Kronik

Fredsduer flyver bedst med jagereskorte

Påstanden om, at Danmark de seneste 10 år har ladet kanonerne tale på bekostning af diplomati og humanitære indsatser, har ingen bund i virkeligheden. Danmark har hele tiden brugt både bløde og hårde magtmidler – simpelthen fordi det virker bedst
Påstanden om, at Danmark de seneste 10 år har ladet kanonerne tale på bekostning af diplomati og humanitære indsatser, har ingen bund i virkeligheden. Danmark har hele tiden brugt både bløde og hårde magtmidler – simpelthen fordi det virker bedst

Katrine Marie Nielsen

Debat
4. november 2013

Tiden er kommet til at gøre op med den forfejlede krigspolitik, som Danmark har fulgt siden terrorangrebene 11. september 2001. Nu skal der i stedet satses på mægling og diplomati. Det er et argument, som stadig flere fremfører i diskussionen, om hvilken udenrigs- og sikkerhedspolitik Danmark skal føre fremover. Problemet er bare, at argumentet bygger på en enøjet og forsimplet fremstilling af den udenrigs- og sikkerhedspolitik, Danmark har ført i 00’erne, og at en satsning på civile instrumenter ikke vil være mere effektiv med hensyn til at fremme fredens sag end den brug af militærmagt, som kritikerne vil af med.

Betegnelsen krigspolitik er ikke urimelig al den stund, at Danmarks brug af militær magt har skiftet karakter siden 1999, hvor vi for første gang bidrog til en offensiv kampindsats med det formål at tvinge Serbien til at afgive kontrollen med Kosovo. Siden fulgte tilsvarende indsatser som bekendt i Afghanistan, Irak og Libyen. Væk var reglen om kun at skyde i selvforsvar, som ellers havde kendetegnet Forsvarets internationale operationer frem til da.

Brugen af militær magt var imidlertid kun toppen af isbjerget. Selv om brugen af det militære instrument trak de fleste avisoverskrifter, blev alle de andre redskaber i værktøjskassen – diplomati, humanitær nødhjælp, civile eksperter og udviklingsbistand – også brugt flittigt.

Mere end krudt og kugler

Danmark har været et forgangsland med hensyn til at udvikle og anvende civile konflikthåndteringsinstrumenter. Danmark var et af de første lande til at oprette registre med civile eksperter i højt beredskab til hurtig indsættelse. Beredskabet er løbende blevet udviklet og udvidet og tæller i dag cirka 1.500 personer fra humanitære organisationer, politiet, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og Udenrigsministeriet.

Danmark har endvidere gjort en stor indsats – sammen med Tyskland, Holland og de andre nordiske lande – for at udvikle EU’s kapacitet til civil konflikthåndtering. Danmark er målt pr. indbygger en af de største bidragydere til EU’s civile operationer, og en international evaluering af alle EU’s medlemslande placerede i 2009 Danmarks civile beredskabssystem på en delt anden plads sammen med Finland kun et hårs bredde efter Sverige på førstepladsen.

Danmark tilhører også førerfeltet på udviklingsområdet. De danske udgifter til udviklingsbistand er fordoblet siden Murens fald (fra otte milliarder kroner i 1992 til næsten 16 milliarder kroner i dag), og selv om den danske udviklingsbistand er faldet fra en procent af bruttonationalindkomsten i 2001 til 0,83 procent i 2012, er udgifterne steget støt op gennem 00’erne. Danmark tilhører som følge heraf stadig den eksklusive klub af kun fem lande, der lever op til FN’s målsætning om at anvende mindst 0,7 procent af sin bruttonationalindkomst på udviklingsbistand.

