der presser en neoliberalistisk krisebekæmpelses politik ('den nødvendige politik') ned over hovederne på befolkningerne, som angriber de svageste i samfundet med nedskæringer og besparelser, som forkæler erhvervslivet, som ødelægger den offentlige sektor, som manipulerer og banker lærerne på plads, og som forvandler universiteterne til bureaukratiske maskiner der skal betjene erhvervslivet.

Tingene hænger sammen og en folkelig modbevægelse er i allerhøjeste grad påkrævet

Olav Bo Hessellund, Henrik Klausen, Jens Overgaard Bjerre, Rasmus Kongshøj, Dennis Berg, Thomas Krogh, Bill Atkins og Steen Sohn anbefalede denne kommentar

Analysen er korrekt - så kom ind i kampen - Curts fokus er meget lig Enhedslisten i Sydhavnens aktivist og professor på RUC John Andersen - En offentligt financieret overklasse i kommuner på hospitaler universiteter og professionshøjskoler - taler med undersåtterne gennem dyre kommunikationsafdelinger ikke i øjenhøjde - det har ramt alle fra professorer til udsatte borgere

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Ole Hansen anbefalede denne kommentar

Et helt fundamentalt problem er vel at Enhedslisten selv har rødder i den politiske elite. Ikke nødvendigvis i form af departementschefer og deslige, men det professionelle bureaukrati af eksperter og administratorer der udgør det bærende lag i den offentlige sektor i dag.

Det værste ved den slags "udkast" er den flomme af ord som følger med, det kan gøres meget mere enkelt - "Dele socialt" er alt hvad der behøver stå, resten er overflødige ord som kun ganske få i det hele taget gider læse.

Jo, Curt Sørensen (CS). Kapitalen har penetreret staten. Den politiske elite udgør en del af ledelsen af det "moderne" herskende klasse, og konstituerer så at sige kapitalismens politiske fløj. Ligesom det kan tilføjes, at store dele af arbejder- og middelklassen tillige har integreret sig politisk, økonomisk og ideologisk under kapitalismen, i hvert fald så længe, især førstnævntes relativt vellønnede beskæftigelse ikke er blevet udflyttet til Kina, Indien m.m.
Jo, kapitalen og staten har mere end nogensinde under nyliberalismen fusioneret ind i en statsmonopolkapitalistisk enhedsmekanisme (selvom staten samtidig også varetager det, der er tilbage af de velfærdskompromis-funktioner, der stadig giver den folkelig legitimitet). Og var det ikke lige netop dét, Stamokap analyserede sig frem til helt tilbage i 1970´erne?
Hvad der derimod forekommer noget tåget er den ofte hørte venstrefløjsdefinition af Sovjet som statskapitalistisk. Statskapitalisme er nu engang et fænomen som beskrevet oven for, og er absurd at anvende i relation til Sovjet, som frem til 1989 ikke tillod privateje af produktionsmidlerne. At der så var nogle, eller mange, der udnyttede deres priviligerede politiske positioner - og havde mulighed for det, skyldtes den manglende folkelige kontrol nedefra, som Lenin ellers forsøgte at institutionalisere, men som Khrustjov perforerede.
CS taler endvidere om ultrademokrati. Jeg går ud fra, at der hermed basalt skal forstås udvidet politisk demokrati, komplementeret af økonomisk demokrati.
Men økonomisk demokrati, som et skridt på vejen mod socialisme, for slet ikke at tale om tale om en ny socialistisk revolution, vil bestemt, og med alle midler og al propaganda, Sovjet, Stalin eller ej - blive bekæmpet af den økonomisk herskende klasse!
Hvad angår koblingen til Enhedslisten er der klogt at advare mod de tendenser, partiet har vist mod at blive et strømlinet, stemmemaksimerende levebrødsparti.
EL har jo i realiteten ført en opportunistisk, kompromissøgende indenrigs- og økonomisk politik, og en i bedste fald, tavs udenrigspolitik over for den såkaldte "humanitære" imperialismens seneste gerninger i Libyen, og nu i Syrien pr. al queda stedfortræder. Men denne samlede politik, udtrykt i bevægelsen ind mod midten, har jo nok på den anden side ført til, at partiet har fået fat i i "progressive" og politisk ressourcestærke bolig- og bilejere. Og vedr. den komplementære udenrigspolitik, har fået fat i mange vælgere, der ukritisk har suget politikernes og mediernes dæmoniseringspropaganda af Gaddafi og Assad til sig. Havde EL i modsat fald, og i overensstemmelse med partiets ideologiske grundlag, ført en konsekvent anti-imperialistisk politik- og parlamentarisk tordnet mod Natos direkte og indirekte krige mod Libyen og Syrien, og Danmarks involvering heri, er det vel tvivlsomt, om EL havde fået den samlede, markante stemmefremgang, som partiet står til.
Men selvom det skulle være af stemme-strategiske grunde, at EL fører en opportunistisk indenrigs- og udenrigspolitik, fanger bordet vel.
Hvis EL konsoliderer sig med en stemmefordobling til næste valg, vil partiet så vende tilbage til dets legitimerende, ideologiske positioner - hvor konstruktive og visionære de end er, hvis målinger viser, at dette vil betyde en stemme-tilbagegang?

