Kronik

For fire milliarder sygt samfund

Vi hører kun om Grønland, når der skal tælles kommende råstofmilliarder og gyses over smeltende indlandsis. Menneskene oven på råstofferne har vi tilsyneladende glemt. At mange grønlændere lever i socialt armod i et sygt samfund, som opretholdes med vores bloktilskud, interesserer vi os ikke for
Hvis vi ikke snart begynder at tale om grønlænderne og deres usunde samfund, er jeg bange for, at Grønland kun manifesterer sig i vores bevidsthed som et parameter for klimaets tilstand – og som en legeplads for råstofeventyr, lyder det fra dagens kronikør.

Michael Daugaard

23. november 2013

Jeg færdiggør min moskus-oksebøf på toppen af et hotel i Nuuk og går ned på gaden. Det er koldt og blæsende. Gaden er fuld af unger, der trods det sene tidspunkt stadig er ude. De flokkes om en ambulance, der er kommet for at hente en fuld mand foran Brugsen. Jeg går forbi en 5-6-årig pige. Hun ligner de andre unger. Hun har ingen jakke på, blot en slidt lyserød adidas-trøje. Hun er snavset og lugter af afføring. På kinden har hun en tatovering fra en tyggegummi-pakke. Kombinationen af det hele er overvældende og planter tusinde spørgsmål i mit hoved. Er dette virkelig Danmark og rigsfælleskabet? Pigen med tyggegummitatoveringen og hendes legekammerater er desværre et perfekt billede på, hvordan det står til i Grønland. Der er noget helt galt.

Jeg har brugt en måned af min sommer i Grønland på et projekt med unge. Inden jeg sagde ja til opgaven, vidste jeg meget lidt om livet i Grønland. Isbjørne, kulde, indlandsis, slædehunde og julemandens postkasse var det, jeg først kom i tanker om efterfulgt af noget med alkohol.

Jeg forberedte mig på mit arbejde ved at læse rapporter fra store forskningsinstitutioner og fandt et væld af groteske statistikker: Grønland har verdensrekord i selvmord, de fleste begået af unge mænd mellem 14 og 25 år. 15 procent af unge piger mellem 15 og 24 år får foretaget en abort. Tallet i Danmark er tre procent. Hver ottende kvinde mellem 18 og 25 år har været udsat for seksuelle overgreb som barn. 62 procent af alle unge oplever alkoholproblemer i deres hjem.

Men der var noget ved statistikkerne, jeg ikke forstod: Når de er så groteske, så er de ikke længere bare tal – de er skæbner hos størstedelen af menneskene på gaden, i Brugsen eller i bussen.

Det er ikke svært at få øje på de mange tyngede liv rundt omkring i Nuuk. Pigen med tyggegummitatoveringen er blot et af dem. De voksne, der sidder udenfor ved Maximut-pubben midt i byen og drikker og ryger, er nogle af dem.

På produktionsskolen går der 35 elever. Der er egentlig kun plads til 24, men behovet er større, afslører den lange venteliste. På skolen går unge, der blev tabt for længe siden i den folkeskole, der til trods for en skolereform i 2003 stadig ikke fungerer fagligt eller socialt. Det offentlige system magter ikke at samle de unge op. Produktionsskolen er drevet for private midler, og værkstedslærerne er ikke uddannede.

13 år og alene

560 kilometer nordpå i Ilulissat er krydstogtpassagererne på et kort visit. Byen har udviklet sig til en af Grønlands turistmagneter på grund af den usandsynligt smukke isfjord.

Her ligger Hotel Arktis, der lokker med femstjernet konferencecenter og en af klodens flotteste udsigter. I byen ligger også et familiecenter, som sundhedsminister Astrid Krag (SF) besøgte i februar i år, og et elevhjem, hvor unge fra de omkringliggende bygder bor, imens de færdiggør folkeskolen. Selv om der er to uger til sommerferien, er byens skoler næsten tomme. Lærere og elever trænger til ferie, og forældrene har brug for børnene til at hjælpe til med fiskeriet, lyder forklaringen.