Endelig er Danmark også i front med hensyn til at samtænke brugen af sine civile og militære instrumenter i bestræbelserne på at forebygge, håndtere og forhindre genopblussen af væbnede konflikter. Danmark har sat samtænkning (comprehensive approach) på dagsordenen i NATO og samtænkt sine egne indsatser i Afghanistan, Libyen, på Afrikas Horn og senest i Mali. Her har Danmark anvendt en kombination af diplomati, soldater, civile eksperter, humanitær assistance og udviklingsbistand. Det er derfor misvisende at betegne Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik gennem de sidste 10 år som ’krigspolitik’.

Det understreges yderligere af, at udgifterne til udviklingsbistand i hele perioden har været meget større end udgifterne til militære operationer. I 2011 hvor Forsvarets udgifter til internationale operationer toppede med 3.347,3 milliarder kroner, var udgifterne til udviklingsbistand således fem gange større: 15.727,5 milliarder kroner.

Geværløbets magt

Det største problem ved at udskifte brugen af kampvogne og jagerfly med fredsduer er imidlertid, at fredsduerne ofte ikke kan klare sig alene i situationer, hvor risikoen for krig er overhængende, eller kampe allerede er brudt ud. Syrien er blot det seneste af en lang række eksempler på, at diplomati, økonomiske sanktioner og mægling ofte er utilstrækkelige, hvis man ønsker at forhindre eller stoppe parter i at bruge magt.

Trusler om brug af militærmagt har ofte vist sig nødvendige for at forhindre truende konflikter i at bryde ud. Truslen om gensidig atomar ødelæggelse var stærkt medvirkende til at forhindre de mange kriser mellem USA og Sovjetunionen under Den Kolde Krig i at eskalere til regulær krig. På samme måde har tilstedeværelsen af FN soldater ofte afskrækket parter fra at gå i krig. Seksdagskrigen i 1967 blev eksempelvis udløst af tilbagetrækningen af FN’s fredsbevarende styrke fra grænsen mellem Israel og Egypten, og FN’s præventive indsættelse af soldater i Makedonien i 1993 under ledelse af den danske brigadegeneral Særmark-Thomsen bidrog til at forhindre den jugoslaviske borgerkrig i at sprede sig til republikken Makedonien. Endelig er det også almindeligt anerkendt, at folkemordet i Rwanda kunne have været forhindret, hvis chefen for FN-styrken i tide havde fået de 5.000 ekstra soldater, han forgæves havde bedt om.

Trusler og brug af militær magt har også været nødvendige for at muliggøre udbringning af humanitær assistance. Det var tilfældet i 1991, da en amerikanskledet koalition etablerede en sikker zone for flygtninge i Nordirak. Brug af militær magt viste sig også nødvendigt for at uddele mad til den sultende befolkning i Somalia i 1992. Indsættelsen af de danske kampvogne i Tuzla i Bosnien i 1993 var ligeledes en forudsætning for at sikre nødhjælpen, og den forhindrede de danske soldater i at komme i samme ulykkelige situation, som deres hollandske kollegaer, der måtte se hjælpeløst til i 1995, da serbiske soldater med koldt blod henrettede 8.000 muslimer i Srebrenica. De hollandske soldater havde i modsætning til danskerne ikke fået lov til at tage tunge våben med sig.

Kombinationens kunst

Pointen er ikke, at militær magt er løsningen på alle problemer. Brugen af militær magt kan nemt gøre mere skade end gavn, hvad Irak-krigen er et blandt mange eksempler på. Pointen er derimod, at man ofte når længst, hvis man på dygtig vis formår at kombinere brugen af civile og militære instrumenter. Når Den Kolde Krig aldrig blev varm, selv om det var tæt på i flere omgange, skyldtes det, at dygtige diplomater formåede at udnytte den tøven og tid, som frygten for en altødelæggende atomkrig skabte, til at forhandle sig ud af problemerne.

Nøglen til at forebygge og standse militære konflikter ligger i at anvende alle instrumenterne – både de civile og de militære – på en kreativ og kombineret måde. Den præcise kombination varierer over tid og sted.

Men vores erfaringer og forskning peger entydigt på, at kombinerede civil-militære strategier har meget større chance for succes end strategier, der kun betjener sig af én af delene.

