International kommentar

Forskning kan ikke længere opdeles i krigseksperter og fredsforskere

Der er derfor ikke helt rigtigt, som Information hævder, at militære eksperter dominerer mediebilledet. Snarere fordrer den liberale verdensorden, at alle forskere i dag skal forholde sig til anvendelsen af militær magt
Debat
5. november 2013

Fredsbevægelser verden over har dette efterår øjnet morgenlys. Præsident Obama besluttede i elvte time at undgå en militær intervention i Syrien, og for mange betyder det, at dialogens og konfliktmæglingens logik atter har fået en chance. Samtidig har Obamas tilløb til intervention i Syrien, givet rum for vestlig eftertanke: Betyder to årtier med krig, at krig i dag er blevet den eneste idé, vi kan få?

Sådan cirka samme spørgsmål stillede Information for nylig dansk forskning under overskrifterne »Er tiden omsider til løsninger uden våben« (den 26. oktober) og »Militære eksperter dominerer mediebilledet« (den 28. oktober). Mindst tre konklusioner træder frem. ’  Krig’ har erstattet ’fred’ i forskningens fokus, ’partisk’ sektorforskning har erstattet ’civil’ og uafhængig forskning, og en tilbagevenden til fredsforskningens fokus på konfliktmægling er undervejs. Det er en nødvendig diskussion om roller og bredde i dansk sikkerhedsforskning Information åbner. Vigtige politiske, faglige og institutionelle faktorer bør dog nuanceres.

Den liberale fred

Fredsforskning opstod i 1960’erne som et forsøg på at skabe større tillid mellem Øst og Vest. Håbet var at bidrage til begrænsning af våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen – måske endda til at sætte et punktum i den nukleare konflikt. Med årene fik fredsforskningen en bredere profil, med ambitioner ikke kun om fred, men også om bekæmpelse af økonomisk, politisk og kulturel undertrykkelse. En fredsforsker var imod krig og for menneskerettigheder.

Det ændrede den liberale verdensorden, der opstod efter Den Kolde Krig. Ideen om den liberale fred åbnede paradoksalt også muligheden for at gribe ind militært over for stater, der krænkede menneskerettigheder og undertrykte deres befolkning. På hver deres måde illustrerer Kosovo, Rwanda, Libyen og Syrien, at pacifisme ikke længere er nemt at kombinere med en dagsorden, der promoverer demokrati og menneskerettigheder. Selv om vi begge støtter Obamas beslutning om ikke at straffe Syrien militært, betyder beslutningen, at uskyldige mennesker fortsat dræbes i konflikten.

Der er derfor ikke helt rigtigt, at militære eksperter dominerer mediebilledet. Snarere fordrer den liberale verdensorden, at alle forskere i dag skal forholde sig til anvendelsen af militær magt. På Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) afvejes diskussioner om anvendelsen af militær magt lige nu i forhold til de politiske, religiøse og regionale dynamikker, der er fulgt i kølvandet på Det Arabiske Forår.

Der er også en faglig grund til, hvorfor ’fredsforskningen’ overhovedet blev forladt. Begrebet ’fred’ kan nemlig ikke rumme de moralske og politiske dilemmaer, der tegner sikkerhed i dag. Det Informations analyse kalder den ’civile’ danske fredsforskning, er i virkeligheden en forholdsvis snæver indgang til konfliktløsning, som passede bedst til Den Kolde Krig. ’Konfliktløsning’ i en globaliseret verden kræver mere tværfaglig, historisk, politisk, antropologisk og etnografisk arbejde. Den forudsætter mere viden om religion og ideologi i et globalt perspektiv. Og den skal være mere skeptisk end fredsforskningens overvejende vestlige forestillinger om én moralsk universalisme. Som koordinatorer for forskning om fred og sikkerhed, ser vi den slags viden som en nødvendig forudsætning, for at forstå og forandre situationen i verdens brændpunkter.

Broget forskingsmiljø

Endelig forklarer Information ’militariseringen’ af dansk sikkerhedsekspertise med institutioner og økonomi: Hvem forskes der ’på vegne af’? Spørgsmålet er ubetinget centralt, men forskellen mellem ’krig’ og ’fred’ kan ikke koges ned til forskellen mellem forskningsinstitutter og universiteter.

Loven om DIIS fastslår utvetydigt, at instituttets formål er at styrke uafhængigt forskningsarbejde om internationale forhold inden for det brede udenrigs-, sikkerheds- og udviklingspolitiske område. Militære spørgsmål er selvfølgelig en vigtig del af den dagsorden, men de er langt fra udtømmende.Et hurtigt kig på resten af det institutionelle landskab giver et mere broget billede af studiet af krig og fred, end artiklen i Information giver udtryk for. Syddansk Universitet har fået et Center for War Studies, mens Center for Militære Studier er en slags hybrid, der placerer sig mellem Københavns Universitet og parterne bag forsvarsforliget.