Jeg besøger elevhjemmet for at tale med de unge. De to bestyrere – et ægtepar fra bygden – ligger i hjørnesofaen i fjernsynsstuen. De rejser sig og tager imod mig. De er ikke uddannede til at arbejde med børn, men søgte jobbet for tre år siden for at »prøve noget andet«, fortæller de. Deres fremtoning og attitude afslører, at der hverken er retningslinjer for kost eller bevægelse. Der er heller intet nærvær, interesse for de unges hverdag eller tillidsfulde relationer.

Dét, de unge fortæller og ikke fortæller, fæstner sig i mit sind: Det er hårdt at rejse fra familien og det trygge bygdeliv som 13-årig og bo hos inkompetente, fremmede voksne. Det er overvældende at bo i en storby med 5.000 indbyggere, når man kommer fra en lille bygd med 200-300 indbyggere. De unge svarer sagte – med ja eller nej og især ’ved ikke’ – på spørgsmål som: Hvordan har du det? Hvad kunne du tænke dig var anderledes? Hvem er din fortrolige? Deres hænder ryster, deres stemmer skælver, de undgår øjenkontakt, de er tyngede og udgør endnu flere eksempler på de dårlige liv, der leves i Grønland.

Hele arrangementet med elevhjem virker efter min mening uansvarligt. De findes i alle større byer. Ville vi i Danmark acceptere, at uuddannet personale skulle være mor og far for vores 13-årige gennem de tre vigtigste år af deres liv? De få ressourcestærke familier flytter med deres unge til storbyer for at undgå elevhjemmene. Jeg forstår dem godt.

Jeg ville ønske, at krydstogtpassagerernes rute gennem byen inkluderede et besøg på elevhjemmet. Måske ville de forstå, at Ilulissat er mere end et punkt på UNESCO’s verdensarvsliste.

Jeg har det med Grønland som med mange af de afrikanske lande, jeg har arbejdet i. Man har ikke været i Afrika, hvis man har oplevet en to ugers safaripakke og set the big five. Og man har heller ikke været i Grønland, hvis man har været på krydstogt op langs Vestkysten, set hvaler og siddet på toppen af hotellet i Nuuk og spist moskusoksebøf.

Dansk aflad

Danmark bryster sig af et ganske særligt fællesskab med Grønland. Et fællesskab, der til dags dato åbenbart stadig har sin berettigelse i kraft af det, der skete for næsten 300 år siden, da Hans Egede grundlagde Nuuk og gjorde grønlænderne kristne. Det er, som om historien er et argument, der til alle tider overskygger fortællingerne om de grønlandske liv og den efterfølgende diskussion om, hvorvidt og hvordan Danmark skal være til stede i Grønland.

Vi afleverer årligt knap fire milliarder kroner til Grønland i bloktilskud. Hvis man sammenligner dét med den debat, de 12,6 milliarder kroner, vi sender sydpå i udviklingsstøtte, afstedkommer, undrer det mig, hvor lidt opmærksomhed der er om de penge, vi sender nordpå.

Hvorfor hører man ikke Søren Espersen (DF) tordne mod sjusket brug af de danske skattekroner. Den slags plejer han ellers ikke at holde sig tilbage for, når det omhandler pengene, der sendes i sydgående retning? Efter min bedste overbevisning støtter vi opretholdelsen af et usundt samfund.

Når Grønland en sjælden gang er i de danske medier, handler det om energi- og klimapolitik. Mediernes dækning af Grønland efterlader det indtryk, at Danmark kun har interesse i de sektorer, der potentielt resulterer i økonomisk afkast.

Hvorfor er vi holdt op med at interessere os for de mennesker, der bor oven på råstofferne? Det virker, som om vi i Danmark har dårlig samvittighed over, hvad Grønland er blevet, og vi betaler fire milliarder kroner årligt i aflad.

Det er tankevækkende, at DR sendte Steffen Kretz til Grønland i sommer for at dække Martin Lidegaards besøg i 21søndag, der fokuserede på den smeltende indlandsis, mens der intet var i medierne om Astrid Krags besøg i februar.

Hvis vi ikke snart begynder at tale om grønlænderne og deres usunde samfund, er jeg bange for, at Grønland kun manifesterer sig i vores bevidsthed som et parameter for klimaets tilstand – og som en legeplads for råstofeventyr, og det kan vi ikke være bekendt.

Ganske belejligt giver de fire milliarder kroner os hvert år et lod i det store olielotteri, der potentielt kan sikre os alle pension de næste 100 år, men det er ikke godt nok at aflevere en stor pose penge med venlige hilsner og så ellers tie resten ihjel.