Derfor har den danske regering set helt rigtigt ved ikke at satse ensidigt på mægling og diplomati i sin nye strategi for at forebygge konflikter i verdens mange skrøbelige stater.

Beslutningen om at satse på samtænkte strategier, der om nødvendigt kombinerer brugen af civile og militære instrumenter, er den eneste rigtige, fordi der desværre stadig vil være mange situationer hvor fredsduer ikke kan gøre det alene.

 

Peter Viggo Jakobsen er lektor ved Forsvarsakademiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Millioner kroner - ikke milliarder kroner.

I øvrigt mener jeg at PVJ bør skelne mellem indgriben i igangværende borgerkrige, hvor en militær indsats ganske rigtigt kan være en hjælp til alle parter, specielt civilbefolkningen og så egentlige angrebskrige på suveræne stater. I det sidste tilfælde ser det ud til at den militaristiske udenrigspolitik reelt igangsætter borgerkrige: Irak, Libyen og Afghanistan.

Sandheden er nok den, at et diktatur ofte er bedre for befolkningen end en egentlig borgerkrig, og det er derfor op til Vesten "med deres høje moral", i stedet for at starte en borgerkrig, at presse diktatorerne til orden. Det kræver at man også er villig til at støtte oppositionen i de pågældende diktaturer - og så selv om oppositionen skulle gå ind for socialisme.....

...nå nu løber fantasien vist af med mig.

Jacob Jensen, Carsten Søndergaard, Nis Jørgensen, Stig Bøg, Bjarne Nielsen, Poul Eriksen, Niels Mosbak, Brian Pietersen, Bob Jensen, Jens Overgaard Bjerre og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

"hvor vi for første gang bidrog til en offensiv kampindsats med det formål at tvinge Serbien til at afgive kontrollen med Kosovo."

Den del af indlægget kan let omskrives hr. Peter Viggo Jakobsen, til: "hvor vi for første gang i strid med FN's charter og uden godkendelse fra FN's sikkerhedsråd bombede et andet Europæisk land, for at tækkes USA's udenrigspolitiske mål, og yderligere medvirkede til at erobre land, ligeledes i strid med FN's charter, idet den efterfølgende besættelse under Nato's auspicier medvirkede til etnisk udrensning og til en defacto adskillelse af Serbien og den serbiske provins Kosovo."

Djævelen ligger som bekendt i detaljen.

Jacob Jensen, Carsten Søndergaard, Per Jongberg, John Victor Lorck, Stig Bøg, Marianne Rasmussen, Bjarne Nielsen, Poul Eriksen, Steen Sohn, Hugo Pieterse, Brian Pietersen, Jens Overgaard Bjerre og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Der skal virkelig ret mange fredsbevarende, humanitære og diplomatiske værktøjer til for at legitimere at det tunge krigslegetøj kan blive luftet også??
Og så samordnet indsats, nej hvor flot.

Bjarne Nielsen, Brian Pietersen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Så fik vi et partsindlæg fra Forsvarsakademiet. Fint nok.
Hvornår kommer det modsatte synspunkt så til orde? Jan Øberg?

Carsten Søndergaard, Stig Bøg, Dorte Sørensen, Niels Engelsted, Bjarne Nielsen, Poul Eriksen, Hugo Pieterse, Niels Mosbak, Michael Kongstad Nielsen, Henrik Darlie og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Hvornår er en krig slut? Det virker godt nok at drysse bomber ud. Men bliver der fred bagefter.

Niels Jespersen

Det er da utroligt at man kan forsvare Foghs krigsførelse og udbredte demagogi om at nu skulle vi gøre op med en passiv rolle og sandelig gå ind og ofre liv og lemmer for soldater på udefinerede missioner, som aldeles ikke havde nogen betydning for danmark - eller vores alierede USA. Irak og afghanistan er da eklatante fiasj\koer. I Afghanistan er regimet korrupt og den "diplomatiske" indsats kan jeg ikke få øje på her. Se hellere en udmærket artikel om denne strategiske fejltagelse her

http://walt.foreignpolicy.com/posts/2013/10/28/leaving_afghanistan_not_w...