Til Ole
"Dele socialt" siger jo absolut intet.

Jeg siger ikke at udkastet er optimalt - men Enhedslisten bør have ros for at lægge udkastet ud og fastholde at politk-udvikling skal være en åben og offentlig proces. Og ja, naturligvis er det en stor opgave at holde tekstmængden nede, økonomisere og stramme teksten, så den kan stå som fælles reference- og udviklingsramme i længere tid.

Per Dørup Jensen
Mig bekendt bakker Enhedslisten op om FN i forhold til borgerkrigs-forhold som i Libyen og Syrien - og tilhører den fløj i dansk politik der står for fredelig konfliktløsning hvor dette er muligt. Det tror jeg der er stor opbakning til, og jeg kan ikke se, at det kolliderer med Enhedslisten som socialistisk parti.

Jeg har faktisk meget stor respekt for EL' folketingsgruppe, som i dag nærmest er det eneste parti, der taler det ordentliges - det anstændiges - demokratiets sag. Og det gør de jo uden at komme i konflikt med det demokratiske mål at udvikle et moderne socialistisk og klasseløst Danmark.

Det mål er stadig meget langt væk - primært fordi fagforeningerne har tilladt lønuligheden at vokse og pensionsordningerne at understøtte privat profitmaksimering. Resultatet er, at store lønmodtagergrupper i dag har vænnet sig til at være en del af den økonomiske klasse af virksomhedsejere og vænnet sig til at kæmpe for stadig større absolut lønulighed. Det er hårde rammevilkår for et demokratisk socialistisk parti - så der er brug for en mangeårig fælles indsats for at skabe de små forandringer der skaber mere lighed, flere nonprofit-fællesskaber og på samme tid både udstiller ulighed og uretfærdig - og beskriver og viser eksemplariske alternativer.

Holger Madsen, Michael Kongstad Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lau Dam Mortensen

'Hovedvægten lægges på parlamentet, som er valgt ved frie og hemmelige valg'

Hemmelige valg?

Nu er kommunevalget overstået og der er al grund til at ønske Enhedslisten til lykke med den dundrende valgsejr. Det er godt, at vi har et parti som EL hvor skuffede og vrede S og SF vælgere kan gå hen og hvor den sociale protest kan blive artikuleret.

EL står imidlertid overfor en stor udfordring: Vil partiet på een gang kunne håndtere den dagsaktuelle praksis i de parlamentariske forsamlinger og samtidig fastholde den samfundstranscenderende vision og bevare sin ideologiske kant?

Vil partiet kunne kombinere den parlamentariske praksis med en forankringen i den samfundsmæssige bevægelse og dens kraft ?

