Fagbevægelsens medlemmer kan vinde kommunalvalget

Kommunalvalgene oplever vigende deltagelse, fagbevægelsen faldende medlemstal. I Norge havde man samme problemer, men ved at engagere fagbevægelsens medlemmer i at stille direkte krav til lokalpolitikerne fik man vendt udviklingen. Det krævede et opgør med den automatiske partistøtte
Dagens kronikører mener, at danske fagforeninger burde overveje, hvilke muligheder de har for øget inddragelse af medlemerne, så valgdeltagelsen ved blandt andet kommunalvalget kan stige. Billedet er fra et vælgermøde i Bagsværd.

Dagens kronikører mener, at danske fagforeninger burde overveje, hvilke muligheder de har for øget inddragelse af medlemerne, så valgdeltagelsen ved blandt andet kommunalvalget kan stige. Billedet er fra et vælgermøde i Bagsværd.

Tor Birk Trads
14. november 2013

»Tænk dig om før du IKKE stemmer!« Sådan lyder budskabet til befolkningen på reklamesøjler over hele landet frem mod kommunalvalget den 19. november. Danskerne orker nemlig ikke kommunalpolitikken og føler ikke, at de kan gøre en forskel. Derfor rasler valgdeltagelse ned. Ved sidste valg var deltagelsen den laveste i 35 år.

Selv om de fleste af os går meget op i nære beslutninger med betydning for vores hverdag – beslutninger om skoler, børnehaver, affald, cykelstier og ældrepleje – nyder rådhuset ikke stor respekt. Mange opfatter lokalpolitikken som noget, der ligger uden for deres rækkevidde. Et spil, de ikke har reel indflydelse på.

Politikernes beslutninger omtaltes ofte som den ’nødvendige politik’ – underforstået, at der ikke findes reelle alternativer. Politik anno 2013 er med andre ord domineret af embedsmænd, teknokrater og DJØF’ere, der alle ser politik gennem de samme briller, og her er ikke plads til grundlæggende interessekonflikter.

Netop den udfordring har de konfronteret i Norge, hvor fagbevægelsen har formået at gå direkte op imod det etablerede bureaukrati og udfordre teknokraterne. En proces, som de danske lokalpolitikere og særligt det danske centrum-venstrefløj kunne lære meget af.

Den aktive fagbevægelse

Den såkaldte Trondheimmodel har en stor del af æren for de gode resultater. I landets tredjestørste by, Trondheim, har centrum-venstrefløjen vundet alle fem politiske valg siden 2003. Og da søsterbevægelserne i Europa halter langt bagefter, er det interessant at zoome ind på den proces, der har skabt Trondheimmodellen.

I Trondheim havde man igennem en lang årrække oplevet en markant dominans fra en stærk højrefløj. Som så mange andre steder bevægede socialdemokraterne og den øvrige centrum-venstrefløj sig stadig mere mod højre, og da arbejderbevægelsen samtidig oplevede en ideologisk krise, opstod et politisk tomrum.

Løsningen var en revitaliseret fagbevægelse, der tog et bredere samfundsansvar og gik direkte ind i de aktuelle interessekonflikter. Nøgleordene blev en stærk tilstedeværelse og et tæt forhold til medlemmerne. Man indså med andre ord, at udgangspunktet for fagbevægelsens virke altid må være medlemmerne.

Den grundlæggende tanke i Trondheimmodellen var dels at gøre op med den midtersøgende kurs fra den såkaldte ’tredje vej’, stille klare krav til det politiske system og samtidig engagere medlemmerne.

Kamp om partistøtten

For at indfri disse mål var det nødvendigt at gøre op med traditionen for, at fagbevægelsen automatisk støtter bestemte politiske partier i de lokale kampagner. I stedet opsatte fagbevægelsen en række konkrete og fælles politiske krav, der kom direkte fra eksistensgrundlaget – medlemmerne. Beskeden til politikerne lød: »Vi vil støtte de partier, der støtter vores krav«.