Man skulle tro artiklen var bestilt af Venstres "Fogh memorial fund"

Jacob Jensen, Carsten Søndergaard, Flemming Scheel Andersen, Marianne Rasmussen, Niels Engelsted og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
Marianne Rasmussen

Det højt besungne militære tryllestøv virker ikke, når der skal skabes varig fred.

DFeren Marie Krarup deltog i den nylige konference om Samtænkt Stabilisering, som PVJ indirekte refererer til. Hun havde dog et mindre ændringsforslag: "Hvis man virkelig ønsker at missionere og gøre det muligt for skrøbelige lande på langt sigt at opbygge frie nationalstater med demokrati og frihedsrettigheder, så bør man gøre det på den gammeldags maner: med præster og bibler."

Lenin skrev at imperialisme er ensbetydende med permanent krig - afbrudt af fredsperioder.
Selv en etableret og anerkendt International Relations teori som Realismen taler om uafbrudt krig i en anarkisk verden- omkalfatret af fredszoner.
Alligevel - i en tid efter Murens Fald, hvor imperialismen, i humanitær forklædning, aldrig har været mere aggressiv, og derfor indlysende burde være genstand for forskning, opretter Danmark altså - frem for et institut for imperialismeforskning - men efter liberalistisk interdependens teoretisk forbillede et såkaldt fredsforskningsinstitut, bestyret af Ole Wæver.
Men det er måske ikke så mærkeligt.
Peter Viggo Jakobsen retfærdiggør jo oven for dansk deltagelse i Nato´s ødelæggelse af eks-Jugoslavien og Libyen som led i dansk sikkerhedspolitik, konfliktforebyggelse og som succesfulde kombinationer af civile og militære magtmidler.
Tilbage står tidligere mellemindkomst-republikker lande som Kosovo, Montenegro, Bosnien og Serbien i dag som failed states og bundskrabere blandt de fattigste lande, ligesom Libyen - efter at landene blev objekter for Nato´s, herunder DK´s aktivistiske udenrigspolitik.
Så ved ikke at tage ved lære af, men fornægte disse landes ulykker som konsekvenser af imperialistisk aggression, udplyndring af deres ressourcer og ophævelse af deres ret til at føre en selvstændig økonomisk politik - og som styrende for dansk sikkerheds- og udenrigspolitik - er det måske ikke så mærkeligt, at DK nu lancerer et konfliktforebyggelsesinstitut, frem for at bore i årsagerne til at krig tilsyneladende bliver ved med at indfinde sig.
I en tid, hvor mange internationale stor-investorer endda konkret har tabt på "finans-krisen" burde det ellers være logisk indlysende, at disse - ved hjælp af Nato´s angrebsmaskine, som de kontrollerer - forsøger at vinde det tabte tilbage

Philip B. Johnsen

Hvorfor er der danske soldater i krig i lande danskere ikke forstår og derfor ikke kan lære noget?

Det må ophøre, Danmark må udvise respekten for kulturel mangfoldighed i verden.

Når det i den vestlige verden i dag er accepteret, at man må blande sig i et hvert lands anliggender, hvis det strider mod den vestlige verdens bestemte regler for tilladt opførsel, så lever imperialismen og er i topform, personlig vil min respekt for danske politikere stige, hvis de tog det ansvar og sagde lige ud, i Danmark er vi imperialister, så var de i det mindste ærlige.

Hvad mente befolkningerne i Europa?
I januar 2003 - altså to måneder før krigens begyndelse - viste en Gallupundersøgelse følgende tal for holdningerne til en eventuel krig mod Irak:

Tyskland: 50% var imod en krig under alle omstændigheder, 39% var for en krig, hvis der var FN-mandat til den, og 9% var for en krig gennemført af USA med eventuelle allierede.