Og så er vi tilbage i den problemstilling jeg ridsede op i min kronik

PS: Stik imod forventningen hos enkelte bekymrede røster her på tråden der mente, at en kritisk diskussion ligefrem kunne skade EL's valgresultat, har det vist sig, at folks politiske valg bygger på deres egne erfaringsdannelser i praksis, ikke på læsning af bøger, pjecer og aviser

Michael Kongstad Nielsen

Den nye EL-borgmester i København har allerede måttet renoncere på sit valgslogan; "Vi lægger bilerne bag os". Efter at være blevet borgmester mente han det ikke alvorligt, for selvfølgelig skal København være bilernes by (foruden cyklernes og de offentlige transportmidlers)

Fandt dette fra ELs principprogram: It is the year 2081. Because of Amendments to the Constitution, every American is fully equal, meaning that no one is smarter, better-looking, stronger, or faster than anyone else. The Handicapper General and a team of agents ensure that the laws of equality are enforced. The government forces citizens to wear "handicaps" (a mask if they are too handsome or beautiful, earphones with deafening radio signals to make intelligent people unable to concentrate and form thoughts, and heavy weights to slow down those who are too strong or fast).

"Hovedvægten lægges på parlamentet, som er valgt ved frie og hemmelige valg ... "

Hvad er det, som der i det Danske "demokrati" udgør så stor fare, at afstemninger skal være hemmelige?
Er Danskere bange for skulle forklare deres holdninger?
Danskerne er bange for, at skulle stå inde for deres meninger?

Er der i virkeligheden tale om et hemmeligt demokrati, som ingen har opdaget og heller ikke vil komme til at se. Men som alle taler om?

@Per

Er det ikke rimeligt nok at man ønsker at personen i stemmeboksen kan afgive sin stemme uden at skulle risikere pression eller andet for hun har stemt "forkert"?

Hvis folket stemmer "forkert" ved hemmelige valg, så er det ikke folkets problem. Det er dem der synes de stemmer forkert.

Oprindeligt var hemmelig afstemning en beskyttelse af de svagere i samfundet:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/sadan-blev-folketingsvalg-hemmelige

I dag er hemmelig afstemning nærmest en beskyttelse af de riges medløbere - engang var det meget sjældent at nogen i en forsamling indrømmede at de stemte Dansk Folkeparti.

I et velreguleret demokrati med en konstitutionel retfærdig fordeling af goderne bør afstemninger være åben. Åbne afstemninger vil gøre at demokratiet antager en helt anden inkluderende og argumenterende form.

@Bill

Problemet er ikke at folk stemmer Dansk Folkeparti bag lukkede døre - problemet er at der er et politisk klima der gør at folk stemmer D.F. og at folk i maven synes at D.F. er det rette svar. Det er muligt at færre ville stemme D.F. hvis der var åbne afstemninger, men hvis det i praksis bare gjorde det til en slags matyrium eller undergrundsbevægelse ville det i længden ikke løse en skid. Åbne afsteminger er på et led intimiderende og kan, selv om det er med de bedste intentioner, bruges til at intimidere folk til at stemme "rigtigt". Og enhver der har prøvet at blive intimideret, uanset med hvilken baggrund, ved at den slags altid skaber antagonisme.

Niels Engelsted

Bill:
Åbne afstemninger vil gøre at demokratiet antager en helt anden inkluderende og argumenterende form.

Det er ikke løgn. Mindretal vil hurtigt blive talt ned og inkluderet.

Sig mig lever jeg i en alternativ verden fra debatspaltens idealister?

Flemming Scheel Andersen og Thomas Krogh anbefalede denne kommentar

Niels, det scenarie du beskriver opstår jo ikke i forsamlinger hvor vi helt naturligt har åbne afstemninger og debatter...

..respekt for et mindretal er en udbredt foreteelse, som netop risikere at forsvinde ved hemmelige afstemninger.

"Hvad der derimod forekommer noget tåget er den ofte hørte venstrefløjsdefinition af Sovjet som statskapitalistisk. Statskapitalisme er nu engang et fænomen som beskrevet oven for, og er absurd at anvende i relation til Sovjet, som frem til 1989 ikke tillod privateje af produktionsmidlerne."

Per Dørup Nielsen:

Prøv her:

http://rdwolff.com/content/state-capitalism-versus-communism-what-happen...

Forskellen på en forsamling og et samfund er at alle i en forsamling/forening sandsynligvis har et fælles mål, nemlig foreningens fremtid. Det er måske for meget forlangt når emnet er, samfundet og dets fremtid.

@Bill

Jeg skal garantere dig for at man kan finde mindretalsknægtelse i foreninger og bevægelser med åbne afstemninger. Som purung DKU'er og senere i mit (meget korte) forløb i VS så jeg det ofte nok.

Sider