Iben Rasmine Østergaard Marcussen er kandidat i folkesundhedsvidenskab og ekstern evalueringskonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Visby
  • lars romer
  • Marie Kobel
  • Lene Houmand Kristensen
  • Buuti Olsen
  • Jens Overgaard Bjerre
  • Jette M. Abildgaard
  • Ole Hansen
  • Jakob Lilliendahl
  • peter fonnesbech
  • Torben Selch
  • Per Jongberg
  • Brian Pietersen
  • David Zennaro
Katrine Visby, lars romer, Marie Kobel, Lene Houmand Kristensen, Buuti Olsen, Jens Overgaard Bjerre, Jette M. Abildgaard, Ole Hansen, Jakob Lilliendahl, peter fonnesbech, Torben Selch, Per Jongberg, Brian Pietersen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor meget er konsekvens af dansk forandring over århundrederne og hvor meget er traditionel kultur? Det må være det store spørgsmål. Alkoholmisbruget kan jo under ingen omstændigheder komme andre steder fra end koloniseringen - men hvad med vanrøgten og det seksuelle misbrug af børn? Det åbenbart lette valg af døden fremfor livet? Noget er jo tydeligvis helt galt, og det må være opgaven for et ansvarligt styre at bringe forholdene i overensstemmelse med befolkningens ønsker og behov.
Måske kunne det netop være en løsning at hive formuer ind på udenlandsk arbejdskraft og finansiere et mere traditionelt liv for inuit - det synes jo at gå meget godt i Mellemøsten for oliestaterne dér.

Hvorfor er der ikke nogen som siger som det er. Grønland er ledet af en flok korrupte og nepotistiske politikere, som rager værdierne til sig. Endnu værre end det er i Danmark!

Men hvordan er det kommet så vidt, Kim Houmøller? Hvem har de lært det af, hvordan er solidariteten med deres egen befolkning smuldret væk?

Man modtager understøttelse på højt plan. Man kan ikke uden.
Toppen administrerer pengene.
Den herskende klasse og dem de hersker over.
Danmark, ganget med ti.
Og nu kommer "kineserne".

Aviaja Lyberth Hauptmann

Kære Iben,

Det er hård læsning, hvad du har skrevet.

Hvis man melder så hårdt ud, så synes jeg det er på sin plads at underbygge sine konstateringer med fakta og sund vurdering. Det synes jeg der er en mangel på i din kronik.

Der er ingen tvivl om, at det grønlandske samfund fungerer ganske uoptimalt. Det ved de danskere også, som har fulgt med i mediedækningen af Grønland i mange år, og ikke blot som forberedelse til en måneds ophold.
Grønland er meget i medierne, og inden råstofbølgen har dækningen også fokuseret på alkoholikeren og de misrøgtede børn. Du er langt fra den første dansker, der er blevet chokeret. Det er underligt, at du ikke i din forberedelse er stødt på al den ensidige dækning der har været af det grumme grønlandske samfund.

Personligt er jeg træt af både isbjerget og alkoholikeren. Det er nemme emner at få læsere til og de besværliggør nuanceringen af grønlandsbilledet.

Du beskriver et øjebliksbillede og retfærdiggør konklusioner baseret på kort tids mediedækning og statistikker. Det ligger der i og for sig ikke megen forståelse gemt i. Hvor er Grønland på vej hen? Hvilket retning bevæger statistikkerne sig? Og hvad ligger der bag det du observerer? En oprensning af statistikker er muligvis sandhed, men hvad er konteksten?

Grønlandske børn er eksempelvis også opdraget ganske forskelligt fra danske børn. Så mangel på øjenkontakt og overdreven generthed er ikke nødvendigvis lig med misrøgt.
Det er hårdt at vokse op i Grønland og der skal fokuseres rigtig meget på børnene og deres velfærd. Det er jeg bestemt ikke uenig i. Det er f.eks. sådan noget som organisationen MIO (http://mio.gl/?lang=da), som du sandsynligvis er stødt på, arbejder med.
Jeg synes det er enormt u-konstruktivt at stille et billede op som du gør det, og indikere at det er resultatet af bloktilskuddet.