Frankrig: 60% var imod en krig under alle omstændigheder, 27% var for en krig, hvis der var FN-mandat til den, og 7% var for en krig gennemført af USA med eventuelle allierede.

Storbritannien: 41% var imod en krig under alle omstændigheder, 39% var for en krig, hvis der var FN-mandat til den, og 10% var for en krig gennemført af USA med eventuelle allierede. Hele 86% af briterne mente, at våbeninspektørerne burde have længere tid, før en beslutning om krig blev taget, og kun 25% mente, at der var fundet beviser nok til at gennemføre en krig.

Rusland: 23% bakkede op om tanken om en krig, hvis den blev gennemført med FN-mandat.

Portugal og Polen: Et flertal af befolkningerne var positive over for en krig uden FN-mandat.

Danmark: Ved krigens begyndelse var 49% af danskerne imod deltagelse i krigen, mens 37% var for. Danskerne var på dette tidspunkt mere positive over for den forestående krig end både englændere, franskmænd, tyskere og italienere.

Link: http://www.faktalink.dk/titelliste/iraa/print_iraahele

Måske kunne det her være gode begrundelser, Philip:
http://www.youtube.com/watch?v=rXIfdURxOeo
eller derfor:
http://www.youtube.com/watch?v=v9wkm8PBevc
Vi skal nok passe meget på, at 'respekten for andre kulturer' ikke bliver den nye form for orientalisme.
Arabere er også mennesker. Fat det!

Philip B. Johnsen

Olaf Tehrani 06. november, 2013 - 13:20

"Måske kunne det her være gode begrundelser, Philip"

Til at hjælpe dem ja, ikke slå dem ihjel.

"Arabere er også mennesker. Fat det!"

Yes det de, men jeg går ud fra, du skriver det ikke direkte, men at du vil i krig.

Hvem holder du med i Syrien?

Den Syriske befolkning består af sunni-muslimer, shia-muslimer, især alawitter, twelvere og ismailiter, kristne, flertallet er antiokiske ortodokse, resten er græsk-katolske, og armensk ortodokse m.fl. og drusere.

Der til kommer væbnede fundamentalistiske grupperinger.

Jeg er ikke meget for dit "fat det", jeg fatter det, men jeg er ikke imod din indstilling til at gøre noget, jeg forstår den, jeg mener bare ikke, Danmark skal gå ind i en krig, Danmark ikke kan gøre færdigt.

Våbenhvile og hjælp i alle afskygninger er tiltrængt, hvilket jeg støtter og kvote flygtninge, syntes jeg Danmark burde modtage "nu" i dag heller end i morgen.

Philip, jeg vil ikke i krig i Syrien, men af den enkle grund, at jeg anser det for tvivlsomt, at en intervention vil kunne mindske summen af lidelser.
Grunden er derimod ikke 'respekten for andre kulturer', eller at vi ikke forstår den syriske befolkning. Den slags mener jeg simpelthen er snik-snak, som kun kan have til formål at snakke os udenom vores medmenneskelige, moralske forpligtelser.

Philip B. Johnsen

I sidste ende, skal man og det uanset, hvem man er, vinder freden ved, at inkludere de besejrede, i en fælles fremtid uden krig, denne inkluderende øvelse, forudsætter respekten for andre værdier end flertallets.

Danmark kan bidrage, med fornødenheder i alle afskygninger, men forståelse for forskellighed, mellem partnerne, har de selv bedre grundlag for, at finde løsninger på, Danmark kender dem ikke godt nok, de er specialisterne på det punkt.

Diplomatisk forhandle struktur, kan vi muligvis understøtte, om ikke med andet, så ved at sørge for deres familier får læge hjælp og mad, det er to problemer løst.

Philip B. Johnsen

Olaf Tehrani der er så meget lidelse, forløsning af lidelse, skal altid være målet, ikke idelogi , politik og demokrati det skal tilvælges.