Københavns Universitets nye Centre for Resolution of International Conflict (CRIC) finansieres af det strategiske forskningsråd, som led i en ny udenrigspolitisk strategi. Der er i øvrigt ikke tale om konkurrence: DIIS samarbejder med dem alle blandt andet gennem fælles uddannelse af Ph.d.-studerende.

Udover politiske faktorer, skal forklaringen på ’fredsforskerens’ exit fra mediebilledet måske mest af alt findes i den akademiske verdens professionalisering. Forskning er blevet mere afhængig af bevillinger, hvor konkurrencekriteriet er internationale publikationer – ikke mediedeltagelse i en dansksproget offentlig debat.

Fredsforskeren anno 1995 var på politisk engageret feltarbejde i Kosovo og Palestina. Fredsforskeren anno 2013 er formentlig på ophold ved Princeton eller Yale University, for dér at færdiggøre højtprofilerede internationale tidsskriftsartikler og skabe en langsigtet universitetskarriere, med alt hvad det indebærer af akademisk profilering, forskningsansøgninger og centeropbygning.

Dét skisma er reelt, og det må alle vi, der arbejder med sikkerhed i dag forholde os til.

Rens van Munster og Vibeke Schou Tjalve er begge seniorforskere og forsknings-koordinatorer ved DIIS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er højst betænkeligt, at forfatterne indirekte indrømmer, at deres ståsted er sat for dem: de skal forske i det, der kan betale sig for karrieren. Det er rigtigt, at fredsforskning kan være et mærkeligt emne: den vil gerne være løsningsorienteret, men uden at kunne give pote i form af resultater eller penge i potten. Men det er lige så betænkeligt, at centrene for krigsstudier osv så åbenlyst har stillet sig på ikke bare den militære løsnings side, men også de eksisterende danske/vestlige interessers side - i en snæver fortolkning. Selvom militære 'løsninger' engang imellem frarådes.
Og betænkeligt, at termen 'den liberale verdensorden' bruges helt ukritisk af forfatterne og ikke antydningsvist defineres, bortset fra at den "opstod efter Den Kolde Krig". A wa ba? Hvilken liberal verdensorden? Den der er domineret af USA og dets interesser i en forestilling om en monolitisk blok med ubegrænset ret til at gribe ind, hvor den anser det for opportunt? Som forfatterne uden tvivl ved, så er der ingen liberal orden uden politimand. Og hvad med de nye magter? I øvrigt, når det siges, at en fredsforsker i sit udgangspunkt i tresserne var imod krig og for menneskerettigheder, er den nuværende hybridforsker så ikke for menneskerettigheder? Eller er forskellen, at vedkommende ikke nødvendigvis er imod krig?
Angrebspunktet er naturligvis hvilke krige, men hvilke interesser disse krige tjener og kan opnå - med en bagvedliggende forståelsesramme om at undgå menneskelig lidelse og død. Det er vel det der skal forskes i. Også folk, der gerne ser fred betonet, er ikke imod forskning i krig. Men imod den forskning, der på forhånd er instrumentaliseret af bestemte interesser. Dermed sørgeligt, at ærlig forskning i årsager, interesser, forviklinger og unødige tiltag har svære kår. Og det er ikke nok at dække sig ind under, at fredsforskningen er for naiv eller at 'sådan er det jo'.

Der er ingen krigsindsats siden 2. verdenskrig, der har sikret et mindre antal ofre, medmindre den har været iværksat af FN, med Balkan som en mulig undtagelse.

Krig igennem årtier er åbenbart idioti - havde indsatsen i Mellemøsten kunnet gennemføres med tilstrækkelig styrke, havde den egentlige virkning udfoldet sig: at der er en styrke bag menneskerettigheder og frihed i det internationale samfund, der kan skridt effektivt og hurtigt ind mod uretten.

@peter hansen: enig. Men det betyder ikke, at man ikke kan forske i krig. Og når man gør det, falder alle påståede gode grunde væk.