Det tager lang tid at skabe et velfungerende samfund, især et samfund af så få mennesker som i Grønland, med så voldsomme logistiske forhold. Det kan sagtens tage langt mere end 300 år, som du jo kan se. Hvad du ser i dag er ikke et resultat, men en hård og lang igangværende proces.

Hvis Grønland en dag skal være et sundt samfund, så nytter det ikke noget, at Danmark går ind og detailstyrer. Den model vil kun skabe mere modvilje mod hvad der er dansk, og ikke rykke grønlænderne tættere på kompetent styring af samfundet.
Personligt synes jeg et af de største problemer med den grønlandske samfundsudvikling er, at man i dag navigerer efter hvad man ikke vil have, danskheden og fortiden, hellere end at man drømmer om hvad man gerne vil.
Du melder ikke konkret ud, hvad du synes man bør gøre anderledes andet end at fodre troldene med flere grumme statistikker, de kan kaste på hinanden.
Den kronik som du har skrevet fodrer den slags mennesker, der er med til at skabe en større kløft både på dansk og grønlandsk side og hæmmer det rationelle samarbejde mellem Danmark og Grønland, som en dag skal gøre Grønland til et sundt samfund.

Det er jeg meget ked af, og jeg håber utrolig meget, at du vil få en større forståelse for den grønlandske kultur, der for nogen af os er kilde til stor stolthed, og dermed bedre bidrage til en konstruktiv løsning af de problemer, der er så mange af i Grønland.

Venligst,

Jairus Lyberth, Pilu Juul-Nyholm, ellen nielsen, Michael Kongstad Nielsen, Merete Lindhardt Pedersen og Anders Feder anbefalede denne kommentar

Aviaja Lyberth Hauptmann: Hvad mener du Danmark eller danskerne kan gøre for at bidrage konstruktivt til Grønlands udvikling? Det vel det de fleste i denne ende af "riget" grubler over. Er det virkelig at lade stå til, som berygtede politikere som Lars Emil Johansen plæderer for? Om der er mange eller få børn der lider burde ikke være det der skiller! (Læser i øvrigt din blog på ing.dk fra tid til anden - det er spændende stof.)

Jairus Lyberth, Steffen Gliese og ellen nielsen anbefalede denne kommentar

Pórto Qisuk
23. november, 2013 - 19:52 #

I dine indlæg rammer du med stor præcision nogen af de væsentligste årsager til de tragiske livsbetingelser som mange almindelige grønlændere liver under - Efter min ydmyg opfattelse.

- Hvis du har overskud til det håber jeg du kan formidle dit budskab i den nationale grønlandske debat.

Jeg har aldrig selv været på Grønland og har ingen således ingen førstehåndskendskab til forholdene, men det var med en tåre i øjet jeg så DR's dokumentarudsendelse for ca. et år siden om forholdene for mange grønlandske børn og familier.

- Gå aktivt ind i grønlandsk politik. Der er brug for den holdning og forståelse, som du udviser.

Ole Lund Petersen

Grønland og fremtiden, skaber jo en helt utrolig debat, nogle gange positivt andre gange negativt sådan er det, men hvordan får man som grønlænder skabet et samfund som er inkluderende overfor alle uanset problemer. Det lyder jo fint, det sammen spørgsmål kan vi jo stille i Danmark gu ved hvad svaret ville blive. Jeg har opholdt mig i Grønland i forbindelse med etableringen af et skolesystem som byggede på en vestlig filosofi og som viste gode resultater i DK, men som vi måtte erkende at afstande ikke kun fysisk men også mentalt var for stor. Vi må nok bruge vores midler fra DK til at understøtte det uddannelsesvæsen som man ønsker i Grønland, uden vi "blander" os mht. hvad pengene skal bruges til, man skal selv finde sit ståsted, som man også gjorde for mange år siden, da ungen i et kæmpe land strejfede om og intet havde at lave, anden end at røve og plyndre.
Der opstod her nogle ildsjæle som opbyggede en praktisk anlagt uddannelse for de unge og hvor de kunne bruge deres praktiske viden, til at videreuddanne sig, hvis de ville dette. På de tekniske skoler i Nuuk bliver eleverne også uddannet, men opbygninger hentes fra Danmark. Måske var der nogle ildsjæle som kunne hente inspiration i et lille værk "Vejen til livet" af Makrenko.
Jeg håber virkelig, at Grønland en dag tager ansvar for deres eget land, og vi har i Danmark et medansvar at få "afleveret" Grønland som et stærkt fællesskab hvor der tages hånd om dem som har det svært, men Grønlænderne skal også lade være med hele tiden at undskylde deres livssituation, men tage ansvaret på sig i udviklingen af deres land, fortiden kan ingen ændre, men fremtiden kan man være med til at præge.
Alle de mange danskere der med deres gode hensigter, ønsker at fortælle hvordan Grønlænderene skal leve, hold jeg tilbage, i er gæster i en kultur, som i må forsøge at tilegne jer, for det er jo det vi i Danmark forlanger af vores indvandrere.

