International kommentar

Den fortrængte maoisme dukkede op som sær sekt

Pludselig dukker tre slavekvinder op i en glemt maoistisk sekt i en forstad til London, og minderne om 1970’ernes fjerne land, hvor sekteriske venstrefløjsfraktioner tiltrak unge aktivister i stort tal, bliver atter levende
Debat
29. november 2013

Kort efter nyheden om Monty Pythons gendannelse kom der fra det sydlige London en bizar påmindelse om, at der engang for længe siden eksisterede maoistiske smågrupper i Storbritannien, der talte et sprog, som var det taget ud af Life of Brian.

73-årige Aravindan Balakrishnan og hans 67-årige kone, Chanda, der i sidste uge blev anholdt på en mistanke om at have holdt tre kvinder som slaver i en lejlighed igennem 30 år, var ledere af en lille sekt på 25 medlemmer kendt som Arbejdernes Institut for Marxisme-Leninisme og Mao Zedong-tænkning. Kun de færreste på den britiske venstrefløj kendte til sekten, som oprindeligt begyndte som en udbryderfraktion fra Englands Marxistisk-leninistisk Kommunistparti, der selv havde under 100 tilhængere. Maoisternes esoteriske narrestreger fik i samme epoke skarp konkurrence fra et dusin trotskistiske sekter. Åbenbart er historien om disse ekstremistsekter langtfra overstået.

I al fald beskyldes Balakrishnan-familien for at have holdt tre kvinder fanget i deres kollektiv i Brixton imod kvindernes vilje. Kollektivets medlemstal faldt støt, men dets velstand steg. Balakrishnan synes at have foregrebet Kinas omstigning til kapitalisme, og havde ifølge rapporter spekulationsinteresser i 13 ejendomme.

Revolutionsfantaster

Hvordan kunne maoismen øve en sådan tiltrækning på datidens venstrefløj? Maos skikkelse og en udbredt stemning af forestående revolution spillede givetvis en stor rolle, men ser på man på disse gruppers ideologiske udgydelser, udsprang de næppe af nærlæsninger af Om Modsætninger eller andre tekster af Mao. De var i stedet fantaster, som med hver deres egen hjemmelavede Mao spillede med på ønsket om en radikalt ny samfundsorden, der var så udbredt på venstrefløjen fra 1967-1977.

Maoismen stod ret svagt i Storbritannien, hvor den overvejende tiltrak studerende fra Asien, Afrika og Latinamerika. Anderledes så det ud på det europæiske fastland. På sit højdepunkt havde den tyske maoisme over 10.000 medlemmer og et samlet oplag på sine publikationer på 100.000. Efter ’Den Store Skuffelse’ – som den kinesisk-amerikanske forståelse i midten af 1970’erne blev kaldt – strømmede tyske maoister i tusindvis til partiet De Grønne, og en prominent maoist som Jürgen Trittin blev senere et loyalt pro-NATO-medlem af Gerhard Schröders socialdemokratiske kabinet.

I Frankrig organiserede La Gauche Prolétarienne arbejdere på bilfabrikker og grundlagde dagbladet Libération, der siden hen skulle blive et førende organ for Frankrigs centrum-venstre.

Eksmaoistiske intellektuelle indtager den dag i dag en betydelig plads i det franske åndsliv, selv om mange er blevet neokonservative: Alain Finkielkraut, Pascal Bruckner, Jean-Claude Milner er navne, der rinder i hu.

Også Skandinavien blev overskyllet af 1970’ernes maoistiske strømning. Sverige havde maoistiske grupper med flere tusinde medlemmer, hvis man tæller både de aktive og periferien med, men det var i Norge, at maoismen blev en ægte folkelig kraft. Dagbladet Klassekampen eksisterer endnu i dag som en uafhængig avis med talentfulde journalister og kan endog præstere oplagsfremgang. Oktober er stadig et førende skønlitterært forlag, mens Maj var et succesfuldt pladeselskab. Per Petterson, en af landets mest populære forfattere, beskrev for nylig i en bog, hvordan 100.000 mennesker ud af en befolkning på fem millioner marcherede til den kinesiske ambassade med fakler for at udtrykke deres sorg over Maos død i 1976.