Med udgangspunkt i en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt alle fagforeningsmedlemmerne formulerede man således de konkrete krav, man i fællesskab ønskede at stille til de lokale politikere. Kravene fra medlemmerne drejede sig bl.a. om at stoppe privatiseringen og ’hjemtage’ enkelte privatiserede opgaver, som bl.a. plejehjem og renovation. De skulle igen udføres af den offentlige sektor. Samtidig blev der sat fokus på at opgradere visse sociale ydelser og reducere billetpriser for offentlig transport.

28 fagforeninger arbejdede sig således frem til de nye krav, som blev sendt til alle de politiske partierne, hvorefter deres svar blev offentliggjort. Derefter opfordrede LO Trondheim sine medlemmer til at stemme på netop et af disse partier, som bedst matchede deres krav. Det betød pludselig, at de 40.000 organiserede lønmodtagere i Trondheim udøvede konkret folkelig magt. De blev en reel magtfaktor.

De nye takter fra fagbevægelsen vandt hurtigt genklang i en række partier. Samtidig fik fagbevægelsen mere engagerede medlemmer, der fik nye og stærkere muligheder for at blive hørt.

Men det betød også, at langt størstedelen af den traditionelle og automatiske partistøtte til valgkampen ophørte. Ressourcerne blev i stedet brugt på fagbevægelsens egen kampagne og til at støtte de partier, der bedst kunne levere på medlemmernes krav. Det var altså op til partierne selv at gøre sig berettiget til opbakningen.

Den nye politiske alliance, som fagbevægelsen havde været med til at skabe, vandt en overvældende sejr med over 60 pct. af stemmerne. Efter valget skabte disse partier sammen med LO en fælles politisk platform, som byggede på hovedparten af medlemmernes 19 konkrete krav.

Ny vej for centrum-venstre

Der er ingen tvivl om, at erfaringerne fra Trondheim har påvirket store dele af fagbevægelsen, særligt under valget til det norske Storting i 2005, hvor LO fulgte op ved at øge presset på Arbeiderpartiet, rejse krav over for alle partierne og opfordre deres medlemmer til at stemme på et af de partier, som accepterede LO-medlemmernes krav.

Trondheimmodellen er ikke bare en ny form eller en ny måde at organisere på. Det er først og fremmest et politisk projekt: Mobilisering fra neden, større reel uafhængighed af de traditionelle politiske partier og et mere klart venstreorienteret politisk budskab udgør kernen i projektet.

Det er ikke nok at mobilisere og radikalisere politikken under valgene. Man skal også fastholde presset på partierne efter valgsejren. I Trondheim har man for eksempel ved flere lejligheder fundet det nødvendigt at demonstrere politisk modstand mod det bystyre, man selv stemte til magten.Trondheimmodellen er både i indhold, form og radikalitet verdensforskelligt fra det, som vi så i Danmark ved sidste kommunalvalg. Herhjemme samarbejdede partier og fagbevægelse kun i det skjulte – eksempelvis i bystyrerne i Odense og København – og man forsøgte aldrig at inddrage medlemmerne i processen. Men mobilisering og inddragelse er forudsætningen for succes.

Modelkommuner i Danmark

Som de lokale fagbevægelser i Norge burde de lokale fagbevægelser i Danmark overveje, hvilke muligheder der er for at satse på den styrkede inddragelse.

Vi har brug for en stærk bevægelse, der kan sikre demokratisk deltagelse igennem indflydelse fra neden. Det er vores bedste mulighed, hvis vi ikke vil stå tilbage med et svækket og mistillidsramt politisk system, hvor man ikke kan kende forskel på højre og venstre, hvor embedsværket alene får lov til at svinge taktstokken, og hvor den enkelte dansker føler sig ignoreret. Det kræver en ny politisk alliance, hvor en stærk fagbevægelse går sammen med et stærk centrum-venstre. Trondheimmodellen er ikke en ’one size fits all’-model, men det kunne være spændende initiativ at arbejde på frem mod næste kommunalvalg. Det er en oplagt og unik mulighed, som blot venter på at blive grebet og udfoldet i praksis over det kommunale Danmark.

 

Asbjørn Wahl er daglig leder af den norske tænketank ’For Velfærdsstaten’. Jens Jonatan Steen er analysechef i tænketanken Cevea.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer