Kronik

Fri os for normaliteten

Forsøg på at afstigmatisere psykisk sygdom og gøre den syge til en af os ender ofte med yderligere stigmatisering og udpensling af, hvem der er normale, og hvem der er syge. Vi mangler plads til forskelligheder – en kultur, hvor det at befinde sig i udfordrede livssituationer eller være syg forstås som en del af livet
Vi har alle et medansvar for at skabe en kultur med plads til forskelligheder. En kultur, hvor også den psykisk syge reelt er en af os, og hvor det at være i udfordrede livssituationer, særegen eller syg forstås som en del af livet, mener dagens kronikør.

Jens Nørgaard Larsen

22. november 2013

Jeg tror ikke, at du nogensinde har haft det som mig, Hanne.« Sådan lød svaret, da jeg for nogle år siden sagde til en skizofren mand, Jonathan, at jeg mente, at hans symptomer var menneskelige reaktioner, som alle sikkert havde oplevet i en eller anden grad. Mit forsøg på at udligne vores forskelle faldt tydeligvis ikke i god jord hos Jonathan.

Som medarbejder i socialpsykiatrien så jeg normaliseringen af psykisk sygdom som en frigørelse fra fastlåste forestillinger om, hvad det vil sige at være psykisk syg. I dag ser jeg normaliseringen som fejlslagen og er enig med filosof Rasmus Johnsen og formanden for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt, når de kritiserer udvandingen af det psykiatriske sprog og dermed de psykiatriske diagnoser (Information den 1.-3. november).

Samtidig er jeg også fundamentalt uenig. Frem for at gøre op med normalitet som noget reelt eksisterende bidrager både Lindhardt og Johnsen til at dele os ind i normale og afvigere. Johnsen, når han siger, at vi ikke må glemme, at det er psykiatriens opgave at tage sig af dem, der ikke er, »som folk er flest«, taler om mennesker som »gale« eller »geniale« og om »normaltilstande«. Lindhardt, da hun i Information sidste år underbyggede forestillingen om normalitet ved at rose DR-programmerne Gal eller Normal for at »normalisere psykisk sygdom«. Programmer, hvor psykisk syge blev rost for at være gode til at skjule deres symptomer, og hvor det blev understreget, at mennesker grundlæggende er ens.

Vil vi gøre os håb om at gøre op med stigmatiseringen af psykisk syge og skabe et samfund, hvor alle bidrager efter bedste evne, må vi gøre op med kassetænkningen.

Vi er alle stigmatiserede

Jeg vidste, at Jonathan havde ret, da han konfronterede mig med min normaliserende tilgang til hans sygdom. Jeg havde aldrig haft det som ham, og min sammenligning forklejnede hans sygdom. Jeg havde ikke prøvet at være bange for at tage mine sko af, så mine fødder endte med at være halvt opløste, og jeg havde ikke prøvet at ligge i min seng i flere uger og gentage de samme remser igen og igen kun afbrudt af de mest nødvendige måltider og toiletbesøg.

Jeg ved derimod, hvad det vil sige at blive stigmatiseret af andre grunde end psykisk sygdom. Følelsen af at være forkert på grund af arbejdsløshed, hudfarve, seksualitet, vægt, alder, herkomst, holdninger, sygdom og så videre kan de fleste sikkert genkende. Alle er givetvis både ofre og dommere, når det gælder stigmatisering.

Derfor er det også oplagt at arbejde på et opgør med stigmatisering ved at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes oplevelse af den frem for at kategorisere psykisk syge og risikere at reproducere fordommene knyttet til psykisk sygdom. Det er ikke omfanget, men oplevelsen af stigmatiseringen, der afgør, hvorvidt vi er i stand til at sætte os ind i, hvad det vil sige at være stigmatiseret: I bund og grund at blive reduceret til et kendetegn og tillagt andre negative egenskaber.

Ikke desto mindre fokuseres der i organisationsarbejde og kampagner som ’En af Os’ oftest alene på afstigmatisering af psykisk syge. Frem for at gøre op med kassetænkningen, der inddeler mennesker i normale og afvigere, forsøger man at normalisere psykisk sygdom ved at fokusere på muligheden for helbredelse og sammenligne psykisk sygdom med psykiske forstyrrelser. Man forsøger ikke at blive kasserne kvit, men giver dem blot et mere tilforladeligt navn. Man ændrer sproget, således at det korrekte nu er at italesætte psykiske syge som ’mennesker med psykisk sygdom’ og ’psykisk sårbare’.

Normaliseringen er forståelig i en kultur, hvor det giver anerkendelse at høre til i normalitetskassen, og hvor psykisk sygdom igennem mange år er blevet forstået som en kronisk tilstand. Konsekvenserne kan dog være katastrofale.

En af konsekvenserne er, at vi risikerer at bidrage til udvikling af og fastholdelse i psykisk sygdom. Igennem selvforstærkende normer om, at vi skal være ens, sammenligner vi os med hinanden og konkurrerer på ligheder. I hverdagen, på arbejdspladen, i sportsklubberne og så videre. Om alt fra hjemmets indretning, vores udseende og væremåde til karakterer, forfremmelser og guldmedaljen.

Spørgsmålet er, om disse normer er ved at løbe løbsk, og om de i sig selv bidrager til udvikling af psykisk sygdom. Hvis det er tilfældet, og hvis psykisk syge er særligt sårbare mennesker, bidrog jeg ikke til Jonathans bedring med min normaliserende tilgang. Tværtimod.

Så gør dig dog rask

Vi lever i en kultur, hvor vi tror på det enkelte menneskes vilje og evner til at styre eget liv. Det kan vi sikkert også langt hen ad vejen, men vi er kommet ud på et overdrev, når det ligger lige om hjørnet, at det er din egen skyld, hvis du ikke kommer dig over en psykisk sygdom. De alvorligst psykisk syge risikerer at blive stigmatiseret yderligere.

Hvis vi skævede til den mangfoldighed og forbundethed, der kendetegner bæredygtige systemer i naturen, ville vi erkende, at vores kultur er en mulig årsag til, at stadig flere mennesker bliver psykisk syge. Havde jeg haft den erkendelse i mit tidligere arbejde i socialpsykiatrien, havde jeg også set, at min tro på vilje og empowerment som en vej til helbredelse kunne betyde, at jeg forventede, at Jonathan skulle hive sig selv op ved håret.

I arbejdet med at afstigmatisere psykisk syge overskygger fokus på muligheden for helbredelse fortsat muligheden for at leve et tilfredsstillende og bidragende liv med psykisk sygdom. For dem, der lever med psykisk sygdom hele livet, indebærer et fokus på helbredelse selvsagt nederlag på nederlag, lavere selvværd og dårligere livskvalitet. Det virker til tider som om, der snarere arbejdes på at afstigmatisere mennesker, der bliver eller er blevet helbredt for psykisk sygdom, frem for at afstigmatisere mennesker, der lever med en psykisk sygdom.

En som os

I en kultur, hvor enshed ofte er et kriterium for anerkendelse, risikerer En af Os-kampagnen desuden at blive til En som Os-kampagnen. Det ville derfor være dejligt at se organisationer og kommende kampagner fokusere mere på menneskers mangfoldighed og på stigmatisering som en fælles menneskelig problemstilling, f.eks. ved at fremhæve, at vi som mennesker er ens i vores mangfoldighed, at vi alle er skæve på hver vores måde, og at vi muligvis alle kan udvikle psykisk sygdom afhængig af presset omkring os. Den tilgangsvinkel ville også rumme en forståelse af sundhed og sygdom som et sammenhængende hele og en dynamisk proces.

Gør vi ikke op med kassetænkningen, risikerer vi, at psykisk sårbare fremover udsættes for den samme stigmatisering, som psykisk syge udsættes for i dag.

Jonathan er selvfølgelig en af os i en forståelse af mennesker som mangfoldige, men i dag pålægges han snarere at blive en som os. Lad os derfor gøre op med normalitetsræset, lad os ikke negligere psykisk sygdom og lad os holde op med at reducere mennesker til en sygdom.

Vi har alle et medansvar for at skabe en kultur med plads til forskelligheder. En kultur, hvor Jonathan reelt er en af os, og hvor det at være i udfordrede livssituationer, særegen eller syg forstås som en del af livet.

Hanne Struensee Schmidt er sundhedsantropolog (MSA)

Serie

Seneste artikler

  • Når anerkendelse bliver underkendt

    12. november 2013
    Hvis vi ikke får anerkendelse, bliver vi stressede. Sådan lyder mantraet for mange moderne ledelsesformer. Men anerkendelse kan let blive en belastning. For når man ikke synes, man gør det godt nok, virker det hult, at andre jubler, og så bliver man for alvor stresset
  • Man gider fandme ikke høre på en idiot, der råber op på gaden

    9. november 2013
    Folk kan lide at se psykisk syge som skøre genier – gal og genial. En skør kunstner, der kan give folk noget at føle med på, er ok. Men hvis der ikke lige er tale om et geni, så skulle han eller hin psykisk syge måske sorteres fra ligesom mongolerne?
  • Selvhjælpsbølgen: Psykisk sygdom som karrierestrategi

    8. november 2013
    I USA sælges psykiske lidelser som en mulighed for succes snarere end som en forhindring. Tankegangen vinder indpas herhjemme og er et udtryk for et individualiseret syn på sundhed, der handler om, at den rette indstilling til sygdom kan gøre dig rask, vurderer to antropologer, der har forsket i tendensen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sara Arklint
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
  • Mikkel Nielsen
  • lars abildgaard
  • Carsten Søndergaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kirsten Andersen
  • Mogens Michaelsen
  • Steffen Gliese
  • Simon Trøjgaard Jepsen
  • Niels Mosbak
  • Inger Sundsvald
Sara Arklint, Jørn Andersen, David Zennaro, Mikkel Nielsen, lars abildgaard, Carsten Søndergaard, Lise Lotte Rahbek, Kirsten Andersen, Mogens Michaelsen, Steffen Gliese, Simon Trøjgaard Jepsen, Niels Mosbak og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Tænk hvis man sagde til en med et brækket ben, at det kunne man godt sætte sig ind i, for man havde selv engang prøvet at slå knæet, og det gik over, da man tog sig sammen og løb en god lang tur i skoven.

Det er vist det der sker, når alle de gode råd i forbindelse med psykisk sygdom om kostråd og ”ubalancer” vælter frem fra folk, som intet begreb har om psykiatri, men som selv har prøvet at være i dårligt humør eller ked af det.

Josephine Lehaff, Anders Feder, Søren Andersen, Helene Nørgaard Knudsen, David Zennaro, Mikkel Nielsen, Carsten Søndergaard, Lise Lotte Rahbek, Kirsten Andersen, Gry W. Nielsen, Laust Holst, Dana Hansen, Dennis Laursen, Grethe Preisler og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

- Kan ikke nære mig for at trække debatten om inklusion i folkeskolen ind her. Man hører ofte det synspunkt, at alle børn er specielle. Synspunktet ekstrapoleres så ad absurdum derhen, at det er normalt at være unormal. Og hvis man ikke er med på den, så lider man af indsnævret normalbegreb og skal dyppes i tjære og rulles i fjer og forvises fra lærerarbejdet.

Følgen er, at de voksne, her lærerne, ikke længere tør gøre noget normalbegreb gældende af frygt for at blive stemplet som menneskefjendsk. Så mister børnene det korrektiv i dagligdagen, der skal hindre dem i at ryge ud ad tangenten, og så ender de udenfor pædagogisk rækkevidde. SÅ får de en diagnose, og så er fanden løs, for nu er de endegyldigt sygeliggjorte og unormale. Men det må vi heller ikke tale om, og skam få den, der tænker ilde derom.

Der er simpelthen smittefare, Niels Christian Sauer? Vi fra før specialklassernes tid har gået i klasser, der rigeligt kunne rumme to-tre elever med udfordringer. Men det var selvfølgelig heller ikke i folkeskolen.

Jens Overgaard Bjerre

"Gør vi ikke op med kassetænkningen, risikerer vi, at psykisk sårbare fremover udsættes for den samme stigmatisering, som psykisk syge udsættes for i dag."

Ja, det ville jo være skrækkeligt. Det er rigeligt at vi har de psykisk syge at bruge som retningsviser og som syndebukke for et normalt liv.

Lad mig sige det med psykoanalytiker C.G. Jung's ord:
"Normal er nemlig det menneske, der ganske simpelt kan eksistere under alle omstændigheder, der overhovedet sikrer det nødvendige minimum af livsmuligheder. Men mange kan ikke dette; derfor er ikke ret mange mennesker normale. Det, vi almindeligvis forstår ved 'normalmenneske', er i grunden et idealmenneske, hvis lykkelige karakterblanding er en sjælden forekomst." (C.G.Jung, Det Ubevidste, Gyldendal 1971).

Mikkel Nielsen, lars abildgaard, Carsten Søndergaard, Simon Trøjgaard Jepsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Vildt god kronik! Jeg er simpelthen så enig, og kender udmærket til at ville forene erfaringer i samtalen, men samtidig være usikker på, om foreningen er for kunstig,
Jeg tror, det på sin vis er en problematik, der selvfølgelig er præget af men ikke bundet til tid. Normalitet og afvigelse er til alle tider svært afgrænselige størrelser--som jeg tillige kan læse i tråden, jf. Jungs idealmenneske, der peger på at afvigelser ikke kan afgrænses som et individs karaktertræk, men kan siges at være et resultat af et minimum af livsmuligheder. Altså af hvordan samfundet, herunder kultur, har indrettet de kollektive normer, selvfølgerne, der fremdrager bestemte sider af mennesket- eller udløser visse dispositioner for sygdom.

Rent praktisk er konklusionen i kronikken vel umulig og måske endda lidt selvmodsigende; vi skal både anerkende den syges afvigelse og dog betragte den som en normalitet? I teorien er modsætninger intet problem--- i hvilket er der ikke modsigende faktorer? Intet klogt, i hvert fald! Vi er alle forskellige, ingen er normale eller afvigere, vi har bare forskellige styrker og svagheder. Det giver god mening.

Men i praksis har vi et problem ift. de syge, der har vanskeligheder ved at indgå i et ordinært arbejdsfællesskab. Det er vel et væsentligt sted at skue til, når vi taler (af)stigmatisering af mennesker?

Michael Kongstad Nielsen

Det forekommer mig, at folk driver mere mod normalitet end nogensinde før. Man bruger mange kræfter på at være normal. Kræfter, der tages fra trangen til at være sig selv.

Jens Overgaard Bjerre, David Zennaro, Mikkel Nielsen, Steffen Gliese, Laust Holst og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar

Hvad kom først, den iboende trang til at VILLE være normal, eller de såkaldt normales behov for at normalisere? ('normal' er vel bare definition på dem, der er flest af?)

Der er noget primitivt (gælder os alle) i at menneskeheden på den ene side betragter sig selv som 'højerestående', men samtidig agerer ligesom grise, der slås (undskyld sammenligningen grise) til nogle af dem dør, hvis én flok kommer i sti med en anden flok der lugter anderledes!

Hvis jeg har forstået kronikkens budskab, da er målet at samfundet accepterer den enkelte som hun/han er, når den enkelte gør sig umage, hvilket i sin tur er noget meget forskelligt, rent faktuelt!

Peter Hansen: jeg ved ikke, hvad du forstår ved, at to tre elever med udfordringer kunne rummes i din skoleklasse? I min skoleklasse kunne de 'opbevares' uden synderlig ulempe for resten af klassen. Der var ikke uro i timerne den gang, hvilket betød, at det var lettere at koncentrere sig, for de som let lod sig aflede. Med hensyn til de 'to tre med udfordringer', så måtte de tåle at blive nedgjort af enkelte af de lærere, som nok skulle have haft en anden profession, siden de hævdede sig på bekostning af de, der ikke kunne forsvare sig!

Eksemplificeret ved 'Knud', der var ordblind. En normalt begavet dreng, med en ordblind far, der ikke kunne forsvare sin søn!

Knud var 'dum', det måtte han høre for både direkte og indirekte. Han dumpede - gang på gang! På et tidspunkt som 14'årig havnede han i min klasse, vi var 11 år . Klasselæreren, der underviste i dansk, gjorde i sin afmagt Knud fortræd! Han fik både eftersidning og korporlig afstraffelse, fordi han ikke 'tog sig sammen', og når han ikke kunne holde til mere flygtede han fra skolen! Så blev han opsporet, og pinslerne kunne fortsætte indtil han med årets udgang endelig blev 'sat fri'. Til hvad? Såmænd til at muge grise hos bønderne eller skovle kul på gasværket, som sin far. Skolen var en ellers ok folkeskole med ca. 700 børn!

Tænk hvis vi såkaldte normale ikke behøvede 'de unormale' til at understøtte vores bedreværd?

Trond Meiring, Inger Sundsvald, Mikkel Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Der er helt sikkert forskel på skoler og klasser, Laust Holst. I min klasse gik drilleriet på omgang i årenes løb, som jeg husker det; men gennemgående var der faktisk et stærkt sammenhold, ikke mindst imod de voksne autoriteter, hvilket var stærkt på mode i de år, og også medvirkede til en stærkere emancipation end tidligere kendt.
Hvem der ikke blev drillet, men indgik fuldt ud, var imidlertid vores udsatte, der dog forlod klassen efter 7. for at få undervisning af mere indsigtsfulde lærerkræfter. Dette var i 70erne, jeg har en fornemmelse af, at du beskriver 60erne, Laust Holst.