Det undrede mig, at uanset hvilken særlig kulør hine tiders venstreekstremistiske sekter gjorde krav på, så var adfærden hos deres ledere påfaldende ens.

Kærligheden til etpartistaten

Selv de, som var mest kritiske over for stalinismens stil og metoder, var tilbøjelige til at reproducere etpartistatens model inden for egne rækker. Uenighed blev kun tilladt for begrænsede perioder, og bureaukratiske apparater sat i spidsen for selv små organisationer. Det var i Vesteuropa og ikke under de latinamerikanske eller asiatiske militærdiktaturer, at hemmeligholdelsespolitik og jernhård partidisciplin blev anset som uomgængelige for proletariatets frigørelse.

De unge kvinder og mænd, der søgte ind i de venstreekstremistiske grupper, gjorde det som regel af de bedste grunde. De ville forandre verden. Mange kæmpede også imod den kvælende atmosfære i grupperne. Kvinder organiserede komiteer, som skulle overvåge mandschauvinisme og udfordre patriarkalske praksisser. Lad os ikke glemme, at mange af de, som førte an i kvindesagsgrupper eller homoseksuelle befrielsesbevægelser i Europa og andre steder, oprindelig fik deres politiske uddannelse i en eller flere af den yderste venstrefløjs myldrende fraktioner.

Jeg kan huske engang, da en sydamerikansk feminist informerede en stor forsamling af revolutionære i 1970’erne om de fremskridt, som var sket i kampen mod mandssamfundets machismo. »Det er kun et år siden,« erklærede hun, »at min mand, som sidder her på podiet, låste mig i inde i huset den 8. marts, så jeg ikke kunne demonstrere på den internationale kvindedag.«

Manden gemte sit ansigt i skam.

I dag forekommer 1970’erne som et meget fjernt land. Pengemagtens brølen har overdøvet meget af det, som dengang var værdifuldt. Kampagner for at dæmonisere ikke-mainstream politisk aktivisme af enhver slags fortsætter med uformindsket styrke, trods det faktum at venstrefløjen nok aldrig har stået svagere end i dag. Måske et tegn på, at frimarkedsfundamentalisterne alligevel frygter for de mulige udfordringer, der kan komme nedefra.

 

Tariq Ali er britisk-pakistansk forfatter

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

'He has been described as "the alleged inspiration" for the Rolling Stones' song "Street Fighting Man", recorded in 1968.[13] John Lennon's "Power to the People" was inspired by an interview Lennon gave to Ali.'
http://en.wikipedia.org/wiki/Tariq_Ali
http://www.youtube.com/watch?v=5047bfXGxn8
Informations Forlag har udgivet hans bog: FUNDAMENTALISMERNES SAMMENSTØD.
I 60-erne og i 70'erne var Ali selv Trotskist.
Det tidsskrift, New Left Review, som hans kone er redaktør for kunne indtil for få år siden læses gratis på internettet. Nu ligger det bag en betalingsmur.

'When the Berlin Wall came down in 1989, it was not simply the Soviet Union or the “communist idea” or the efficacy of Marxist solutions that collapsed. Western European social democracy, too, was severely dented. In the face of a triumphalist capitalist storm that swept the world it, too, had to trim its sails. The fact that, barring Spain, social democratic parties or coalitions govern most of Western Europe today is of interest largely because of the collective experience it provides: these parties can no longer deliver effective policies that improve the conditions of the majority of electors whose votes have placed them in power. Capitalism, unchallenged from any quarter, no longer feels the need to protect its left flank by conceding reforms. Under these conditions, social democracy finds it difficult to protect the underprivileged. All it can offer its respective electorates is either fear (vote for us because it will be very much worse under the Right) or vacuous ideological formulae, whose principal function is to conceal the poverty of any real progressive ideas: “third way,” “conflict-free politics,” “beyond left and right.” The net result is either an electoral shift towards far-right demagogy (of which Austria is the most recent European example) or an increasing alienation from politics and from the entire democratic process. In other words, an increasing Americanization of European politics. With popular culture so heavily Atlanticized, can politics be far behind?'
The Blair Kitsch Proiect
Tariq Ali
(januar 2000)