Niels Erik Philipsen

Jeg er stort set enig med Karen Helveg, men vil tilføje nogle betragtninger vedrørende ”fredsforskeres” rolle i samfundsdebatten. Det er som om de to DIIS-forskere helt har glemt, eller er uvidende om en form for ”fredsforskning”, der sætter fokus på ømme politiske emner, og som arbejder i samme ærinde som ”fredsbevægelserne”: At afsløre og bekæmpe politisk motiverede anslag med freden, som f.eks. ved at afsløre og udbrede kendskabet til den indflydelse det militær-industrieller kompleks har på politiske beslutninger. Det var hot stuff i både fredsbevægelser og fredsforskning i 80erne. Hvor er de nu ?
Et klart eksempel på den grundlæggende holdningsændring der er sket med den såkaldte ”liberale verdensordens” ”fredsforskere siden murens fald, er den doktorafhandling Jan Øberg skrev i 1980nog som blev udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke: Myter om vor Sikkerhed. Her finder man f.eks. et længere afsnit omkring dansk forsvarsindustri, der afslører nogle helt vilde beregninger af de økonomiske og beskæftigelsesmæssige gevinster forbundet med militære industrielle tiltag (s 125-126), samt en analyse af økonomi m.m. omkring Danmarks dengang hidtil største militærindustrielle projekt. Altså en klar politisk udmelding, som de politiske beslutningstagere kunne tage fat på at diskutere.
I dag er det lykkedes at få en gigantisk fornyet investering i nye kampfly til i politikeres mund at være ensbetydende med store fordele for beskæftigelsen og dansk industri – mens spørgsmålet om hvorvidt kampfly overhovedet er det Danmark har brug for i den nuværende internationale situation. Naturligt nok er det DIMS ( dansk Institut for Militære Studier, der analyserer hele den problematik – og ironisk nok, fraråder de at beslutningen om Danmarkshistoriens største militære investering kædes sammen med spørgsmålet om de beskæftigelsesmæssige virkninger. Om der foregår parallel forskning af den problematik i DIIS ved jeg ikke, men den danske offentlighed får ikke ret god orientering fra dem, der har gennemanalyseret problemerne – og man ser slet ikke i NOGEN ”nuværende ”fredsforskers” produktion noget, der blot antydningsvis tangerer det grundige og særdeles kritiske forskningsarbejde Jan Øberg udførte i 80erne. Man kan i bakspejlet godt se, at Jan Øberg er ”et barn af sin tid” - men det er han stadig. Han er for nyligt seated som kandidat til Nobels Fredspris for sit arbejde i den af ham selv stiftede svenske økonomisk uafhængige fredsforskningsinstitition: Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning ”
Han er jo helt enig med de to DIIS-forskere i at der kræves komplicerede analyser for at forebygge konflikter. Men han er ikke bange for at lange ud efter nogle konkrete ”syndere”.F.eks skriver han i Ræson d 13.09.13
”Tag Syrien. Verden har brug for konflikt-lægevidenskab: diagnose, prognose og behandling. Diagnosen turde være nok så klar: Det handler om endog meget komplekse indre konflikter og om det arabiske forår (oprindeligt) – men det handler også om hele Mellemøsten og især hér om Vestens ønske om at holde Iran nede og Israel oppe. En diagnose, der fokuserer på én person eller elite som ”diktatoren” (i gåseøjne for det var han jo ikke førhen) el-Assad, er amatørisme. Det er også konfliktanalfabetisme at dele alle konflikter op i to parter. I Syrien med omegn er der sikkert 20-30 relevante konfliktparter. Den tredje fejl-diagnose er den medier som regel begår og dermed puffer til voldelige løsninger: fokus på volden (mest den ene konfliktparts) og ikke på de underliggende konflikter.”
Her overfor står de to DIIS-fredsforskeres ” Selv om vi begge støtter Obamas beslutning om ikke at straffe Syrien militært, betyder beslutningen, at uskyldige mennesker fortsat dræbes i konflikten”. De mener øjensynligt, at en begrænset bombekampagne mod Assads militær, ville have betydet færre civile ofre. ?
Hvordan kan man støtte opgivelsen – og samtidig mene, at den betyder flere ofre ?

Alligevel er det velgørende, om end stærkt bekymrende, at de to forskere ærligt bekender, at forklaringen på ’fredsforskerens’ exit fra mediebilledet måske mest af alt findes i den akademiske verdens professionalisering. Forskning er blevet mere afhængig af bevillinger, hvor konkurrencekriteriet er internationale publikationer – ikke mediedeltagelse i en dansksproget offentlig debat.”
og at
” Fredsforskeren anno 2013 er formentlig på ophold ved Princeton eller Yale University, for dér at færdiggøre højtprofilerede internationale tidsskriftsartikler og skabe en langsigtet universitetskarriere, med alt hvad det indebærer af akademisk profilering, forskningsansøgninger og centeropbygning.”
Godt, at de selv anser dette for et problem.
Nu imødeser vi så blot at de gør noget ved det i deres funktion som ”informatorer” af danske politikere, journalister og befolkning.

Michael Kongstad Nielsen

Forskerne vægrer sig mod at forske i fred - fordi det er umoderne og ikke giver karriere, vor herre bevares. Men det er deres eget valg, dem om det, men emnet er stadig åbent for forskere, der vil engagere sig i det. Og fredsforskningens emne er som udgangspunkt det samme, som almindelig konflikter og mægling omkring dem. Man kan faktisk starte med privatretlige tvister, helt banalt i f.eks. hegnssager, hvor naboer er gået i baglås over stridigheder om hegnet, som ofte indbefatter andre konfliktspørgsmål, som gemmer sig nede bag ved hegnssagen.