Torben Selch, Pórto Qisuk og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Holmelund

I min tråd (separat fra denne) skrev en til mig på spørgsmålet om hvorfor der ikke bliver gjort noget i Grønland: "Og jeg synes DK er tøsede, for der kan gøres meget for de penge, der allerede er der. Men de tør ikke blande sig, for de vil ikke tage magten fra grønlænderne, for så siger de jo, vi ikke kan. Men sandheden er, at vi faktisk ikke kan, og det er sørgeligt. De høje herre vil bare ikke indrømme det. Hellere, at der er problemer, end at vi mister magten. Trist." Personen her ser det i artiklen beskrevne hver eneste dag. Med venlig hilsen Torben

Iben. You ain't seen nothing yet. Men se på Anders Nielssons billede på Kamikposten.dk af en hytte i en bygd til illustration af Iben Rasmines sørgmodige betragtninger og læs Sermitsiaqs artikel med billeder fra modeshow i ikke mindre end natklubben Manhattan i Nuuk og om oplæg til skønhedskonkurrencer. Læs om Pôrto Qisuks genopdagelse af sit 4-5000 årigt gamle DNA, som inspirerer ham til at foreslå at genoptage skikken med i meditativ pagt med naturen at sætte sig ud på isen og vente på at der må ske et eller andet, så Grønland kan udvikle sig på egne betingelser. Læs vor gamle ven Jonathans budskab om at han i hvert fald ikke vil bevare Grønland som et frilandsmuseum i en omgivende moderne verden og med en beklagelig konstatering af at overgangstiden vil kræve sine 'ofre' og med en advarsel om at lade Grønland forlove sig med USA. Hør om min grønlandske kones familie på nu 173 medlemmer, hvis børn ikke render sultne rundt om natten i bar undertrøje og som kun drikker et enkelt eller to glas af 'Den med tyren' eller fem glade øl ved de utallige familiemiddage med alenlange taler. Deltag i Landstingets afslutningsmiddage
hvor Holger eller Lars Emil spiller op til grønlandsk polka og Aleqa tager en taxa hjem uden at betale. Læg mærke til de ret mange mennesker som spadserer hjem fra restaurants besøg uden at værdige deres omgivelsers ofte sørgelige tilstand et blik. For sådan er det jo bare med disse mennesker. Det blander de sig sgu ikke i.
Tag med ned til bådebroerne i week-end'en og se familierne drage afsted på jagt eller fisketur. Besøg vore to døtre af blandet race som er blevet i Grønland og den enes to døtre, begge studenter og under videreuddannelse i Frankrig og Bornholm.
Læs Kim Leines bog om dansk voldelige overgreb på grønlændere i 1700-tallet og senere der gør dansk indsats-bl.a . min egen - til et kulturelt overgreb, der retfærdiggør et grønlandsk had til Danmark og nu til et spørgsmål om brun sovs.
Notér dig de mange ovennævnte indlæg til dine egne betragtninger, som oftest bunder i personlige oplevelser og stritter i alle mulige retninger. Måske kan livet og tilværelsen i Grønland ikke bygges på en enkelt måneds iagttagelser.
Det er sgu et mangfoldigt samfund fra dronningebesøg til fornedrende eksistensvilkår og alt muligt der imellem.
Mine egne personlige erfaringer gør det meget vanskeligt at se en samlet grønlandsk
geografisk og sproglig 'nation building' koncensus opstå i overskuelig tid

Christian Harder, Torben Selch og Mads Christensen anbefalede denne kommentar

Mit bud ville være for Grønland, hvor jeg ville tro - intet burde kunne vedtages, forståes og indført - uden en enorm påvirkning af en barsk og voldsom natur.
Derfor tror jeg at buddet kunne være Øko-Humanistisk-Socialisme - som starten på en ung stat. Jeg ville søge andre informations-ruter end den danske, EU og USA - og kigge på de forskellige udviklingstrin i f.eks Argentina, Brasilien og Cuba og tage det bedste derfra - og indlejre det nødvendige samarbejde med den kapitalistiske verden, i et tæt kontrolleret favntag. Men det fordrer jo at politikerne, ikke er mudderet ind i det allerede.

Karsten Kølliker

Iben R. Ø. Marcussen kommer til Grønland, og bliver rystet over det menneskelige forfald, og efterlyser en mere målrettet og kompetent, social indsats, og som i mangel af uddannede grønlændere vil kunne ydes fra Danmark. Men er der ikke noget arrogant ved tanken om at Grønland skal fikses? Er det ikke bare den attitude, der er indlejret i vores dna, den arbejdsomme og ordentlige, protestantiske nordeuropæers?

Jeg synes Pórto Qisuk’s kommentar 24. nov. 11.58 giver mening på en helt anden måde end alle diskussioner om skyld og overgreb og hvad der ’bør’ gøres.

Pórto Qisuk peger på et forhold, som det forekommer at alle jæger/samler-kulturer har til fælles: Hvordan menneskets eksistens er vævet ind i naturen, og selve denne sammensmelten med naturen byder på en rigdom af nærvær og opfyldelse.

Dertil vil jeg så føje forestillinger om, hvordan omgangsformen mellem mennesker er i sådanne kulturer. Som den rige dialog med den omgivende natur foregår der også en stærk ordløs dialog mellem mennesker, og når sproget så endelig kommer i anvendelse, så består der en nærmest mystisk sammenhæng mellem ordene og det de betegner. I mine forestillinger er det utænkeligt, at sproget i en sådan jæger/samler-kultur bliver brugt manipulerende.

Ind kommer så europæisk kultur med al sin grådighed og alt sit magtbegær i form af den danske kolonisering i 1700-tallet. Gradvist rev koloniseringen grønlænderne ud af deres oprindelige livsform. Flere og flere levede ikke længere i denne direkte pagt med naturen og mødet med alle de fremmede og den generelle opskalering af samfundet nedbrudte også de oprindelige sociale bånd. Således lærte grønlænderne også at lyve og at tænke på sig selv først.

Så hvad vi taler om er sorg. En meget dyb sorg. Den tidligere livsform var måske nok hård, men det var en livsform i harmoni. Og erindringen om denne harmoni med naturen og den sociale harmoni er det bundløse, sorte hul, som grønlænderne bærer i sig, og som er årsagen til deres mangfoldige misbrugsproblemer.

Grunden til at misbrugsproblemerne er så stærke, er netop at erindringen om den tidligere harmoni stadig lever. Og beskeden fra den moderne dansker eller grønlænder er vel ”Get over it!”. Men den virkelige misbruger er jo det moderne menneske. Det er vores livsform, der ikke er bæredygtig, ikke i harmoni, og det er vores livsform, der har fuldkommen udvandet ordenes betydning, og lader hånt om det enkelte menneskes forbundethed med sin omverden.

Og helt paradoksalt bliver det, når det samtidig bliver klart, at det kun er gennem en gendannelse af det enkelte menneskes forståelse for sin forbundethed med sin omverden, at menneskeheden har en chance for at overkomme de globale problemer der er ved at vokse os helt over hovedet. Grønlænderne er ikke ene om at gå rundt med et bundløst, sort hul indeni. Det gør vi alle i større eller mindre grad. Se bare på omfanget af misbrugsproblemer i DK eller i ethvert andet land. I min forestillingsverden har grønlændernes lidelser ikke været forgæves, og vi vil blive taknemmelige for, at de ikke slap deres erindringer om, at verden kan være anderledes. Deres erindring bliver således til en vision om en reformeret livsform, som angår os alle.

Kort sagt, den meningsfuldhed, omsorg og ansvarlighed de realiserede i deres små bygder, skal vi nu finde måder at udbrede i vores megastore, komplekse, internationale samfund, formentlig igennem en fornyet lokal forankring. Den globale landsby.

Sider